SMK blogger

©

SMK digital | 20.jan.2011

KUNSTHISTORIER er i luften, men arbejdet er ikke slut

Nu er tiden kommet, hvor vi er klar til at trykke på knappen og lancere KUNSTHISTORIER – det online univers, vi selv har savnet.

Vi har konceptudviklet, vi har holdt talløse møder, vi har surfet, vi har gransket, vi har diskuteret, vi har læst, vi har tastet ufatteligt mange ord, vi har vendt og drejet hver en knap i designet, vi har talt med brugerne, vi har vendt og drejet alle knapperne igen – og først som sidst har vi set og set og set på kunst. Og nu er tiden kommet til at trykke på knappen og lancere KUNSTHISTORIER.

Kommentarer på Twitter og blogs
Vi er overvældede og glade over al den omtale, sitet allerede har fået. At et forskningsbaseret website om kunsthistorie har fået så fornem og bred mediedækning, er kommet positivt bag på os. Vi håber al den gode omtale betyder, at rigtig mange brugere får lyst til at klikke ind på smk.dk/kunsthistorier og tage på opdagelsesrejse i kunstens historier. Samtidig spidser vi ører, når brugere på Twitter og blogs rundt om kommer med kritiske kommentarer omkring sitets brugervenlighed og interaktionsmuligheder. Vi vil gerne høre mere fra jer om, hvordan vi kan gøre det enklere, sjovere og mere udbytterigt at bruge. Vi vil gerne spørge jer til råds igen, så send os en mail, skriv direkte her på bloggen, hvis du er én af dem, der vil gøre din mening gældende i den videre justering og udvikling af KUNSTHISTORIER.

Tak for uundværlig inspiration, sparring og samarbejde
Hele ugen er der strømmet mails ind fra vores kolleger på landets museer og kulturinstitutioner, med fantastisk opbakning og ros, så vi har fået helt røde ører! I aner ikke hvor meget jeres begejstring og opbakning betyder for os. KUNSTHISTORIER er et site baseret på forbindelser og netværk, og det var aldrig blevet til noget uden inspiration, sparring og samarbejder med jer alle på kryds og tværs. Et stort og varmt TAK fra alle os til alle jer!

Arbejdet er på ingen måde slut
Nu er vi i luften, men arbejdet er på ingen måde slut. Forude venter stadige justeringer, tilpasninger, indholdsproduktion og udvikling. Vi er spændte på at høre hvad der fungerer godt, hvad vi kan gøre bedre, og hvilke idéer I har til fremtidens KUNSTHISTORIER.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo