Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ Seneste indlæg da Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ 18 16 Seneste indlæg TYPO3 - get.content.right http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss Tue, 18 Mar 2014 08:30:00 +0100 Også SMK har et ansvar for integration af nye borgere http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/ogsaa-smk-har-et-ansvar-for-integration-af-nye-borgere/ Vores projekt om sprogskoler på museer er på vej ind i en ny fase. Indtil videre har vi ikke kun... De tre sprogkursister og projektansatte på SMK, Maija Ivanova, Vahid Abbasi og Lezel Indal, har afsluttet arbejdet med deres film om ord og kunst. Det har på alle måder været inspirerende og meningsfyldt og en stor gevinst for os på SMK at åbne dørene for vores nye samarbejdspartnere. Ikke bare for museet som institution og for os som museumsmedarbejdere. Også for os som menige, gammeldanske borgere. Vi har derfor nysgerrigt fulgt med i medierne i de seneste par uger og i Social- og Integrationsminister, Manu Sareens, opfordring til alle borgere i Danmark om netop at tage et medansvar for integrationen. Med ansættelsen af sprogkursisterne og vores samarbejde de seneste par måneder med Maija, Vahid og Lezel, er tingene ligesom gået op i denne højere enhed: Kunstmuseet danner rammen om mødet og samarbejdet mellem Danmarks nye og gamle borgere – og ansvaret for integrationen deles!

Vores projekt er i øvrigt slet ikke slut endnu. Men vi små-evaluerer hele tiden. Til et møde med Lezel, Maija og Vahid, diskuterer vi med de tre, hvad de synes, de har fået med sig fra ansættelsen på SMK.


Til et møde med Vahid, Maija og Lezel slår SMKs filmhold et smut forbi. De har råklippet en trailer til de små formidlingsfilm om ord og kunst. Vi får et smugkig.

”Jeg er også et skridt tættere på integration.”

De tre sprogkursister er alle enige om, at de har oplevet stor progression i deres sprog ved at komme på museet hver dag og tale dansk med danskere og ikke kun med kæresten derhjemme og med læreren fra sprogskolen: ”Det er jo autentisk på en helt anden måde”, mener Maija. Vahid forklarer også, at han, før han blev projektansat på SMK, lynhurtigt slog over i engelsk, når danskere ikke forstod, hvad han sagde, selvom han talte dansk. ”Det gør jeg ikke mere. Nu gentager jeg det bare på dansk. Igen og igen. Indtil de forstår. For jeg ved, at når I kan forstå mig herinde på museet, så kan andre også godt forstå mig, når jeg taler dansk. Det skal de!” Vahid fortsætter: ”Men jeg har ikke kun lært dansk. Jeg er også et skridt tættere på integration.”  Vahid forklarer, at han føler sig mere som en del af samfundet, fordi han kender os og har haft et rigtigt arbejde på museet: ”Jeg følte mig som en rigtig ansat”. Maija og Lezel stemmer i. De begrunder det bl.a. med, at de oplevede et godt arbejdsmiljø, at der var gode kolleger, at de selv kunne lave kaffe og te, at de begyndte at lære flere folk at kende, når de gik rundt i museets korridorer og kunne hilse på medarbejdere fra andre afdelinger, at de besøgte ”hemmelige rum” og kom bag kulisserne, fx i konservatorernes værksted, i medarbejderkantinen osv. Og så var der medarbejderkortet med foto-ID og kode: ”Det gav bare en helt barnlig og særlig følelse af at være noget specielt”, siger Maija.

At samarbejde med danskere

Lezel nævner også, at hun har lært, hvordan man kan arbejde sammen med danskere. Hun fremhæver, at hun har arbejdet selvstændigt, men uden at føle sig alene. Der har været en plan, en struktur og et godt fællesskab. Hun siger også: ”Her på SMK har jeg fået stor frihed til at udtrykke mine idéer og være kreativ. Det er en rigtig god følelse. Det er lidt anderledes end i Filippinerne, hvor der måske er lidt flere begrænsninger i forhold til holdninger og idéer.”

Sprogtest

Lezel har lige bestået sprogtesten på modul 4 på Københavns Sprogcenter. Hun har travlt.  Hun er uddannet sygeplejerske og for at kunne arbejde som sygeplejerske i Danmark, er der helt specifikke krav fra Sundhedsstyrelsen om, hvilke moduler og karakterer man skal have på danskuddannelsen. Som en del af sprogtesten på modul 4 skal man bl.a. forberede en monolog. Lezel valgte bl.a. at fortælle om: ”Mit arbejde på SMK” og ”Mit yndlingsværk”. På den måde kunne hun (gen)bruge sin nye viden erhvervet ved hårdt arbejde på museet og omsætte den til en mundtlig prøve.

En ny indgang til kunstens verden

At arbejde med et filmmanuskript om et udvalgt kunstværk har givet en ny indgang til kunstens verden, mener Maija: ”Jeg har lært, hvordan jeg kan opleve kunst i fremtiden. Jeg føler mig tryg nu og kan sige: Hvad tænker jeg om det her? Jeg har lært en anden måde at engagere sig i kunstværkerne på. Mere sjovt. Og mere dybt også!”

Lezel er enig! Hun har diskuteret kunst med sine venner og veninder, mens hun har været ansat på SMK. Undervejs i projektet har de spurgt hende, hvorfor hun har valgt en grim sølvskulptur lavet af skrald. ”De synes, det var da mærkeligt.” Maija bakker op: ”Men ’pæn’ er ikke altid interessant”. Og Lezel fortsætter: ”Men jeg synes faktisk også, det er en pæn skulptur! Og den minder mig om så mange ting og er så interessant for mig.”

Lezel, Vahid og Maija er i det hele taget bare lidt ærgerlige over, at de ikke kan fortsætte på SMK. Som Lezel siger: ”Jeg er imponeret over, hvor meget jeg har lært ved at være her. Så det ville være dejligt at være her længere!”

Og nu…

Projektet fortsætter. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan bruge de gode erfaringer fra ansættelsen og samarbejdet med Lezel, Maija og Vahid. Filmene om ord og kunst skal færdigredigeres og vores undervisningsforløb og materiale for sprogkursister skal videreudvikles nu. Og så begynder vores samarbejde med den franske forsker Sophia Labadi for alvor. Hun skal bruge projektet i sit internationale forskningsprojekt. Hun er netop ankommet til København og har fast kontorplads hos os de næste par måneder. Læs mere i næste blogindlæg.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Tue, 18 Mar 2014 08:30:00 +0100
Generalprøver, filmoptagelser og en dramatisk dag i dansk politik http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/generalproever-filmoptagelser-og-en-dramatisk-dag-i-dansk-politik/ ”Hvis nogen havde sagt til mig i november, da jeg begyndte på sprogskolen, at jeg skulle stå nu på... Ordene er Maija Ivanovas. Til en slags generalprøve på SMK har hun netop præsenteret et kunstværk for et lille publikum fra Thorvaldsens Museum. Hun, Vahid Abbasi og Lezel Indal, der alle er projektansat på SMK og kursister på Københavns Sprogcenter, er i fuld gang med at udvikle formidlingsfilm om ord og kunst. Filmoptagelserne nærmer sig med hastige skridt. Men først generalprøven!

Generalprøven

Thorvaldsens Museum er vores tætte samarbejdspartner i projektet og ligesom på SMK, er sprogkursister ansat på Thorvaldsens Museum til at udarbejde små formidlingsfilm. Det er disse 4 kursister og 3 medarbejdere fra Thorvaldsens Museum, der kommer til generalprøve på SMK. Vi bliver 13 i alt. Vi skal høre Maija, Vahid og Lezels præsentationer af deres værker. En mulighed for at afprøve, hvordan kunstværkerne kan præsenteres før de endelige filmoptagelser ugen efter.

Hjemmevante kunstformidlere

Lezel er først. Hjemmevant viser hun vej og fører gruppen hen til sit værk på anden sal i museets nye tilbygning: Arthur Köpckes Sølvskulptur. Men hun har ikke tænkt sig bare at fortælle om kunstværket. Hun vil gerne have os til at opleve det selv. Som en skoleklasse på museumsbesøg bliver vi udstyret med opgaveark og blyanter: Vælg dine egne tre ord til kunstværket! Og beskriv sammenhængen mellem de tre ord og værket.

Også Vahid udstyrer os hver med et board, så vi kan notere ord om hans værk; skulpturen Herkules brydes med Antæus. Vi deler ordene med hinanden, han samler besvarelserne sammen og udvider på den måde sin research.

Maija stiller os vanskelige spørgsmål ved sit værk. Hun er interesseret i nationalfølelser og nationsbegrebet: ”Hvad synes I, at ”Nation” betyder, og hvordan er nationen repræsenteret i kunstværkerne på SMK?”, spørger hun. ”Synes I, at kunstværker kan konstruere et specifikt indtryk af verden?”. Ups. Stof til eftertanke! Vores lille forsamling repræsenterer nationer så forskellige som Kina, Syrien, Iran, Italien, England, Filippinerne, Letland og Danmark. Spørgsmålene er yderst relevante. Og diskussionerne interessante!


Lezel introducerer sit værk Sølvskulptur for os alle. Hun har uddelt opgaveark og beder os vælge vores egne ord til værket – hvordan oplever vi dette kunstværk?


Vahid og gruppen ved skulpturen Herkules brydes med Antæus, der står i museets samling af ældre europæisk kunst fra 1300-1800.


Maija ved sit værk, en video og en performance, der hedder Nationen. Hun vil gerne diskutere, hvad begrebet ”nation” betyder for os hver især.

Lezel, Maija og Vahid er fortrøstningsfulde, da gæsterne er gået. De fik prøvet en masse af med et publikum og kan se, hvilke justeringer de har lyst til at lave inden optagelserne. Og i projektgruppen når smilet helt op til ørerne: Kursisterne udsætter os for de samme øvelser, som vi lavede med dem på en workshop i november 2013! Lynhurtigt har de indoptaget den dialogiske arbejdsform – nu opfordrer de også til, at vi i fællesskab diskuterer kunsten og deler vores oplevelser.

En dramatisk dag i dansk politik

30. januar skal vi besøge Thorvaldsens Museum. De 4 projektansatte kursister derovre skal også vise os de værker, de har valgt, og fortælle om dem. Det er deres generalprøve. Lige inden vi forlader SMK, tikker nyheder ind på diverse mobiltelefoner. SF er gået ud af regeringen. Lokalet syder, og vi diskuterer højlydt. Vahid spørger, hvad det betyder. Det er svært at forklare, men det resulterer i flere gode snakke om det danske politiske system og om politiske holdninger.

Netop fordi kursisterne ikke kun kommer på besøg, men faktisk er på SMK næsten hver dag og er blevet en del af vores kontormiljø og vores fællesskab som kolleger, handler det hele ikke kun om ord og kunst. Eller om filmmanuskripter. Det handler også om – dansk politik! Og om hverdag, sproglige vendinger, familie, barndom, danske vaner og rutiner. Og om iranske, lettiske og filippinske vaner. Alt kan være genstand for forklaringer og uddybninger. Ofte bliver vi gammeldanske i tvivl om noget, vi egentlig bare plejer at sige og gøre. Hvorfor gør vi det egentlig? Og hvorfor siger vi: ”Færdig med fyrre” og ”jeg smutter”? Og hvorfor kan man ikke rigtig sige ”vil du smutte mig ud?”?

Vi når frem til generalprøven på Thorvaldsens Museum, der er nabo til Christiansborg. Pudsigt, at bølgerne når stormhøjde i den store borg lige netop i de timer, hvor vi bevæger os rundt blandt Thorvaldsens marmor- og gipsfigurer.


Generalprøve på Thorvaldsens Museum, hvor Kay fra England, Jiang fra Kina, Tariq fra Syrien og Francesca fra Italien præsenterer deres yndlingssteder og kunstværker på museet. Ligesom Maija, Lezel og Vahid er de ansat på museet og i gang med deres filmmanuskripter om ord og kunst. Kays favoritsted er museets kælder, hvor samlingen af gipsafstøbninger er udstillet.


Kay fortæller om sit kunstværk, Ganymedes med Jupiters ørn


Kay, Tariq, Maija og Lezel i Thorvaldsens malerisamling. Francesca har valgt et maleri, der er udstillet her.

De 4 kursister på Thorvaldsens Museum har valgt tre skulpturer og et maleri. De fortæller og performer, og vi stiller spørgsmål og kommenterer. Der er kun én arbejdsdag tilbage for dem inden filmoptagelsen, så det meste er allerede på plads. Kun detaljer skal justeres. Vi er imponerede og lettede over, at filmoptagelserne på SMK først ligger 3 dage senere.

Slutspurt

Det er dagen inden filmoptagelserne på SMK. Vi går rundt til de tre kunstværker en sidste gang og øver. Maija, Vahid og Lezel har stadig manuskripterne med, men bliver i stigende grad fri af dem. Vi prøver forskellige placeringer af, tager tid, øver udtalen af vanskelige vendinger, flytter på afsnit i manuskripterne – og griner en masse. Intensiteten er høj, og nervøsiteten tiltagende. Der går rygter om, at Vahid vil stille op til optagelserne i sin brydedommeruniform!

Optagelsen

Vi skal filme! SMKs afdeling for digital produktion er klar. Slagplanen er lagt, så vi kan nå det hele på 4-5 timer. De rigger lyset til, indstiller hvidbalance og monterer mikrofoner. Filmene indeholder alle sammen en præsentation af Vahid, Lezel eller Maija selv og deres kunstværk. Sproget veksler mellem dansk og modersmål.


Filmholdet er i gang på SMK.

En hospitalsstue og en sølvskulptur

Lezel er uddannet sygeplejerske og allerede på en af de første dage på museet besøgte hun en installation af kunstnerne Michael Elmgren &  Ingar Dragset. En hospitalsstue med senge, patienter og sansestimulerende overraskelser. Derfor har hun valgt dette sted til den første optagelse, hvor hun præsenterer sig selv.

Netop denne dag har SMK rigtig mange gæster, og huset genlyder af snak. Det er som om, alle netop skal forbi rummet med den Sølvskulptur, som Lezel har valgt til den anden optagelse. Børnehavebørn bumler gennem gangene. Gymnasieelever småsnakker og suger nysgerrigt reality-atmosfæren til sig. Men midt i det hele fortæller Lezel tålmodigt om, hvordan skulpturen minder hende om oplevelser på Filippinerne, hvor hun dykkede og var med til at fjerne affald fra havet.


Lezel har valgt installationen Please, keep quiet! fra 2003. Her skal hendes film begynde, og her vil hun introducere sig selv. Som uddannet sygeplejerske føler hun sig nærmest hjemme i installationen, der minder meget om en hospitalsstue.


Vi er alle med rundt under optagelserne. Her Vahid, Maija og Julie i Lezels yndlingsrum på museet, installationen Please, keep quiet!


Lezel og filmholdet gør klar til optagelser ved Arthur Köpckes Sølvskulptur fra 1961-62, der er udstillet i den moderne samling i museets nyere tilbygning.


Lezel og Julie kigger på manuskriptet, før kameraet ruller. Lezel kan sin præsentation udenad, men støtter sig for en sikkerheds skyld til sine stikord.

Vahid og Herkules

Filmholdet rykker videre med tasker, stativer, ledninger og lys. Vahid – i brydedommeruniform – erobrer et skrivebord som det sted, hvor han vil præsentere sig selv. Og i den europæiske samling har han valgt skulpturen med Herkules i brydekamp. Han indtager scenevant rummet og har øvet sig i at gå og fortælle samtidigt. Han peger på detaljerne i billedhuggerens arbejde: Der er godt styr på tænderne. De er anatomisk korrekte. Som uddannet tandlæge med mange års erfaring fra egen klinik i Iran ved Vahid, hvad han taler om.


Vahid har indtaget et skrivebord på vores kontor og er klar til de første optagelser. Han har valgt at tage sin brydedommeruniform på og er kampklar til kameraet!


Sascha og Mathilde fra museets afdeling for digitale produktioner indstiller kamera og diskuterer med Vahid, hvordan han vil præsentere sit kunstværk.


Et nærbillede af skulpturen Herkules brydes med Antæus fra ca. 1600. En af grundene til, at Vahid har valgt skulpturen er en fascination af figurenes tandsæt. Han er selv uddannet tandlæge og imponeret over kunstnerens arbejde med detaljerne.


Vahid efter optagelserne. Det gik godt!


Vahid har lavet en mappe og samlet noter og manuskript. På forsiden har han sat et foto af ham, Lezel og Maija – SMK-teamet.

Dansk guldalder med et lettisk, russisk og engelsk tvist

Efter frokost kommer Maija på banen og introducerer guldalderrummet, der viser, hvordan nationen Danmark konstrueres gennem kunsten. Hun fortæller om sin egen baggrund: Født i Letland, halvt russisk, 8 år i London som projektleder – og nu knap et halvt år i Danmark. For hende er det oplagt at forholde sig undersøgende til et begreb som national identitet. Hun har valgt en video og en performance fra 2013, der hedder Nationen som sit værk. Det er en særlig udfordring at filme hende og en rullende videofilm i baggrunden, men det lykkes.


Maija har valgt at de første optagelser til hendes film foregår i en sal fyldt med kunst fra den danske guldalder i begyndelsen af 1800-tallet.


Maija foran sit værk – en video med en performance af kunstnergruppen J&K, Nationen fra 2013.

Filmholdet pakker sammen. Alle er tilfredse! Og lettede og trætte.

Dagen derpå

Dagen derpå, fredag den 7. februar 2014, har vi – sammen med Maija, Lezel og Vahid – inviteret alle sprogskolekursister, som har deltaget i projektets workshops, med til SMK Fridays, museets åbne (månedlige) aftenarrangement. En flok dukker op, vi introducerer dem til programmet, og så lader de sig opsluge af art talks, hemmelige koncerter, film, madvogn, bar og hinandens selskab.

En ekstra gevinst for SMK er klar: En ny gruppe gæster kender nu både museet og det åbne fredagsarrangement. Hvis huset lever op til deres forventninger, kommer de også næste gang – og har flere gæster med.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Wed, 12 Mar 2014 09:01:00 +0100
Nye kollegaer på SMK: Maija, Lezel og Vahid http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/nye-kolleger-paa-smk-maija-lezel-og-vahid/ Ansøgningerne vælter ind! SMKs ledige projektstillinger for kursister fra Københavns Sprogcenter er... Vahid Abbasi er født i Iran og har Farsi som modersmål. Lezel Indal er født i Filippinerne og har Tagalog som modersmål. Maija Ivanova er født i Letland og har lettisk som modersmål. De tre går fortsat på Københavns Sprogcenter, men i januar og februar er de altså også projektansat her på SMK.

Arbejdet på SMK går i gang

De film, Vahid, Lezel og Maija skal lave, skal indgå i det materiale, vi udvikler til sprogskoler. Et undervisningsmateriale, der skal bidrage til at styrke sprogkursisters arbejde med dansk sprog og kultur.

Efter et par introdage med møder, planlægning og rundture på museet – både for og bag kulisserne – kaster Vahid, Lezel og Maija sig ud i arbejdet. Første udfordring er at komme rundt i museets samling af kunst og vælge det kunstværk, de vil formidle i filmen. I løbet af nogle dage indsnævrer de udvalget og præsenterer det for hinanden og os fra museet.

Kursisternes kunst

Kursisterne har valgt kunstværker. Lezel har valgt Sølvskulptur af Arthur Köpcke fra 1961-62. Vahid har valgt en skulptur fra 1600-tallet: Herkules brydes med Antæus af en ukendt kunstner. Og Maija har valgt en video med en performance af kunstnergruppen J&K: Nationen fra 2013. De har noteret deres umiddelbare indtryk og oplevelse af kunstværkerne og har indsamlet masser af ord!


Lezel foran det kunstværk, hun vil arbejde med i sin film, Arthur Köpckes Sølvskulptur fra 1961-62.



Maijas ord. Kursisterne indsamler hver især ord til deres kunstværker. Ord, der beskriver deres egen oplevelse af kunsten og ord, som de har valgt at indsamle fra museets gæster, vagter, konservatorer, inspektører og formidlere.

Lezel har bl.a. noteret ordene: skrald, værdi, anderledes, særlig, miljøforkæmper, skødesløshed, ubalance, virkelighed, forskellighed. Hun får også den idé at interviewe museets gæster om skulpturen. Hvilke (danske) ord vil de sætte på skulpturen? Hun skriver alle deres ord ned. Vahid gør det samme: ”Jeg mødte en pige ved skulpturen. Jeg spurgte hende: Hvad er det første ord, du tænker på, når du kigger på den her skulptur? Hun siger: Dans! Det er så interessant for mig. Fordi jeg har aldrig tænkt på det. Jeg har tænkt så meget på brydning, når jeg ser skulpturen.”

De tre kursister går i dybden med kunstværkerne. De researcher, læser, snakker og skriver for at forberede deres film om kunstværket. De har lavet aftaler med nogle af museets inspektører og konservatorer, der forsker i kunsten. De har talt med flere af vagterne, der passer på kunsten, og med kunstformidlere. De har indsamlet en hel masse ord og fået mange forskellige blikke på kunstværkerne. Og filmmanuskripterne begynder at tage form.

Pludselig i P1

Sproglaboratoriet på radioens P1 har gennem et par uger handlet om sprogundervisning. En onsdag formiddag dukker programmets tilrettelægger Helle Solvang op på SMK. Hun har sin mikrofon med for at interviewe os og kursisterne om projekt OrdVærkSted.



Helle Solvang fra P1 interviewer Lezel om sit kunstværk, Arthur Köpckes Sølvskulptur. Lezel fortæller bl.a., at skulpturen minder hende om at dykke. Hun er selv dykker og har i mange år dykket efter skrald for at rydde op i havet omkring Filippinerne, hvor hun kommer fra. Skulpturen er lavet af ting, hun også kunne finde på havets bund – en gammel sko, en gaffel, en knækket stol, en kost.

Helle Solvang beder kursisterne præsentere deres kunstværk. Maija fortæller, at hendes kunstværk handler om nationalitet. Hun var inspireret af SMKs kunstværker fra guldalderen i 1800-tallet, hvor det nationale og det særligt danske blev sat på dagsordenen i Danmark. Og hun forklarer, at hun endte med at vælge en video og en performance fra 2013, hvor to kunstnere stiller spørgsmålstegn ved det nationale. ”Jeg synes det er meget interessant: Hvad er nationalitet? Hvad betyder det generelt? Hvad betyder det for Danmark? Er det et godt og sundt princip? Har vi brug for det?”

Helle Solvang spørger også, hvordan det er at lære sprog på et kunstmuseum. Maija svarer bl.a.: ”Med det kunstværk, jeg har valgt, har jeg lært noget, om den danske kultur og historie. Det er også meget vigtigt. Det er vigtigt ikke bare at lære nogle ord – hvis man vil forstå et sprog, så må man også forstå kulturen og historien. Og derfor er kunst, ja, det er perfekt. Hvis man stiller det spørgsmål, og hvis man er nysgerrig, så kan man kombinere de to ting. Og når jeg tænker om kunsten og kulturen, så øver jeg også ord.”

Stemningen er virkelig god, da Helle Solvangs optagelser er slut. Det gik godt! Maija, Vahid og Lezel er vores nye radiostjerner! Men det var svært: ”Det føles som modultest 10.” siger Maija, ”og vi har ikke engang bestået test nr. 4 på sprogskolen endnu.” Alle er enige om, at det var en god oplevelse, og alle er stolte af hinanden!

Programmet blev sendt på P1 den 23. januar 2014 og blev kaldt ”Sprogundervisning er porten til det danske”. Det kan findes her

Den lange dag slutter med fernisering. Museet åbner en ny udstilling med kunstneren Tacita Dean. Og vi fejrer både udstilling og dagens hårde arbejde med velfortjente pindemadder og masser af (dansk) snak.

Sprog på museum?

”Ja, man kan lære sprog på et museum”, siger Maija. ”Men det skal være interaktivt og engagerende – man skal tænke på ord og lytte. Det hjælper ikke, hvis jeg bare selv går herind.”

Vahid er enig og fortsætter: ”Hvis man skal lære nye ting, så skal man have det sjovt. I børnehaver leger børnene for at lære nye ting. Det her på museet er sjovt, når man vælger ord til kunsten og lærer dem.” Han siger også: ”Det sværeste her er at snakke dansk. Jeg skal bruge meget energi. Men alligevel bliver jeg ikke så træt, fordi det er sjovt, og jeg får hjælp af venlige medarbejdere på museet.”

Vahid vælger tre ord til at beskrive, hvad det betyder for ham at arbejde og lære sprog på museet: Historie, leg og integration. Han siger: ”Det er den bedste måde at integrere på, at vi arbejder her som ansatte. Vi har medarbejderkort og løn. Det giver en god følelse. Og vi føler også, at vi har et alvorligt arbejde.”

Lezel fortsætter: ”Mine tre ord er sjovt, kreativt og udfordrende. Og inspiration. Vi har alle tre lært meget allerede, og vi har mulighed for at vise det til andre.” Hun afslutter: ”Og jeg elsker at se mere kunst – og kommer til at kende nye ord i forbindelse med kunst.”



Efter arbejdstid på SMK

De tre kursister uddyber, hvordan arbejdet på museet griber ind i deres hverdag. Vahid siger: ”Efter arbejde, på vejen hjem, tænker jeg på mit arbejde og de nye ord fra dagen. Jeg prøver at skabe forbindelse mellem ord og arbejde. Når jeg for eksempel kigger på en film, så prøver jeg at vælge ordene fra underteksterne.” At fokusere på enkelte ord er blevet en metode for ham. En måde at udpege og udvide repertoiret af nye danske ord.

Maija sammenligner sit arbejde på SMK med tidligere ansættelser: ”I England havde jeg job som projektleder og havde lange stressende dage – her er det sjovt og ikke stresset, men koncentrationen gør mig ganske træt!” Hun siger også: ”Det sværeste er at arbejde og snakke dansk på samme tid. Jeg gør det gerne, men det er svært. Men det har gjort så meget allerede for mit danske sprog. Jeg kan mærke, at mit aktive sprog er meget bedre, for her taler vi hele tiden dansk og lytter til dansk. Så det sværeste her er også det bedste!”

Lezel siger: ”Arbejdet her på SMK er godt for mig. Jeg bliver kreativ. Kunstværker hjælper mig meget til at tænke og ser verden. Og jeg har ikke tidligere lært så mange ord på så kort tid. Jeg taler dansk hele dagen. Jeg føler mig træt i hovedet, fordi jeg får mange indtryk, hver gang jeg er her. Jeg er træt, men tilfreds!”



Næste blog kommer til at handle om kursisternes fortsatte arbejde på SMK – med generalprøver og filmoptagelser.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Tue, 04 Feb 2014 15:19:00 +0100
Tømmermænd, flyvemaskine, ja og tak! http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/toemmermaend-flyvemaskine-ja-og-tak/ Det er onsdag formiddag, vinter og stadig halvmørkt uden for museets vinduer. 12 kursister fra... Det er onsdag formiddag, vinter og stadig halvmørkt uden for museets vinduer. 12 kursister fra Københavns Sprogcenter, deres lærer, billedkunstner Lise Harlev og os fra SMK er samlet til workshop. Projektet OrdVærkSted har som et konkret mål at udvikle forløb til undervisning i dansk sprog på SMK – sammen med kursisterne. Og dagens arbejde er godt i gang.

Alle rundt om bordet deler yndlingsord. Ord, man er glad for – ord, der fx lyder godt, ser pæne ud eller bærer en vigtig betydning.

”Min yndlingsord er brydning”, fortæller Vahid. Han er født i Iran, bosat i Danmark og i gang med at lære dansk. ”Ordet minder mig om min barndom”, fortsætter han med et skævt smil. ”Og de første ord, jeg lærte på dansk, var brydning og farvel!”.

Der er mange bud på yndlingsord: Løbetid, flyvemaskine og pandehår. Stjerne, tømmermænd, hyggelig og vidunderlig. Tak, paraply og legetøj. Kursisterne noterer straks de nye ord. Sprogskolelæreren supplerer med grammatiksnak og ordforklaringer. Og kaffen ankommer.

Frihed til at lege med ord
Lise Harlev har været med til at udvikle dagens program. Om workshoppen siger hun: ”Workshoppen skal styrke deltagernes danskkundskaber og skabe et møde med de to museer [SMK og Thorvaldsens Museum], og som en indgang til det har vi forsøgt at vise dem glæden ved at bruge ord, uanset ens sproglige kunnen. Alle opgaverne fokuserer på enkelte ord, i stedet for syntaks og grammatik, netop for at give deltagerne frihed til at lege med danske ord og være kreative og humoristiske med dem, hvilket jo ellers er noget, man først har overskud til, når man er flydende på et sprog.”


Kunstner Lise Harlev introducerer sit selvportræt med titlen This is not really me, som også er ordene på halskæden på billedet.

Lise er uddannet i Frankfurt og København og repræsenteret på SMK med værket My Own Country. Hun har tidligere været med til at udvikle forløbet Nye ord til Thorvaldsen, hvor gymnasieelever laver nye tekster til skulpturerne på Thorvaldsens Museum.

”Jeg synes, det er interessant at bruge de gamle museer og deres samlinger på en ny måde, bl.a. fordi museet er så 'tydelig' en ramme, som de fleste mennesker har et forhold til. At det nye projekt med SMK og Thorvaldsens Museum har fokus på dansk som fremmedsprog, er for mig endnu et interessant lag og et tema, som siger mig meget på et personligt plan”, fortæller Lise, der siden 2002 har boet og arbejdet i Berlin.

”Mange af mine tidligere værker handler decideret om at lære et nyt sprog, og hvad det betyder for ens sociale færdigheder”, fortæller hun. “Ord, tekst og ikke mindst subtekst er ekstremt vigtige komponenter i min kunst”.

Sæt ord på værkerne
Gruppen forlader mødelokalet for at tage en tur i SMKs samlinger af kunst. Individuelt undersøger kursisterne forskellige værker for at finde ord, der beskriver deres oplevelse af værket. Hele gruppen samles igen og bevæger sig nu rundt på museet til de udvalgte værker for at dele oplevelser og ord med hinanden. 12 kursister, 4 værker, mange forskellige vinkler, en times tid – og en hel masse ord.


Antonio og Vahid ved Jørgen Haugens Sørensens skulptur Nationalfølelse. Nogle af de ord, de noterede om skulpturen var: Dødt kød, intimitet, tegneseriefigur, barndom, tumor, ikke ynde, ikke tålmodighed, tyggegummi, vulkan, cyste, lava, at mislykkes, ikke noget sundt.


Lezel og Benoit fortæller om Jaspar Beckx' Don Miguel de Castro'. Værket fik bl.a. nogle af kursisterne til at tænke på krig, nationalfølelse, kriger, mod, stærk vilje og tristhed. 


De ord, kursisterne valgte til kunstværkerne blev noteret ned undervejs og diskuteret i fællesskab.


At være sjov på dansk
Tilbage i mødelokalet vælger alle endnu et yndlingsord blandt de nye ord fra turen rundt på museet. Med navneskilte, gæstekort og yndlingsord på tøjet er alle omvandrende ordbøger. Og det giver overraskende muligheder for nye sætninger og sammenhænge, når man pludselig får øje på sidemandens skilte: Fjernsyn og Frihed. Etisk skønhed og Sommerfugl. Tak og Nationalfølelse.


To deltagere med gæstekort, navneskilte og dagens yndlingsord.


Kursisterne fremhæver, at det er sjovt at gøre noget andet, end de plejer i sprogklassen, og at der har været masser af humor. ”Det er befriende for en gangs skyld at kunne være sjov på dansk”, siger Joanne, der også synes, at: ”Det har været godt at være kreativ med sproget, at skabe noget og vise den del af sin identitet på dansk”. Flere kursister nævner, at det er rart at øve dansk med andre end deres sproglærer. Og mange nævner, at det var interessant at høre deres medkursisters personlige tanker og ord om kunstværkerne. En kursist, Lezel, siger også: ”I morges, før jeg skulle herind på museum, var jeg doven, og jeg synes, det var lidt hårdt at lære dansk. Men nu er jeg sådan: Jeg kan godt! ”Ikke mindst glæder mange af kursisterne sig over at have fået mange nye ord med hjem.

Den personlige vinkel
Projektgruppen evaluerer efter dagens workshop. “Jeg tror, det er vigtigt at føle, at man også kan være ekspressiv på det nye sprog, og at man ikke behøver have berøringsangst over sproget”, understreger Lise. “På samme måde er det også deltagernes personlige oplevelse af værkerne på museet, der er i fokus på workshoppen, og ikke den kunsthistoriske formidling af dem. Ligesom sproget er en måde at udtrykke noget personligt på, så er også værkerne på et museum fulde af personlige følelser, meninger og historier. For mig har det været vigtigt at fremhæve gyldigheden af den personlige vinkel og vise deltagerne, at både sproget, museet og kunsten jo er deres”.

Vi har alle en fornemmelse af, at netop dette lykkedes i workshoppen: At holde fokus på den personlige oplevelse af både sprog og kunst.

At dele ord ud
I vores evaluering diskuterer vi også, at et konkret succeskriterium godt kan være, at deltagerne skal have så mange nye ord med hjem som muligt.

Andre museer, der også udvikler undervisningsforløb til sprogskoler, havde anbefalet os at følge ”70/30 reglen”: Kursisterne taler mindst 70% af tiden, og underviser/formidler taler højst 30% af tiden. Et råd, som vi havde alle intentioner om at følge, men som det ikke lykkedes at leve op til. Til gengæld fik vi fokus på en hel masse enkeltord. Og på ord og kunst. Og workshoppen kom til at rumme et stærkt og forførende performativt element. Da kursisterne fremførte deres ord om værkerne, blev det til en enkel performance med rytme og humor. Kursisternes egne ord om værker, de ikke havde set før. De var nye gæster på museet, der indtog en plads foran værkerne for at præsentere fortolkninger. De stod der, hvor inspektører og undervisere plejer at stå. Og delte ord ud.


Leila og Bjergbestigersken


Projektets næste skridt
Nu skal vi ansætte tre af sprogkursisterne på SMK. De skal i samarbejde med museets ansatte udvikle en lille formidlingsfilm om ord og kunst. Vi skal også evaluere grundigt med sproglærerne og lægge en plan for, hvilke elementer vi skal skrue op og ned for i det undervisningsforløb og materiale, vi udvikler.

Det kan du snart læse mere om her på bloggen.

På P1 kan du også høre mere i Sproglaboratoriets programmer om sprogskoler

Sorø Kunstmuseum og Museet for Samtidskunst i Roskilde har også samarbejdet tæt med sprogskoler og undersøgt og udviklet undervisningsforløb og materialer. De har samlet gode råd og anbefalinger i folderen Kunsten at lære sprog. Inspirationsmateriale om sprogindlæring for voksne sprogkursister på kunstmuseer. Find den her på Sorø Kunstmuseums hjemmeside eller se Museet for Samtidskunst i Roskilde.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Mon, 20 Jan 2014 19:31:00 +0100
Kunstens værdi http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/kunstens-vaerdi/ Hvad er kunstens og kulturens værdi? Og er værdien den samme, eller ændrer den sig, i takt med at... Kunstens demokratiske værdi
For tiden italesættes kunstens og kulturens værdi fra mange sider. Lige fra kunstmuseer, der benytter kunstens svimlende markedspriser og forsikringssummer til at promovere aktuelle udstillinger, til Københavns kommende kultur- og fritidsborgmester, som selv kalder sin nye post for ”værdiborgmester”.

På Statens Museum for Kunst har vi selvsagt mange meninger om, hvad kunstens værdi er. Her vil vi dog begrænse os til kunstens værdi for det danske samfunds demokratiske fundament og fremdrift og derfor kun fokusere på det, vi har valgt at kalde ”kunstens demokratiske værdi”.

Demokrati – et aldrig afsluttet eksperiment

Ifølge pædagogisk filosof, Gert Biesta, er ”det øjeblik, hvor demokrati opstår […] ikke blot at forstå som en forstyrrelse af den eksisterende orden, men som en forstyrrelse, der fører til en rekonfigurering af denne orden til en orden, hvor nye måder at være og handle eksisterer, og hvor nye identiteter træder frem.” (Biesta 2013)

Biesta ser altså demokrati som et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment. Det, der karakteriserer demokratiet, er det processuelle og forhandlende. Demokrati handler ikke om lighed, men om at rumme forskellighed. At være åben overfor medborgernes bidrag til at ændre ordenen, præcis som kunstneren er kendt for at gøre det. Det karakteristiske ved denne opfattelse af et demokrati er, at den tegner en bevægelse væk fra det demokratiske samfund som en stat med borgeren som medlem, og hvor fokus primært er på pligter og rettigheder. I stedet opstår et demokratisk samfund, hvor det centrale er fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. Altså en bevægelse fra borgeren som et disciplineret subjekt til en kritisk reflekteret medborger.

Det digitale samfund

Denne demokratiopfattelse kan kobles sammen med den bevægelse, samfundet er ude i i dag, hvor vi oplever et skift fra industrisamfund til et digitalt samfund. Netop her, står kunstens værdi i et særligt lys. For med skiftet fra industrisamfund til globalt, digitalt samfund ophæves tid og sted, som vi kender dem, og nye dynamikker kommer i spil. Det berører os på mange niveauer – lige fra måden vi arbejder på, til vores uddannelsesformer, forholdet mellem borger og stat, lovgivning, rettigheder, kultur, sociale relationer, forretningsgange og værdikæder. Et sådant paradigmeskifte bringer næsten uværgerligt vores søgen efter identitet, sammenhængskraft og fortolkninger i højsædet: Vi får nu endnu mere brug for at vide, hvem vi er, og hvor og hvad vi kommer fra, for at kunne stå stærkere i en verden, som på én og samme tid er mere åben og lukket end nogensinde før. Åben, fordi de fleste borgere i et digitalt samfund nu kan tilgå verden med et globalt udsyn og perspektiv. Lukket, fordi de fleste af os i et digitalt samfund udsættes for sorteringsmekanismer og filtrer; enten efter eget valg eller mere skjult ud fra private firmaers forretningsstrategier. Strategier, der for eksempel målretter reklamer på vores Facebook-profiler eller forudbestemmer, hvilke hits vi får øverst, når vi søger på Google. Som sådan bliver det sværere og sværere at navigere og agere som et integreret hele i en verden, som bliver stadig mere opdelt i nicheprægede grupperinger.

Kunstens værdi i det digitale samfund

Skiftet fra industrisamfund til digitalt samfund kalder med andre ord på nye måder at anskue verden og sig selv på. Og det er her, kunsten og dens demokratiske værdi kommer ind i billedet. For, som det har været peget på fra museer i årtier, er det blandt andet det, kunsten kan hjælpe os med: At forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi er oppe imod, og hvad vi rummer.
Det ”nye” er så, at denne værdi skal forløses i et digitalt samfund. Og her er vi tilbage ved Biesta og hans opfattelse af demokrati, hvor det centrale for demokratiet er de fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. For hvor får man dem? Det gør man blandt andet på museerne.

Museerne i det digitale samfund

Museer er langt mere end summen af de genstande, de rummer. De er i bedste fald bølgende organismer af viden, som konstant er i nysgerrig udvikling, og som kan forløse alle de mange kulturer, deres brugere bærer i sig. Ikke i terapeutisk forstand, men snarere i den forstand, museet blev skabt i – som dannelse, som udsigelser, der på én gang imødekommer behov, forløser fantasier og søsætter forestillinger og samtidig øver modstand mod selvsamme. Den kunst, man kan opleve på et museum, er ormehuller eller tærskler til svundne riger og lande, minder og erfaringer og mulige veje til nye riger. Det kan være en indsigt, der først tager form og folder sig ud i en samtale med en god ven lang tid efter oplevelsen af værket, eller når man griber en plastikpose i Netto og pludselig genkalder sig de plastikbobler, man så svæve over sit hoved på et museum. Museerne er steder for møder og udvekslinger og en ramme om kreative processer. De er omdrejningspunkt for forskningsmæssige erkendelser og kunstneriske processer, og som sådanne byder de sig forhåbentlig til som partnere i en nysgerrig dialog, der kan omfatte alt fra en vej ind i en ny dansk kultur på en sprogskole, til en spiller i at forløse vores udfordring med at binde håndværk sammen med akademia i nye, innovative udvekslinger. En innovationskraft, der ses som afgørende i den digitale fremtid.

I dialog med brugerne
Med den rette tilgang kan museerne, som bibliotekerne, være med til at forløse det enorme potentiale, der gør kulturen værdifuld for alle medborgere. Museerne kan udvide brugernes bevidstheder og ikke mindst få deres egne fagligheder udfordret og beriget med givende tilbagespil fra brugerne. For museerne er ikke statiske kulturinstitutioner, men organisationer, fællesskaber og mødesteder for udvekslinger, der overrasker og forandrer ikke blot de brugere, der tager del, men også dem, der arbejder på museerne. Det ser vi blandt andet, når et upcoming band vælger at re-designe et kunstværk, der er lagt til fri download online, til et pladecover. Eller når unge vælger at remixe et kanonisk værk af Eckersberg til et spektakulært metrohegn ved Marmorkirken. Så får kunsten og museet andre vinger og en ny form for relevans. Ikke ulig de dynamiske og innovative tilbagespil, som Lego oplever, når brugere uploader Mona Lisa i Lego eller perleplade: Ikke som kopier, men ofte med pudsige accentforskydninger, der får dig til at lure på nye dimensioner og aspekter ved originalen.

Digitalt mindset
Men det kræver, at vi på museerne anskuer og anvender digitaliseringen som et deltagelsesredskab, der gør os til bedre museer; til medskabere af en anden virkelighed, hvor kulturen er lokomotiv for kulturel skabelse og demokrati. Hvor vi er åbne for den demokratiske samtale, en høj grad af inddragelse, og hvor vi satser på kreativitet og mangfoldighed. Det kræver med andre ord, at museerne sikrer et digitalt mindset i organisationen såvel som i dets produktioner.

Et digitalt mindset findes i summen af en persons eller organisations holdning, erfaring og viden om verden og kan aflæses i evnen til at agere i overensstemmelse med tiltag, medier og samfund. I det 21. århundrede vil det eksempelvis betyde, at man deler ideer, bruger de rigtige værktøjer til de rigtige udfordringer, har taget stilling til tilstedeværelsen på sociale medier og arbejder åbent, kollaborativt, proaktivt, forandringsvilligt og i konstant beta. Præcis som Biesta’s opfattelse af demokratiet; som et fortløbende og aldrig afsluttet eksperiment.

Så når der for tiden tales utrolig meget om kunstens værdi, forstår vi det godt. For med det rette digitale mindset har kulturlivet nemlig ikke bare nøglen til distribution af kultur og potentielt fællesskab, men også en mulighed for at gå foran, spænde syvmilestøvlen på og åbne portene for et deltagende og engagerende demokrati for alle.

Af:
Berit Anne Larsen, formidlingschef på Statens Museum for Kunst og
Mathilde Schytz Marvit, Leder af Digitale Produktioner på Statens Museum for Kunst

]]>
Webmaster Fri, 20 Dec 2013 12:41:00 +0100
Sprogskoler på museer http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/sprogskoler-paa-museer/ På SMK har vi ofte besøg af sprogskoler og sproglærere, der sammen med deres kursister bruger... Det vil vi gerne undersøge. Derfor har vi i 2013 indledt et tæt samarbejde med Københavns Sprogskole og deres sprogkursister. Et samarbejde, der også inkluderer billedkunstneren Lise Harlev, den franske forsker Sophia Labadi og Thorvaldsens Museum.

OrdVærkSted

OrdVærkSted
er arbejdstitlen på vores projekt, hvor kursister og undervisere fra Københavns Sprogcenter samarbejder med os om at udvikle, afprøve og producere et nyt undervisningsforløb og materiale, der handler om at lære dansk og om at lære Danmark at kende – med udgangspunkt i museets kunst. Men hvem er kursisterne? Hvem er vi, afsenderen af denne blog? Og hvad er planen for det næste år?


Projektet i sin første udviklingsfase

Hvem er sprogkursisterne?
De sprogkursister, vi skal arbejde sammen med, går på Københavns Sprogcenter. Sprogcentret tilbyder undervisning på flere niveauer: Danskuddannelse 1, 2 og 3 for kursister med henholdsvis korte, mellemlange og lange uddannelser bag sig. Men uanset niveau og uanset, om kursisterne er flyttet til Danmark af nød eller lyst, handler uddannelsen på sprogcentret om at lære det danske sprog, mundtligt og skriftlig, og om at få indsigt i danske kultur- og samfundsforhold.

Kursisterne har altså – hvor forskellig gruppen end måtte være – nogle fælles mål: At blive gode til det danske sprog og at lære kulturen og danskerne bedre at kende. Så nu undersøger vi, hvordan museet kan spille en rolle her, og hvordan vi helt konkret kan gøre det bedst.

Hvem er vi?

Projektgruppen på SMK består af tre medarbejdere i museets formidlingsafdeling:

  • Annette Skov, underviser og omviser på museet
  • Julie Maria Johnsen, undervisnings- og udviklingsmedarbejder
  • Nana Bernhardt, undervisnings- og udviklingsansvarlig i Skoletjenesten

Det er os, der skriver denne blog.

De første skridt – med billedkunstner Lise Harlev

Så hvad skal der ske? Vi lægger ud i vinteren 2013-14 med at udvikle og afprøve to workshops for kursister fra sprogcentret. Det gør vi i samarbejde med billedkunstner Lise Harlev, der selv arbejder med ord i sin kunst. Hun skal kaste et friskt blik på vores kunstsamling og på arbejdet med ord. Vi bruger de to workshops til at blive klogere på vores målgruppe og på feltet: Hvem møder vi? Hvordan møder kursisterne os? Hvilke greb, øvelser, opgaver, kunstværker og rum fungerer godt? Hvilke potentialer og udfordringer ligger der i at bruge museet og kunsten som udgangspunkt for sprogundervisning? Det vil vi være klogere på efter afprøvning.


Værket My Own Country af billedkunstner Lise Harlev, som er med til at udvikle og afprøve nye workshops og undervisningsmateriale for sprogkursister


De næste skridt – ansættelse af tre kursister

Efter de to workshops vil vi ansætte tre af de kursister, der deltog i workshops på museet og dermed indgå et endnu tættere samarbejde med dem. Vi vil bede dem være medproducenter på det materiale, vi skal udvikle. Og vi vil dermed involvere kursisterne direkte i arbejdsprocesserne, så vi bliver klogere på, hvordan vi bedst møder deres behov. Kursisterne opnår forhåbentlig også ejerskab til stedet og kunsten og bliver gode ambassadører. Ikke mindst får de indblik i en dansk virksomhedskultur – for det repræsenterer museet også.

Videreudvikling og international forskning

I vinteren og foråret 2014 arbejder vi videre med det nye undervisningsforløb og materialet, så det kan blive en del af museets daglige praksis og tilbud til uddannelsesinstitutionerne. Og i sommeren 2014 interviewer den franske forsker Sophia Labadi fra University of Kent i England de deltagende kursister og museumsfolk. Hun undersøger projektets betydning for de involverede parter og skriver en artikel, der sætter projektet i internationalt perspektiv.

Projektet er støttet af Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsens formidlingspulje støtter projektet i 2013-14.

Samarbejde med Thorvaldsens Museum
Projektet er et samarbejde med et team af undervisningsmedarbejdere fra Thorvaldsens Museum.

Mere blog

Følg med i projektet her på bloggen. Næste gang kan du læse om vores workshop med kursister fra sprogskolen.


Af: Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt

]]>
Webmaster Fri, 20 Dec 2013 12:17:00 +0100
Har voksne lyst til at tegne midt i en kunstudstilling? http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/har-voksne-lyst-til-at-tegne-midt-i-en-kunstudstilling/ Mange hundrede mennesker har valgt at bruge tid i udstillingen Blomster og Verdensyns tegnerum, som... Som formidlingseksperiment i udstillingen Blomster og Verdenssyn placerede vi et stort tegnerum til voksne meget centralt i udstillingsforløbet.


Ubekendt, Portræt af Heinrich Füllmaurer og Albrecht Meyer, ca. 1542. Fra Leonhardt Fuchs Historia Stirpium[...], Basel, 1542.

Inspirationen til tegnerummet

Inspirationen til tegnerummet kom direkte fra udstillingens værkmateriale blandt andet fra dette træsnit, der viser de to kunstnere Füllmaurer og Meyer iagttage en blomsterbuket og tolke deres indtryk til streger på papir og træblok. Bemærk billedets intense stemning omkring de to og studiet af blomsterstilkene – en stemning og et rum mellem mennesker, som vi gerne ville overføre til udstillingen. 

Udover fra det lille træsnit hentede vi også inspiration i gode erfaringer fra museets tidligere udstilling Træsnit og fra Tegnesalen, som er en del af den faste udstilling Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900. Begge steder har vi set, hvordan det at koble muligheden for, at brugerne kan udfolde sig i praksis samtidig med udstillingen af kunst giver en anden stimulerende form for formidling. Praksis i form af fx et tegnerum giver museets brugere mulighed for at få kontakt med den praksis, som mange af værkerne er en del af. Og det giver mere tid til at hensætte sig selv i en anden – måske rekreativ – tilstand, der matcher med ønsker for et museumsbesøg.

Indretningen af tegnerummet

Tegnerummets indretning fulgte udstillingens stemningsfulde og sanselige scenografi. Den rumlige opbygning fungerede som en stiliseret udgave af ældre havers geometri. Væggene var havens hække og ledte gæsterne gennem forskelligartede rum og stiforløb. Tegnerummet var en slags lysning mellem træstammer midt i udstillingshaven. Et indbydende, behageligt og trygt rum.

Ifølge den amerikanske oplevelsesdesigner, Nina Simon, vil kun en lille procentdel af de besøgende udtrykke sig kreativt som en del af et museumsbesøg (Nina Simon, 2010, kapitel 1), og vi var derfor spændte på, hvor mange der ville bruge tegnerummet. For at imødekomme det, der kan være en grænseoverskridende handling for nogle, var det vigtigt, at rummet virkede både trygt og inviterende. At der var rart at være, så man fik lyst til at opholde sig der i længere tid og måske tegne.

Bordene var indrettet som en slags restaurant, hvor alt var tilgængeligt og klart til at gå til, og de friske blomster stak direkte op af bordene og indbød til studier.

Formålet med tegnerummet

Vi ville prøve at få formidlingen af materialet – blomsterbilleder – til at forplante sig i kroppen, så man ikke udelukkende blev mødt med værker og tekst, men også selv kunne prøve at tolke fra natur til streger på papir. I denne del af udstillingen kunne man skifte rolle fra den iagttagende til den deltagende museumsbruger.

Formidlingen underbyggede udstillingens idé: at vise tolkningsprocesser fra natur til billede – fra blomst til billede. Og at vise, hvordan naturtolkningen ikke er stabil, men skifter med vores skiftende verdenssyn. Et billede af en blomst er et billede af tiden.

Tegnerummet i Blomster og Verdenssyn var ikke tænkt som en konkurrence om at lave pæne blomstertegninger, men som et rum, hvor man kunne undersøge det materiale, udstillingen kredsede om.

I de mange hundrede tegninger, der kom ud af tegnerummet, kan vi se et slags mønster: Mange har skrevet deres navn og alder (spredt over hele aldersspektret), og de har ofte skrevet en hilsen og på den måde fortalt, at de har været på museet og deltaget aktivt i udstillingen.



Mange har kunnet lide at sidde et stykke tid inde i udstillingen og enten tegne, læse og/eller sidde og se på værkerne og betragte de andre museumsbrugere fra et roligt sted. Fra brugerundersøgelser kan vi se, at mange af ren og skær vane opfatter et tegnerum som dedikeret udelukkende til børn. Vi er ikke vant til, at der er rum målrettet voksnes lyst til at gøre noget praktisk i en udstilling.

I udstillingens tegnerum viste det sig, at voksne, der først sad og så deres børn tegne, selv fik lyst til og begyndte at fordybe sig i at tegne. Tegnerummet blev et socialt sted i udstillingen, som samtidig havde stor relevans for og sammenhæng med kunstværkerne i udstillingen. Det var en styrke i udstillingen med et socialt rum i rummet – og JA, nogle voksne har også lyst til at tegne i en udstilling, når rammerne er seriøse og målrettede, og der er rart at være.






]]>
Annette Rosenvold Hvidt Tue, 12 Nov 2013 16:07:00 +0100
Hvad er kanon nu og om 100 år? http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/hvad-er-kanon-nu-og-om-100-aar/ Forleden viste jeg Andrea Bak fra ”Københavnerportalen” where2go rundt på SMK. Portalen havde... Over 250.000 af museets værker (især på papir)  opbevares på magasin, mens kun ca. 1400 er udstillet. Hvordan bliver værker udvalgt til at komme op på væggene? Og hvad holder, så de også er oppe om 100 år? Jeg prøvede at svare, ved at pege på den tyske 1800-tals filosof G.W.F. Hegel, der opfandt den måde vi fortæller kunsthistorie på. Han talte om historien som et stort hjul, der drejer rundt. Noget er oppe i tiden, andet falder ned og kommer aldrig igen, andet kommer pludselig tilbage, efter at have været borte et stykke tid. Mantegna, Matisse og Eckersberg holder nok til tidens gang.

1913 / 2013 / 2113

Men vi ved jo ikke, hvad der vil være interessant om 100 år. Ingen af os, der læser dette, vil være her. I 1913 blev komponisten Igor Stravinskys Le Sacre du Printemps uropført i Paris, Matisse var stadig "hot"og lige vendt tilbage efter en tur til Marokko, mens Hitler, Freud, Stalin og Tito tilfældigvis opholdt sig samtidigt i Wien. Tyskland og USA blev for første gang forbundet via radio. Der var et år til 1. Verdenskrig brød ud. I 2013 bliver alle os på nettet overvåget systematisk, men vi kan frit "Skype" kloden rundt. Verdens ledere mødes hele tiden alle vegne. Beijing var kunstens hovedstad for lidt siden, men lige nu er det måske Abu Dhabi? Vi venter på at se, hvor meget diverse krige vil brede sig, hvor meget klimaforandringerne vil betyde og på at den økonomiske vækst kommer igen.

Når jeg svarede where2go, gjorde jeg det ud fra en forudsætning om, at alt vil være det samme om 100 år. Men der er måske ikke nogen museer som vi kender dem til den tid. Måske gider man ikke betale til dem mere. Det er ikke sikkert, man gider have kunsthistorikere til at bestemme, hvad der skal være kanon. Måske har krig, klima, økonomi og teknologi forandret verden så meget, at det et helt irrelevant spørgsmål.

Den digitale fremtid

Samme dag, som jeg redigerede where2go’s artikel en sidste gang, havde jeg deadline på en artikel til organisationen OpenGlam, et online community, der promoverer opensource og copyrightfrit materiale, som produceres af kultursektoren i hele verden. De er støttet af EU. Jeg skrev et indlæg til deres blog Curator’s Choice ud fra de værker, som SMK har lagt på nettet i høj opløsning til fri download.
I den artikel taler jeg om, hvordan national identitet skabes med kunstværker. Når vi taler om national identitet, taler vi ofte positivt om at noget bygges op. Det sker ikke så tit, at vi erkender, at denne opbygning kræver, at noget bliver fortrængt eller glemt. Identitet kræver enhed og kan dårligt håndtere forskelle og det, der er anderledes som andet end uønskede afvigelser. Det bliver lidt den samme historie, som den om, hvad der er oppe og hvad der er nede i Hegels hjul. 

Læs mere på The Public Domain Review

Både i artiklen til Where2go og til OpenGLAM var min præmis, at alt stort set fortsætter som nu og at vi eksperter og vores institutioner er der for evigt for at pege på relevante, historiske sammenhænge og foretage udvælgelser. Men hvad nu hvis de eneste kunstværker, der er tilbage i verden fra den danske kulturarv om 100 år er de relativt få, der ligger derude til fri afbenyttelse i digital form? Hvad nu hvis det om 100 år er op til de endnu levende at gøre lige hvad de vil med disse værker: vælge og vrage helt efter egne præferencer? Så vil der være millioner af individuelle, kunsthistoriske hjul, der kører op og ned uden for museernes og kunsthistorikernes kontrol. Måske er museerne og kunsthistorikerne om 100 år med til at facilitere kreativiteten derude, og dermed sikre deres overlevelse i en digital virkelighed?

]]>
Henrik Holm Tue, 10 Sep 2013 16:44:00 +0200
Indtryk fra en af verdens største kunstmesser ... http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/indtryk-fra-en-af-verdens-stoerste-kunstmesser/ Nana Bernhardt fra SMK's formidlingsafdeling er netop vendt hjem fra Art Basel. På kunstmessen kan... Nana Bernhardt Mon, 17 Jun 2013 15:51:00 +0200 På ”opdagelse i den hvide verden” på Afstøbningssamlingen. http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/paa-opdagelse-i-den-hvide-verden-paa-afstoebningssamlingen/ Brugere af Afstøbningssamlingen har igen fået lov til at møblere om på figurerne. Sidste gang vi... Brugere af Afstøbningssamlingen har igen fået lov til at møblere om på figurerne.

Sidste gang vi gjorde det, var i 2011-12 i projektet gipSMK – Afstøbningssamlingen går i byen, som du kan se en video om på YouTube.

Universitetet og museet i samarbejde

Denne gang er det studerende fra Københavns Universitet i faget Udstilling, idé og materialisering, som har tilrettelagt en tur gennem Afstøbningssamlingen med titlen på opdagelse i den hvide verden. Det er en skattejagt med 7 poster gennem samlingens skulpturer.

Skoleklasser, besøgende med børn og alle andre interesserede kan tage turen, der varer mellem en halv og en hel time, alt efter hvor længe man bruger på de enkelte poster.

På turen kan du fx. høre Alexander den Store og Frederik V i en fiktiv dialog om krig og fred. Hele vejen rundt kan du se Laokoon-gruppen, som består af Laokoon og hans to sønner, som dræbes af en enorm slange, inden de kunne advare imod at tage den Trojanske hest ind i Troja. Du kan også se det ægyptiske område med små lommelygter, tegne ”Spydbæreren”, og identificere Michelangelos skulpturer ved hjælp af fotos af detaljer.

Nye projekter
Vi vil gerne gennemføre flere, lignende projekter på stedet, så hvis du har spørgsmål til projektet eller en god ide til et nyt projekt, er du velkommen til at kontakte Afstøbningssamlingens inspektør Henrik Holm henrik.holm_@_smk.dk.

Erfaringer

Her er nogle erfaringer fra projektet med de universitetsstuderende:

  • Projektet kostede ca. 20.000 kr. at gennemføre. Halvdelen blev betalt af SMK, halvdelen af Københavns Universitet.
  • Brugerinddragelse giver ny inspiration, og forholdet til stedet bliver dybt forankret i den enkelte.
  • Universitetsstuderende får en hel del ekstra ud af at møde museets virkelighed i kombination med deres teoretiske studier.
  • Projekter som disse er mere tidskrævende, end rammerne for almindelig undervisning kan bære. Et særligt engagement er derfor nødvendigt. Man må også regne med, at grupper eller personer må droppe ud undervejs, fordi de har andet at se til.
]]>
Henrik Holm Mon, 03 Jun 2013 16:05:00 +0200