SMK blogger
© Willy Ørskov 'Tre mindre lodrette’ , ca. 1975-85. Øverst: kunstværket i dets oprindelige tilstand.

© Willy Ørskov 'Tre mindre lodrette’ , ca. 1975-85. Øverst: kunstværket i dets oprindelige tilstand.

PRIMI | 3.dec.2010

Interviews med PRIMI deltagere: hvem, hvorfor og hvordan?

Deltagerne fra PRIMI forklarer baggrunden for at gå ind i projektet og giver en midtvejsstatus i forhold til projektets resultater. Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget af Louise Cone fra Statens Museum for Kunst.

Claus Carstensen, billedkunstner

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Claus Carstensen, f. 1957, billedkunstner, ’Extreme User’ – har tidligere arbejdet meget med plastmaterialer såsom skumgummi og PVC-folie.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
Det konservatoriske problem. Bl.a. fordi billedet ’Æterlegeme’, der overvejende består af skumgummi, indgår i Statens Museum for Kunsts permanente samling. Statens Museum for Kunsts Bevaringsafdeling opfordrede mig til at deltage i PRIMI.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation/virksomhed?
Crossover-fordelen, vidensdeling, netværk. Jeg er ikke sikker på, at projektet fører konkrete resultater med sig forstået som målforskning. Jeg ser mere projektet som en form for grundforskning i et crossover-felt fyldt med åben interesse og nysgerrighed, der åbner op for en anden diskussion end den snævert faglige.

Christian Flindt, designer

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Christian Flindt, f. 1972. Uddannet Arkitekt i 2002. I dag designer (lys, møbel, industrielt design). Har haft problemer med plast i forskellige produkter. Ellers erfaring med polyeuretan, glasfiber, corian, akryl, mm.

Rolle: Design, Industri, Extreme user.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
På grund af mit fokus på plast. Inviteret af PVC rådet/plastindustrien. Mulighed for at optimere mit design, både eksisterende produkter, men også nye fremtidige design og projekter. Jeg så mulighed for detaljeret viden, som kunne fremme min know-how på plastområder.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation/virksomhed?
Ideer!: Bogprojekt som tager udgangspunkt i 4 kunstnere/designere og deres arbejder. Man kunne forstille sig, at hver person laver sit eget projekt, egen udstilling, som bliver dokumenteret, og indgår i en fælles bog i PRIMI regi, som har dette plastfokus.

Kunne man få et firma som LEGO til at støtte hvert enkelt kunstnerprojekt, ville det kunne skabe en realistisk synergi.

Jeg håber på selv at kunne udbygge min dialog via PRIMI med: PVC-rådet, plastindustrien, DTU, konservatorerne og andre kunstnere. Jeg ønsker nu at brainstorme på en række ideer og finde plast-leverandører, som jeg kan samarbejde med mod at nytænke et plastprodukt. Jeg har allerede dialog med Bayer om PUR (polyeuratan).

Igangværende projekter indenfor plast:
Nytænkning af cykelhjelm med trygfonden (plast)
Lys undersøgelser og lamper i plast og LED.
Kommende udstilling ’Branderigaarden’ i Viborg, okt. 2011.

Bjørn Poulsen, billedhugger

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Bjørn Poulsen, billedhugger. Bruger af plast, melamin, akryl, gummi, pvc, etc. til diverse skulpturer.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
Fordi jeg har lavet en masse skulpturer i diverse plasttyper, som bl.a. offentlige kunstværker og værker købt af private samlere. Derfor er jeg interesseret i de problemer, der er knyttet til disse materialer.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation?
Jeg er blevet opmærksom på en masse problemer og muligheder i forbindelse med at bruge plast som skulpturmateriale. F.eks. hvilke materialer der har lang holdbarhed, hvordan man kan vedligeholde visse materialer, især akryl. Derudover er jeg også blevet opmærksom på nye materialer som f.eks. folie, etc. Derudover en viden om hvilke økonomiske og miljømæssige konsekvenser der er forbundet med plast.

Søren Dahlgaard, billedkunstner

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Søren Dahlgaard, billedkunstner, exteme user af PVC i sin kunst. Bl.a. i værkerne Breathing Room og Mobile Hedge.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
Det er et interessant, tværfagligt samarbejde, som bliver lærerigt for alle parter.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig?
Den tværfaglige PRIMI gruppe har viden om materialer og produktionsmetoder, som er relevante for mine projekter.

Jeg har fået noget indsigt i de andre fagområder: konservering, PVC-industrien samt materialeforskningen.
Det føles som om, PRIMI først nu er kommet i gang - nu hvor projektet bliver mere præcist defineret.

Konservatorerne har testet nogle af mine materialer i forhold til holdbarhed. PVC-rådet har været behjælpelig med information om producenter af særlige PVC-duge.

Yvonne Shashoua, seniorforsker på Nationalmuseet

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Jeg er Yvonne Shashoua, seniorforsker på Bevaringsafdelingen, Nationalmuseet. Jeg har forsket i nedbrydning af plastik i 20 år, og skrev Ph.d. projekt på DTU om nedbrydning af PVC. Min rolle i projektet er at bidrage med min erfaring. Bl.a. med min baggrund som kemiker, og min ekspertise i nedbrydning og konservering af tredimensionelle plastgenstande på museer. Jeg kan hjælpe med at designe eksperimenter, der kan bruges til at undersøge nedbrydning af plast, og med at analysere forskellige materialer.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
Jeg tror, at det er spændende at få mulighed for at arbejde i en tværfaglig gruppe, hvor vi alle sammen har forskellig baggrund og fag. Ideen er at prøve, at være innovativ og komme med forslag til at forbedring af plastiks egenskaber, som er en udfordring.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation/virksomhed?
Jeg får et bredere kontaktnetværk ved at være med i PRIMI. Uden tvivl. Jeg kan se, at kunstnerne også har brug for at forske i plastik og andre materialer, og at der er ikke mange muligheder for dem, for at gøre det, fordi de ikke normalt har adgang til laboratorier med analytisk udstyr, analytikere og forskere. Jeg kan se, at forskere har brug for kunstnere, og kunstnere har brug for forskere

Lars Lundbye, innovationskonsulent

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Lars Lundbye, erfaren innovationskonsulent med masser af konkrete, store innovationsprojekter bag sig, bl.a som tidligere ejer af Workz. Erfaringer både indenfor oplevelsesindustrien og i mere traditionelle industrier.

Min rolle er dels at tænke de "store" tanker, især omkring selve projektet (som jeg har været en af primus motorerne for), men også i forhold til de konkrete diskussioner og cases med henblik på hele tiden at destillere det værdiskabende for både industrien, museerne og kunstnerne – og på den måde sikre at der opnås resultater der rækker ud over projektet.

Endeligt har jeg en funktion som facilitator, dels mellem faggrupperne, hvor jeg kan hjælpe med forståelsen på tværs af industrier og fagligheder, og i selve processerne, som jeg typisk tilrettelægger sammen med projektlederen Louise, og til en vis grad styrer med let hånd.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
Jeg udviklede for et par år siden begrebet "extreme user innovation" som en særlig aflægger af erfaringerne med lead user innovation til at afspejle nogle af de konkrete innovationer, der finder sted i det særlige møde mellem kunst og andre erhverv.  Hvor mange "kunst og erhverv"-projekter begrænser sig til underholdning eller teambuilding, er mit fokus decideret innovation. Jeg har tidligere arbejdet med kunstnernes nyskabelser indenfor kommunikation, men min interesse i PRIMI er at afprøve de dele af kunsten, der er mest hardcore – materialeviden – som den fx – og især – kommer til udtryk i det særlige fagområde konservering.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation/virksomhed?
Jeg vil kunne trække en række erfaringer ud af projektet omkring processer og kommunikation.
Projektet vil give anledning til en del metaviden, som vil blive omsat i artikler mv.
Om projektet vil give anledning til videre konkret arbejde med plast-virksomheder, er for tidligt at sige.
Indenfor projektet, er det min overbevisning at vi, som det udvikler sig pt., når de mål der er sat.

Ole Grøndahl Hansen, direktør i PVC Informationsrådet

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Jeg er Ole Grøndahl Hansen. Direktør i PVC Informationsrådet, som er et informationskontor, der oplyser om alle aspekter vedrørende plastmaterialet PVC. Min rolle i projektet er primært at være bindeled mellem eksperter fra den europæiske plastindustri og projektdeltagerne. Da der ikke er plastråvareproduktion i DK er det vigtigt, at PRIMI-projektet kan få adgang til ekspertise fra udlandet. Det er her jeg kommer ind. Udover at repræsentere PVC industrien repræsenterer jeg også PlasticsEurope og Plastindustrien.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
PVC og plastindustrien er meget interesseret i at indgå dialog med så mange forskellige stakeholders som muligt, og PRIMI-projektet giver mulighed for at indgå i dialog med nogle brugere af plast, som industrien sjældent fører dialog med. Hvis industrien kan være behjælpelig med at kommunikere viden om plast til kunstnere og designere, er der også sandsynlighed for at plastindustrien generelt kan opnå større forståelse for deres materiale, der ellers ofte i den brede offentlighed er genstand for kritik.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation?
Projektet har allerede vist, at når industrien og de kreative kræfter mødes kan der opstå udbytterige resultater. Et samtale mellem intellektuelle om plast i idéhistorisk belysning, i PRIMI-regi har givet nye indfaldsvinkler på plast, som industrien kan lære af. PRIMI-projektet kan således potentielt være med til at viderebringe en opfattelse af plast, som ellers ikke ville være opnået, og som kan vise sig at være til gavn for industrien og andre.

Søren Hvilsted, Professor på DTU

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Søren Hvilsted, Professor, DTU, Chemical engineer (M.Sc), Polymer chemist (Ph.D). Jeg repræsenterer den faktuelle videnskab som repræsentant for et universitet. Derved medbringer jeg grundlæggende kendskab til plastmaterialer og polymerer samt deres egenskaber og i en vis grad deres respons på diverse stimuli.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
PRIMI er interessant, fordi plast i meget bred forstand er blevet en uomgængelig del af vores hverdag. Vi tager plasten for givet og hører konstant om diverse problemer, som meget ofte skyldes et forkert plastmaterialevalg, hvilket oftest skyldes manglende viden eller økonomisk betingede (fejl)valg. Desuden er forbrugt plast et stort irritationsmoment fordi, det er synligt på steder hvor det ikke hører hjemme fx langs veje, i boligkvarterer eller i naturen. Dette sidste er naturligvis adfærdsbetinget, men ikke desto mindre stærkt belastende for en særdeles nyttig materialegruppe. Rettidig omhu og ordentlig adfærd er et opdragelses problemkompleks vi må forholde os proaktivt til.

Endelig er kunstneres valg af plastmaterialer meget interessant, fordi levetiden for et kunstværk fremstillet helt eller delvis i plast, vil være meget afhængig af netop den valgte plast samt kunstværkets samspil med omgivelserne altså vejr-, lys- og temperaturpåvirkninger.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation?
Jeg forstår bedre den kunstneriske arbejdsform og hvilke utilsigtede, og for kunstneren uventede, holdbarhedsproblemer denne arbejdsform medfører. Jeg har lært at kommunikere bedre ud fra vores forskellige platforme, men jeg ser også et meget stort pædagogisk oplysningsarbejde.

Karen Marie Andersen, laboratoriechef hos Papyro-Tex

Hvem er du og hvad er din rolle i projektet?
Mit navn er Karen Marie Andersen og jeg er ansat som laboratoriechef hos Papyro-Tex. Jeg har en baggrund som kemiingeniør og har som sådan arbejdet med formuleringer for blødgjort PVC-folie de sidste 26 år. Har opbygget et dybtgående kendskab til muligheder for plastfolieformulering og har et bredt faglig netværk at trække på. Min rolle i projektet er at bidrage med denne viden og sammen med de øvrige deltagere finde tekniske måder at løse nogle af de kreative udfordringerne på samt at få inspiration til fremtidige folieegenskaber.

Hvorfor var PRIMI af særlig interesse fra start?
Det er en spændende udfordringer at møde andre faggrupper, der beskæftiger sig med plast. Den kreative vinkel og for en tekniker atypiske måde at anvende plastmaterialer samt det positive syn på plast var fra starten interessant.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation?
De inspirerende møder vi har haft og ikke mindst kunsternernes meget åbne og fordomsfrie tilgang til plastmaterialer vil klart påvirke det fremtidige udviklingsarbejde, især ved at tænke mere utraditionelt i materiale valg.

Louise Cone, PRIMI projektleder og konservator på Statens Museum for Kunst

Hvem er du, og hvad er din rolle i projektet?
Louise Cone, PRIMI projektleder og konservator for Nutidskunst og Skulptur, cand.scient.cons, Statens Museum for Kunst. Min rolle i PRIMI er, sammen med projektgruppen, at formulere projektets overordnede mål samt definere vores ’deliverables’. Som projektleder i PRIMI har jeg til opgave at etablere arbejdsgrupper, koordinere møder, formulere dagsordner, gøre projektet synligt og sikre projektets fremgang og drift.

Hvorfor var PRIMI særligt interessant fra starten?
PRIMI er interessant fordi, det tager fat i den kreative brug af et industrielt produkt – nemlig plastmaterialer. Som en der til daglig arbejder med kunst og kunstnere, er jeg især interesseret i samspillet mellem materialer og udtryk, holdbarhed, kunstneriske intentioner og værkernes betydning i en større kontekst. Vidensdeling er en stor del af PRIMI projektet, og det er et særligt vigtigt emne for mig personligt, men også for konserveringsafdelingen her på Statens Museum for Kunst, da vi er interesserede i at dele vores viden vedr. nedbrydningsfænomener i plast med andre samt at lære af andres – især plastindustriens - erfaringer.

Hvilke resultater ser du her halvvejs, at projektet fører med sig for dig eller din organisation?
Projektet åbner op for muligheder, som vi ikke anede eksisterede. Jeg kan se, her halvvejs, at projektet er i gang med at generere en masse viden, som vil blive – og allerede er blevet - omsat til artikler, konferencer og vores respektive netværker. Det er også nu, vi er begyndt at få øje på de konkrete resultater, som vil komme ud af vores tværfaglige arbejdsformer – resultater vedr. specifikke problematikker såsom behandling af plastoverflader, forebyggelse af misfarvning af polyuretan og bevaring af oppustelige objekter lavet af PVC – viden og resultater som kan formidles videre til plastindustrien, kunstnere og konservatorer.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo