SMK blogger

SMK Foto

SMK digital | 9.jun.2009

”Det at ses er det vigtigste. At vi så kan se lidt kunst oven i købet er bare godt”

Citatet stammer fra en publikumsundersøgelse der er lavet på museet for nylig. For mange af vores besøgende er de sociale værdier, der knytter sig til museumsbesøget mindst lige så vigtige som mødet med kunsten. Vi besøger museet sammen med venner og familie; vi snakker om, hvad der er sket siden sidst, vi drikker kaffe i caféen, nyder den særlige atmosfære, der er på museet. Jo yngre de besøgende er, jo højere prioriterer de de sociale aspekter ved museumsbesøget. Jo ældre man er, i jo højere grad er det kunsten, der er omdrejningspunkt for besøget, men det sociale er stadig meget vigtigt!

Socialt samvær og digital formidling
I hvor høj grad har museet mulighed for at deltage i den dialog som udspiller sig mellem de besøgende, og gennem hvilke former for digital formidling kan museet blive en kvalificeret medspiller, når de sociale aspekter vægtes i så høj grad af de besøgende? Ikke mindst tænker jeg som kunstformidler meget over, hvordan jeg kvalificerer dialogen om kunstværkerne – kan vi skabe digitale tilbud der både imødekommer den besøgendes behov for socialt samvær og deres behov for kunstformidling? Og kan sådanne tilbud differentieres sådan at de både imødekommer den besøgende som intet ved om kunsten og som i høj grad strukturerer sit besøg ud fra en subjektiv narrativ struktur, der tager udgangspunkt i egne personlige oplevelser. Men samtidigt også kan give nye perspektiver til den besøgende, der har et stort kendskab til kunst og kunsthistorie og derfor i høj grad sætter besøget ind i en sådan referenceramme?

Ikke bare kunsthistorie
En ting er dog hvordan publikum møder museet og værket, noget andet er, at jeg som kunstformidler også har nogle formidlingsmæssige ”kæpheste”: for mig er værkerne ikke ”bare” kunsthistoriske udsagn, der kalder på kunsthistoriske ”forklaringer”. Værkerne er også æstetiske og idémæssige udsagn, der med deres åbenhed ikke må spærres inde i ”historisk fakta”. Det kommer vi nogen gange til. Ofte bruges det digitale til at videregive fakta. Det er det også velegnet til. Men måske den digitale formidling rummer nye muligheder for at åbne værkernes æstetiske dimensioner og for at skabe refleksion og nysgerrighed? Det kræver nytænkning…?

Museer er ikke for børn!
I sommerferien skal jeg 17 dage til New York med min familie – 17 dage på museum! Skønt! - tænker jeg. Skrækscenarie! - tænker mange børnefamilier. Hvad kan vi gøre, for at de ikke har det på den måde? En gruppe af besøgende jeg godt kunne tænke mig, at vi lavede digital formidling til er børnefamilier – hvilket digitale medie vil egne sig til dem? Hvilket medie kan imødekomme deres behov for socialt samvær og formidleres behov for både kunsthistorieformidling og for at give plads til æstetiske erfaringer, tolkninger og refleksioner? Forleden blev jeg opmærksom på den nye Nintendo DSi: man kan tage foto, tegne og optage lyd, alt sammen noget der giver mulighed for, at familien kreativt kan bearbejde deres indtryk. Kunne man forstille sig Nintendo som platform for digital kunstformidling til børnefamilier?

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo