Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ Seneste indlæg da Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ 18 16 Seneste indlæg TYPO3 - get.content.right http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss Thu, 02 Oct 2014 14:10:00 +0200 Mikkel Bogh blogger: Alessandro Mattias 'Portræt af Laura Chigi' http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-blogger-alessandro-mattias-portraet-af-laura-chigi/ Jeg må indrømme, at jeg ikke kender kunstneren og ikke har set andre malerier af ham end dette... Jeg må indrømme, at jeg ikke kender kunstneren og ikke har set andre malerier af ham end dette portræt af et barn af den velhavende og meget indflydelsesrige siennesiske adelsslægt, Chigi, der tjente penge på bankvirksomhed og leverede mindst én pave til Rom. Vi er i barokken, nok i 1600-tallets anden halvdel, måske omkring 1670, men portrættet giver mindelser om senrenæssance eller manierisme, hvis man ellers synes stilperioder har nogen mening her. Det er enkelt, stiliseret, malet uden falbelader og forførende penselstrøg. Pigen står i et udefineret rum, vel nærmest en neutral flade, hvorpå hun præsenteres. Et rødbrunt tæppe eller en drapering, trukket til side øverst i billedet, indikerer, at hun står et sted, at der er et rum omkring hende, ligesom en svag antydning af en gulvbelægning i maleriets modsatte hjørne giver fladen lidt perspektiv og dermed frembringer en vis rumillusion. Hun har trods alt grund under fødderne. Derudover er baggrunden mest af alt en diffus og ganske løseligt malet indfatning, ikke uden nuancer, ja faktisk ulmende af noget, der kunne karakteriseres som skyer af farve, men ikke desto mindre en diskret scene for det som det hele handler om her: Portrættet, prinsessen, pigen og hendes tøj.

Når vi siger portræt, tænker vi gerne på billeder, der på den ene eller anden måde bærer en lighed med den, der portrætteres. Om ikke andet så på et billede, der forholder sig til den portrætteredes psykiske liv og som et minimum fokuserer på ansigtet. Alessandro Mattias maleri svigter på flere, hvis ikke samtlige, af disse kriterier. Ligheden med den historiske person kan vi ikke udtale os om, men jeg mener der er grund til at antage, at lighed ikke har været det afgørende i dette portræt, hvor ansigtet mest af alt ligner en maske: Ubevægeligt, lidt tomt i udtrykket, karakterløst. I hvert fald efter en moderne forståelse af hvad et ansigt kan fortælle om en person. Man kunne også tale om en karakterfuld karakterløshed. Udtrykker ansigtet noget – og det gør det selvfølgelig altid, også i et maleri – så må det være adel, fornemhed, uberørthed, den fuldkomne tilpasning af en krop til en streng norm, evnen til at videreføre slægtens bedste og mest noble træk. Det er næsten ægyptisk i sin henvisning til traditionens snævre bånd. Ikke noget med moderne individualitet her, ikke noget med at udvise selvstændighed: Pigen er først og sidst en Chigi.

Er ansigtet i fokus? Både ja og nej, sådan som jeg ser det. Ansigtet står centralt, oplyst og velformet som kapitælen, der kroner en fin søjle. Men det er også en del af en krop eller en fremtrædelse, hvoraf kjolen fremstår som det mest betydningsfulde. Måske har piger i de foregående generationer gået med samme kjole, måske er den lavet specielt til denne portræt-session; i hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at den er fremstillet af det dyreste stof, pels, silke, brokade… Denne kjole indtager en monumental særstilling i maleriet. Den siger måske det samme som ansigtet, den er objektiveringen af pigens tilstand. Ja, som helhed – kjole og pigeansigt, kroppen og tøjet – udgør de en ting, ja egentlig mere et objekt end et subjekt.

Er det derfor jeg har så svært ved at undgå at se melankolien i denne pige? Langt inde bag ved er en person ved at vokse frem i denne krop. Men for at kunne udvikle sig, skal personen finde de snævre åbninger i et sikkert ekstremt normativt system, hvor adfærd er fyldt med koder og reguleringer og hvor afretningsmetoderne kan være barske. Der er ingen far og mor at støtte sig til, ingen at lege med – kun et barn, der allerede i en helt ung alder forventes at være som en voksen. Sandsynligvis er dette et alt for moderne blik at se Laura Chigi med. Melankolien – hvis den er der – kan komme et andet sted fra: Den er et adelsmærke. Laura viser os endda med pegefingeren direkte ind mod sin milt (’splen’ på græsk, ’spleen’ på engelsk, også et udtryk for den klædelige melankoli), som for med et diskret tegn at understrege at hun ikke kerer sig – ikke må kere sig – om de verdslige sider af livet, ikke må engagere sig med for stor lidenskab i verden omkring sig og da slet ikke på en måde, som kunne true hoffets strenge etikette og den møjsommeligt opbyggede persona.

Det er en dukke vi ser. En levende, en animeret dukke. Noget man kan give kjoler på og anbringe i forskellige situationer. Halvvejs objekt, halvvejs person. Gad vidst hvor meget maleren har leveret af den forventede vare til bestillerne, familien. Har han helt uden selvstændig iagttagelse blindt gentaget den norm, som hun forventedes at inkarnere? Gad vidst om han ikke har set, og forsøgt at finde udtryk for, et lille skisma i denne unge tingsliggjorte krop, som et sted derinde også er en ung bevidsthed, undervejs i sit møde med en livsverden, der jo aldrig kun er koder og regler. Ellers ville maleriet måske ikke være blevet så skræmmende trist og så smukt på samme tid.

]]>
Webmaster Thu, 02 Oct 2014 14:10:00 +0200
Mikkel Bogh blogger: Dannelse i digitaliseringens tidsalder http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/dannelse-i-digitaliseringens-tidsalder/ Kulturarvsinstitutioner verden over digitaliserer i disse år deres samlinger på livet løs. Enorme... Digitaliseringen er en forudsætning for, at kulturarven kan få større udbredelse og ny betydning i samfundet i dag. Men det er ikke nok i sig selv at tilgængeliggøre. Den egentlige målsætning er en anden: Genanvendelighed. Lad mig forklare.

Store dele af kulturarven er for længst fri af ophavsret. Originalværkerne befinder sig i det offentlige domæne og er fælleseje. I disse år breder der sig en konsensus om, at når vi digitaliserer værker i det offentlige domæne, skal vi ikke lægge ny ophavsret på de digitale kopier. Reproduktionerne bør – som originalerne – være offentlig ejendom. SMK arbejder derfor på at lægge vores digitaliserede samlinger af kunst i det offentlige domæne ud til fri download i den højeste kvalitet, vi råder over.

Det gør vi, for at vores samlinger også kan blive en værktøjskasse, der kan understøtte helt nye brugsformer. For at man kan sample, remixe og bygge videre på kulturarven. Skoleelever får mulighed for at ’røre ved’ de gamle mesterværker, klippe og udskære, vælge aktivt til og fra, sammensætte på ny, blive fortrolige med og tilegne sig kunsten på nye måder. Udviklere kan koble data fra forskellige kilder og skabe hidtil usete mønstre, forbindelser og erkendelser på tværs af samlinger og vidensområder. Nye fortællinger kan opstå om vores historie, identitet og det liv vi ønsker os. Vores samlinger får værdi igen og igen – mellem hænderne på folk i hverdagen.

Genanvendelig, digitaliseret kulturarv er et råmateriale i et moderne demokrati, hvor der er behov for alles øjne, kreativitet og viden. Med en aktivt tilegnet kulturarv kan vi få skærpet og nuanceret fortællingerne om, hvem vi er og hvad vi kan. Vi på SMK betragter dette som et bidrag til at opfylde dén vision, internettet oprindeligt voksede ud af – et read/write web, hvor enhver har mulighed for at raffinere og uddybe det til enhver tid eksisterende grundmateriale. Verdens største og mest anvendte encyklopædi, Wikipedia, er et levende eksempel på, at det virker og har værdi.

Vi er i gang med at gentænke det dannelsesideal, vores kulturarvsinstitutioner hviler på. Dette ideal er fortsat aktuelt, men nu i en udvidet forstand. Vi kan, med vores digitaliserede samlinger, understøtte folks dannelse til at blive reflekterede og skabende mennesker. Men forudsætningen er, at kulturarven er hvermandseje, og at vi hver især kan bruge den til lige præcis dét, vi drømmer om og har behov for.

Som museum har vi ikke patent på, hvordan kulturarven kan fortolkes og anvendes. Vores rolle er i stadig højere grad at facilitere offentlighedens brug af kulturarven til læring, kreativitet og innovation. Museet som dannelsesinstitution bygger i dag på vekselvirkning. Vi er alle en del af nettet. Vi danner hinanden.

Indlægget blev bragt på altinget.dk

]]>
Webmaster Wed, 10 Sep 2014 17:19:00 +0200
Mikkel Bogh blogger: Robert Smithsons 'Uden titel' (1965) http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-blogger-robert-smithsons-uden-titel-1965/ Kommer man gående op ad gangen fra bygningens vestlige ende, og har man netop dvælet ved Edvard... Mikkel Bogh

Kommer man gående op ad gangen fra bygningens vestlige ende, og har man netop dvælet ved Edvard Weie eller Emil Nolde, kan mødet med Robert Smithsons og Lawrence Wieners værker, samlet i en mindre sal på højre hånd, godt forekomme som en frysende og udtryksløs affære. Eller positivt formuleret: Som et forfriskende bad i en kølig bjergbæk efter en vandretur i subtropisk lavland. Væk er modernisternes delikate farvenuancer, væk er det følsomt dirrende penselstrøg, væk er kompositionen, der udfylder lærredet og sikrer at vi trækkes ind i en imaginær verden. Nå ja, og væk er for øvrigt maleriet. Nogle ville måske endda sige at skulpturen også er ophørt. Med Robert Smithsons lille blå objekt ’Uden titel’ har  vi definitivt forladt den moderne kunst og bevæget os ind i samtidskunsten – ’contemporary art’ – som man begyndte at sige i USA, før vi her i Danmark havde besluttet os for hvad vi ville kalde det, der var helt nyt. Men sagen er, at samtidskunst ikke blot refererer til det, der er nyt. Smithsons værk er fra 1965, hvor jeg selv ikke var mere end godt et år gammel. Så værket er jo, om ikke gammelt, så i hvert fald modent. Samtidskunst skal måske, snarere end bare at henvise til det nye, ses som den kunst, der tager udgangspunkt i og forholder sig til sin omverden, til mødet med beskueren og til de kulturelle, sproglige og institutionelle rammer som værket optræder i og ses igennem. Samtidskunsten forholder sig til sin samtid. Hvilket selvfølgelig kan foregå på et utal af måder og sjældent blot 1:1. Hvad gør Robert Smithsons værk til samtidskunst?

Blåt objekt. En metalkasse i en stålramme. Den ligner lidt en futuristisk tidsskriftholder, et designobjekt. Fyldt med spejle. Grønne spejle. Er det en funden genstand, der har haft en anden funktion inden den blev til værk? Har Smithson lavet en modificeret ready-made? Vi befinder os trods alt i den store Marcel Duchamp-revivals tid, hvor en lille håndfuld nytænkende kunstnere, musikere og forfattere i USA – jeg tænker på folk som Jo Bear, Andy Warhol, Don Judd (som SMK også har et fornemt værk af – se i hjørnerummet på den anden side af gangen, ud mod Østre Anlæg), Carl Andre, Susan Sontag, John Cage og Meredith Monk – begyndte at kigge sig om efter udtryk, der udnyttede tidens industrielle materialer, klanglige muligheder og en billedteknologi som også medierne anvendte. Ambitionen var at være på omgangshøjde med tiden frem for at bruge for længst udtjente materialer, teknikker og værktøjer, som kunsten indtil da havde hold i hævd, mens det øvrige samfund buldrede derudaf. Det var den tid, hvor en generation af amerikanske kunstnere fandt inspiration i forstædernes endeløse husrækker, boligblokkenes monotoni, byggepladsernes direkte materialehåndtering og de masseproducerede varer i de nye supermarkeder. Men selvfølgelig uden bare at gøre det samme. Man ville være samtidig og usamtidig – på samme tid.

Robert Smithson, 'Uden titel', 1965

Noget af alt dette generationstypiske ser jeg i Robert Smithsons blå objekt: Materialernes kølighed, der giver mindelser om industriens arkitektur, formen, som har et skær af funktionalitet over sig, men uden at den nogensinde løfter sløret for sit praktiske formål (netop fordi der intet er), placeringen direkte på gulvet, ligesom et møbel eller en maskine samt det slående fravær af skulpturens traditionelle piedestal. Mens jeg bevæger mig rundt og rundt om objektet, som forsøgte jeg at fravriste det en dybere mening, en identitet, jeg endnu ikke har erkendt, bliver jeg klar over, at det hele er overflade. Jeg kan ikke trænge ind i det. Nok se ned, nok se igennem, nok se fra forskellige vinkler. Men ikke se ind bag. Objektet har ingen dybde. Ingen kerne. Mit blik bliver kastet tilbage på sig selv. Olafur Eliasson ville her sige, at vi ’ser os selv se’. Han står også i gæld til Robert Smithson.

Hos Smithson ophæves grænsen mellem indre og ydre. Den aflange stålramme, som kassen med de skrå vægge og spejlene hænger i, antyder et inde og et ude. Det samme gør kassen. Men ser vi ned i den, ser vi overflader, der spejler overflader i en uendelighed. Vi kommer aldrig ind. Eller rettere: Vi bevæger os mellem den klart definerede metalstruktur og spejlingernes grønne fortabelse, mellem de ydre overfladers grænser og de indre overfladers grænseløshed. Her er der – i hvert fald efter 1965-standard – tale om en ny form for ’dybde’, en ny form for uendelighed. En slags neo-romantik. For tag ikke fejl. Trods sin postmoderne, industrielle coolness, trods sine værkers krystallinske og serielle karakter, er Robert Smithson inspireret af romantikken. Og barokken. Kombineret med nordamerikanske indianeres mytiske verdenssyn. Det svimlende perspektiv, afgrunden, de ørkesløse og uforanderlige landstrækninger med den ensomme vandrer, ishavet, ørkenlandskabets og skyskrabernes tidløshed… Alt dette som modvægt til den moderne fremskridtstanke, til ideen om civilisationens lineære udvikling mod stadigt nye tinder.

Deroppe på tredje niveau af SMK, i et ydmygt hjørne, står det suveræne blå objekt i diskret spotlys, uden at gøre meget væsen af sig. Jeg tænker, at nogle gæster vil gå lidt tættere på og måske undre sig, sige ’hmmm’, og så gå videre til Robert Smithsons mere spektakulær rækker af spejle og saltkrystaller, men at de, der bliver stående et ekstra øjeblik og som tillader sig selv at forsvinde i spejlenes overfladiske dyb, kan komme på en både romantisk og postmoderne vinterrejse hinsides de tid- og rumkoordinater vi orienterer vores dagligdag efter. Men jeg kan tage fejl og er nysgerrig efter hvad andre får ud af at kigge ned i kassen.

]]>
Webmaster Wed, 03 Sep 2014 17:25:00 +0200
Mikkel Bogh blogger: Erik Hoppes 'Mor' (1932) http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-erik-hoppes-mor-1932/ Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er... Mikkel Bogh

Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er tungt som firs onde år, en mur bygget op af lag på lag af farvemasse og med en tæthed så stor og uigennemtrængelig at vi næsten må opgive at kigge ind i maleriet – 'Mor' noget vi kigger på.

Den sammenkrummede skikkelse har maleren drænet for enhver charme. Også rummet hun sidder i, der knapt er et rum, men snarere fungerer som en indfatning, er uden atmosfære: Atmosfære kræver som minimum luft mellem tingene, måske også et lysindfald, og ingen af delene er til stede her.

Det er næppe en person vi ser, knapt et kommunikerende individ, men derimod en gammel krop, der befinder sig på kanten af det sociale liv: Tilbagetrukket, indadvendt, tæt på jorden og støvet. Men ikke nødvendigvis dødsmærket. Den interaktion, der foregår mellem det formløse ansigt, hænderne og det lyse parti nederst i lærredet – er det korsstingsbroderi hun sidder bøjet over? En kaffekop? – er besværet, indædt, men levende.

Motiv og manér hænger sammen her. De er en og samme ting. Det, der males, og måden hvorpå, stemmer overens. Et motiv er ikke bare det illustrative, det forestillende, tegneserien, i maleriet, hvor malemåden og farven så skulle være indpakningen: Motivet er både billedet og det stof, der bærer billedet frem, både fortællingen og stregen.

Hoppe ved dette og insisterer på det. Se blot hvor svært det er at skelne konens tøj fra omgivelserne, figur og grund. Det er som om hele maleriet, med hud og hår, med farve og penselstrøg, med baggrund og forgrund, præsenterer sig i ét hug, muret op som et hus, der ganske vist har etager, enkelte vinduer, tag og indgangsparti, som først og fremmest er denne bygningskrop i sin helhed.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er et psykologisk portræt. Der er måske lidt Oskar Kokoschka over det. Ikke over Hoppe i øvrigt, men lige her. Hoppes kolorisme er dog af en anden art end den østrigske ekspressionists. Paletten begrænser sig til få mørke jordfarver, som med fuldt overlæg spiller maleren et mindre udtryksregister i hænde; men frem for alt er ansigtet svært at kommunikere med, næsten umuligt at aflæse.

Psykologi eller ej, personskildring eller ej: Maleriet fremmaner en tilstand – som vel også kan kaldes en sindstilstand – af tyngde, ophobet tid, historie der lukker sig om sig selv, massivitet og ubevægelighed. Måske også en tilstand af afmagt og sprogløshed. Maleriet fortæller os, at det selv har svært ved at give denne erfaring malerisk form. Det nærmer sig grænsen for hvad det magter at formulere. På den anden side har det jo netop givet denne erfaring – erfaringen af afmagt, erfaringen af en stemme der trækker sig væk, erfaringen af en overgang fra levet tid til a-historisk tid – et nærmest monumentalt udtryk!

Hoppes maleri vil vise os noget, som kun kan vises i maleriet.

]]>
Webmaster Thu, 21 Aug 2014 12:35:00 +0200
Velkommen til direktørens blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/velkommen-til-direktoerens-blog/ SMKs direktør, Mikkel Bogh, blogger om det det hele handler om: Kunsten. Her er første del. Som nytiltrådt direktør for SMK har jeg brugt de første måneder på at komme tættere på mennesker, opgaver og arbejdsgange i den store organisation som SMK er.

Midt i dette arbejde, som byder på mange daglige møder både inden for og uden for huset, har jeg bemærket hvor let det er at glemme samlingen, skønt den hænger på etagen lige over det sted hvor mange af mine møder holdes.

Samlingen af malerier, skulpturer, videoer, installationer og kunst på papir hænger – om end kun for en brøkdels vedkommende, idet resten er på magasin – deroppe i salene, hvor publikum har sin gang.

For mig er det ved værkerne at det hele begynder og slutter, ikke i mødelokalet, ikke på kontoret; det er i det konkrete, både sanselige og intellektuelle, møde med og dialogen foran billederne og mellem billederne at arbejdet med museet for alvor får mening for mig.

Mennesker i samlingen

Jeg har derfor pålagt mig selv nogle timers ugentlig mødefrihed for at gå på opdagelse i samlingen, i første omgang den del, der kan ses i salene.

Mange af værkerne kender jeg selvfølgelig godt i forvejen, dels fordi jeg som kunsthistoriestuderende havde min jævnlige gang i salene, i nogle år også som studentermedhjælper på museet, dels fordi jeg igennem mit arbejde som kunsthistoriker og kritiker har været på SMK i forbindelse med hovedparten af de særudstillinger, der har været vist her siden midten af 1980'erne og ofte i den forbindelse har lagt vejen ind forbi samlingen.

Og dog er der masser at indhente. En herlig mængde af især malerier som jeg skal gense, måske for 117. gang, omend hele tiden med lidt andre øjne, eller værker jeg skal se for måske første gang. (Jeg vil på dette sted afstå fra at diskutere forskellen på at 'se' og at 'se efter')

Denne vej igennem samlingen vil jeg gerne dele med andre, og hvem ved, en dag får jeg måske også mulighed for at lave min egen audio-guide igennem salene. I første omgang vil jeg dog lægge nogle notater ud her på bloggen, bare nogle enkelte nedslag og iagttagelser jeg gør mig undervejs, i stedet for at lukke dem inde i notesbogen.

Det kan være såkaldte hovedværker eller 'highlights', men det kan også være små og mere undseelige værker, som man måske har tendens til at gå hurtigt forbi: Ganske enkelt dét billede eller objekt, der på det tidspunkt, jeg går forbi, tiltrækker sig min opmærksomhed og nysgerrighed. Kommentarer er selvfølgelig velkomne.

MorLæs Mikkel Boghs første nedslag om mørkemaleren Erik Hoppes værk Mor fra 1932).

]]>
Webmaster Wed, 20 Aug 2014 14:40:00 +0200
Syv film, syv sprog og syv kunstværker. Premiere på film om ord og kunst http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/syv-film-syv-sprog-og-syv-kunstvaerker-premiere-paa-film-om-ord-og-kunst/ ”Et stærkt eksempel på, at billedkunst og sprog er tæt forbundet og beriger hinanden”. Sådan sagde... ”Et stærkt eksempel på, at billedkunst og sprog er tæt forbundet og beriger hinanden”. Sådan sagde direktøren for SMK, Mikkel Bogh, efter visningen af syv formidlingsfilm, som kursister fra Københavns Sprogcenter har lavet. Filmvisningen og den festlige premiere foregik på SMKs scene onsdag den 11. juni 2014. Syv film, syv sprog, syv kunstværker og rigtig mange gæster; sprogkursister, sproglærere, museumskolleger, venner og familie.

De syv film, der blev vist til premieren, er lavet af kursister, som har været ansat på SMK og Thorvaldsens Museum denne vinter som en del af projektet OrdVærkSted. Formidlingsfilmene om ord og kunst er det konkrete resultat af deres ansættelse. Men effekten er meget større end som så. Det udtrykte Vahid Abbasi, som har været ansat på SMK, i den tale, han holdt, på premiereaftenen. Han sagde bl.a.: ”Første gang jeg talte dansk uden for skolen, var her på dette museum. Det var stedet, hvor jeg følte mig sikker, og troede på mig selv, jeg havde ikke sagt et ord inden jeg kom hertil. I sin simpelhed troede jeg ikke folk ville forstå mig, men da jeg indså at folk kunne forstå mig her på SMK, sagde jeg til mig selv, når folk forstår mig her, må andre også kunne forstå mig, og jeg behøver derfor ikke at være flov eller bange, for at udtrykke mig.” Vahid, der er født i Iran og uddannet tandlæge, rundede sin tale af med en god nyhed: ”Jeg har fået job som tandlæge i Hobro!”.



Vahid Abbasi på SMKs scene. Han er en af de syv sprogkursister, der har været ansat på SMK, og som har lavet en formidlingsfilm om et kunstværk i museets samling. Han holdt en tale på premiereaftenen og fortalte publikum, hvad hans ansættelse på SMK har betydet for ham. Foto: Frida Gregersen


Kamilla Louise Hansen, der er ansat på Thorvaldsens Museum og har arbejdet tæt sammen med sprogkursisterne, indledte filmpremieren med en kort tale. Hun takkede kursisterne for deres store engagement i projektet og sagde også: ”Dette projekt har styrket min tro på at samarbejdet mellem sprogskoler og museer er en rigtig god idé!” Foto: Frida Gregersen


Filmpremieren blev holdt på SMK's scene. Her blev de syv film vist og fejret. Foto: Frida Gregersen


Rigtig mange gæster kom for at se og fejre de syv sprogkursisters film; både nuværende og tidligere sprogkursister, sproglærere, museumskollegaer, venner og familie. Foto: Frida Gregersen


”Mødet med kunsten åbner et sprog”

Efter visningen af filmene talte direktør på SMK, Mikkel Bogh. ”Vi ved alle sammen, hvor vanskeligt det er at lære et nyt sprog. Jeg er imponeret over de syv kursister, som efter et ret kort ophold i Danmark nu kan fortælle levende og inspirerende om kunstværker, de selv har valgt. I filmene kan man jo se, at de er eksistentielt og følelsesmæssigt optaget af kunsten, og at mødet med kunsten åbner et sprog”.

Mikkel Bogh nævnte også, at projektet udfordrer en traditionel tænkning: ”I vores kultur har vi jo traditionelt hyldet, at kunst og sprog er to forskellige ting, men her er det tydeligt, at de beriger hinanden og skaber interessante forbindelser. Billedverdenen låser os ikke fast, men åbner til en verden af dialog og diskussion og skaber en kobling til den enkeltes erfaring, sprog og liv. Jeg synes, der er et stort pædagogisk potentiale i projektet – og at det både beriger museer og mennesker”.


Direktør Mikkel Bogh talte også ved filmpremieren. Han sagde bl.a.: ”Jeg er imponeret over de syv kursister, som efter et ret kort ophold i Danmark nu kan fortælle levende og inspirerende om kunstværker, de selv har valgt.” Foto: Frida Gregersen


Syv forskellige film

Alle filmene formidler et kunstværk, men det er blevet syv meget forskellige film: Vahid citerer et iransk digt og har valgt en skulptur, der gengiver to kæmpende mænd. Han fremhæver, at tænderne er anatomisk korrekt gengivet. Jiang er på jagt efter ligheder: Loftet på Thorvaldsens Museum ligner et loft, hun kender fra Kina, og figurerne i det værk, hun har valgt, ser asiatiske ud. Francesca vælger et maleri, der viser danske kunstnere, der fejrer jul i Rom på en restaurant, som hun selv har besøgt med sin familie. Tariq bruger en skulptur som udgangspunkt for en fiktiv fortælling om en bondes kærlighed til en slave. Kay fortæller historien om Ganymedes og ørnen med både ord og krop, Maija sætter nationen på dagsordenen, stiller spørgsmål til beskuerne og slutter med opfordringen: ”Hold aldrig op med at stille kritiske spørgsmål”. Lezel har valgt en skulptur fra 1960 og kobler den til eget liv og sin baggrund som sygeplejerske.


I sin film om Thorvaldsens skulptur, Ganymedes med Jupiters ørn fra 1817, fortæller Kay Taylor – med både ord og krop – om kærligheden mellem ørn og dreng og guder og mennesker. Foto: Frida Gregersen


Lezel Indal har bl.a. valgt i sin film at præsentere kunstnerduoen Elmgren og Dragsets installation Please Keep Quiet! fra 2003. Fordi hun selv er uddannet sygeplejerske i Filippinerne, virker værket hjemmevant. Foto: Frida Gregersen


Tariq Al-Saies, der har været ansat på Thorvaldsens Museum, fortæller historien om en bondes kærlighed til en slave – med udgangspunkt i skulpturen En jæger fra 1821-22 (del af Johannes Døberens prædiken). Foto: Frida Gregersen


Wen Xia Jiang fortæller bl.a. om skulpturen Gratierne med Amors pil og Amor med lyren fra 1842. Til receptionen efter filmvisningen sagde hun: ”I Kina arbejdede jeg på en tv-station. Jobbet på Thorvaldsens Museum er mit første i Danmark, og jeg føler mig heldig. Jeg er glad for at se filmen, men jeg kan høre, at jeg skal arbejde mere med min udtale”. Jiangs mand tilføjede: ”De har jo alle sammen sat sig meget ind i kunstværkerne og er interesseret i at udtrykke sig på dansk. Det kan man mærke, når man ser filmene.”


Maija Ivanova har valgt SMKs samling af guldalderkunst som udgangspunkt for at tale om ”nation” og ”nationalitet” og om kunstens funktion i fht. begreberne. I sin film spørger hun bl.a.: ”Har kunst konsekvenser?” Foto: Frida Gregersen


Vahid Abbasi, der var ansat på SMK, valgte at præsentere en skulptur fra 1600-tallet i sin film, fordi skulpturen minder ham om sportsgrenen brydning. Han er selv brydedommer og valgte i filmen at tage sin brydedommeruniform på. Foto: Frida Gregersen


Francesca Cantarella fortæller til filmpremieren, at hun godt kunne lide arbejdet med filmen. ”Det var sjovt at vælge et værk. Det er første gang, jeg har arbejdet på dansk!”. Hendes svigerfar nikker og tilføjer: ”Det gode er jo, at kursisterne i filmene skal tale om noget, som er væsentligt. Pludselig handler det om noget og er ikke bare skolesnak.”


Hvor skal filmene vises fremover?

De syv film skal fremover vises på de to museers hjemmesider og bruges i forbindelse med sprogundervisning på museet – som inspiration og som forberedelse og efterbearbejdning af museumsbesøget. Forsker Sophia Labadi fra University of Kent, som er i gang med at undersøge projektet, har foreslået, at filmene også vises i det fysiske museumsrum – gerne i forbindelse med de værker, som de formidler. Hun understreger, at synligheden er et vigtigt signal og viser, at museerne anerkende de nye borgeres stemme. (se tidligere blogindlæg om Labadis forskning).

”De skal da vises i TV!”

Da sproglærer Birte Okholm Skaun har set de syv film, udbryder hun spontant: ”De skal vises da i TV!”. Hun kender flere af deltagerne. ”Jeg blev berørt af at se filmene. Og fik tårer i øjnene flere gange. Kursisterne har været i Danmark i under to år, og de har meget hurtigt lært at udtrykke sig på dansk. De har jo etableret sig lynhurtigt. Og så er jeg imponeret over, hvor varierede filmene er. De har valgt enormt spændende værker.”

Bobler og snak

Efter filmvisningen blev der budt på bobler og snak i museets undervisningslokale. Filmene blev diskuteret og erfaringer med vores fælles sprogskoleprojekt blev vendt. En ægtefælle til en af kursisterne sagde bl.a.: ”Det er jo meget hårdt at skulle lære et nyt sprog og ikke føle, at man hører til. Derfor er projektet her så vigtigt. Det giver et kæmpe boost og betyder virkelig meget for min kæreste at være en del af projektet. Hun føler meget mere, at hun er en del af Danmark nu”.


Efter filmvisningen blev der budt på bobler og snak i museets undervisningslokale. (Foto: Frida Gregersen)


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Tue, 17 Jun 2014 12:44:00 +0200
Forskerens første konklusioner om sprogskoler på museer http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/forskerens-foerste-konklusioner-om-sprogskoler-paa-museer/ ”En livsforandrende oplevelse”. ”Øget troværdighed på arbejdsmarkedet”. ”Styrket selvtillid”. Og... ”En livsforandrende oplevelse”. ”Øget troværdighed på arbejdsmarkedet”. ”Styrket selvtillid”. Og ”en unik mulighed for at reflektere over sit liv og sin identitet”. Sådan lyder nogle af forsker Sophia Labadis første konklusioner om, hvad projektet SprogVærkSted har betydet for de tre sprogskolekursister, som var ansat på SMK denne vinter.

Vi har interviewet Sophia, som er tilknyttet University of Kent, og som nu har afsluttet to måneders research her på SMK. Hun er tilbage i England og i gang med at bearbejde det materiale, hun har indsamlet gennem observationer og interviews med ansatte, sprogskolekursister, sprogskolelærere og Kulturstyrelsen, som har støttet projektet.

Før hun tog afsted, spurgte vi hende:

Hvad er dine væsentligste foreløbige konklusioner?

Hun siger bl.a.: “Jeg har netop afsluttet min dataindsamling hos SMK og kan indtil videre kun frembyde meget delvise og foreløbige konklusioner. Ud fra disse foreløbige resultater ser det ud til, at det at få et job på museet har været en skelsættende, endog livsforandrende oplevelse for Lezel, Maija og Vahid (se tidligere blogindlæg om ansættelsen af tre sprogkursister fra Københavns Sprogcenter). Det at få job hos SMK har hjulpet disse sprogkursister med at opbygge deres muligheder for brobygning og med at udvikle et netværk af mennesker udenfor deres sædvanlige kreds. For disse tre studerende var jobbet rent faktisk deres første mulighed for at interagere med danskere, ikke blot med andre udlændinge ligesom dem selv.”

“Det at få et rigtigt job i Denmark – og oven i købet ved en så prestigefyldt institution som SMK – har også hjulpet Lezel, Maija og Vahid med at opbygge større gensidig tillid i forhold til deres nye værtsland. For en eventuel fremtidig arbejdsgiver vil være mere tilbøjelig til at fæste lid til nogen, der allerede har arbejdet i Danmark, end til nogen, der ikke har nogen arbejdserfaring i landet. Og det siger næsten sig selv at det at gøre sig disse arbejdserfaringer – og få løn for dem – har øget deres selvtillid.”

“De manuskripter og film, som de tre studerende udarbejdede på grundlag af den ene genstand, de hver især valgte fra den faste samling, viste sig også at være en øvelse, der på det personlige plan hjalp dem med at reflektere over deres egne liv og identiteter. Denne øvelse hjalp dem med at opbygge deres ontologiske grundfæstethed i og med at det skabte en form for bindeled mellem kursisternes hidtidige liv i deres oprindelsesland og deres nye liv i deres nye værtsland, Danmark.“

“Bakhtins begreb om flerstemmighed stod som noget helt centralt for denne øvelse udi filmskabelsens kunst: hver enkelt studerende gav udtryk for deres egen opfattelse af det valgte kunstværk. Hvis disse film blev vist i museets udstillingsrum ville det være en fremragende måde at vise, hvordan ethvert kunstværk kan læses på mange måder – og en fin anerkendelse af de fortællinger, som Lezel, Maijia og Vahid er kommet frem til.“

Vi har også spurgt Sophia Labadi, hvordan projektet passer ind i hendes forskningsfelt.

Hvad er dit primære interessefelt i forhold til dette projekt – hvorfor interesserer du dig for samarbejdet mellem sprogskoler og SMK?

“Min forskning analyserer hvordan museer fremmer de socioøkonomiske menneskerettigheder – specifikt retten til uddannelse og/eller retten til ordentligt arbejde – blandt nye migranter. Tidligere forskning på området har primært fokuseret på migranternes kulturelle rettigheder og på cases fra den angelsaksiske verden.”

“I denne nye forskning er jeg interesseret i at analysere programmer, som sjældent er blevet taget med i betragtning – i særdeleshed dem, der sigter efter at fremme retten til uddannelse og retten til arbejde blandt nye migranter. Jeg havde læst om SMKs arbejde med sprogkursister og så, at det kunne være en glimrende case for mit arbejde.”

En del af et større forskningsprojekt

Udover studiet her på SMK undersøger Sophia også programmer på Manchester Museum og Cité Nationale de l’Histoire de l’Immigration i Paris. I efteråret 2014 publicerer hun en artikel om de tre forskellige casestudier. Før Sophia tog af sted, spurgte vi hende, hvad de tre projekter har tilfælles.

Din forskning og hele dit projekt omfatter ikke blot SMK, men også studier i Paris og Manchester. Hvad har disse projekter til fælles? Og hvordan adskiller de sig fra hinanden?

“Case studierne på SMK og Manchester Museum er nøje udvalgt. De to museer tilbyder begge arbejds- og sprogundervisningsprogrammer. Samtidig er de to cases ganske forskelligartede. Arbejdsprogrammet på Manchester Museum er for frivillige, men det omfatter også et undervisningsforløb, hvor de faste samlinger bruges til at udvikle deltagernes færdigheder inden for kommunikation, teamwork, kundeservice og omgang med andre mennesker i det hele taget. Manchester udbyder også regelmæssigt sprogkurser. Som modsætning hertil omfatter arbejdsprogrammet på SMK et betalt job, og indtil videre har museets sprog-workshops været enkeltstående begivenheder. Gennem dybdegående interviews med deltagerne i disse programmer sigter jeg efter at opnå en forståelse for disse programmers virkning og af hvorfor et givent program måtte være til større nytte og glæde for dets målgruppe end andre.”

“Casestudierne hos SMK og Manchester Museum fokuserer i høj grad på programmer, der er udviklet til migranter. Mit seneste studie fokuserer på handlinger og initiativer, som migranter selv har taget i forhold til museumsrummet. Det analyserer den fire måneder lange periode (fra oktober 2010 til januar 2011), hvor et antal illegale arbejdere i Paris besatte byens nationalmuseum for indvandringens historie (Cité Nationale de l’Histoire de l’Immigration). Hele femhundrede arbejdere besatte museet for at opnå de samme rettigheder som andre arbejdere, og for at opnå den juridiske ret til at opholde sig på fransk grund. Hvor nyttigt var museumsrummet for dem i den sammenhæng; hvordan hjalp det dem med at fremføre deres krav på en effektfuld måde? Hvordan forholdt disse migranter sig til museumsrummet og dets samlinger? Det er sådanne spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare – også her gennem dybdegående interviews med såvel museumspersonalet som med nogle af de mennesker, der besatte det franske museum.”

Sophia Labadi arbejder nu videre med sit indsamlede materiale og sine tre cases. Og vi arbejder videre med projektet her på SMK – med testforløb, evalueringer og filmpremiere.

Testforløb, evalueringer og filmpremiere

I kommende blogindlæg vil vi fortælle om de testforløb, vi har haft hele foråret med sprogkursister fra forskellige niveauer og forskellige sprogskoler, om lærerevalueringer og om premieren på de syv formidlingsfilm, som sprogkursisterne fra SMK og Thorvaldsens Museum har lavet. Alle er velkomne til premieren den 11. juni kl. 17 på SMK.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Wed, 21 May 2014 10:32:00 +0200
Også SMK har et ansvar for integration af nye borgere http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/ogsaa-smk-har-et-ansvar-for-integration-af-nye-borgere/ Vores projekt om sprogskoler på museer er på vej ind i en ny fase. Indtil videre har vi ikke kun... De tre sprogkursister og projektansatte på SMK, Maija Ivanova, Vahid Abbasi og Lezel Indal, har afsluttet arbejdet med deres film om ord og kunst. Det har på alle måder været inspirerende og meningsfyldt og en stor gevinst for os på SMK at åbne dørene for vores nye samarbejdspartnere. Ikke bare for museet som institution og for os som museumsmedarbejdere. Også for os som menige, gammeldanske borgere. Vi har derfor nysgerrigt fulgt med i medierne i de seneste par uger og i Social- og Integrationsminister, Manu Sareens, opfordring til alle borgere i Danmark om netop at tage et medansvar for integrationen. Med ansættelsen af sprogkursisterne og vores samarbejde de seneste par måneder med Maija, Vahid og Lezel, er tingene ligesom gået op i denne højere enhed: Kunstmuseet danner rammen om mødet og samarbejdet mellem Danmarks nye og gamle borgere – og ansvaret for integrationen deles!

Vores projekt er i øvrigt slet ikke slut endnu. Men vi små-evaluerer hele tiden. Til et møde med Lezel, Maija og Vahid, diskuterer vi med de tre, hvad de synes, de har fået med sig fra ansættelsen på SMK.


Til et møde med Vahid, Maija og Lezel slår SMKs filmhold et smut forbi. De har råklippet en trailer til de små formidlingsfilm om ord og kunst. Vi får et smugkig.

”Jeg er også et skridt tættere på integration.”

De tre sprogkursister er alle enige om, at de har oplevet stor progression i deres sprog ved at komme på museet hver dag og tale dansk med danskere og ikke kun med kæresten derhjemme og med læreren fra sprogskolen: ”Det er jo autentisk på en helt anden måde”, mener Maija. Vahid forklarer også, at han, før han blev projektansat på SMK, lynhurtigt slog over i engelsk, når danskere ikke forstod, hvad han sagde, selvom han talte dansk. ”Det gør jeg ikke mere. Nu gentager jeg det bare på dansk. Igen og igen. Indtil de forstår. For jeg ved, at når I kan forstå mig herinde på museet, så kan andre også godt forstå mig, når jeg taler dansk. Det skal de!” Vahid fortsætter: ”Men jeg har ikke kun lært dansk. Jeg er også et skridt tættere på integration.”  Vahid forklarer, at han føler sig mere som en del af samfundet, fordi han kender os og har haft et rigtigt arbejde på museet: ”Jeg følte mig som en rigtig ansat”. Maija og Lezel stemmer i. De begrunder det bl.a. med, at de oplevede et godt arbejdsmiljø, at der var gode kolleger, at de selv kunne lave kaffe og te, at de begyndte at lære flere folk at kende, når de gik rundt i museets korridorer og kunne hilse på medarbejdere fra andre afdelinger, at de besøgte ”hemmelige rum” og kom bag kulisserne, fx i konservatorernes værksted, i medarbejderkantinen osv. Og så var der medarbejderkortet med foto-ID og kode: ”Det gav bare en helt barnlig og særlig følelse af at være noget specielt”, siger Maija.

At samarbejde med danskere

Lezel nævner også, at hun har lært, hvordan man kan arbejde sammen med danskere. Hun fremhæver, at hun har arbejdet selvstændigt, men uden at føle sig alene. Der har været en plan, en struktur og et godt fællesskab. Hun siger også: ”Her på SMK har jeg fået stor frihed til at udtrykke mine idéer og være kreativ. Det er en rigtig god følelse. Det er lidt anderledes end i Filippinerne, hvor der måske er lidt flere begrænsninger i forhold til holdninger og idéer.”

Sprogtest

Lezel har lige bestået sprogtesten på modul 4 på Københavns Sprogcenter. Hun har travlt.  Hun er uddannet sygeplejerske og for at kunne arbejde som sygeplejerske i Danmark, er der helt specifikke krav fra Sundhedsstyrelsen om, hvilke moduler og karakterer man skal have på danskuddannelsen. Som en del af sprogtesten på modul 4 skal man bl.a. forberede en monolog. Lezel valgte bl.a. at fortælle om: ”Mit arbejde på SMK” og ”Mit yndlingsværk”. På den måde kunne hun (gen)bruge sin nye viden erhvervet ved hårdt arbejde på museet og omsætte den til en mundtlig prøve.

En ny indgang til kunstens verden

At arbejde med et filmmanuskript om et udvalgt kunstværk har givet en ny indgang til kunstens verden, mener Maija: ”Jeg har lært, hvordan jeg kan opleve kunst i fremtiden. Jeg føler mig tryg nu og kan sige: Hvad tænker jeg om det her? Jeg har lært en anden måde at engagere sig i kunstværkerne på. Mere sjovt. Og mere dybt også!”

Lezel er enig! Hun har diskuteret kunst med sine venner og veninder, mens hun har været ansat på SMK. Undervejs i projektet har de spurgt hende, hvorfor hun har valgt en grim sølvskulptur lavet af skrald. ”De synes, det var da mærkeligt.” Maija bakker op: ”Men ’pæn’ er ikke altid interessant”. Og Lezel fortsætter: ”Men jeg synes faktisk også, det er en pæn skulptur! Og den minder mig om så mange ting og er så interessant for mig.”

Lezel, Vahid og Maija er i det hele taget bare lidt ærgerlige over, at de ikke kan fortsætte på SMK. Som Lezel siger: ”Jeg er imponeret over, hvor meget jeg har lært ved at være her. Så det ville være dejligt at være her længere!”

Og nu…

Projektet fortsætter. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan bruge de gode erfaringer fra ansættelsen og samarbejdet med Lezel, Maija og Vahid. Filmene om ord og kunst skal færdigredigeres og vores undervisningsforløb og materiale for sprogkursister skal videreudvikles nu. Og så begynder vores samarbejde med den franske forsker Sophia Labadi for alvor. Hun skal bruge projektet i sit internationale forskningsprojekt. Hun er netop ankommet til København og har fast kontorplads hos os de næste par måneder. Læs mere i næste blogindlæg.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Tue, 18 Mar 2014 08:30:00 +0100
Generalprøver, filmoptagelser og en dramatisk dag i dansk politik http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/generalproever-filmoptagelser-og-en-dramatisk-dag-i-dansk-politik/ ”Hvis nogen havde sagt til mig i november, da jeg begyndte på sprogskolen, at jeg skulle stå nu på... Ordene er Maija Ivanovas. Til en slags generalprøve på SMK har hun netop præsenteret et kunstværk for et lille publikum fra Thorvaldsens Museum. Hun, Vahid Abbasi og Lezel Indal, der alle er projektansat på SMK og kursister på Københavns Sprogcenter, er i fuld gang med at udvikle formidlingsfilm om ord og kunst. Filmoptagelserne nærmer sig med hastige skridt. Men først generalprøven!

Generalprøven

Thorvaldsens Museum er vores tætte samarbejdspartner i projektet og ligesom på SMK, er sprogkursister ansat på Thorvaldsens Museum til at udarbejde små formidlingsfilm. Det er disse 4 kursister og 3 medarbejdere fra Thorvaldsens Museum, der kommer til generalprøve på SMK. Vi bliver 13 i alt. Vi skal høre Maija, Vahid og Lezels præsentationer af deres værker. En mulighed for at afprøve, hvordan kunstværkerne kan præsenteres før de endelige filmoptagelser ugen efter.

Hjemmevante kunstformidlere

Lezel er først. Hjemmevant viser hun vej og fører gruppen hen til sit værk på anden sal i museets nye tilbygning: Arthur Köpckes Sølvskulptur. Men hun har ikke tænkt sig bare at fortælle om kunstværket. Hun vil gerne have os til at opleve det selv. Som en skoleklasse på museumsbesøg bliver vi udstyret med opgaveark og blyanter: Vælg dine egne tre ord til kunstværket! Og beskriv sammenhængen mellem de tre ord og værket.

Også Vahid udstyrer os hver med et board, så vi kan notere ord om hans værk; skulpturen Herkules brydes med Antæus. Vi deler ordene med hinanden, han samler besvarelserne sammen og udvider på den måde sin research.

Maija stiller os vanskelige spørgsmål ved sit værk. Hun er interesseret i nationalfølelser og nationsbegrebet: ”Hvad synes I, at ”Nation” betyder, og hvordan er nationen repræsenteret i kunstværkerne på SMK?”, spørger hun. ”Synes I, at kunstværker kan konstruere et specifikt indtryk af verden?”. Ups. Stof til eftertanke! Vores lille forsamling repræsenterer nationer så forskellige som Kina, Syrien, Iran, Italien, England, Filippinerne, Letland og Danmark. Spørgsmålene er yderst relevante. Og diskussionerne interessante!


Lezel introducerer sit værk Sølvskulptur for os alle. Hun har uddelt opgaveark og beder os vælge vores egne ord til værket – hvordan oplever vi dette kunstværk?


Vahid og gruppen ved skulpturen Herkules brydes med Antæus, der står i museets samling af ældre europæisk kunst fra 1300-1800.


Maija ved sit værk, en video og en performance, der hedder Nationen. Hun vil gerne diskutere, hvad begrebet ”nation” betyder for os hver især.

Lezel, Maija og Vahid er fortrøstningsfulde, da gæsterne er gået. De fik prøvet en masse af med et publikum og kan se, hvilke justeringer de har lyst til at lave inden optagelserne. Og i projektgruppen når smilet helt op til ørerne: Kursisterne udsætter os for de samme øvelser, som vi lavede med dem på en workshop i november 2013! Lynhurtigt har de indoptaget den dialogiske arbejdsform – nu opfordrer de også til, at vi i fællesskab diskuterer kunsten og deler vores oplevelser.

En dramatisk dag i dansk politik

30. januar skal vi besøge Thorvaldsens Museum. De 4 projektansatte kursister derovre skal også vise os de værker, de har valgt, og fortælle om dem. Det er deres generalprøve. Lige inden vi forlader SMK, tikker nyheder ind på diverse mobiltelefoner. SF er gået ud af regeringen. Lokalet syder, og vi diskuterer højlydt. Vahid spørger, hvad det betyder. Det er svært at forklare, men det resulterer i flere gode snakke om det danske politiske system og om politiske holdninger.

Netop fordi kursisterne ikke kun kommer på besøg, men faktisk er på SMK næsten hver dag og er blevet en del af vores kontormiljø og vores fællesskab som kolleger, handler det hele ikke kun om ord og kunst. Eller om filmmanuskripter. Det handler også om – dansk politik! Og om hverdag, sproglige vendinger, familie, barndom, danske vaner og rutiner. Og om iranske, lettiske og filippinske vaner. Alt kan være genstand for forklaringer og uddybninger. Ofte bliver vi gammeldanske i tvivl om noget, vi egentlig bare plejer at sige og gøre. Hvorfor gør vi det egentlig? Og hvorfor siger vi: ”Færdig med fyrre” og ”jeg smutter”? Og hvorfor kan man ikke rigtig sige ”vil du smutte mig ud?”?

Vi når frem til generalprøven på Thorvaldsens Museum, der er nabo til Christiansborg. Pudsigt, at bølgerne når stormhøjde i den store borg lige netop i de timer, hvor vi bevæger os rundt blandt Thorvaldsens marmor- og gipsfigurer.


Generalprøve på Thorvaldsens Museum, hvor Kay fra England, Jiang fra Kina, Tariq fra Syrien og Francesca fra Italien præsenterer deres yndlingssteder og kunstværker på museet. Ligesom Maija, Lezel og Vahid er de ansat på museet og i gang med deres filmmanuskripter om ord og kunst. Kays favoritsted er museets kælder, hvor samlingen af gipsafstøbninger er udstillet.


Kay fortæller om sit kunstværk, Ganymedes med Jupiters ørn


Kay, Tariq, Maija og Lezel i Thorvaldsens malerisamling. Francesca har valgt et maleri, der er udstillet her.

De 4 kursister på Thorvaldsens Museum har valgt tre skulpturer og et maleri. De fortæller og performer, og vi stiller spørgsmål og kommenterer. Der er kun én arbejdsdag tilbage for dem inden filmoptagelsen, så det meste er allerede på plads. Kun detaljer skal justeres. Vi er imponerede og lettede over, at filmoptagelserne på SMK først ligger 3 dage senere.

Slutspurt

Det er dagen inden filmoptagelserne på SMK. Vi går rundt til de tre kunstværker en sidste gang og øver. Maija, Vahid og Lezel har stadig manuskripterne med, men bliver i stigende grad fri af dem. Vi prøver forskellige placeringer af, tager tid, øver udtalen af vanskelige vendinger, flytter på afsnit i manuskripterne – og griner en masse. Intensiteten er høj, og nervøsiteten tiltagende. Der går rygter om, at Vahid vil stille op til optagelserne i sin brydedommeruniform!

Optagelsen

Vi skal filme! SMKs afdeling for digital produktion er klar. Slagplanen er lagt, så vi kan nå det hele på 4-5 timer. De rigger lyset til, indstiller hvidbalance og monterer mikrofoner. Filmene indeholder alle sammen en præsentation af Vahid, Lezel eller Maija selv og deres kunstværk. Sproget veksler mellem dansk og modersmål.


Filmholdet er i gang på SMK.

En hospitalsstue og en sølvskulptur

Lezel er uddannet sygeplejerske og allerede på en af de første dage på museet besøgte hun en installation af kunstnerne Michael Elmgren &  Ingar Dragset. En hospitalsstue med senge, patienter og sansestimulerende overraskelser. Derfor har hun valgt dette sted til den første optagelse, hvor hun præsenterer sig selv.

Netop denne dag har SMK rigtig mange gæster, og huset genlyder af snak. Det er som om, alle netop skal forbi rummet med den Sølvskulptur, som Lezel har valgt til den anden optagelse. Børnehavebørn bumler gennem gangene. Gymnasieelever småsnakker og suger nysgerrigt reality-atmosfæren til sig. Men midt i det hele fortæller Lezel tålmodigt om, hvordan skulpturen minder hende om oplevelser på Filippinerne, hvor hun dykkede og var med til at fjerne affald fra havet.


Lezel har valgt installationen Please, keep quiet! fra 2003. Her skal hendes film begynde, og her vil hun introducere sig selv. Som uddannet sygeplejerske føler hun sig nærmest hjemme i installationen, der minder meget om en hospitalsstue.


Vi er alle med rundt under optagelserne. Her Vahid, Maija og Julie i Lezels yndlingsrum på museet, installationen Please, keep quiet!


Lezel og filmholdet gør klar til optagelser ved Arthur Köpckes Sølvskulptur fra 1961-62, der er udstillet i den moderne samling i museets nyere tilbygning.


Lezel og Julie kigger på manuskriptet, før kameraet ruller. Lezel kan sin præsentation udenad, men støtter sig for en sikkerheds skyld til sine stikord.

Vahid og Herkules

Filmholdet rykker videre med tasker, stativer, ledninger og lys. Vahid – i brydedommeruniform – erobrer et skrivebord som det sted, hvor han vil præsentere sig selv. Og i den europæiske samling har han valgt skulpturen med Herkules i brydekamp. Han indtager scenevant rummet og har øvet sig i at gå og fortælle samtidigt. Han peger på detaljerne i billedhuggerens arbejde: Der er godt styr på tænderne. De er anatomisk korrekte. Som uddannet tandlæge med mange års erfaring fra egen klinik i Iran ved Vahid, hvad han taler om.


Vahid har indtaget et skrivebord på vores kontor og er klar til de første optagelser. Han har valgt at tage sin brydedommeruniform på og er kampklar til kameraet!


Sascha og Mathilde fra museets afdeling for digitale produktioner indstiller kamera og diskuterer med Vahid, hvordan han vil præsentere sit kunstværk.


Et nærbillede af skulpturen Herkules brydes med Antæus fra ca. 1600. En af grundene til, at Vahid har valgt skulpturen er en fascination af figurenes tandsæt. Han er selv uddannet tandlæge og imponeret over kunstnerens arbejde med detaljerne.


Vahid efter optagelserne. Det gik godt!


Vahid har lavet en mappe og samlet noter og manuskript. På forsiden har han sat et foto af ham, Lezel og Maija – SMK-teamet.

Dansk guldalder med et lettisk, russisk og engelsk tvist

Efter frokost kommer Maija på banen og introducerer guldalderrummet, der viser, hvordan nationen Danmark konstrueres gennem kunsten. Hun fortæller om sin egen baggrund: Født i Letland, halvt russisk, 8 år i London som projektleder – og nu knap et halvt år i Danmark. For hende er det oplagt at forholde sig undersøgende til et begreb som national identitet. Hun har valgt en video og en performance fra 2013, der hedder Nationen som sit værk. Det er en særlig udfordring at filme hende og en rullende videofilm i baggrunden, men det lykkes.


Maija har valgt at de første optagelser til hendes film foregår i en sal fyldt med kunst fra den danske guldalder i begyndelsen af 1800-tallet.


Maija foran sit værk – en video med en performance af kunstnergruppen J&K, Nationen fra 2013.

Filmholdet pakker sammen. Alle er tilfredse! Og lettede og trætte.

Dagen derpå

Dagen derpå, fredag den 7. februar 2014, har vi – sammen med Maija, Lezel og Vahid – inviteret alle sprogskolekursister, som har deltaget i projektets workshops, med til SMK Fridays, museets åbne (månedlige) aftenarrangement. En flok dukker op, vi introducerer dem til programmet, og så lader de sig opsluge af art talks, hemmelige koncerter, film, madvogn, bar og hinandens selskab.

En ekstra gevinst for SMK er klar: En ny gruppe gæster kender nu både museet og det åbne fredagsarrangement. Hvis huset lever op til deres forventninger, kommer de også næste gang – og har flere gæster med.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Wed, 12 Mar 2014 09:01:00 +0100
Nye kollegaer på SMK: Maija, Lezel og Vahid http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/nye-kolleger-paa-smk-maija-lezel-og-vahid/ Ansøgningerne vælter ind! SMKs ledige projektstillinger for kursister fra Københavns Sprogcenter er... Vahid Abbasi er født i Iran og har Farsi som modersmål. Lezel Indal er født i Filippinerne og har Tagalog som modersmål. Maija Ivanova er født i Letland og har lettisk som modersmål. De tre går fortsat på Københavns Sprogcenter, men i januar og februar er de altså også projektansat her på SMK.

Arbejdet på SMK går i gang

De film, Vahid, Lezel og Maija skal lave, skal indgå i det materiale, vi udvikler til sprogskoler. Et undervisningsmateriale, der skal bidrage til at styrke sprogkursisters arbejde med dansk sprog og kultur.

Efter et par introdage med møder, planlægning og rundture på museet – både for og bag kulisserne – kaster Vahid, Lezel og Maija sig ud i arbejdet. Første udfordring er at komme rundt i museets samling af kunst og vælge det kunstværk, de vil formidle i filmen. I løbet af nogle dage indsnævrer de udvalget og præsenterer det for hinanden og os fra museet.

Kursisternes kunst

Kursisterne har valgt kunstværker. Lezel har valgt Sølvskulptur af Arthur Köpcke fra 1961-62. Vahid har valgt en skulptur fra 1600-tallet: Herkules brydes med Antæus af en ukendt kunstner. Og Maija har valgt en video med en performance af kunstnergruppen J&K: Nationen fra 2013. De har noteret deres umiddelbare indtryk og oplevelse af kunstværkerne og har indsamlet masser af ord!


Lezel foran det kunstværk, hun vil arbejde med i sin film, Arthur Köpckes Sølvskulptur fra 1961-62.



Maijas ord. Kursisterne indsamler hver især ord til deres kunstværker. Ord, der beskriver deres egen oplevelse af kunsten og ord, som de har valgt at indsamle fra museets gæster, vagter, konservatorer, inspektører og formidlere.

Lezel har bl.a. noteret ordene: skrald, værdi, anderledes, særlig, miljøforkæmper, skødesløshed, ubalance, virkelighed, forskellighed. Hun får også den idé at interviewe museets gæster om skulpturen. Hvilke (danske) ord vil de sætte på skulpturen? Hun skriver alle deres ord ned. Vahid gør det samme: ”Jeg mødte en pige ved skulpturen. Jeg spurgte hende: Hvad er det første ord, du tænker på, når du kigger på den her skulptur? Hun siger: Dans! Det er så interessant for mig. Fordi jeg har aldrig tænkt på det. Jeg har tænkt så meget på brydning, når jeg ser skulpturen.”

De tre kursister går i dybden med kunstværkerne. De researcher, læser, snakker og skriver for at forberede deres film om kunstværket. De har lavet aftaler med nogle af museets inspektører og konservatorer, der forsker i kunsten. De har talt med flere af vagterne, der passer på kunsten, og med kunstformidlere. De har indsamlet en hel masse ord og fået mange forskellige blikke på kunstværkerne. Og filmmanuskripterne begynder at tage form.

Pludselig i P1

Sproglaboratoriet på radioens P1 har gennem et par uger handlet om sprogundervisning. En onsdag formiddag dukker programmets tilrettelægger Helle Solvang op på SMK. Hun har sin mikrofon med for at interviewe os og kursisterne om projekt OrdVærkSted.



Helle Solvang fra P1 interviewer Lezel om sit kunstværk, Arthur Köpckes Sølvskulptur. Lezel fortæller bl.a., at skulpturen minder hende om at dykke. Hun er selv dykker og har i mange år dykket efter skrald for at rydde op i havet omkring Filippinerne, hvor hun kommer fra. Skulpturen er lavet af ting, hun også kunne finde på havets bund – en gammel sko, en gaffel, en knækket stol, en kost.

Helle Solvang beder kursisterne præsentere deres kunstværk. Maija fortæller, at hendes kunstværk handler om nationalitet. Hun var inspireret af SMKs kunstværker fra guldalderen i 1800-tallet, hvor det nationale og det særligt danske blev sat på dagsordenen i Danmark. Og hun forklarer, at hun endte med at vælge en video og en performance fra 2013, hvor to kunstnere stiller spørgsmålstegn ved det nationale. ”Jeg synes det er meget interessant: Hvad er nationalitet? Hvad betyder det generelt? Hvad betyder det for Danmark? Er det et godt og sundt princip? Har vi brug for det?”

Helle Solvang spørger også, hvordan det er at lære sprog på et kunstmuseum. Maija svarer bl.a.: ”Med det kunstværk, jeg har valgt, har jeg lært noget, om den danske kultur og historie. Det er også meget vigtigt. Det er vigtigt ikke bare at lære nogle ord – hvis man vil forstå et sprog, så må man også forstå kulturen og historien. Og derfor er kunst, ja, det er perfekt. Hvis man stiller det spørgsmål, og hvis man er nysgerrig, så kan man kombinere de to ting. Og når jeg tænker om kunsten og kulturen, så øver jeg også ord.”

Stemningen er virkelig god, da Helle Solvangs optagelser er slut. Det gik godt! Maija, Vahid og Lezel er vores nye radiostjerner! Men det var svært: ”Det føles som modultest 10.” siger Maija, ”og vi har ikke engang bestået test nr. 4 på sprogskolen endnu.” Alle er enige om, at det var en god oplevelse, og alle er stolte af hinanden!

Programmet blev sendt på P1 den 23. januar 2014 og blev kaldt ”Sprogundervisning er porten til det danske”. Det kan findes her

Den lange dag slutter med fernisering. Museet åbner en ny udstilling med kunstneren Tacita Dean. Og vi fejrer både udstilling og dagens hårde arbejde med velfortjente pindemadder og masser af (dansk) snak.

Sprog på museum?

”Ja, man kan lære sprog på et museum”, siger Maija. ”Men det skal være interaktivt og engagerende – man skal tænke på ord og lytte. Det hjælper ikke, hvis jeg bare selv går herind.”

Vahid er enig og fortsætter: ”Hvis man skal lære nye ting, så skal man have det sjovt. I børnehaver leger børnene for at lære nye ting. Det her på museet er sjovt, når man vælger ord til kunsten og lærer dem.” Han siger også: ”Det sværeste her er at snakke dansk. Jeg skal bruge meget energi. Men alligevel bliver jeg ikke så træt, fordi det er sjovt, og jeg får hjælp af venlige medarbejdere på museet.”

Vahid vælger tre ord til at beskrive, hvad det betyder for ham at arbejde og lære sprog på museet: Historie, leg og integration. Han siger: ”Det er den bedste måde at integrere på, at vi arbejder her som ansatte. Vi har medarbejderkort og løn. Det giver en god følelse. Og vi føler også, at vi har et alvorligt arbejde.”

Lezel fortsætter: ”Mine tre ord er sjovt, kreativt og udfordrende. Og inspiration. Vi har alle tre lært meget allerede, og vi har mulighed for at vise det til andre.” Hun afslutter: ”Og jeg elsker at se mere kunst – og kommer til at kende nye ord i forbindelse med kunst.”



Efter arbejdstid på SMK

De tre kursister uddyber, hvordan arbejdet på museet griber ind i deres hverdag. Vahid siger: ”Efter arbejde, på vejen hjem, tænker jeg på mit arbejde og de nye ord fra dagen. Jeg prøver at skabe forbindelse mellem ord og arbejde. Når jeg for eksempel kigger på en film, så prøver jeg at vælge ordene fra underteksterne.” At fokusere på enkelte ord er blevet en metode for ham. En måde at udpege og udvide repertoiret af nye danske ord.

Maija sammenligner sit arbejde på SMK med tidligere ansættelser: ”I England havde jeg job som projektleder og havde lange stressende dage – her er det sjovt og ikke stresset, men koncentrationen gør mig ganske træt!” Hun siger også: ”Det sværeste er at arbejde og snakke dansk på samme tid. Jeg gør det gerne, men det er svært. Men det har gjort så meget allerede for mit danske sprog. Jeg kan mærke, at mit aktive sprog er meget bedre, for her taler vi hele tiden dansk og lytter til dansk. Så det sværeste her er også det bedste!”

Lezel siger: ”Arbejdet her på SMK er godt for mig. Jeg bliver kreativ. Kunstværker hjælper mig meget til at tænke og ser verden. Og jeg har ikke tidligere lært så mange ord på så kort tid. Jeg taler dansk hele dagen. Jeg føler mig træt i hovedet, fordi jeg får mange indtryk, hver gang jeg er her. Jeg er træt, men tilfreds!”



Næste blog kommer til at handle om kursisternes fortsatte arbejde på SMK – med generalprøver og filmoptagelser.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Tue, 04 Feb 2014 15:19:00 +0100