Typisk for perioden er motivet gengivet som en abstrakt form bygget op over geometriske grundelementer

Vilhelm Lundstrøm: Kvindelig model, 1930

Typisk for perioden er motivet gengivet som en abstrakt form bygget op over geometriske grundelementer

Kort om Kvindelig model

  • Kvindelig model forestiller modellen Edith Ludwig, som Lundstrøm benyttede til en række lignende billeder i årene 1930-31.
  • Lundstrøm fokuserer på kvindens form frem for på hendes personlighed. Det er typisk for periodens billeder, at motivet gengives som en abstrakt form bygget op over geometriske grundelementer.
  • Det som Lundstrøm søger i denne periode er farvernes fuldstændige enkelhed og harmoni.
  • Lundstrøm ønsker at forhindre, at vi som betragtere skal knytte fortælling, stemninger eller følelser til hans værker, da han betragter disse som uvedkommende.

Yndefuld og anonym

Af: Liza Burmeister Kaaring

En yndefuld kvinde af betragtelig volumen. Hun virker sørgmodig eller blot indadvendt, tankefuld. Vi ved ikke hvem hun er, for hendes træk er slørede, udviskede eller ikke eksisterende. Vi ved til gengæld, at hun fremstår rolig og upåvirkelig, ja nærmest urokkelig, som en skulptur hugget i sten. Og på trods af formernes tyngde er hun yndefuld og elegant.

Billedet handler om kvinden på den blå baggrund. Hun er billedets eneste motiv og hun fylder lærredet godt ud. Men der er ikke tale om et portræt i traditionel forstand.

Det handler om hendes form i højere grad end om hendes personlighed. Hun har masser af volumen, men hverken øjne eller mund.

Næsen er tegnet som en fremtrædende trekant og øjenbrynene lægger en skygge hen over hendes øjenhuler. Alle træk er stiliserede og fremstår som var de modelleret over en række geometriske grundformer.

Blottet for lummerhed

Af: Liza Burmeister Kaaring

Værket er et ud af flere halvfigurs billeder som Lundstrøm malede af modellen Edith Ludwig i 1930-31. I januar 1932 udstillede han fire af de øvrige værker fra serien på en separatudstilling i Kunsthallen på Købmagergade, hvor de hang flot side om side på en endevæg.


Endevæggen på separatudstillingen i Kunsthallen, Købmagergade 1932. Gengivet fra Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, 1977.


Samtidens kritikere havde ikke øje for det sensuelle i gengivelsen og efterlyste samstemmende ”lidt af livets røde blod”. For eksempel skrev Paul la Cour i Århus Stiftstidende om modelbillederne at: ”Hvis et maleri af kvindeskikkelsen nogensinde har været køligt rent og fjernt fra al dristig kælenhed, så er det vel dette. Det er kvinden set som en stor og ædel, en streng form i rummet.” la Cour beskriver i øvrigt Lundstrøms kunst som blottet for al lummerhed og desuden ”ren som arkaisk græsk kunst.”

Poul Henningsen, der tidligt bakkede op om Lundstrøms maleriske projekt, er enig med la Cour i, at der ikke er meget sex i Lundstrøms kvindegengivelser.

I kronikken ”Motivets betydning” fra februar 1932 skriver PH:

”Vi får ikke lov til at søge skjul i betragtninger over, hvorvidt vi kunne tænke os at være forlovet med denne dame eller ej. Ikke engang om hun har smukke øjne og smukke bryster. Nej, hun er et malerisk landskab.”

 

PH betoner således også kvindens kølighed, men frem for alt peger han på Lundstrøms fokus på formen frem for på indholdet.

Hvad enten der er tale om frugter, kander eller kvinder, så er det farvens og formens harmoni der interesserer Lundstrøm. Og det er de store rene flader og former frem for de små detaljer. Det er også derfor, at et billede som dette ikke virker fortællende; Lundstrøm har simpelthen elimineret alle de fortællende elementer for at holde betragterens fokus lige der, hvor han vil have det, nemlig på formen.

Motivet som påskud

Af: Liza Burmeister Kaaring

I 1944 fortalte Lundstrøm i et interview med Karl Bjarnhof hvad motivet betød for ham:

”…motivet er påskuddet til at udtrykke hvad man vil ha sagt. Herregud, hvis man synes motivet i sig selv er et kunstværk, var der jo ikke grund til at gengive det.”

 

Og videre til spørgsmålet om han betragter mennesker på samme måde: ”Hvis jeg skal male dem – ja, så er de motiver, påskud. Jeg ved godt, at andre mener man kan lægge noget sjæleligt i det, men det er et spørgsmål om de har ret, om det ikke beror på en illusion. Stravinsky siger i sin bog noget lignende om musik. Den kan ikke udtrykke hverken sorg eller glæde, eller overhovedet noget som helst, og når folk mener at høre det eller det, er det noget de bilder sig ind. Det kan man jo på den anden side ikke forhindre dem i – desværre.” Karl Bjarnhof: ”Hvorfor desværre?”. Lundstrøm: ”Fordi jeg synes det er smukkere – renere om De vil, når man kan nyde musik og billedet som maleri uden at digte uvedkommende elementer ind i det.”

En tilstedeværelse

Af: Liza Burmeister Kaaring

Fraværet af de fortællende detaljer kombineret med den strenge fokus på formen resulterer i en Kvindelig model der synes at være i fuldstændig harmoni i sin væren. Det vi ser, er et øjeblik eller en evighed; det er ikke til at sige hvilken tolkning, der er den rigtige. Kvinden er lige der på billedet, og der er intet der angiver, at hun nogensinde skal noget andet. Der er ingen antydning af bevægelse og ingen detaljer, der kan fortælle os om kvindens øvrige gøremål.

Hun er til stede. Og det er det som er pointen; værket ”handler om” tilstedeværelse af form. Form uden udenoms-historier. Formen er der for formens skyld eller man kan sige, at formen simpelthen er indholdet.


Og så er der alligevel noget mere. For kvinden kan opleves som både indadvendt, melankolsk, yndefuldt henfalden i tanker eller noget helt fjerde. Som betragter er det svært helt at undlade at knytte en stemning eller et karaktertræk til en gengivelse af en person, også selvom denne er gengivet i stiliseret form. Men som vi kan forstå på Lundstrøm selv, er det ikke med hans gode vilje, at vi knytter sådanne stemninger og karaktertræk til billeder som disse. For ham er det sagen uvedkommende.

Purisme/Klassicisme

Af: Liza Burmeister Kaaring

Kvindelig model er et eksempel på Lundstrøms stramme purisme, også kaldet hans klassicisme. Figurerne er bygget op over geometriske grundformer, der har masser af volumen og antager monumentale dimensioner. Farverne er holdt i en begrænset palet af kølige blå, grå, brune, orange og sorte nuancer. Derudover er det typisk for Lundstrøms figurgengivelser i den puristiske periode, at kvinderne fremstår anonymiserede.

Værkerne fra perioden omkring 1930 er tidligere blevet betegnet som kubistiske, men som Wilmann påpeger, er det mere korrekt at betragte kubismen som forudsætningen for Lundstrøms kunst i denne periode: ”Kubismen er ubestrideligt dens forudsætning, den gav ham store gaver, men fremfor at betragte ham som kubist vil det være rigtigere at sige, at han tog det hos kubisterne, han havde brug for for at lave en Lundstrøm.”

Min evighedsblå

Af: Liza Burmeister Kaaring

Lundstrøm elskede farven blå og skal have kaldt den for sin "evighedsblå”. Han brugte farven som baggrund til stort set alle sine billeder gennem en 20-årig periode fra ca. 1925 og frem. Man kunne derfor få den ide at den blå farve nærmest blev påført per automatik, som et element han ikke behøvede at tænke over.

Sådan var det dog langt fra, tvært i mod fortæller en beretning fra en tidligere model om, at der blev lagt mindst lige så meget arbejde i baggrunden, som i resten af motivet. Modellen Tusnelda Sanders, som Lundstrøm malede i 1927, har fortalt, hvordan hun undrede sig over hvor meget tid Lundstrøm brugte på arbejdet med baggrunden. Hun beretter bl.a., hvordan han gentagne gange indkaldte hende til at sidde model på trods af at figuren for længst var færdiggjort. Så malede han på baggrunden. Som Wilmann konkluderer så ”skulle [hun] altså sidde der for at han kunne føle den rumlige forbindelse mellem figur og baggrund.”

Fra konservatorernes undersøgelser af Lundstrøms værker ved vi også, at han generelt og ikke kun i sine baggrunde, i denne periode arbejdede med et utal af farvelag, der giver farven en særlig tæthed og dybde. Til sidst stod motiverne frem som mejslet ind i lærrederne. I perfekt balance og fuldstændig uflyttelige.

Litteratur

Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, København 1977.

Forbindelser

  • Lundstrøms evighedsblå - en historie om maleteknik  > Den blå farve er dominerende i Lundstrøms værker, alligevel viser tekniske undersøgelser, at han hver gang arbejdede længe på at finde den rette nuance
  • Anonyme kvinder og kander  > Fra 1923 udvikler Lundstrøm sit puristiske formsprog, hvor han dyrker formen og det anonyme udtryk samt undgår fortællende detaljer
  • Vilhelm Lundstrøm 1893-1950  > Lundstrøm er en formens mand, der dyrker klare farver og geometriske former, frem for psykologiske eller naturalistiske skildringer
  • Lundstrøms krøller  > Inden Lundstrøm fandt frem til sit stramme, blå univers dyrkede han i en kort periode store, kødfyldte kroppe fremkaldt med stort svungne, stoflige penselstrøg
  • Aktion og action – i 1960'erne og 1970'erne  > Bjørn Nørgaard undersøger med sine materialeaktioner kunstens grundlæggende elementer
  • Kirsten Justesen født 1943  > I lighed med Lundstrøm dyrker Kirsten Justesen kroppen som en form, hvor fokus er på de formelle aspekter fremfor de personlige
SMK Logo