I 1930’erne malede Willumsen en række motiver fra Venedig i et bemærkelsesværdigt grelt lys

J.F. Willumsen: Halmbroen i Venedig. Nat, 1934

I 1930’erne malede Willumsen en række motiver fra Venedig i et bemærkelsesværdigt grelt lys

Kort om Halmbroen i Venedig

  • Willumsen var en kunstner med sin helt egen særprægede og farvestærke stil, som han bl.a. hentede inspiration til på rejser i Syden
  • Venedig spillede en helt særlig rolle for ham i 1930’erne, hvor han malede en lang række motiver i et bemærkelsesværdigt grelt lys
  • Typisk for Willumsens malemåde fortsætter den gule farve i Halmbroen i Venedig videre ud på billedets ramme

Willumsens udsyn

Af: Kasper Monrad

J. F. Willumsen var himmelstormeren i dansk kunst omkring 1900, og han afprøvede nærmest alle tænkelige kunstneriske udtryksformer og materialer. Som ung forsøgte han sig som socialrealistisk maler, inden han i 1890 sluttede sig til den franske maler Paul Gauguin i Pont Aven i Bretagne og ydede et vigtigt bidrag til den internationale symbolisme, som netop da var ved at tage form. Han gik dog snart sine helt egne veje, og han dyrkede både nordiske bjerglandskaber og eksotiske sydlandske motiver i Tunesien, på Sicilien og i Sevilla.

Venedigs særlige betydning

Af: Kasper Monrad

En helt særlig rolle kom Venedig til at spille for ham. I årene 1929-34 udførte han en række malerier af nogle af de mest berømte motiver i Venedig. Han fulgte her en sejlivet tradition i dansk kunst, nemlig dyrkelsen af de italienske motiver. Men han skildrede byen på en helt anden måde, end hans ældre danske kolleger havde gjort før ham. Hans fremstillinger er alt andet end traditionelle og idylliske. Væk er det evige solskin og det sorgløse folkeliv, og der hersker en helt særegen stemning i billederne. Det gælder også hans maleri af Halmbroen ved Dogepaladset nær Markuspladsen. Scenen er badet i et sært, uvirkeligt gult nattelys, og de mange mennesker på broen ændrer ikke scenens øde præg. Bag stilheden lurer en faretruende uro.

Halmbroen (Ponte della Paglia) forbinder kajen foran Dogepaladset (Palazzo Ducale) til venstre med kajen foran det gamle fængsel (Palazzo delle Prigioni), og den har altid været en af Venedigs mest befærdede broer. Fra Halmbroen kan man se en af Venedigs allerkendteste broer, Sukkenes bro, der forbinder Dogepaladset med fængslet.

En gave fra Willumsens datter

Af: Kasper Monrad

Da Willumsen udførte maleriet, havde han i flere år – siden 1916 – haft fast bopæl i Nice i Sydfrankrig. Han foretog flere rejser til Venedig, men billedet er sandsynligvis malet i Frankrig. Han forsynede maleriet med en billig fransk træramme, som han selv malede gul, så den matchede maleriets farveholdning. Kunstneren forærede maleriet til sin datter Ingemor Gersemi Willumsen (1906-2007), og billedet var derfor næsten helt ukendt i offentligheden, da hun døde i 2007, knap 101 år gammel.

De væsentligste sider af Willumsens malerkunst har hidtil været repræsenteret på Statens Museum for Kunst, men netop et maleri fra Venedig har manglet. Dette hul blev udfyldt i 2008, da museet modtog Halmbroen i Venedig. Nat som testamentarisk gave fra hans datter Gersemi.


J.F. Willumsen, fotografi af hustruen Edith med deres døtre Gersemi (t.v.) og Anse (t.h.), 1920'erne, J.F. Willumsens Museum

Forbindelser

  • Venetiansk fascination  > Wilhelm Freddie var ligesom Willumsen dybt fascineret af Venedig
  • Wilhelm Freddie: Venetiansk rock'n roll, 1957-60  > Titlen på Freddies maleri peger på hans store interesse for den venetianske kunsttradition
  • Mit livs farve  > Den gule farve, der løber som en rød tråd gennem Willumsens malerier, havde eksistentiel betydning for maleren
  • Willumsen og El Greco  > 1500-tals maleren El Greco var med sine dramatiske farver og lysvirkninger et forbillede for Willumsen
  • Eksplosive udladninger  > Med sine farvestærke og ekspressive billeder falder Willumsens arbejde naturligt ind i den europæiske ekspressionisme
  • J.F. Willumsen 1863-1958  > Willumsens særprægede, monumentale stil med intense farver og blændende lys gjorde ham til en omdiskuteret figur i samtiden
  • Stor og vild! Andre sider af 'det moderne'  > Willumsen ville lave stor og eksistentiel kunst til den moderne tidsalder
SMK Logo