Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ Seneste indlæg da Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ 18 16 Seneste indlæg TYPO3 - get.content.right http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss Thu, 21 Aug 2014 12:35:00 +0200 Mikkel Bogh blogger: Erik Hoppes 'Mor' (1932) http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-erik-hoppes-mor-1932/ Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er... Mikkel Bogh

Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er tungt som firs onde år, en mur bygget op af lag på lag af farvemasse og med en tæthed så stor og uigennemtrængelig at vi næsten må opgive at kigge ind i maleriet – 'Mor' noget vi kigger på.

Den sammenkrummede skikkelse har maleren drænet for enhver charme. Også rummet hun sidder i, der knapt er et rum, men snarere fungerer som en indfatning, er uden atmosfære: Atmosfære kræver som minimum luft mellem tingene, måske også et lysindfald, og ingen af delene er til stede her.

Det er næppe en person vi ser, knapt et kommunikerende individ, men derimod en gammel krop, der befinder sig på kanten af det sociale liv: Tilbagetrukket, indadvendt, tæt på jorden og støvet. Men ikke nødvendigvis dødsmærket. Den interaktion, der foregår mellem det formløse ansigt, hænderne og det lyse parti nederst i lærredet – er det korsstingsbroderi hun sidder bøjet over? En kaffekop? – er besværet, indædt, men levende.

Motiv og manér hænger sammen her. De er en og samme ting. Det, der males, og måden hvorpå, stemmer overens. Et motiv er ikke bare det illustrative, det forestillende, tegneserien, i maleriet, hvor malemåden og farven så skulle være indpakningen: Motivet er både billedet og det stof, der bærer billedet frem, både fortællingen og stregen.

Hoppe ved dette og insisterer på det. Se blot hvor svært det er at skelne konens tøj fra omgivelserne, figur og grund. Det er som om hele maleriet, med hud og hår, med farve og penselstrøg, med baggrund og forgrund, præsenterer sig i ét hug, muret op som et hus, der ganske vist har etager, enkelte vinduer, tag og indgangsparti, som først og fremmest er denne bygningskrop i sin helhed.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er et psykologisk portræt. Der er måske lidt Oskar Kokoschka over det. Ikke over Hoppe i øvrigt, men lige her. Hoppes kolorisme er dog af en anden art end den østrigske ekspressionists. Paletten begrænser sig til få mørke jordfarver, som med fuldt overlæg spiller maleren et mindre udtryksregister i hænde; men frem for alt er ansigtet svært at kommunikere med, næsten umuligt at aflæse.

Psykologi eller ej, personskildring eller ej: Maleriet fremmaner en tilstand – som vel også kan kaldes en sindstilstand – af tyngde, ophobet tid, historie der lukker sig om sig selv, massivitet og ubevægelighed. Måske også en tilstand af afmagt og sprogløshed. Maleriet fortæller os, at det selv har svært ved at give denne erfaring malerisk form. Det nærmer sig grænsen for hvad det magter at formulere. På den anden side har det jo netop givet denne erfaring – erfaringen af afmagt, erfaringen af en stemme der trækker sig væk, erfaringen af en overgang fra levet tid til a-historisk tid – et nærmest monumentalt udtryk!

Hoppes maleri vil vise os noget, som kun kan vises i maleriet.

]]>
Webmaster Thu, 21 Aug 2014 12:35:00 +0200
Velkommen til direktørens blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/velkommen-til-direktoerens-blog/ SMKs direktør, Mikkel Bogh, blogger om det det hele handler om: Kunsten. Her er første del. Som nytiltrådt direktør for SMK har jeg brugt de første måneder på at komme tættere på mennesker, opgaver og arbejdsgange i den store organisation som SMK er.

Midt i dette arbejde, som byder på mange daglige møder både inden for og uden for huset, har jeg bemærket hvor let det er at glemme samlingen, skønt den hænger på etagen lige over det sted hvor mange af mine møder holdes.

Samlingen af malerier, skulpturer, videoer, installationer og kunst på papir hænger – om end kun for en brøkdels vedkommende, idet resten er på magasin – deroppe i salene, hvor publikum har sin gang.

For mig er det ved værkerne at det hele begynder og slutter, ikke i mødelokalet, ikke på kontoret; det er i det konkrete, både sanselige og intellektuelle, møde med og dialogen foran billederne og mellem billederne at arbejdet med museet for alvor får mening for mig.

Mennesker i samlingen

Jeg har derfor pålagt mig selv nogle timers ugentlig mødefrihed for at gå på opdagelse i samlingen, i første omgang den del, der kan ses i salene.

Mange af værkerne kender jeg selvfølgelig godt i forvejen, dels fordi jeg som kunsthistoriestuderende havde min jævnlige gang i salene, i nogle år også som studentermedhjælper på museet, dels fordi jeg igennem mit arbejde som kunsthistoriker og kritiker har været på SMK i forbindelse med hovedparten af de særudstillinger, der har været vist her siden midten af 1980'erne og ofte i den forbindelse har lagt vejen ind forbi samlingen.

Og dog er der masser at indhente. En herlig mængde af især malerier som jeg skal gense, måske for 117. gang, omend hele tiden med lidt andre øjne, eller værker jeg skal se for måske første gang. (Jeg vil på dette sted afstå fra at diskutere forskellen på at 'se' og at 'se efter')

Denne vej igennem samlingen vil jeg gerne dele med andre, og hvem ved, en dag får jeg måske også mulighed for at lave min egen audio-guide igennem salene. I første omgang vil jeg dog lægge nogle notater ud her på bloggen, bare nogle enkelte nedslag og iagttagelser jeg gør mig undervejs, i stedet for at lukke dem inde i notesbogen.

Det kan være såkaldte hovedværker eller 'highlights', men det kan også være små og mere undseelige værker, som man måske har tendens til at gå hurtigt forbi: Ganske enkelt dét billede eller objekt, der på det tidspunkt, jeg går forbi, tiltrækker sig min opmærksomhed og nysgerrighed. Kommentarer er selvfølgelig velkomne.

MorLæs Mikkel Boghs første nedslag om mørkemaleren Erik Hoppes værk Mor fra 1932).

]]>
Webmaster Wed, 20 Aug 2014 14:40:00 +0200
Syv film, syv sprog og syv kunstværker. Premiere på film om ord og kunst http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/syv-film-syv-sprog-og-syv-kunstvaerker-premiere-paa-film-om-ord-og-kunst/ ”Et stærkt eksempel på, at billedkunst og sprog er tæt forbundet og beriger hinanden”. Sådan sagde... ”Et stærkt eksempel på, at billedkunst og sprog er tæt forbundet og beriger hinanden”. Sådan sagde direktøren for SMK, Mikkel Bogh, efter visningen af syv formidlingsfilm, som kursister fra Københavns Sprogcenter har lavet. Filmvisningen og den festlige premiere foregik på SMKs scene onsdag den 11. juni 2014. Syv film, syv sprog, syv kunstværker og rigtig mange gæster; sprogkursister, sproglærere, museumskolleger, venner og familie.

De syv film, der blev vist til premieren, er lavet af kursister, som har været ansat på SMK og Thorvaldsens Museum denne vinter som en del af projektet OrdVærkSted. Formidlingsfilmene om ord og kunst er det konkrete resultat af deres ansættelse. Men effekten er meget større end som så. Det udtrykte Vahid Abbasi, som har været ansat på SMK, i den tale, han holdt, på premiereaftenen. Han sagde bl.a.: ”Første gang jeg talte dansk uden for skolen, var her på dette museum. Det var stedet, hvor jeg følte mig sikker, og troede på mig selv, jeg havde ikke sagt et ord inden jeg kom hertil. I sin simpelhed troede jeg ikke folk ville forstå mig, men da jeg indså at folk kunne forstå mig her på SMK, sagde jeg til mig selv, når folk forstår mig her, må andre også kunne forstå mig, og jeg behøver derfor ikke at være flov eller bange, for at udtrykke mig.” Vahid, der er født i Iran og uddannet tandlæge, rundede sin tale af med en god nyhed: ”Jeg har fået job som tandlæge i Hobro!”.



Vahid Abbasi på SMKs scene. Han er en af de syv sprogkursister, der har været ansat på SMK, og som har lavet en formidlingsfilm om et kunstværk i museets samling. Han holdt en tale på premiereaftenen og fortalte publikum, hvad hans ansættelse på SMK har betydet for ham. Foto: Frida Gregersen


Kamilla Louise Hansen, der er ansat på Thorvaldsens Museum og har arbejdet tæt sammen med sprogkursisterne, indledte filmpremieren med en kort tale. Hun takkede kursisterne for deres store engagement i projektet og sagde også: ”Dette projekt har styrket min tro på at samarbejdet mellem sprogskoler og museer er en rigtig god idé!” Foto: Frida Gregersen


Filmpremieren blev holdt på SMK's scene. Her blev de syv film vist og fejret. Foto: Frida Gregersen


Rigtig mange gæster kom for at se og fejre de syv sprogkursisters film; både nuværende og tidligere sprogkursister, sproglærere, museumskollegaer, venner og familie. Foto: Frida Gregersen


”Mødet med kunsten åbner et sprog”

Efter visningen af filmene talte direktør på SMK, Mikkel Bogh. ”Vi ved alle sammen, hvor vanskeligt det er at lære et nyt sprog. Jeg er imponeret over de syv kursister, som efter et ret kort ophold i Danmark nu kan fortælle levende og inspirerende om kunstværker, de selv har valgt. I filmene kan man jo se, at de er eksistentielt og følelsesmæssigt optaget af kunsten, og at mødet med kunsten åbner et sprog”.

Mikkel Bogh nævnte også, at projektet udfordrer en traditionel tænkning: ”I vores kultur har vi jo traditionelt hyldet, at kunst og sprog er to forskellige ting, men her er det tydeligt, at de beriger hinanden og skaber interessante forbindelser. Billedverdenen låser os ikke fast, men åbner til en verden af dialog og diskussion og skaber en kobling til den enkeltes erfaring, sprog og liv. Jeg synes, der er et stort pædagogisk potentiale i projektet – og at det både beriger museer og mennesker”.


Direktør Mikkel Bogh talte også ved filmpremieren. Han sagde bl.a.: ”Jeg er imponeret over de syv kursister, som efter et ret kort ophold i Danmark nu kan fortælle levende og inspirerende om kunstværker, de selv har valgt.” Foto: Frida Gregersen


Syv forskellige film

Alle filmene formidler et kunstværk, men det er blevet syv meget forskellige film: Vahid citerer et iransk digt og har valgt en skulptur, der gengiver to kæmpende mænd. Han fremhæver, at tænderne er anatomisk korrekt gengivet. Jiang er på jagt efter ligheder: Loftet på Thorvaldsens Museum ligner et loft, hun kender fra Kina, og figurerne i det værk, hun har valgt, ser asiatiske ud. Francesca vælger et maleri, der viser danske kunstnere, der fejrer jul i Rom på en restaurant, som hun selv har besøgt med sin familie. Tariq bruger en skulptur som udgangspunkt for en fiktiv fortælling om en bondes kærlighed til en slave. Kay fortæller historien om Ganymedes og ørnen med både ord og krop, Maija sætter nationen på dagsordenen, stiller spørgsmål til beskuerne og slutter med opfordringen: ”Hold aldrig op med at stille kritiske spørgsmål”. Lezel har valgt en skulptur fra 1960 og kobler den til eget liv og sin baggrund som sygeplejerske.


I sin film om Thorvaldsens skulptur, Ganymedes med Jupiters ørn fra 1817, fortæller Kay Taylor – med både ord og krop – om kærligheden mellem ørn og dreng og guder og mennesker. Foto: Frida Gregersen


Lezel Indal har bl.a. valgt i sin film at præsentere kunstnerduoen Elmgren og Dragsets installation Please Keep Quiet! fra 2003. Fordi hun selv er uddannet sygeplejerske i Filippinerne, virker værket hjemmevant. Foto: Frida Gregersen


Tariq Al-Saies, der har været ansat på Thorvaldsens Museum, fortæller historien om en bondes kærlighed til en slave – med udgangspunkt i skulpturen En jæger fra 1821-22 (del af Johannes Døberens prædiken). Foto: Frida Gregersen


Wen Xia Jiang fortæller bl.a. om skulpturen Gratierne med Amors pil og Amor med lyren fra 1842. Til receptionen efter filmvisningen sagde hun: ”I Kina arbejdede jeg på en tv-station. Jobbet på Thorvaldsens Museum er mit første i Danmark, og jeg føler mig heldig. Jeg er glad for at se filmen, men jeg kan høre, at jeg skal arbejde mere med min udtale”. Jiangs mand tilføjede: ”De har jo alle sammen sat sig meget ind i kunstværkerne og er interesseret i at udtrykke sig på dansk. Det kan man mærke, når man ser filmene.”


Maija Ivanova har valgt SMKs samling af guldalderkunst som udgangspunkt for at tale om ”nation” og ”nationalitet” og om kunstens funktion i fht. begreberne. I sin film spørger hun bl.a.: ”Har kunst konsekvenser?” Foto: Frida Gregersen


Vahid Abbasi, der var ansat på SMK, valgte at præsentere en skulptur fra 1600-tallet i sin film, fordi skulpturen minder ham om sportsgrenen brydning. Han er selv brydedommer og valgte i filmen at tage sin brydedommeruniform på. Foto: Frida Gregersen


Francesca Cantarella fortæller til filmpremieren, at hun godt kunne lide arbejdet med filmen. ”Det var sjovt at vælge et værk. Det er første gang, jeg har arbejdet på dansk!”. Hendes svigerfar nikker og tilføjer: ”Det gode er jo, at kursisterne i filmene skal tale om noget, som er væsentligt. Pludselig handler det om noget og er ikke bare skolesnak.”


Hvor skal filmene vises fremover?

De syv film skal fremover vises på de to museers hjemmesider og bruges i forbindelse med sprogundervisning på museet – som inspiration og som forberedelse og efterbearbejdning af museumsbesøget. Forsker Sophia Labadi fra University of Kent, som er i gang med at undersøge projektet, har foreslået, at filmene også vises i det fysiske museumsrum – gerne i forbindelse med de værker, som de formidler. Hun understreger, at synligheden er et vigtigt signal og viser, at museerne anerkende de nye borgeres stemme. (se tidligere blogindlæg om Labadis forskning).

”De skal da vises i TV!”

Da sproglærer Birte Okholm Skaun har set de syv film, udbryder hun spontant: ”De skal vises da i TV!”. Hun kender flere af deltagerne. ”Jeg blev berørt af at se filmene. Og fik tårer i øjnene flere gange. Kursisterne har været i Danmark i under to år, og de har meget hurtigt lært at udtrykke sig på dansk. De har jo etableret sig lynhurtigt. Og så er jeg imponeret over, hvor varierede filmene er. De har valgt enormt spændende værker.”

Bobler og snak

Efter filmvisningen blev der budt på bobler og snak i museets undervisningslokale. Filmene blev diskuteret og erfaringer med vores fælles sprogskoleprojekt blev vendt. En ægtefælle til en af kursisterne sagde bl.a.: ”Det er jo meget hårdt at skulle lære et nyt sprog og ikke føle, at man hører til. Derfor er projektet her så vigtigt. Det giver et kæmpe boost og betyder virkelig meget for min kæreste at være en del af projektet. Hun føler meget mere, at hun er en del af Danmark nu”.


Efter filmvisningen blev der budt på bobler og snak i museets undervisningslokale. (Foto: Frida Gregersen)


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Tue, 17 Jun 2014 12:44:00 +0200
Forskerens første konklusioner om sprogskoler på museer http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/forskerens-foerste-konklusioner-om-sprogskoler-paa-museer/ ”En livsforandrende oplevelse”. ”Øget troværdighed på arbejdsmarkedet”. ”Styrket selvtillid”. Og... ”En livsforandrende oplevelse”. ”Øget troværdighed på arbejdsmarkedet”. ”Styrket selvtillid”. Og ”en unik mulighed for at reflektere over sit liv og sin identitet”. Sådan lyder nogle af forsker Sophia Labadis første konklusioner om, hvad projektet SprogVærkSted har betydet for de tre sprogskolekursister, som var ansat på SMK denne vinter.

Vi har interviewet Sophia, som er tilknyttet University of Kent, og som nu har afsluttet to måneders research her på SMK. Hun er tilbage i England og i gang med at bearbejde det materiale, hun har indsamlet gennem observationer og interviews med ansatte, sprogskolekursister, sprogskolelærere og Kulturstyrelsen, som har støttet projektet.

Før hun tog afsted, spurgte vi hende:

Hvad er dine væsentligste foreløbige konklusioner?

Hun siger bl.a.: “Jeg har netop afsluttet min dataindsamling hos SMK og kan indtil videre kun frembyde meget delvise og foreløbige konklusioner. Ud fra disse foreløbige resultater ser det ud til, at det at få et job på museet har været en skelsættende, endog livsforandrende oplevelse for Lezel, Maija og Vahid (se tidligere blogindlæg om ansættelsen af tre sprogkursister fra Københavns Sprogcenter). Det at få job hos SMK har hjulpet disse sprogkursister med at opbygge deres muligheder for brobygning og med at udvikle et netværk af mennesker udenfor deres sædvanlige kreds. For disse tre studerende var jobbet rent faktisk deres første mulighed for at interagere med danskere, ikke blot med andre udlændinge ligesom dem selv.”

“Det at få et rigtigt job i Denmark – og oven i købet ved en så prestigefyldt institution som SMK – har også hjulpet Lezel, Maija og Vahid med at opbygge større gensidig tillid i forhold til deres nye værtsland. For en eventuel fremtidig arbejdsgiver vil være mere tilbøjelig til at fæste lid til nogen, der allerede har arbejdet i Danmark, end til nogen, der ikke har nogen arbejdserfaring i landet. Og det siger næsten sig selv at det at gøre sig disse arbejdserfaringer – og få løn for dem – har øget deres selvtillid.”

“De manuskripter og film, som de tre studerende udarbejdede på grundlag af den ene genstand, de hver især valgte fra den faste samling, viste sig også at være en øvelse, der på det personlige plan hjalp dem med at reflektere over deres egne liv og identiteter. Denne øvelse hjalp dem med at opbygge deres ontologiske grundfæstethed i og med at det skabte en form for bindeled mellem kursisternes hidtidige liv i deres oprindelsesland og deres nye liv i deres nye værtsland, Danmark.“

“Bakhtins begreb om flerstemmighed stod som noget helt centralt for denne øvelse udi filmskabelsens kunst: hver enkelt studerende gav udtryk for deres egen opfattelse af det valgte kunstværk. Hvis disse film blev vist i museets udstillingsrum ville det være en fremragende måde at vise, hvordan ethvert kunstværk kan læses på mange måder – og en fin anerkendelse af de fortællinger, som Lezel, Maijia og Vahid er kommet frem til.“

Vi har også spurgt Sophia Labadi, hvordan projektet passer ind i hendes forskningsfelt.

Hvad er dit primære interessefelt i forhold til dette projekt – hvorfor interesserer du dig for samarbejdet mellem sprogskoler og SMK?

“Min forskning analyserer hvordan museer fremmer de socioøkonomiske menneskerettigheder – specifikt retten til uddannelse og/eller retten til ordentligt arbejde – blandt nye migranter. Tidligere forskning på området har primært fokuseret på migranternes kulturelle rettigheder og på cases fra den angelsaksiske verden.”

“I denne nye forskning er jeg interesseret i at analysere programmer, som sjældent er blevet taget med i betragtning – i særdeleshed dem, der sigter efter at fremme retten til uddannelse og retten til arbejde blandt nye migranter. Jeg havde læst om SMKs arbejde med sprogkursister og så, at det kunne være en glimrende case for mit arbejde.”

En del af et større forskningsprojekt

Udover studiet her på SMK undersøger Sophia også programmer på Manchester Museum og Cité Nationale de l’Histoire de l’Immigration i Paris. I efteråret 2014 publicerer hun en artikel om de tre forskellige casestudier. Før Sophia tog af sted, spurgte vi hende, hvad de tre projekter har tilfælles.

Din forskning og hele dit projekt omfatter ikke blot SMK, men også studier i Paris og Manchester. Hvad har disse projekter til fælles? Og hvordan adskiller de sig fra hinanden?

“Case studierne på SMK og Manchester Museum er nøje udvalgt. De to museer tilbyder begge arbejds- og sprogundervisningsprogrammer. Samtidig er de to cases ganske forskelligartede. Arbejdsprogrammet på Manchester Museum er for frivillige, men det omfatter også et undervisningsforløb, hvor de faste samlinger bruges til at udvikle deltagernes færdigheder inden for kommunikation, teamwork, kundeservice og omgang med andre mennesker i det hele taget. Manchester udbyder også regelmæssigt sprogkurser. Som modsætning hertil omfatter arbejdsprogrammet på SMK et betalt job, og indtil videre har museets sprog-workshops været enkeltstående begivenheder. Gennem dybdegående interviews med deltagerne i disse programmer sigter jeg efter at opnå en forståelse for disse programmers virkning og af hvorfor et givent program måtte være til større nytte og glæde for dets målgruppe end andre.”

“Casestudierne hos SMK og Manchester Museum fokuserer i høj grad på programmer, der er udviklet til migranter. Mit seneste studie fokuserer på handlinger og initiativer, som migranter selv har taget i forhold til museumsrummet. Det analyserer den fire måneder lange periode (fra oktober 2010 til januar 2011), hvor et antal illegale arbejdere i Paris besatte byens nationalmuseum for indvandringens historie (Cité Nationale de l’Histoire de l’Immigration). Hele femhundrede arbejdere besatte museet for at opnå de samme rettigheder som andre arbejdere, og for at opnå den juridiske ret til at opholde sig på fransk grund. Hvor nyttigt var museumsrummet for dem i den sammenhæng; hvordan hjalp det dem med at fremføre deres krav på en effektfuld måde? Hvordan forholdt disse migranter sig til museumsrummet og dets samlinger? Det er sådanne spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare – også her gennem dybdegående interviews med såvel museumspersonalet som med nogle af de mennesker, der besatte det franske museum.”

Sophia Labadi arbejder nu videre med sit indsamlede materiale og sine tre cases. Og vi arbejder videre med projektet her på SMK – med testforløb, evalueringer og filmpremiere.

Testforløb, evalueringer og filmpremiere

I kommende blogindlæg vil vi fortælle om de testforløb, vi har haft hele foråret med sprogkursister fra forskellige niveauer og forskellige sprogskoler, om lærerevalueringer og om premieren på de syv formidlingsfilm, som sprogkursisterne fra SMK og Thorvaldsens Museum har lavet. Alle er velkomne til premieren den 11. juni kl. 17 på SMK.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Wed, 21 May 2014 10:32:00 +0200
Også SMK har et ansvar for integration af nye borgere http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/ogsaa-smk-har-et-ansvar-for-integration-af-nye-borgere/ Vores projekt om sprogskoler på museer er på vej ind i en ny fase. Indtil videre har vi ikke kun... De tre sprogkursister og projektansatte på SMK, Maija Ivanova, Vahid Abbasi og Lezel Indal, har afsluttet arbejdet med deres film om ord og kunst. Det har på alle måder været inspirerende og meningsfyldt og en stor gevinst for os på SMK at åbne dørene for vores nye samarbejdspartnere. Ikke bare for museet som institution og for os som museumsmedarbejdere. Også for os som menige, gammeldanske borgere. Vi har derfor nysgerrigt fulgt med i medierne i de seneste par uger og i Social- og Integrationsminister, Manu Sareens, opfordring til alle borgere i Danmark om netop at tage et medansvar for integrationen. Med ansættelsen af sprogkursisterne og vores samarbejde de seneste par måneder med Maija, Vahid og Lezel, er tingene ligesom gået op i denne højere enhed: Kunstmuseet danner rammen om mødet og samarbejdet mellem Danmarks nye og gamle borgere – og ansvaret for integrationen deles!

Vores projekt er i øvrigt slet ikke slut endnu. Men vi små-evaluerer hele tiden. Til et møde med Lezel, Maija og Vahid, diskuterer vi med de tre, hvad de synes, de har fået med sig fra ansættelsen på SMK.


Til et møde med Vahid, Maija og Lezel slår SMKs filmhold et smut forbi. De har råklippet en trailer til de små formidlingsfilm om ord og kunst. Vi får et smugkig.

”Jeg er også et skridt tættere på integration.”

De tre sprogkursister er alle enige om, at de har oplevet stor progression i deres sprog ved at komme på museet hver dag og tale dansk med danskere og ikke kun med kæresten derhjemme og med læreren fra sprogskolen: ”Det er jo autentisk på en helt anden måde”, mener Maija. Vahid forklarer også, at han, før han blev projektansat på SMK, lynhurtigt slog over i engelsk, når danskere ikke forstod, hvad han sagde, selvom han talte dansk. ”Det gør jeg ikke mere. Nu gentager jeg det bare på dansk. Igen og igen. Indtil de forstår. For jeg ved, at når I kan forstå mig herinde på museet, så kan andre også godt forstå mig, når jeg taler dansk. Det skal de!” Vahid fortsætter: ”Men jeg har ikke kun lært dansk. Jeg er også et skridt tættere på integration.”  Vahid forklarer, at han føler sig mere som en del af samfundet, fordi han kender os og har haft et rigtigt arbejde på museet: ”Jeg følte mig som en rigtig ansat”. Maija og Lezel stemmer i. De begrunder det bl.a. med, at de oplevede et godt arbejdsmiljø, at der var gode kolleger, at de selv kunne lave kaffe og te, at de begyndte at lære flere folk at kende, når de gik rundt i museets korridorer og kunne hilse på medarbejdere fra andre afdelinger, at de besøgte ”hemmelige rum” og kom bag kulisserne, fx i konservatorernes værksted, i medarbejderkantinen osv. Og så var der medarbejderkortet med foto-ID og kode: ”Det gav bare en helt barnlig og særlig følelse af at være noget specielt”, siger Maija.

At samarbejde med danskere

Lezel nævner også, at hun har lært, hvordan man kan arbejde sammen med danskere. Hun fremhæver, at hun har arbejdet selvstændigt, men uden at føle sig alene. Der har været en plan, en struktur og et godt fællesskab. Hun siger også: ”Her på SMK har jeg fået stor frihed til at udtrykke mine idéer og være kreativ. Det er en rigtig god følelse. Det er lidt anderledes end i Filippinerne, hvor der måske er lidt flere begrænsninger i forhold til holdninger og idéer.”

Sprogtest

Lezel har lige bestået sprogtesten på modul 4 på Københavns Sprogcenter. Hun har travlt.  Hun er uddannet sygeplejerske og for at kunne arbejde som sygeplejerske i Danmark, er der helt specifikke krav fra Sundhedsstyrelsen om, hvilke moduler og karakterer man skal have på danskuddannelsen. Som en del af sprogtesten på modul 4 skal man bl.a. forberede en monolog. Lezel valgte bl.a. at fortælle om: ”Mit arbejde på SMK” og ”Mit yndlingsværk”. På den måde kunne hun (gen)bruge sin nye viden erhvervet ved hårdt arbejde på museet og omsætte den til en mundtlig prøve.

En ny indgang til kunstens verden

At arbejde med et filmmanuskript om et udvalgt kunstværk har givet en ny indgang til kunstens verden, mener Maija: ”Jeg har lært, hvordan jeg kan opleve kunst i fremtiden. Jeg føler mig tryg nu og kan sige: Hvad tænker jeg om det her? Jeg har lært en anden måde at engagere sig i kunstværkerne på. Mere sjovt. Og mere dybt også!”

Lezel er enig! Hun har diskuteret kunst med sine venner og veninder, mens hun har været ansat på SMK. Undervejs i projektet har de spurgt hende, hvorfor hun har valgt en grim sølvskulptur lavet af skrald. ”De synes, det var da mærkeligt.” Maija bakker op: ”Men ’pæn’ er ikke altid interessant”. Og Lezel fortsætter: ”Men jeg synes faktisk også, det er en pæn skulptur! Og den minder mig om så mange ting og er så interessant for mig.”

Lezel, Vahid og Maija er i det hele taget bare lidt ærgerlige over, at de ikke kan fortsætte på SMK. Som Lezel siger: ”Jeg er imponeret over, hvor meget jeg har lært ved at være her. Så det ville være dejligt at være her længere!”

Og nu…

Projektet fortsætter. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan bruge de gode erfaringer fra ansættelsen og samarbejdet med Lezel, Maija og Vahid. Filmene om ord og kunst skal færdigredigeres og vores undervisningsforløb og materiale for sprogkursister skal videreudvikles nu. Og så begynder vores samarbejde med den franske forsker Sophia Labadi for alvor. Hun skal bruge projektet i sit internationale forskningsprojekt. Hun er netop ankommet til København og har fast kontorplads hos os de næste par måneder. Læs mere i næste blogindlæg.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Tue, 18 Mar 2014 08:30:00 +0100
Generalprøver, filmoptagelser og en dramatisk dag i dansk politik http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/generalproever-filmoptagelser-og-en-dramatisk-dag-i-dansk-politik/ ”Hvis nogen havde sagt til mig i november, da jeg begyndte på sprogskolen, at jeg skulle stå nu på... Ordene er Maija Ivanovas. Til en slags generalprøve på SMK har hun netop præsenteret et kunstværk for et lille publikum fra Thorvaldsens Museum. Hun, Vahid Abbasi og Lezel Indal, der alle er projektansat på SMK og kursister på Københavns Sprogcenter, er i fuld gang med at udvikle formidlingsfilm om ord og kunst. Filmoptagelserne nærmer sig med hastige skridt. Men først generalprøven!

Generalprøven

Thorvaldsens Museum er vores tætte samarbejdspartner i projektet og ligesom på SMK, er sprogkursister ansat på Thorvaldsens Museum til at udarbejde små formidlingsfilm. Det er disse 4 kursister og 3 medarbejdere fra Thorvaldsens Museum, der kommer til generalprøve på SMK. Vi bliver 13 i alt. Vi skal høre Maija, Vahid og Lezels præsentationer af deres værker. En mulighed for at afprøve, hvordan kunstværkerne kan præsenteres før de endelige filmoptagelser ugen efter.

Hjemmevante kunstformidlere

Lezel er først. Hjemmevant viser hun vej og fører gruppen hen til sit værk på anden sal i museets nye tilbygning: Arthur Köpckes Sølvskulptur. Men hun har ikke tænkt sig bare at fortælle om kunstværket. Hun vil gerne have os til at opleve det selv. Som en skoleklasse på museumsbesøg bliver vi udstyret med opgaveark og blyanter: Vælg dine egne tre ord til kunstværket! Og beskriv sammenhængen mellem de tre ord og værket.

Også Vahid udstyrer os hver med et board, så vi kan notere ord om hans værk; skulpturen Herkules brydes med Antæus. Vi deler ordene med hinanden, han samler besvarelserne sammen og udvider på den måde sin research.

Maija stiller os vanskelige spørgsmål ved sit værk. Hun er interesseret i nationalfølelser og nationsbegrebet: ”Hvad synes I, at ”Nation” betyder, og hvordan er nationen repræsenteret i kunstværkerne på SMK?”, spørger hun. ”Synes I, at kunstværker kan konstruere et specifikt indtryk af verden?”. Ups. Stof til eftertanke! Vores lille forsamling repræsenterer nationer så forskellige som Kina, Syrien, Iran, Italien, England, Filippinerne, Letland og Danmark. Spørgsmålene er yderst relevante. Og diskussionerne interessante!


Lezel introducerer sit værk Sølvskulptur for os alle. Hun har uddelt opgaveark og beder os vælge vores egne ord til værket – hvordan oplever vi dette kunstværk?


Vahid og gruppen ved skulpturen Herkules brydes med Antæus, der står i museets samling af ældre europæisk kunst fra 1300-1800.


Maija ved sit værk, en video og en performance, der hedder Nationen. Hun vil gerne diskutere, hvad begrebet ”nation” betyder for os hver især.

Lezel, Maija og Vahid er fortrøstningsfulde, da gæsterne er gået. De fik prøvet en masse af med et publikum og kan se, hvilke justeringer de har lyst til at lave inden optagelserne. Og i projektgruppen når smilet helt op til ørerne: Kursisterne udsætter os for de samme øvelser, som vi lavede med dem på en workshop i november 2013! Lynhurtigt har de indoptaget den dialogiske arbejdsform – nu opfordrer de også til, at vi i fællesskab diskuterer kunsten og deler vores oplevelser.

En dramatisk dag i dansk politik

30. januar skal vi besøge Thorvaldsens Museum. De 4 projektansatte kursister derovre skal også vise os de værker, de har valgt, og fortælle om dem. Det er deres generalprøve. Lige inden vi forlader SMK, tikker nyheder ind på diverse mobiltelefoner. SF er gået ud af regeringen. Lokalet syder, og vi diskuterer højlydt. Vahid spørger, hvad det betyder. Det er svært at forklare, men det resulterer i flere gode snakke om det danske politiske system og om politiske holdninger.

Netop fordi kursisterne ikke kun kommer på besøg, men faktisk er på SMK næsten hver dag og er blevet en del af vores kontormiljø og vores fællesskab som kolleger, handler det hele ikke kun om ord og kunst. Eller om filmmanuskripter. Det handler også om – dansk politik! Og om hverdag, sproglige vendinger, familie, barndom, danske vaner og rutiner. Og om iranske, lettiske og filippinske vaner. Alt kan være genstand for forklaringer og uddybninger. Ofte bliver vi gammeldanske i tvivl om noget, vi egentlig bare plejer at sige og gøre. Hvorfor gør vi det egentlig? Og hvorfor siger vi: ”Færdig med fyrre” og ”jeg smutter”? Og hvorfor kan man ikke rigtig sige ”vil du smutte mig ud?”?

Vi når frem til generalprøven på Thorvaldsens Museum, der er nabo til Christiansborg. Pudsigt, at bølgerne når stormhøjde i den store borg lige netop i de timer, hvor vi bevæger os rundt blandt Thorvaldsens marmor- og gipsfigurer.


Generalprøve på Thorvaldsens Museum, hvor Kay fra England, Jiang fra Kina, Tariq fra Syrien og Francesca fra Italien præsenterer deres yndlingssteder og kunstværker på museet. Ligesom Maija, Lezel og Vahid er de ansat på museet og i gang med deres filmmanuskripter om ord og kunst. Kays favoritsted er museets kælder, hvor samlingen af gipsafstøbninger er udstillet.


Kay fortæller om sit kunstværk, Ganymedes med Jupiters ørn


Kay, Tariq, Maija og Lezel i Thorvaldsens malerisamling. Francesca har valgt et maleri, der er udstillet her.

De 4 kursister på Thorvaldsens Museum har valgt tre skulpturer og et maleri. De fortæller og performer, og vi stiller spørgsmål og kommenterer. Der er kun én arbejdsdag tilbage for dem inden filmoptagelsen, så det meste er allerede på plads. Kun detaljer skal justeres. Vi er imponerede og lettede over, at filmoptagelserne på SMK først ligger 3 dage senere.

Slutspurt

Det er dagen inden filmoptagelserne på SMK. Vi går rundt til de tre kunstværker en sidste gang og øver. Maija, Vahid og Lezel har stadig manuskripterne med, men bliver i stigende grad fri af dem. Vi prøver forskellige placeringer af, tager tid, øver udtalen af vanskelige vendinger, flytter på afsnit i manuskripterne – og griner en masse. Intensiteten er høj, og nervøsiteten tiltagende. Der går rygter om, at Vahid vil stille op til optagelserne i sin brydedommeruniform!

Optagelsen

Vi skal filme! SMKs afdeling for digital produktion er klar. Slagplanen er lagt, så vi kan nå det hele på 4-5 timer. De rigger lyset til, indstiller hvidbalance og monterer mikrofoner. Filmene indeholder alle sammen en præsentation af Vahid, Lezel eller Maija selv og deres kunstværk. Sproget veksler mellem dansk og modersmål.


Filmholdet er i gang på SMK.

En hospitalsstue og en sølvskulptur

Lezel er uddannet sygeplejerske og allerede på en af de første dage på museet besøgte hun en installation af kunstnerne Michael Elmgren &  Ingar Dragset. En hospitalsstue med senge, patienter og sansestimulerende overraskelser. Derfor har hun valgt dette sted til den første optagelse, hvor hun præsenterer sig selv.

Netop denne dag har SMK rigtig mange gæster, og huset genlyder af snak. Det er som om, alle netop skal forbi rummet med den Sølvskulptur, som Lezel har valgt til den anden optagelse. Børnehavebørn bumler gennem gangene. Gymnasieelever småsnakker og suger nysgerrigt reality-atmosfæren til sig. Men midt i det hele fortæller Lezel tålmodigt om, hvordan skulpturen minder hende om oplevelser på Filippinerne, hvor hun dykkede og var med til at fjerne affald fra havet.


Lezel har valgt installationen Please, keep quiet! fra 2003. Her skal hendes film begynde, og her vil hun introducere sig selv. Som uddannet sygeplejerske føler hun sig nærmest hjemme i installationen, der minder meget om en hospitalsstue.


Vi er alle med rundt under optagelserne. Her Vahid, Maija og Julie i Lezels yndlingsrum på museet, installationen Please, keep quiet!


Lezel og filmholdet gør klar til optagelser ved Arthur Köpckes Sølvskulptur fra 1961-62, der er udstillet i den moderne samling i museets nyere tilbygning.


Lezel og Julie kigger på manuskriptet, før kameraet ruller. Lezel kan sin præsentation udenad, men støtter sig for en sikkerheds skyld til sine stikord.

Vahid og Herkules

Filmholdet rykker videre med tasker, stativer, ledninger og lys. Vahid – i brydedommeruniform – erobrer et skrivebord som det sted, hvor han vil præsentere sig selv. Og i den europæiske samling har han valgt skulpturen med Herkules i brydekamp. Han indtager scenevant rummet og har øvet sig i at gå og fortælle samtidigt. Han peger på detaljerne i billedhuggerens arbejde: Der er godt styr på tænderne. De er anatomisk korrekte. Som uddannet tandlæge med mange års erfaring fra egen klinik i Iran ved Vahid, hvad han taler om.


Vahid har indtaget et skrivebord på vores kontor og er klar til de første optagelser. Han har valgt at tage sin brydedommeruniform på og er kampklar til kameraet!


Sascha og Mathilde fra museets afdeling for digitale produktioner indstiller kamera og diskuterer med Vahid, hvordan han vil præsentere sit kunstværk.


Et nærbillede af skulpturen Herkules brydes med Antæus fra ca. 1600. En af grundene til, at Vahid har valgt skulpturen er en fascination af figurenes tandsæt. Han er selv uddannet tandlæge og imponeret over kunstnerens arbejde med detaljerne.


Vahid efter optagelserne. Det gik godt!


Vahid har lavet en mappe og samlet noter og manuskript. På forsiden har han sat et foto af ham, Lezel og Maija – SMK-teamet.

Dansk guldalder med et lettisk, russisk og engelsk tvist

Efter frokost kommer Maija på banen og introducerer guldalderrummet, der viser, hvordan nationen Danmark konstrueres gennem kunsten. Hun fortæller om sin egen baggrund: Født i Letland, halvt russisk, 8 år i London som projektleder – og nu knap et halvt år i Danmark. For hende er det oplagt at forholde sig undersøgende til et begreb som national identitet. Hun har valgt en video og en performance fra 2013, der hedder Nationen som sit værk. Det er en særlig udfordring at filme hende og en rullende videofilm i baggrunden, men det lykkes.


Maija har valgt at de første optagelser til hendes film foregår i en sal fyldt med kunst fra den danske guldalder i begyndelsen af 1800-tallet.


Maija foran sit værk – en video med en performance af kunstnergruppen J&K, Nationen fra 2013.

Filmholdet pakker sammen. Alle er tilfredse! Og lettede og trætte.

Dagen derpå

Dagen derpå, fredag den 7. februar 2014, har vi – sammen med Maija, Lezel og Vahid – inviteret alle sprogskolekursister, som har deltaget i projektets workshops, med til SMK Fridays, museets åbne (månedlige) aftenarrangement. En flok dukker op, vi introducerer dem til programmet, og så lader de sig opsluge af art talks, hemmelige koncerter, film, madvogn, bar og hinandens selskab.

En ekstra gevinst for SMK er klar: En ny gruppe gæster kender nu både museet og det åbne fredagsarrangement. Hvis huset lever op til deres forventninger, kommer de også næste gang – og har flere gæster med.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Wed, 12 Mar 2014 09:01:00 +0100
Nye kollegaer på SMK: Maija, Lezel og Vahid http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/nye-kolleger-paa-smk-maija-lezel-og-vahid/ Ansøgningerne vælter ind! SMKs ledige projektstillinger for kursister fra Københavns Sprogcenter er... Vahid Abbasi er født i Iran og har Farsi som modersmål. Lezel Indal er født i Filippinerne og har Tagalog som modersmål. Maija Ivanova er født i Letland og har lettisk som modersmål. De tre går fortsat på Københavns Sprogcenter, men i januar og februar er de altså også projektansat her på SMK.

Arbejdet på SMK går i gang

De film, Vahid, Lezel og Maija skal lave, skal indgå i det materiale, vi udvikler til sprogskoler. Et undervisningsmateriale, der skal bidrage til at styrke sprogkursisters arbejde med dansk sprog og kultur.

Efter et par introdage med møder, planlægning og rundture på museet – både for og bag kulisserne – kaster Vahid, Lezel og Maija sig ud i arbejdet. Første udfordring er at komme rundt i museets samling af kunst og vælge det kunstværk, de vil formidle i filmen. I løbet af nogle dage indsnævrer de udvalget og præsenterer det for hinanden og os fra museet.

Kursisternes kunst

Kursisterne har valgt kunstværker. Lezel har valgt Sølvskulptur af Arthur Köpcke fra 1961-62. Vahid har valgt en skulptur fra 1600-tallet: Herkules brydes med Antæus af en ukendt kunstner. Og Maija har valgt en video med en performance af kunstnergruppen J&K: Nationen fra 2013. De har noteret deres umiddelbare indtryk og oplevelse af kunstværkerne og har indsamlet masser af ord!


Lezel foran det kunstværk, hun vil arbejde med i sin film, Arthur Köpckes Sølvskulptur fra 1961-62.



Maijas ord. Kursisterne indsamler hver især ord til deres kunstværker. Ord, der beskriver deres egen oplevelse af kunsten og ord, som de har valgt at indsamle fra museets gæster, vagter, konservatorer, inspektører og formidlere.

Lezel har bl.a. noteret ordene: skrald, værdi, anderledes, særlig, miljøforkæmper, skødesløshed, ubalance, virkelighed, forskellighed. Hun får også den idé at interviewe museets gæster om skulpturen. Hvilke (danske) ord vil de sætte på skulpturen? Hun skriver alle deres ord ned. Vahid gør det samme: ”Jeg mødte en pige ved skulpturen. Jeg spurgte hende: Hvad er det første ord, du tænker på, når du kigger på den her skulptur? Hun siger: Dans! Det er så interessant for mig. Fordi jeg har aldrig tænkt på det. Jeg har tænkt så meget på brydning, når jeg ser skulpturen.”

De tre kursister går i dybden med kunstværkerne. De researcher, læser, snakker og skriver for at forberede deres film om kunstværket. De har lavet aftaler med nogle af museets inspektører og konservatorer, der forsker i kunsten. De har talt med flere af vagterne, der passer på kunsten, og med kunstformidlere. De har indsamlet en hel masse ord og fået mange forskellige blikke på kunstværkerne. Og filmmanuskripterne begynder at tage form.

Pludselig i P1

Sproglaboratoriet på radioens P1 har gennem et par uger handlet om sprogundervisning. En onsdag formiddag dukker programmets tilrettelægger Helle Solvang op på SMK. Hun har sin mikrofon med for at interviewe os og kursisterne om projekt OrdVærkSted.



Helle Solvang fra P1 interviewer Lezel om sit kunstværk, Arthur Köpckes Sølvskulptur. Lezel fortæller bl.a., at skulpturen minder hende om at dykke. Hun er selv dykker og har i mange år dykket efter skrald for at rydde op i havet omkring Filippinerne, hvor hun kommer fra. Skulpturen er lavet af ting, hun også kunne finde på havets bund – en gammel sko, en gaffel, en knækket stol, en kost.

Helle Solvang beder kursisterne præsentere deres kunstværk. Maija fortæller, at hendes kunstværk handler om nationalitet. Hun var inspireret af SMKs kunstværker fra guldalderen i 1800-tallet, hvor det nationale og det særligt danske blev sat på dagsordenen i Danmark. Og hun forklarer, at hun endte med at vælge en video og en performance fra 2013, hvor to kunstnere stiller spørgsmålstegn ved det nationale. ”Jeg synes det er meget interessant: Hvad er nationalitet? Hvad betyder det generelt? Hvad betyder det for Danmark? Er det et godt og sundt princip? Har vi brug for det?”

Helle Solvang spørger også, hvordan det er at lære sprog på et kunstmuseum. Maija svarer bl.a.: ”Med det kunstværk, jeg har valgt, har jeg lært noget, om den danske kultur og historie. Det er også meget vigtigt. Det er vigtigt ikke bare at lære nogle ord – hvis man vil forstå et sprog, så må man også forstå kulturen og historien. Og derfor er kunst, ja, det er perfekt. Hvis man stiller det spørgsmål, og hvis man er nysgerrig, så kan man kombinere de to ting. Og når jeg tænker om kunsten og kulturen, så øver jeg også ord.”

Stemningen er virkelig god, da Helle Solvangs optagelser er slut. Det gik godt! Maija, Vahid og Lezel er vores nye radiostjerner! Men det var svært: ”Det føles som modultest 10.” siger Maija, ”og vi har ikke engang bestået test nr. 4 på sprogskolen endnu.” Alle er enige om, at det var en god oplevelse, og alle er stolte af hinanden!

Programmet blev sendt på P1 den 23. januar 2014 og blev kaldt ”Sprogundervisning er porten til det danske”. Det kan findes her

Den lange dag slutter med fernisering. Museet åbner en ny udstilling med kunstneren Tacita Dean. Og vi fejrer både udstilling og dagens hårde arbejde med velfortjente pindemadder og masser af (dansk) snak.

Sprog på museum?

”Ja, man kan lære sprog på et museum”, siger Maija. ”Men det skal være interaktivt og engagerende – man skal tænke på ord og lytte. Det hjælper ikke, hvis jeg bare selv går herind.”

Vahid er enig og fortsætter: ”Hvis man skal lære nye ting, så skal man have det sjovt. I børnehaver leger børnene for at lære nye ting. Det her på museet er sjovt, når man vælger ord til kunsten og lærer dem.” Han siger også: ”Det sværeste her er at snakke dansk. Jeg skal bruge meget energi. Men alligevel bliver jeg ikke så træt, fordi det er sjovt, og jeg får hjælp af venlige medarbejdere på museet.”

Vahid vælger tre ord til at beskrive, hvad det betyder for ham at arbejde og lære sprog på museet: Historie, leg og integration. Han siger: ”Det er den bedste måde at integrere på, at vi arbejder her som ansatte. Vi har medarbejderkort og løn. Det giver en god følelse. Og vi føler også, at vi har et alvorligt arbejde.”

Lezel fortsætter: ”Mine tre ord er sjovt, kreativt og udfordrende. Og inspiration. Vi har alle tre lært meget allerede, og vi har mulighed for at vise det til andre.” Hun afslutter: ”Og jeg elsker at se mere kunst – og kommer til at kende nye ord i forbindelse med kunst.”



Efter arbejdstid på SMK

De tre kursister uddyber, hvordan arbejdet på museet griber ind i deres hverdag. Vahid siger: ”Efter arbejde, på vejen hjem, tænker jeg på mit arbejde og de nye ord fra dagen. Jeg prøver at skabe forbindelse mellem ord og arbejde. Når jeg for eksempel kigger på en film, så prøver jeg at vælge ordene fra underteksterne.” At fokusere på enkelte ord er blevet en metode for ham. En måde at udpege og udvide repertoiret af nye danske ord.

Maija sammenligner sit arbejde på SMK med tidligere ansættelser: ”I England havde jeg job som projektleder og havde lange stressende dage – her er det sjovt og ikke stresset, men koncentrationen gør mig ganske træt!” Hun siger også: ”Det sværeste er at arbejde og snakke dansk på samme tid. Jeg gør det gerne, men det er svært. Men det har gjort så meget allerede for mit danske sprog. Jeg kan mærke, at mit aktive sprog er meget bedre, for her taler vi hele tiden dansk og lytter til dansk. Så det sværeste her er også det bedste!”

Lezel siger: ”Arbejdet her på SMK er godt for mig. Jeg bliver kreativ. Kunstværker hjælper mig meget til at tænke og ser verden. Og jeg har ikke tidligere lært så mange ord på så kort tid. Jeg taler dansk hele dagen. Jeg føler mig træt i hovedet, fordi jeg får mange indtryk, hver gang jeg er her. Jeg er træt, men tilfreds!”



Næste blog kommer til at handle om kursisternes fortsatte arbejde på SMK – med generalprøver og filmoptagelser.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Tue, 04 Feb 2014 15:19:00 +0100
Tømmermænd, flyvemaskine, ja og tak! http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/toemmermaend-flyvemaskine-ja-og-tak/ Det er onsdag formiddag, vinter og stadig halvmørkt uden for museets vinduer. 12 kursister fra... Det er onsdag formiddag, vinter og stadig halvmørkt uden for museets vinduer. 12 kursister fra Københavns Sprogcenter, deres lærer, billedkunstner Lise Harlev og os fra SMK er samlet til workshop. Projektet OrdVærkSted har som et konkret mål at udvikle forløb til undervisning i dansk sprog på SMK – sammen med kursisterne. Og dagens arbejde er godt i gang.

Alle rundt om bordet deler yndlingsord. Ord, man er glad for – ord, der fx lyder godt, ser pæne ud eller bærer en vigtig betydning.

”Min yndlingsord er brydning”, fortæller Vahid. Han er født i Iran, bosat i Danmark og i gang med at lære dansk. ”Ordet minder mig om min barndom”, fortsætter han med et skævt smil. ”Og de første ord, jeg lærte på dansk, var brydning og farvel!”.

Der er mange bud på yndlingsord: Løbetid, flyvemaskine og pandehår. Stjerne, tømmermænd, hyggelig og vidunderlig. Tak, paraply og legetøj. Kursisterne noterer straks de nye ord. Sprogskolelæreren supplerer med grammatiksnak og ordforklaringer. Og kaffen ankommer.

Frihed til at lege med ord
Lise Harlev har været med til at udvikle dagens program. Om workshoppen siger hun: ”Workshoppen skal styrke deltagernes danskkundskaber og skabe et møde med de to museer [SMK og Thorvaldsens Museum], og som en indgang til det har vi forsøgt at vise dem glæden ved at bruge ord, uanset ens sproglige kunnen. Alle opgaverne fokuserer på enkelte ord, i stedet for syntaks og grammatik, netop for at give deltagerne frihed til at lege med danske ord og være kreative og humoristiske med dem, hvilket jo ellers er noget, man først har overskud til, når man er flydende på et sprog.”


Kunstner Lise Harlev introducerer sit selvportræt med titlen This is not really me, som også er ordene på halskæden på billedet.

Lise er uddannet i Frankfurt og København og repræsenteret på SMK med værket My Own Country. Hun har tidligere været med til at udvikle forløbet Nye ord til Thorvaldsen, hvor gymnasieelever laver nye tekster til skulpturerne på Thorvaldsens Museum.

”Jeg synes, det er interessant at bruge de gamle museer og deres samlinger på en ny måde, bl.a. fordi museet er så 'tydelig' en ramme, som de fleste mennesker har et forhold til. At det nye projekt med SMK og Thorvaldsens Museum har fokus på dansk som fremmedsprog, er for mig endnu et interessant lag og et tema, som siger mig meget på et personligt plan”, fortæller Lise, der siden 2002 har boet og arbejdet i Berlin.

”Mange af mine tidligere værker handler decideret om at lære et nyt sprog, og hvad det betyder for ens sociale færdigheder”, fortæller hun. “Ord, tekst og ikke mindst subtekst er ekstremt vigtige komponenter i min kunst”.

Sæt ord på værkerne
Gruppen forlader mødelokalet for at tage en tur i SMKs samlinger af kunst. Individuelt undersøger kursisterne forskellige værker for at finde ord, der beskriver deres oplevelse af værket. Hele gruppen samles igen og bevæger sig nu rundt på museet til de udvalgte værker for at dele oplevelser og ord med hinanden. 12 kursister, 4 værker, mange forskellige vinkler, en times tid – og en hel masse ord.


Antonio og Vahid ved Jørgen Haugens Sørensens skulptur Nationalfølelse. Nogle af de ord, de noterede om skulpturen var: Dødt kød, intimitet, tegneseriefigur, barndom, tumor, ikke ynde, ikke tålmodighed, tyggegummi, vulkan, cyste, lava, at mislykkes, ikke noget sundt.


Lezel og Benoit fortæller om Jaspar Beckx' Don Miguel de Castro'. Værket fik bl.a. nogle af kursisterne til at tænke på krig, nationalfølelse, kriger, mod, stærk vilje og tristhed. 


De ord, kursisterne valgte til kunstværkerne blev noteret ned undervejs og diskuteret i fællesskab.


At være sjov på dansk
Tilbage i mødelokalet vælger alle endnu et yndlingsord blandt de nye ord fra turen rundt på museet. Med navneskilte, gæstekort og yndlingsord på tøjet er alle omvandrende ordbøger. Og det giver overraskende muligheder for nye sætninger og sammenhænge, når man pludselig får øje på sidemandens skilte: Fjernsyn og Frihed. Etisk skønhed og Sommerfugl. Tak og Nationalfølelse.


To deltagere med gæstekort, navneskilte og dagens yndlingsord.


Kursisterne fremhæver, at det er sjovt at gøre noget andet, end de plejer i sprogklassen, og at der har været masser af humor. ”Det er befriende for en gangs skyld at kunne være sjov på dansk”, siger Joanne, der også synes, at: ”Det har været godt at være kreativ med sproget, at skabe noget og vise den del af sin identitet på dansk”. Flere kursister nævner, at det er rart at øve dansk med andre end deres sproglærer. Og mange nævner, at det var interessant at høre deres medkursisters personlige tanker og ord om kunstværkerne. En kursist, Lezel, siger også: ”I morges, før jeg skulle herind på museum, var jeg doven, og jeg synes, det var lidt hårdt at lære dansk. Men nu er jeg sådan: Jeg kan godt! ”Ikke mindst glæder mange af kursisterne sig over at have fået mange nye ord med hjem.

Den personlige vinkel
Projektgruppen evaluerer efter dagens workshop. “Jeg tror, det er vigtigt at føle, at man også kan være ekspressiv på det nye sprog, og at man ikke behøver have berøringsangst over sproget”, understreger Lise. “På samme måde er det også deltagernes personlige oplevelse af værkerne på museet, der er i fokus på workshoppen, og ikke den kunsthistoriske formidling af dem. Ligesom sproget er en måde at udtrykke noget personligt på, så er også værkerne på et museum fulde af personlige følelser, meninger og historier. For mig har det været vigtigt at fremhæve gyldigheden af den personlige vinkel og vise deltagerne, at både sproget, museet og kunsten jo er deres”.

Vi har alle en fornemmelse af, at netop dette lykkedes i workshoppen: At holde fokus på den personlige oplevelse af både sprog og kunst.

At dele ord ud
I vores evaluering diskuterer vi også, at et konkret succeskriterium godt kan være, at deltagerne skal have så mange nye ord med hjem som muligt.

Andre museer, der også udvikler undervisningsforløb til sprogskoler, havde anbefalet os at følge ”70/30 reglen”: Kursisterne taler mindst 70% af tiden, og underviser/formidler taler højst 30% af tiden. Et råd, som vi havde alle intentioner om at følge, men som det ikke lykkedes at leve op til. Til gengæld fik vi fokus på en hel masse enkeltord. Og på ord og kunst. Og workshoppen kom til at rumme et stærkt og forførende performativt element. Da kursisterne fremførte deres ord om værkerne, blev det til en enkel performance med rytme og humor. Kursisternes egne ord om værker, de ikke havde set før. De var nye gæster på museet, der indtog en plads foran værkerne for at præsentere fortolkninger. De stod der, hvor inspektører og undervisere plejer at stå. Og delte ord ud.


Leila og Bjergbestigersken


Projektets næste skridt
Nu skal vi ansætte tre af sprogkursisterne på SMK. De skal i samarbejde med museets ansatte udvikle en lille formidlingsfilm om ord og kunst. Vi skal også evaluere grundigt med sproglærerne og lægge en plan for, hvilke elementer vi skal skrue op og ned for i det undervisningsforløb og materiale, vi udvikler.

Det kan du snart læse mere om her på bloggen.

På P1 kan du også høre mere i Sproglaboratoriets programmer om sprogskoler

Sorø Kunstmuseum og Museet for Samtidskunst i Roskilde har også samarbejdet tæt med sprogskoler og undersøgt og udviklet undervisningsforløb og materialer. De har samlet gode råd og anbefalinger i folderen Kunsten at lære sprog. Inspirationsmateriale om sprogindlæring for voksne sprogkursister på kunstmuseer. Find den her på Sorø Kunstmuseums hjemmeside eller se Museet for Samtidskunst i Roskilde.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Mon, 20 Jan 2014 19:31:00 +0100
Kunstens værdi http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/kunstens-vaerdi/ Hvad er kunstens og kulturens værdi? Og er værdien den samme, eller ændrer den sig, i takt med at... Kunstens demokratiske værdi
For tiden italesættes kunstens og kulturens værdi fra mange sider. Lige fra kunstmuseer, der benytter kunstens svimlende markedspriser og forsikringssummer til at promovere aktuelle udstillinger, til Københavns kommende kultur- og fritidsborgmester, som selv kalder sin nye post for ”værdiborgmester”.

På Statens Museum for Kunst har vi selvsagt mange meninger om, hvad kunstens værdi er. Her vil vi dog begrænse os til kunstens værdi for det danske samfunds demokratiske fundament og fremdrift og derfor kun fokusere på det, vi har valgt at kalde ”kunstens demokratiske værdi”.

Demokrati – et aldrig afsluttet eksperiment

Ifølge pædagogisk filosof, Gert Biesta, er ”det øjeblik, hvor demokrati opstår […] ikke blot at forstå som en forstyrrelse af den eksisterende orden, men som en forstyrrelse, der fører til en rekonfigurering af denne orden til en orden, hvor nye måder at være og handle eksisterer, og hvor nye identiteter træder frem.” (Biesta 2013)

Biesta ser altså demokrati som et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment. Det, der karakteriserer demokratiet, er det processuelle og forhandlende. Demokrati handler ikke om lighed, men om at rumme forskellighed. At være åben overfor medborgernes bidrag til at ændre ordenen, præcis som kunstneren er kendt for at gøre det. Det karakteristiske ved denne opfattelse af et demokrati er, at den tegner en bevægelse væk fra det demokratiske samfund som en stat med borgeren som medlem, og hvor fokus primært er på pligter og rettigheder. I stedet opstår et demokratisk samfund, hvor det centrale er fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. Altså en bevægelse fra borgeren som et disciplineret subjekt til en kritisk reflekteret medborger.

Det digitale samfund

Denne demokratiopfattelse kan kobles sammen med den bevægelse, samfundet er ude i i dag, hvor vi oplever et skift fra industrisamfund til et digitalt samfund. Netop her, står kunstens værdi i et særligt lys. For med skiftet fra industrisamfund til globalt, digitalt samfund ophæves tid og sted, som vi kender dem, og nye dynamikker kommer i spil. Det berører os på mange niveauer – lige fra måden vi arbejder på, til vores uddannelsesformer, forholdet mellem borger og stat, lovgivning, rettigheder, kultur, sociale relationer, forretningsgange og værdikæder. Et sådant paradigmeskifte bringer næsten uværgerligt vores søgen efter identitet, sammenhængskraft og fortolkninger i højsædet: Vi får nu endnu mere brug for at vide, hvem vi er, og hvor og hvad vi kommer fra, for at kunne stå stærkere i en verden, som på én og samme tid er mere åben og lukket end nogensinde før. Åben, fordi de fleste borgere i et digitalt samfund nu kan tilgå verden med et globalt udsyn og perspektiv. Lukket, fordi de fleste af os i et digitalt samfund udsættes for sorteringsmekanismer og filtrer; enten efter eget valg eller mere skjult ud fra private firmaers forretningsstrategier. Strategier, der for eksempel målretter reklamer på vores Facebook-profiler eller forudbestemmer, hvilke hits vi får øverst, når vi søger på Google. Som sådan bliver det sværere og sværere at navigere og agere som et integreret hele i en verden, som bliver stadig mere opdelt i nicheprægede grupperinger.

Kunstens værdi i det digitale samfund

Skiftet fra industrisamfund til digitalt samfund kalder med andre ord på nye måder at anskue verden og sig selv på. Og det er her, kunsten og dens demokratiske værdi kommer ind i billedet. For, som det har været peget på fra museer i årtier, er det blandt andet det, kunsten kan hjælpe os med: At forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi er oppe imod, og hvad vi rummer.
Det ”nye” er så, at denne værdi skal forløses i et digitalt samfund. Og her er vi tilbage ved Biesta og hans opfattelse af demokrati, hvor det centrale for demokratiet er de fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. For hvor får man dem? Det gør man blandt andet på museerne.

Museerne i det digitale samfund

Museer er langt mere end summen af de genstande, de rummer. De er i bedste fald bølgende organismer af viden, som konstant er i nysgerrig udvikling, og som kan forløse alle de mange kulturer, deres brugere bærer i sig. Ikke i terapeutisk forstand, men snarere i den forstand, museet blev skabt i – som dannelse, som udsigelser, der på én gang imødekommer behov, forløser fantasier og søsætter forestillinger og samtidig øver modstand mod selvsamme. Den kunst, man kan opleve på et museum, er ormehuller eller tærskler til svundne riger og lande, minder og erfaringer og mulige veje til nye riger. Det kan være en indsigt, der først tager form og folder sig ud i en samtale med en god ven lang tid efter oplevelsen af værket, eller når man griber en plastikpose i Netto og pludselig genkalder sig de plastikbobler, man så svæve over sit hoved på et museum. Museerne er steder for møder og udvekslinger og en ramme om kreative processer. De er omdrejningspunkt for forskningsmæssige erkendelser og kunstneriske processer, og som sådanne byder de sig forhåbentlig til som partnere i en nysgerrig dialog, der kan omfatte alt fra en vej ind i en ny dansk kultur på en sprogskole, til en spiller i at forløse vores udfordring med at binde håndværk sammen med akademia i nye, innovative udvekslinger. En innovationskraft, der ses som afgørende i den digitale fremtid.

I dialog med brugerne
Med den rette tilgang kan museerne, som bibliotekerne, være med til at forløse det enorme potentiale, der gør kulturen værdifuld for alle medborgere. Museerne kan udvide brugernes bevidstheder og ikke mindst få deres egne fagligheder udfordret og beriget med givende tilbagespil fra brugerne. For museerne er ikke statiske kulturinstitutioner, men organisationer, fællesskaber og mødesteder for udvekslinger, der overrasker og forandrer ikke blot de brugere, der tager del, men også dem, der arbejder på museerne. Det ser vi blandt andet, når et upcoming band vælger at re-designe et kunstværk, der er lagt til fri download online, til et pladecover. Eller når unge vælger at remixe et kanonisk værk af Eckersberg til et spektakulært metrohegn ved Marmorkirken. Så får kunsten og museet andre vinger og en ny form for relevans. Ikke ulig de dynamiske og innovative tilbagespil, som Lego oplever, når brugere uploader Mona Lisa i Lego eller perleplade: Ikke som kopier, men ofte med pudsige accentforskydninger, der får dig til at lure på nye dimensioner og aspekter ved originalen.

Digitalt mindset
Men det kræver, at vi på museerne anskuer og anvender digitaliseringen som et deltagelsesredskab, der gør os til bedre museer; til medskabere af en anden virkelighed, hvor kulturen er lokomotiv for kulturel skabelse og demokrati. Hvor vi er åbne for den demokratiske samtale, en høj grad af inddragelse, og hvor vi satser på kreativitet og mangfoldighed. Det kræver med andre ord, at museerne sikrer et digitalt mindset i organisationen såvel som i dets produktioner.

Et digitalt mindset findes i summen af en persons eller organisations holdning, erfaring og viden om verden og kan aflæses i evnen til at agere i overensstemmelse med tiltag, medier og samfund. I det 21. århundrede vil det eksempelvis betyde, at man deler ideer, bruger de rigtige værktøjer til de rigtige udfordringer, har taget stilling til tilstedeværelsen på sociale medier og arbejder åbent, kollaborativt, proaktivt, forandringsvilligt og i konstant beta. Præcis som Biesta’s opfattelse af demokratiet; som et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment.

Så når der for tiden tales utrolig meget om kunstens værdi, forstår vi det godt. For med det rette digitale mindset har kulturlivet nemlig ikke bare nøglen til distribution af kultur og potentielt fællesskab, men også en mulighed for at gå foran, spænde syvmilestøvlen på og åbne portene for et deltagende og engagerende demokrati for alle.

Af:
Berit Anne Larsen, formidlingschef på Statens Museum for Kunst og
Mathilde Schytz Marvit, Leder af Digitale Produktioner på Statens Museum for Kunst

]]>
Webmaster Fri, 20 Dec 2013 12:41:00 +0100
Sprogskoler på museer http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/sprogskoler-paa-museer/ På SMK har vi ofte besøg af sprogskoler og sproglærere, der sammen med deres kursister bruger... Det vil vi gerne undersøge. Derfor har vi i 2013 indledt et tæt samarbejde med Københavns Sprogskole og deres sprogkursister. Et samarbejde, der også inkluderer billedkunstneren Lise Harlev, den franske forsker Sophia Labadi og Thorvaldsens Museum.

OrdVærkSted

OrdVærkSted
er arbejdstitlen på vores projekt, hvor kursister og undervisere fra Københavns Sprogcenter samarbejder med os om at udvikle, afprøve og producere et nyt undervisningsforløb og materiale, der handler om at lære dansk og om at lære Danmark at kende – med udgangspunkt i museets kunst. Men hvem er kursisterne? Hvem er vi, afsenderen af denne blog? Og hvad er planen for det næste år?


Projektet i sin første udviklingsfase

Hvem er sprogkursisterne?
De sprogkursister, vi skal arbejde sammen med, går på Københavns Sprogcenter. Sprogcentret tilbyder undervisning på flere niveauer: Danskuddannelse 1, 2 og 3 for kursister med henholdsvis korte, mellemlange og lange uddannelser bag sig. Men uanset niveau og uanset, om kursisterne er flyttet til Danmark af nød eller lyst, handler uddannelsen på sprogcentret om at lære det danske sprog, mundtligt og skriftlig, og om at få indsigt i danske kultur- og samfundsforhold.

Kursisterne har altså – hvor forskellig gruppen end måtte være – nogle fælles mål: At blive gode til det danske sprog og at lære kulturen og danskerne bedre at kende. Så nu undersøger vi, hvordan museet kan spille en rolle her, og hvordan vi helt konkret kan gøre det bedst.

Hvem er vi?

Projektgruppen på SMK består af tre medarbejdere i museets formidlingsafdeling:

  • Annette Skov, underviser og omviser på museet
  • Julie Maria Johnsen, undervisnings- og udviklingsmedarbejder
  • Nana Bernhardt, undervisnings- og udviklingsansvarlig i Skoletjenesten

Det er os, der skriver denne blog.

De første skridt – med billedkunstner Lise Harlev

Så hvad skal der ske? Vi lægger ud i vinteren 2013-14 med at udvikle og afprøve to workshops for kursister fra sprogcentret. Det gør vi i samarbejde med billedkunstner Lise Harlev, der selv arbejder med ord i sin kunst. Hun skal kaste et friskt blik på vores kunstsamling og på arbejdet med ord. Vi bruger de to workshops til at blive klogere på vores målgruppe og på feltet: Hvem møder vi? Hvordan møder kursisterne os? Hvilke greb, øvelser, opgaver, kunstværker og rum fungerer godt? Hvilke potentialer og udfordringer ligger der i at bruge museet og kunsten som udgangspunkt for sprogundervisning? Det vil vi være klogere på efter afprøvning.


Værket My Own Country af billedkunstner Lise Harlev, som er med til at udvikle og afprøve nye workshops og undervisningsmateriale for sprogkursister


De næste skridt – ansættelse af tre kursister

Efter de to workshops vil vi ansætte tre af de kursister, der deltog i workshops på museet og dermed indgå et endnu tættere samarbejde med dem. Vi vil bede dem være medproducenter på det materiale, vi skal udvikle. Og vi vil dermed involvere kursisterne direkte i arbejdsprocesserne, så vi bliver klogere på, hvordan vi bedst møder deres behov. Kursisterne opnår forhåbentlig også ejerskab til stedet og kunsten og bliver gode ambassadører. Ikke mindst får de indblik i en dansk virksomhedskultur – for det repræsenterer museet også.

Videreudvikling og international forskning

I vinteren og foråret 2014 arbejder vi videre med det nye undervisningsforløb og materialet, så det kan blive en del af museets daglige praksis og tilbud til uddannelsesinstitutionerne. Og i sommeren 2014 interviewer den franske forsker Sophia Labadi fra University of Kent i England de deltagende kursister og museumsfolk. Hun undersøger projektets betydning for de involverede parter og skriver en artikel, der sætter projektet i internationalt perspektiv.

Projektet er støttet af Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsens formidlingspulje støtter projektet i 2013-14.

Samarbejde med Thorvaldsens Museum
Projektet er et samarbejde med et team af undervisningsmedarbejdere fra Thorvaldsens Museum.

Mere blog

Følg med i projektet her på bloggen. Næste gang kan du læse om vores workshop med kursister fra sprogskolen.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Fri, 20 Dec 2013 12:17:00 +0100