Danh Vo | 30.maj.2012
Side om side med antikkens gudinder
Udstillingen har fået et lille twist. Udstillingen har udvidet sig, og der findes nu ikke kun dele i Skulpturgaden på SMK.
I Den Kongelige Afstøbningssamling kan du få indblik i, hvordan de gigantiske kobberplader er blevet til, ved at udforske de gips- og lermodeller kobberpladerne er formet efter.
Se Martin Hansens video som giver et indtryk af, hvordan der er blevet arbejdet i metalværkstedet i Shanghai.
Først blev der skabt enorme gips- og lermodeller af de enkelte dele af Frihedsgudinden. Herefter blev kobberpladerne lagt ud over modellerne og banket på, indtil de fik samme form som de underliggende gips- og lermodeller. Modellerne har altså været afgørende for formen af de endelige kobberplader.
Side om side med antikkens gudinder
Netop fordi gips- og lermodellerne har haft så stor betydning for det endelige resultat, skal de selvfølgelig også udstilles. Og hvilket sted er mere oplagt end i Den Kongelige Afstøbningssamling? Derfor bliver gips- og lermodeller af nogle af gudindens fingre og den nederste del af hendes fakkel udstillet netop her – side om side med andre afstøbninger af guder og gudinder.
Delene kan opleves hver tirsdag 10-16 og søndag 14-16 i Den Kongelige Afstøbningssamling.
- Af: Ayoe Fridriksdottir
- 30.maj.2012




