SMK blogger

Videoen 'Gottorfer Codex: I fuldt flor!' var den absolutte favorit blandt brugerne i efterårets brugerundersøgelse af SMK Web TV. Vi løfter sløret for de foreløbige resultater og ser frem mod en ny stor undersøgelse.

SMK digital | 1.mar.2011

SMK Web TV vil tættere på dig

Siden 2009 har vi i Digitale Produktioner produceret over 80 videoer. Det har vi naturligvis gjort med jer, vores brugere,  for øje. Vi har derfor løbende gennem vores produktionstid afholdt brugerworkshops, uddelt spørgeskemaer etc. Men, som det siges, jo mere du ved om noget, jo mere finder du ud af, du ikke ved…

Derfor søsatte vi i efteråret 2010 en spørgeskemaundersøgelse med over 300 deltagere, hvor vores mål var at karakterisere forskellige målgruppers præferencer i forhold til SMK Web TV. I undersøgelsen inddelte vi brugerne i fem forskellige ”målgruppeidentiteter”, inspireret af John Falk:

  • De underholdningssøgende
  • De videnssøgende
  • Facilitatorerne
  • Eksperterne
  • De unge

Svarene fra de 300 deltagere viste os, at de fem målgrupper på nogle områder havde vidt forskellige forventninger og behov til SMK Web TV, mens de i andre henseender var forbløffende enige om, hvad de ville have ud af SMK Web TV.

5 forskellige målgruppers syn på SMK Web TV

Vi er ikke færdige med at gøre brug af undersøgelsen, men vil alligevel gerne løfte sløret for nogle af resultaterne her:

  • De underholdningssøgende brugere vil gerne underholdes, men størstedelen af dem forventer også at lære noget nyt af SMK Web TV. 
    Derudover er de underholdningssøgende mere åbne over for at besøge SMK Web TV end for at besøge det fysiske museum!

  • De videnssøgende er meget begejstrede for SMK Web TV, de er interesserede i mange af videoernes temaer, og de vil gerne se lange videoer. De vil primært bruge SMK Web TV til at lære noget nyt, men synes, viser det sig, bedst om de videoer, som også har en høj underholdningsværdi.

  • Facilitatorernes mission er at opnå viden, som de kan facilitere videre til f.eks. en skoleklasse eller en veninde. De synes derfor bedst om korte videoer med temaer, der lægger op til et museumsbesøg. Det er vigtigt for facilitatorerne, at videoerne er underholdende samtidig med, at de giver ny viden.

  • Eksperterne er brugere med en særlig stor interesse for SMK - som f.eks. museumsansatte. De ser næsten udelukkende SMK Web TV for at lære noget nyt og er meget kritiske over for videoer, der kun er underholdende. Eksperterne har som den eneste målgruppe i høj grad lyst til at anbefale videoerne til andre.

  • De fleste unge brugere ser SMK Web TV for at lære noget nyt, men en stor andel vil også underholdes. Undersøgelsen viste, at størstedelen af de unge er utilfredse med videoerne på SMK WebTV. De efterlyser kortere og mere ”spændende” film. Men overraskende nok synes de fleste unge virkelig godt om enkelt video – nemlig videoen 'Gottorfer Codex: I fuldt flor!', som både har et højt informationsniveau og underholdningsniveau.

Brugernes svar og kommentarer har været rigtig spændende læsning. Overordnet kan vi se, at cirka to ud af tre brugere er tilfredse med SMK Web TV. For næsten alle målgrupper er det vigtigt, at videoerne er både informerende og underholdende. Bliver videoerne for informative, vil særligt de underholdningssøgende og de unge stige af, og bliver videoerne for underholdende vil eksperterne og de videnssøgende stige af. Vi har samtidig fået en bedre fornemmelse af de forskellige målgruppers individuelle behov, og har f.eks. lært at videoernes underholdningsniveau skal højnes for at nå de unge brugere.

Ny stor undersøgelse er skudt i gang

Den ovenfornævnte undersøgelse er udført i efteråret 2010 af Astrid Boye Wiik, som også er en af forfatterne bag dette blogindlæg.
Men vi er endnu ikke færdige med at gøre brug af resultaterne. Lige før jul i 2010 var vi nemlig så heldige at få brev fra Kulturarvstyrelsen om, at vi havde fået tilsagn om bevilling af tilskud fra formidlingspulje 1 til - sammen med Mediehøjskolen – at fuldføre projektet ”Kvalificeret kulturformidling via web TV”.

”Kvalificeret kulturformidling via web TV” er en undersøgelse og analyse af Web TV for museer. Formålet med projektet er at tilgængeliggøre Web TV som formidlingsform for alle museer i Danmark samt højne kvaliteten af det producerede.

I projektet vil vi, sammen med Mediehøjskolen og med hjælp fra andre udvalgte eksperter – blandt andet fra TATE og MoMA – udføre kvalitative og kvantitative undersøgelser af Web TV i museumssammenhænge, analysere egnede TV formater og produktionsmåder samt løbende sparre med jer: Vores brugere.

På den måde håber vi at kunne etablere et begrebsapparat og en systematik, der gør det muligt at forholde sig til kvalitet og effekt i forbindelse med efterkritik og evaluering af produceret Web TV indhold. Det er også et mål at skabe større indsigt i brugeradfærd omkring Web TV, samt give et bud på Web TV’s perspektiv og begrænsning som bærer af kulturformidling.

Museer skal klædes på til at producere Web TV

Vi synes selvfølgelig selv, at projektet er vildt spændende, men derudover søgte vi også tilskuddet på grund af den store efterspørgsel og interesse, vi i Digitale Produktioner oplever for især vores Web TV. Mange museer ønsker at gøre brug af Web TV i deres daglige formidling på web, men de føler sig hverken klædt på til eller ressourcemæssigt i stand til at løfte opgaven. Det, synes vi, er synd for både museerne, kulturarven og brugerne.

Vi håber derfor med dette projekt at kunne hjælpe alle museer i Danmark (og måske også lidt i udlandet…) med at producere godt kulturformidlings-Web TV; til glæde for både muserne selv og deres brugere.

Projektet er just igangsat og vil strække sig over det næste halvandet års tid.

Vi vil selvfølgelig give høj lyd, når vi er klar med nogle resultater!

De bedste hilsner og på genhør,
Astrid Boye Wiik og Mathilde Schytz Marvit

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo