Den Kgl. Afstøbningssamling - en historie
1800- 1896: Hvid, vestlig, suveræn og frihedselskende
Afstøbningssamlingen blev grundlagt I 1896 som en del af Statens Museum for Kunst. Mere end 2500 fyldte hele underetagen af museet, opstillet i kronologisk rækkefølge, der sluttede hvor den nationale, danske kunst begyndte oppe på 1. sal.
Sådanne samlinger blev grundlagt og udvidet i 1800-tallet, hvor man synes godt om de hvide, rene, ideelle former som afstøbningerne kunne fremvise. Ideen bag det hele var at samle kopier efter de største mesterværker i skulpturen fra antikken til renæssancen, for de viste hvordan den menneskelige form i kunsten havde udviklet sig sammen med den Europæiske ånd, hvor man stred sig frem mod stadig mere frihed, demokrati og skønhed.
1900: Moderniteten ved en skillevej
Selv mens kolonmagterne voksede sig store og stærke blev de eurocentriske idealer diskuteret. Moderniteten buldrede frem og gav mindre og mindre tid til at dyrke fortiden. Den massive opstilling af afstøbninger var i sig selv kun mulig fordi afstøbninger blev masseproduceret relativt billigt og fremstillingen af dem var en af de tidlige eksempler på en halv-mekanisk reproduktionsteknik, på linje med fotografiet. Men fremstillingen blev stadig betragtet som et håndværk, der på bedste vis balancerede kunnen og masseproduktion.
Da kunsten begyndte at bruge den frihed man havde kæmpet så længe for at få, til at kaste traditionens byrde af sine skuldre, begyndte interessen for afstøbninger at falme. Men man anså stadig figurerne for at have en opbyggelig effekt på borgerskabet, der skulle kende sin kunsthistorie. Samlingen havde et bredt uddannesesmæssigt formål. Siden renæssancen havde kunstnere studeret hårdt, ved at tegne efter afstøbninger, og det moderne menneske kunne bevidne skulpturens, kulturens og den vestlige civilisations udvikling frem mod stadig store perfektion og frihed med egne øjne. Skulpturerne kæmpede sig så at sige gradvist mere og mere fri af stenen.
1900-1950: Kolonimagternes storhed og fald, og smagen for antikken
Mens stormagter faldt og totalitære revolutioner gjorde deres for at komme fri af gamle systemer og kunsten blev avant-garde i løbet af den første halvdel af det 20. århundrede, kom afstøbningssamlinger til at befinde sig i et ingenmandsland. Ideerne om frihed, demokrati og skønhed blev overtaget af ikke-europæere, der anså den hvide mand for at være en ondsindet besættelsesmagt, og mens samtidskunsten gjorde en dyd ud af at håne traditionen og fortiden, begyndte Kommunister, Nazister og Fascister at omfavne antikken og dens formsprog. Nu fortalte afstøbningerne virkelig historien om hvid, vestlig, maskulint overherredømme.
1950-2011: Dommedag for Afstøbningssamlinger?
Hen over det 20. århundredes anden halvdel blev der varslet dommedag over afstøbningssamlinger. Samtidskunsten frembragte ny kunst og nye –ismer. Der var ikke længere brug for kopier, hverken til at studere efter eller til at lade sig belære af. Når alt kom til alt havde historien på ironisk måde vist at den hvide mands stræben efter perfektionisme havde ledt til Verdenskrige, Auschwitz, Gulag og ikke nødvendigvis til større frihed, fred og demokrati.
I 1966 blev Afstøbningssamlingen kørt ud af Statens Museum for Kunst for at mode sin skæbne i en lade udenfor byen. Hen ved 500 afstøbninger klarede ikke transporten og opholdet og det er ikke længere ligetil at få nye afstøbninger. Desuden: hvem vil betale for dem?
En lille gruppe mennesker begræd afstøbningernes skæbne, mest af professionelle grunde. Der var trods alt tale om meget fine kopier, og som tiden var gået, havde mange af de originale værker de var kopieret efter lidt skade på grund af overdreven rensning eller syreregn så kopierne nu var i bedre stand end originalerne. Desuden var den danske samling en af de største i verden der var tilbage, fordi andre samlinger i Europa, Kina og USA blot var blevet destrueret, når man ville af med dem. Kopierne var så småt ved selv at antage karakter af kunstværker, der fortalte deres egen historie.
Genfødsel og nyordning
I 1984 lykkedes for de få, at få indflydelse nok til at samlingen kunne blive flyttet ud af laden og bragt til Vestindisk Pakhus (der stammer fra 1781) på havnefronten, hvor man brugte hen ved 10 år på at samle, reparere og genopstille samlingen. Nu stod den ordnet på ny, ikke som kunsthistorien ville have det I kronologisk orden, men efter arkæologiske principper, dvs. i overensstemmelse med, hvor originalværkerne var fundet, uanset om de var fra arkaisk, klassik eller hellenistisk tid.
Derfor ser man nu tempel-skulptur samlet i stuen. Skulpturer, der bare er for store til at blive flyttet andre steder hen i huset sår i bagenden af bygningen. Værkstedet befinder sig også i stueplan og hvis det ikke er åbent, kan du spørge vagterne om at få låst op.
Antikke, religiøse værker vises på første sal, og antikker samlet af italienske fyrster vises også der. En grav-gade leder ned til et åbent magasin med dubletter og beskadigede afstøbninger. Kopier efter statuer fra romerske villaer fundet i Rom, Pompei og Herculanum vises i den bagerste halvdel af bygningen på denne sal.
På anden sal star middelalderskulpturen til venstre for trappen, renæssancen til højre. Romersk statskunst, yngre gravskulptur og den store samling af buster har deres egne områder på denne etage. Middeladeren var ikke oprindeligt stærkt repræsenteret. Sammen med Barokken og Rococoen blev disse perioder anset for at være forfaldsperioder for både skulpturen og frihedsidealerne og de to sidstnævnte perioder er derfor meget sparsomt repræsenteret i samlingen.
Vi producerer stadig afstøbninger, og der ligger nogle store støbeforme på gulvet her. De blev brugt til at støbe nye kopier til Kunstakademiet I Beijing . Kopierne blev givet som gave for at lappe lidt på de skader som Kulturrevolutionen i 1960’erne havde forsaget.
