SMK blogger
© Detalje fra: Tomás Saraceno, Biospheres, 2009

© Detalje fra: Tomás Saraceno, Biospheres, 2009

PRIMI | 13.nov.2011

Plastic FOREVER - Del 1

Statens Museum for Kunst har netop igangsat et usædvanligt samarbejde. Kunstnere, designere, forskere, konservatorer og aktører fra plastindustrien er samlet i et tværfagligt forskningsprojekt om bæredygtig plast.

Intet varer evigt. Dette banale, men ufravigelige faktum gælder for så vidt også kunsten. Det er nu ikke noget, man umiddelbart bekymrer sig om, når man tager vandringen rundt i museets samlinger af 700 års kunst. Her toner malerier af Mantegna, Rubens og Rembrandt frem med stort set samme kraft og pragt, som da de gamle mestermalere satte deres sidste penselstrøg på dem. Men sandheden er også, at dette indtryk ville være knap så overbevisende, hvis det ikke var fordi, at disse værker og hundredvis af andre havde fået en hjælpende hånd med på vejen til museets vægge. Gennem årene har generationer af konservatorer ydet tiltrængte ansigtsløft til et stort antal af museets værker. Nogle værker har endda været på operationsbordet i flere omgange, ligesom de nødvendige, fremtidige indgreb for længst er skrevet ind i konservatorernes alenlange patientlister.

Den naturlige ældningsproces for de godt 260.000 værker i museets samlinger varierer i hastighed og karakter. Et oliemaleri kan under optimale opbevarings- og udstillingsforhold samt med regelmæssig konservatorhjælp leve et relativt sorgløst liv i hundreder af år. Kunst på papir er anderledes sårbart og nedbrydningsprocessen tilsvarende hurtigere. Konservatorerne må derfor nøje afstemme deres indgreb efter værkernes materialesammensætning. Ofte helt ned på et mikroskopisk plan, hvor der tages hensyn til de iboende kemiske stoffer og deres indbyrdes processer i materialerne. Hvert værk får sin egen diagnose og kræver mere eller mindre en unik behandlingsform. Denne tålmodige og minutiøse tilgang til kunsten forhindrer, at kunstværker dør i deres skønhed. I stedet bevares de efter alle kunstens regler for eftertiden, sådan som museumsloven foreskriver.

Materialeskred
Det virker umiddelbart paradoksalt, at de værker, som hurtigst og mest akut kræver bevaringsmæssige indgreb, er værker af nyere dato. Årsagen findes ikke mindst i det skelsættende skred, der sker i kunsthistorien omkring 1960’erne. Tiden er til oprør mod alle tænkelige autoriteter. Inden for kunsten bliver den traditionelle forestilling om det ophøjede og evigtgyldige kunstværk udfordret
fra alle kanter. Det samme gør tanken om, at visse materialer er mere begunstigende end andre, når det gælder kunstens udsigelseskraft. Evigheden er ikke på samme måde i spil længere. De unge kunstnere vil en kunst, der først og fremmest favner deres egen samtid og virkelighed med alt, hvad det indebærer. Og netop den helt almindelige virkelighed er rig på materialer.

Hverdagsmaterialer, der er billigere, mere tilgængelige og frem for alt mere tidssvarende end marmor, bronze eller oliemaling på lærred. I nogle tilfælde så tidssvarende, at levetiden for dem er meget kort.

Det er her, at materialet plastic i bogstaveligste forstand kommer ind i billedet. Plastic finder hurtigt vej til kunsten i takt med dens indtog i hverdagen. Det kan bearbejdes, bruges, blødgøres og hærdes i et utal af faconer og størrelser. Et ideelt materiale for den formgivende kunstner. Men de kemiske processer i plastic nedbrydes langt hurtigere end de fleste andre materialer, og uundgåelige faktorer som varme, lys og luft fremskynder ældningen af plastic radikalt.

Artiklen har tidligere været bragt i Statens Museum for Kunsts klubmagasin. Læs mere om klubmagasinet her

Del 2 følger ...

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo