Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ Seneste indlæg da Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ 18 16 Seneste indlæg TYPO3 - get.content.right http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss Mon, 24 Nov 2014 09:00:00 +0100 Critique of digital reason - en tænkepause på SMK http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/critique-of-digital-reason-en-taenkepause-paa-smk/ 7. november kunne man oplevet seminaret Critique of Digital Reason – and International Seminar on...

7. november blev den foreløbige kulmination på et projekt, der havde ligget og slumret et stykke tid, men som for alvor stak sit hoved frem, da det kom på tale, at vi måske skulle deltage i udviklingen af Google Glass.

Google Glass er sådan set ikke andet end en gennemsigtig skærm man sætter for øjet, hvorved synsindtryk fra virkeligheden bliver beriget med informationer om den pågældende del af virkeligheden. Altså hvis man ser en Metro-station, beriger brillen det sete med næste afgangstid, og der leveres altså nyt materiale til bevidstheden som gør, at man kan optimere sine handlinger. Mængden af informationer er nemlig nu blevet forøget med ”Metro” til ”Næste metro kører 12.45 mod Vestamager”.

Google Glass og Paul Virilio

Det er besnærende at se det som en ubetydelig ændring – at sætte en transparent skærm op mellem øjet og det, øjet ser, således at skærmen beriger sanseindtrykket med lidt ekstra information. Men allerede slutningen af 1980'erne pointerer kulturteoretiker Paul Virilio, at den lille ændring faktisk er et afgørende skridt på vejen mod en fuldbyrdelse af den topografiske amnesi, han har set under opbygning siden fotografiets fremkomst i midten af 1800-tallet.

At man med Googles briller cutter den sidste rest af autonomi mellem synsfeltet og bevidstheden, idet man via synsproteser inviterer Googles algoritmer ind i fortolkningen af det sete. Og det spottede Virilio endda længe inden der var noget, der hed Google. Det var i lyset af det, at vi mente, at det var på sin plads i det mindste at lytte til hvad Virilio – og med ham hele det øvrige slæng af store filosoffer – havde at sige til det sted vi står i dag med ørerne og øjnene fulde af intelligente dimser, der hjælper med stort såvel som småt.

Da det viste sig at Neal Stimler – en begejstret Google Glass entusiast fra The Met i New York – var i Danmark omkring november lavede jeg sammen med min kollega, Merete Sanderhoff, en ansøgning til Kulturstyrelsen som var så venlige at donere 75.000 kr. til projektet. Og efter en masse praktisk hurlumhej løb Kritikken af stablen fredag den 7. november kl 9.30.

Hvis Heidegger var direktør for SMK…

Neal åbnede ballet med en forsøg på at placere brillerne i en digital monistisk kontekst, hvor alt er ”experiences in a flux” uden nogen egentlig grænse mellem real og virtuel, analog og digital, offline og online. Derefter havde jeg sat mig selv på programmet under den lange titel ”Bridging the gap between truth and reality – or how SMK would look like if Heidegger was the director”.

Jeg ville gerne advokere for en kritisk position, hvor det historisk monistiske ligger i, at det eneste, der er tilbage af det oprindelige filosofiske projekt om at blotlægge broen mellem sandhed og virkelighed, er broen. Og at sandheden og virkeligheden er forsvundet for mange år siden og nu blot optræder i stærk simuleret form. For Neal er det faktisk et positivt slutpunkt, hvor alt netop er flux, men i min optik mangler han blik for den historiske dimension af forsvindingen - det Virilio ganske beskedent kalder forsvindingens æstetik. Men som Heidegger mere bombastisk og brugbart blandt andet omtaler som værensglemsel.

Nu kan Heidegger være en vanskelig herre at inddrage – især i en engelsksproget kontekst – så jeg valgte at ansætte ham som direktør i stedet og sammen med ham spotte forfalds-former rundt omkring i salene. Øvelsen udmøntede sig i 10 dogmer (benspænd) for hvordan et museum i hvert fald ikke skal se ud.

Efter frokost kom Marcos Novak fra UCSB på banen. Ham havde jeg glædet mig meget til for jeg var ret sikker på at han var the real hing i betydningen: En, der tænker selvstændige tanker og handler derefter. Og jeg blev ikke skuffet. Et sandt bombardement af astrofysik, nanoteknologi, robotter og klassisk græsk metafysik. En fantastisk rejse ud i fjerne galakser og ind i de mindste molekyler.

Mellem kunst, filosofi og teknologi

Novak inspirerede helt klart til, at man godt kan vove at tænke stort og han gav anledning til nedenstående formel for hvordan ” Critique of (and by) digital reason 2015” i min optik skal gestaltes. Det gælder om – med Heidegger in mente – at bygge en lysning op omkring et enkelt værk som i dets i-værksættelse bringer en verden til syne.

Og det er i denne opbygning, at man må gå all in. Vi er på udkig efter en verden, der ikke kun består af museumsoplevelser og KMS-numre, men en firhed spændt ud mellem filosofi, kunst, teknologi og liv med eet værk som det oprindelige omdrejningspunkt.

Såfremt det gestaltes på den rigtige måde vil de fire træde ud af deres forfaldsformer og vende sig mod det, der kommer til syne. Teknologien vender sig fra produktion af højtopløselige digitale reproduktioner, der blindt masse-evakueres ud i det europæiske rum, til nænsomme robotter, der svæver over Ordrup Kirke og mærker suset fra vestenvinden.
Kunsten vender sig fra tvivlsomme dateringsforsøg og timeline-narrativer til skabelsen af enheders enhed - landskabet som klangbund. Filosofien vender sig fra efterplaprende perspektiveringer til at sætte sig til at vente på de første gæster i sal 212 med analytik og fænomenologi i skødet og endelig vender livet tilbage efter at have tilbragt mange år blandt ligegyldig og decimeret subjektivitet – oplevelsen og følelsen – og vender sig mod et liv, der udfordres og bestemmes af stemningen, der endelig hører, hvad det til-hører i dets inter-esse – mellem kunst, filosofi og teknologi.

Således fest-stemt ser vi frem til at kunne invitere til ”Critigue of (and by) digital Reason” hvor vi bl.a. vil afsløre pointen med at titlen udvides med en enkelt men afgørende parentes.

]]>
Webmaster Mon, 24 Nov 2014 09:00:00 +0100
Tweetup på SMK med formidlingsprojektet HintMe http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/tweetup-paa-smk-med-formidlingsprojektet-hintme/ Den 5. november 2014 blev der afholdt et tweetup på Statens Museum for Kunst, med afsæt i det... Den 5. november 2014 blev der afholdt et tweetup på Statens Museum for Kunst, med afsæt i det digitale formidlingsprojekt HintMe. Vi var 15 personer der mødtes i samlingen af Europæisk Kunst og tweetede lystigt om kunsten.

Vi (forfatterne til dette indlæg) er tilknyttet projektet HintMe som praktikanter for projektleder Merete Sanderhoff. I forbindelse med vores praktikforløb har vi været med til at afholde nogle tweetups på de involverede museer, bl.a. SMK, hvor vi inviterede nogle Twitterbrugere til at komme og være med til at prøve HintMe i udstillingerne.

HintMe er et formidlingseksperiment, der udvikles i samarbejde mellem 9 danske kunstmuseer. HintMe er en dialogisk digital platform, hvor man kan få og give hints til at komme tættere på kunsten. Det bliver gjort gennem websitet hintme.dk, hvor museerne har lagt et antal udvalgte værker fra deres samlinger op til offentlig kommentering og fri download.

Kommentarerne kaldes hints og kan indeholde et spørgsmål man har til værket, man kan dele en tanke, uploade et billede af en detalje eller skabe forbindelser mellem andre værker i HintMe samt de forskellige samlinger på museerne. Alle kan læse værkernes hints, men man skal have adgang til en Twitter profil for at bidrage.

HintMe bygger nemlig på Twitter, og det er der man skriver sine kommentarer. Værkerne er blevet tildelt bestemte hashtags, og tweets med disse hashtags bliver så “suget” ind til de respektive værker og arkiveret.

HintMe skal ses som en berigelse til den besøgendes museumsoplevelse, men også som en berigelse til museet. Ved at invitere alle til at bidrage med hints om kunsten, åbner HintMe for en flerstemmig dialog. I HintMe er der plads til mange forskellige slags observationer og oplevelser af kunst, som ikke kun inkluderer museernes kunsthistoriske synsvinkler.

De fleste tilbagemeldinger på projektet er positive, og der bliver givet udtryk for at det er en rigtig god ide. En af de udfordringer, vi stadig arbejder med, er at tilbyde HintMe til museumsgæster i de rette sammenhænge. Museerne ved fra brugertests, at det er ikke alle der træder ind ad døren, som nødvendigvis har lyst til at hive mobilen op af lommen og dele deres tanker og oplevelser. Derfor er vi kommet frem til, at HintMe hovedsageligt gør nytte i forbindelse med bestemte arrangementer. I vores praktikforløb har vi hjulpet med at arrangere nogle såkaldte ‘tweetups’, og såden et løb af stablen 5. november på SMK.


Merete Sanderhoff introducerer HintMe, men det er svært at holde fokus med så meget flot kunst. Foto: Jonas Smith


Vi startede med at holde et oplæg for de fremmødte, om hvad HintMe er og hvordan det fungerer. Deltagerne fik udleveret postkort med grundplan og placering af de aktive værker, der fungerer som navigation.



Efter introduktionen gik vi sammen hen til et værk for at starte et fælles forum for diskussion, så deltagerne ville føle sig trygge til at deltage - også på den digitale platform. Ikke alle deltagerne kendte hinanden i forvejen, så gennem det fællesskab der blev skabt, kunne de også snakke med hinanden når de selv gik rundt i samlingen - og således bevare den sociale museumsoplevelse, selvom HintMe jo er en digital platform.


Vi gik sammen hen til et værk og diskuterede det i gruppen, inden vi gik hver til sit. Foto: Jonas Smith


Efter at vi havde gået rundt i udstillingerne i 1,5 times tid, set på kunst, snakket om den og skrevet hints til den, mødtes vi igen for at samle op. Vi spurgte ind til hvordan oplevelsen havde været, og om de havde nogle ideer til hvordan HintMe kunne forbedres. Arbejdet med HintMe er nemlig en iterativ proces, hvor tilbagemeldinger fra brugerne har stor indvirkning på, i hvilken retning projektet udvikler sig.

Der var nogle der efterspurgte at flere værker blev aktive i HintMe. Når de gik rundt i samlingerne så de også andre værker de havde lyst til at kommentere på. På SMK er der lige nu 20 aktive værker; 10 i samlingen af Dansk og Nordisk Kunst, og 10 i samlingen af Europæisk Kunst, som vi netop har aktiveret forud for dette tweetup. På sigt er det planen at udvide med flere værker i takt med at platformen udvikles. En idé, som flere brugere har foreslået, er at lade det være op til brugerne at indstille og stemme på, hvilke værker de ønsker at se fremover i HintMe.

Det overskuelige udvalg af værker kan dog også ses som en håndsrækning for nogle gæster. For en novice kan HintMe være et værktøj til, hvordan man skal greje at gå ind på et kunstmuseum og få noget ud af det. Mange oplever, når de kommer ind på et kunstmuseum, at det kan føles uoverskueligt og derfor bliver det bare en tur rundt i salene, uden at de fordyber sig. Hvis man til bruger HintMe, kan det fungere lidt som en guidet tur. Her er der på forhånd udvalgt et forholdsvis lille antal værker, og i de værker er der nogle gode historier at se og lukke op. Da værkerne allerede er udvalgt bliver museumsbesøget mere overskueligt, fordi den besøgende ikke behøver tage stilling til alle værkerne, men kun har nogle enkelte at forholde sig til. En udviklingsidé til HintMe er også at man kan udvikle nogle tematiske ture, f.eks. ‘Menneskekroppen’ eller ‘Mode gennem tiden’, og på den måde se på kunsten med en anden tilgang.

HintMe giver den besøgende en anledning til at gå helt tæt på værkerne for at lægge mærke til detaljerne og dele sine betragtninger - og dermed kan brugen af HintMe være en berigelse af museumsbesøget.


Skrevet af

Cæcilie Kronborg Olsen, @kolamedk
Sofie Nørgård Nielsen, @NSofienn,
Studerer Informationsvidenskab og Kulturformidling, Det Informationsvidenskabelig Akademi, Københavns Universitet


Cæcilie, Sofie og Merete klar til HintMe tweetup. Foto: Peter Soemers

Læs mere om HintMe

Afsnit i antologien Sharing is Caring af projektleder Merete Sanderhoff
Case studie og interview med Merete Sanderhoff om projektet (engelsk)

]]>
Merete Sanderhoff Tue, 18 Nov 2014 14:48:00 +0100
Mikkel Bogh blogger: Frederik Sødrings 'Parti af Marmorpladsen med ruinerne af den ufuldførte Frederikskirke' http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-blogger-frederik-soedring-parti-af-marmorpladsen-med-ruinerne-af-den-ufuldfoerte-fred/ Dette maleri, udført af en ung og nyligt akademiudklækket Frederik Sødring, tilstræber og... Dette maleri, udført af en ung og nyligt akademiudklækket Frederik Sødring, tilstræber og tilfredsstiller i højere grad end de fleste malede værker fra perioden den virkelighedseffekt, hvormed kunstneren kan give betragteren en oplevelse af at stå over for et billede, der i al sin fladhed formår at ramme den naturligt erfarede verden på kornet. Forførelsen virker øjeblikkeligt. Jeg tager mig selv i at kigge på maleriet som var det et dokument. Ah, sådan så der ud på dette sted i København for næsten 200 år siden, omtrent der hvor det SMK-dekorerede metrohegn står i dag! Sådan tørrede altså københavnerne i dette kvarter deres vasketøj og dyner, sådan stillede de deres potteplanter i vinduerne og sådan beskyttede de deres interiører mod det skarpe og blegende sollys.

Snart begynder mine advarselslamper dog at blinke: Jeg må have glemt min kritiske og historiske sans, glemt at maleriet er omhyggeligt iscenesat, at det er et minutiøst malet og nøje udtænkt værk, snarere end bare et vindue, der åbner ind mod verden af i forgårs. Jeg kæmper imod. Men falder snart tilbage i den ukritiske jagt på oplysninger om et historisk København: Forførelsen virker.

Det er langt fra kun et spørgsmål om teknik. Da Nicolai Abildgaard tredive år tidligere arbejdede på sit sublime alderdomsværk, de fire store malerier med scener hentet fra et skuespil af den romersk-antikke Terents, var ’teknikken’ nok til stede, men anliggendet et ganske andet. Abildgaard var efter alt at dømme ikke optaget af at give os et billede af en oplevet, flygtig og tidslig verden; trods den lokalt inspirerede arkitektoniske ramme for sine malerier, her badet i et udpræget ’københavnsk’ lys, havde han snarere blik for det universelle, for tidløse, tragikomiske øjeblikke, som transcenderer og forklarer det daglige livs trivielle fortrædeligheder. Frederik Sødring er, som man siger, kommet videre. År er gået siden klassicismen har mistet fodfæste. De tyske romantikere har anvist en anden vej og gjort ruinen til et billede på tidens gang og på længslen efter de for altid tabte paradiser. For den danske maler drejer det sig samtidig om andre og mere nære forhold, men også – det skal siges – om andre universalier, end dem der havde optaget Abildgaard. For selvfølgelig ønsker han ikke bare at vise os et tilfældigt udsnit af en verden han og vi allerede kender. Og selvfølgelig interesserer han sig ikke for øjeblikkets øjeblikkelighed: Han hedder hverken Corot, Monet eller Pissaro. Sødring har øje for noget andet end det umiddelbart foreliggende, noget, der gennemtrænger og ligesom beånder den stille middagsstund (så vidt jeg kan regne ud) på den romantiske byggeplads mellem Bredgade og Store Kongens Gade.

Sødrings maleri viser et parti fra Marmorkirkens byggeplads, der på dette tidspunkt har ligget uvirksomt hen i mere end tres år og er blevet lidt af et tilflugtssted for københavnere med hang til et romersk miljø. Men hvad er det egentlig, der er motivet her? Den officielle titel lyder: ’Parti af Marmorpladsen med ruinerne af den ufuldførte Frederikskirke (en lidt pudsig titel, efter som ’ruin’ almindeligvis hentyder til noget, der er faldet sammen)’, men på rammen står den tidligere titel: ’Den ufuldførte Frederikskirke’, der placerer kirken som maleriets hovedmotiv. Men sandt at sige ligger kirkebyggeriet lidt ude til siden og mange andre observationer af omgivelserne trænger sig på i synsfeltet. Gør de ikke i lige så høj grad krav på at være maleriets motiv? Er motivet ikke også kastanjetræet i billedets centrum og det døde, bladløse træ ved siden af, som kaster sin fine grafiske skygge på husmuren, hvor den blander sig med de andre skygger, skyggen fra kastanjen, skyggerne fra trærammerne omkring vinduerne og skyggerne fra vasketøjet? Eller hvad med røgen fra skorstenene, som blander sig med skyerne?

Det slår mig, at virkelighedseffekten i dette maleri til dels har at gøre med denne spredning af opmærksomheden over hele det malede område: Alle dele får samme omsorg, alle detaljer er vigtige, så jeg vil påstå: Der er intet hovedmotiv! Maleriet arbejder altså på en måde imod sin titel. Det viser os et historisk prægnant og ladet sted i byen (nok det sted, der kommer tættest på det eftertragtede Italien, et københavnsk Forum Romanum), men vender i samme bevægelse opmærksomheden i alle mulige andre retninger, så at det vi ser, er… alt muligt andet.

Man kan spørge om det er et historiemaleri, Sødring har lavet her. Jeg vil lidt firkantet sige: nej. Ikke kun med henvisning til, at der ingen menneskelige figurer er i billedet. Der kan såmænd godt tænkes historiemaleri uden handlende figurer. Historiemaleriet har en underliggende fortælling, et narrativ, som bæres frem af personer eller andre figurer. Sødrings maleri har ingen sådan historie; hvad det derimod har, er en scene og nogle detaljer, som alle inviterer øjet til at gå på opdagelse. Man kan dvæle hvor som helst i billedet. Ved tagenes belægning, ved murerne, ved bunkerne af sandsten, der ligger spredt i parklandskabet, ved tekstilerne, der bevæger sig i vinden, ved lyset, skyggerne, græsset, skyerne, de afstumpede og endnu uindviede søjler, som hverken er kristne eller antikken, men til gengæld er både fortid, nutid og fremtid… Effekten er virkningsfuld, den minder mig om den spredte opmærksomhed, man har, når ikke lige jager gennem byen på vej mod et mål; den minder mig lidt om turistens opmærksomhed, om drømmerens, flaneurens… Alting er potentielt interessant her, alt har sin egen historie at fortælle. Så vidt min oplevelse af, at jeg med Sødring ser København, som byen så ud dengang, i 1835, denne sommerlige middagsstund. Frederik Sødring overbeviser mig stadig om, at han har fået det hele med og ikke kun dét, som en større historie eller fortælling dikterer som nødvendigt. Jeg ser ikke et optrin indsat i en samtidig omgivelser – maleriet fortæller mig at omgivelserne i sig er interessante. Og at maleriet en åbning mod en verden (kun lettere sløret af en dansk kunstners Italiens-længsler).

Men hvad får nu denne verden, dette parti, til trods alt at hænge sammen, til at udgøre en slags helhed? Når det ikke er historie. Når det ikke er det store motiv. Hvilket bindemiddel sikrer kommunikationen mellem alle de endeløst mange steder og detaljer i dette billede? Spørgsmålet forekommer måske mærkeligt at stille. For er det ikke maleriet, der binder tingene sammen - som maleri? Jo, men jeg vil tilføje: Malerens blik, netop det forhold, at et blik har valgt et perspektiv (og et ret klassisk sådant), en synsvinkel, et sted at stå, et tidspunkt på dagen, og har rettet sin opmærksomhed mod visse detaljer og ting, men for eksempel ikke mod mennesker – dette blik, denne omhu, bevidsthed og omsorg for den synlige verden, binder stedet sammen som motiv og udgør det nye ’universalie’. Blikket, længslen, omsorgen: det er dét som gennemtrænger denne verden og tilfører den sammenhæng og værdi.

Jeg tror Sødring har vurderet at tilstedeværelsen af mennesker i billedet ville gribe forstyrrende ind. Det samme ville en historie eller et plot. Det handler om uforstyrret at lade os påskønne kunstnerens blik og bevidsthed, der skal være lige så altgennemtrængende som den skal være diskret, ja, usynlig. Sødring støtter sig til den gamle idé om maleriet som et vindue. Vinduet åbner sig her mod en uendeligt mangfoldig, detaljeret, og dog indrammet og velordnet verden. Alt hviler i sig selv. Alt har fundet sin plads. Trods tidens gang, skyggernes flugt og årstiders skiften, ligger alt nøjagtig, hvor det skal være. Kunstneren har blik for denne orden. Ro og orden. Midt i det pittoreske byggerod.

]]>
Webmaster Fri, 31 Oct 2014 09:26:00 +0100
Mikkel Bogh blogger: Alessandro Mattias 'Portræt af Laura Chigi' http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-blogger-alessandro-mattias-portraet-af-laura-chigi/ Jeg må indrømme, at jeg ikke kender kunstneren og ikke har set andre malerier af ham end dette... Jeg må indrømme, at jeg ikke kender kunstneren og ikke har set andre malerier af ham end dette portræt af et barn af den velhavende og meget indflydelsesrige siennesiske adelsslægt, Chigi, der tjente penge på bankvirksomhed og leverede mindst én pave til Rom. Vi er i barokken, nok i 1600-tallets anden halvdel, måske omkring 1670, men portrættet giver mindelser om senrenæssance eller manierisme, hvis man ellers synes stilperioder har nogen mening her. Det er enkelt, stiliseret, malet uden falbelader og forførende penselstrøg. Pigen står i et udefineret rum, vel nærmest en neutral flade, hvorpå hun præsenteres. Et rødbrunt tæppe eller en drapering, trukket til side øverst i billedet, indikerer, at hun står et sted, at der er et rum omkring hende, ligesom en svag antydning af en gulvbelægning i maleriets modsatte hjørne giver fladen lidt perspektiv og dermed frembringer en vis rumillusion. Hun har trods alt grund under fødderne. Derudover er baggrunden mest af alt en diffus og ganske løseligt malet indfatning, ikke uden nuancer, ja faktisk ulmende af noget, der kunne karakteriseres som skyer af farve, men ikke desto mindre en diskret scene for det som det hele handler om her: Portrættet, prinsessen, pigen og hendes tøj.

Når vi siger portræt, tænker vi gerne på billeder, der på den ene eller anden måde bærer en lighed med den, der portrætteres. Om ikke andet så på et billede, der forholder sig til den portrætteredes psykiske liv og som et minimum fokuserer på ansigtet. Alessandro Mattias maleri svigter på flere, hvis ikke samtlige, af disse kriterier. Ligheden med den historiske person kan vi ikke udtale os om, men jeg mener der er grund til at antage, at lighed ikke har været det afgørende i dette portræt, hvor ansigtet mest af alt ligner en maske: Ubevægeligt, lidt tomt i udtrykket, karakterløst. I hvert fald efter en moderne forståelse af hvad et ansigt kan fortælle om en person. Man kunne også tale om en karakterfuld karakterløshed. Udtrykker ansigtet noget – og det gør det selvfølgelig altid, også i et maleri – så må det være adel, fornemhed, uberørthed, den fuldkomne tilpasning af en krop til en streng norm, evnen til at videreføre slægtens bedste og mest noble træk. Det er næsten ægyptisk i sin henvisning til traditionens snævre bånd. Ikke noget med moderne individualitet her, ikke noget med at udvise selvstændighed: Pigen er først og sidst en Chigi.

Er ansigtet i fokus? Både ja og nej, sådan som jeg ser det. Ansigtet står centralt, oplyst og velformet som kapitælen, der kroner en fin søjle. Men det er også en del af en krop eller en fremtrædelse, hvoraf kjolen fremstår som det mest betydningsfulde. Måske har piger i de foregående generationer gået med samme kjole, måske er den lavet specielt til denne portræt-session; i hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at den er fremstillet af det dyreste stof, pels, silke, brokade… Denne kjole indtager en monumental særstilling i maleriet. Den siger måske det samme som ansigtet, den er objektiveringen af pigens tilstand. Ja, som helhed – kjole og pigeansigt, kroppen og tøjet – udgør de en ting, ja egentlig mere et objekt end et subjekt.

Er det derfor jeg har så svært ved at undgå at se melankolien i denne pige? Langt inde bag ved er en person ved at vokse frem i denne krop. Men for at kunne udvikle sig, skal personen finde de snævre åbninger i et sikkert ekstremt normativt system, hvor adfærd er fyldt med koder og reguleringer og hvor afretningsmetoderne kan være barske. Der er ingen far og mor at støtte sig til, ingen at lege med – kun et barn, der allerede i en helt ung alder forventes at være som en voksen. Sandsynligvis er dette et alt for moderne blik at se Laura Chigi med. Melankolien – hvis den er der – kan komme et andet sted fra: Den er et adelsmærke. Laura viser os endda med pegefingeren direkte ind mod sin milt (’splen’ på græsk, ’spleen’ på engelsk, også et udtryk for den klædelige melankoli), som for med et diskret tegn at understrege at hun ikke kerer sig – ikke må kere sig – om de verdslige sider af livet, ikke må engagere sig med for stor lidenskab i verden omkring sig og da slet ikke på en måde, som kunne true hoffets strenge etikette og den møjsommeligt opbyggede persona.

Det er en dukke vi ser. En levende, en animeret dukke. Noget man kan give kjoler på og anbringe i forskellige situationer. Halvvejs objekt, halvvejs person. Gad vidst hvor meget maleren har leveret af den forventede vare til bestillerne, familien. Har han helt uden selvstændig iagttagelse blindt gentaget den norm, som hun forventedes at inkarnere? Gad vidst om han ikke har set, og forsøgt at finde udtryk for, et lille skisma i denne unge tingsliggjorte krop, som et sted derinde også er en ung bevidsthed, undervejs i sit møde med en livsverden, der jo aldrig kun er koder og regler. Ellers ville maleriet måske ikke være blevet så skræmmende trist og så smukt på samme tid.

]]>
Webmaster Thu, 02 Oct 2014 14:10:00 +0200
Mikkel Bogh blogger: Dannelse i digitaliseringens tidsalder http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/dannelse-i-digitaliseringens-tidsalder/ Kulturarvsinstitutioner verden over digitaliserer i disse år deres samlinger på livet løs. Enorme... Digitaliseringen er en forudsætning for, at kulturarven kan få større udbredelse og ny betydning i samfundet i dag. Men det er ikke nok i sig selv at tilgængeliggøre. Den egentlige målsætning er en anden: Genanvendelighed. Lad mig forklare.

Store dele af kulturarven er for længst fri af ophavsret. Originalværkerne befinder sig i det offentlige domæne og er fælleseje. I disse år breder der sig en konsensus om, at når vi digitaliserer værker i det offentlige domæne, skal vi ikke lægge ny ophavsret på de digitale kopier. Reproduktionerne bør – som originalerne – være offentlig ejendom. SMK arbejder derfor på at lægge vores digitaliserede samlinger af kunst i det offentlige domæne ud til fri download i den højeste kvalitet, vi råder over.

Det gør vi, for at vores samlinger også kan blive en værktøjskasse, der kan understøtte helt nye brugsformer. For at man kan sample, remixe og bygge videre på kulturarven. Skoleelever får mulighed for at ’røre ved’ de gamle mesterværker, klippe og udskære, vælge aktivt til og fra, sammensætte på ny, blive fortrolige med og tilegne sig kunsten på nye måder. Udviklere kan koble data fra forskellige kilder og skabe hidtil usete mønstre, forbindelser og erkendelser på tværs af samlinger og vidensområder. Nye fortællinger kan opstå om vores historie, identitet og det liv vi ønsker os. Vores samlinger får værdi igen og igen – mellem hænderne på folk i hverdagen.

Genanvendelig, digitaliseret kulturarv er et råmateriale i et moderne demokrati, hvor der er behov for alles øjne, kreativitet og viden. Med en aktivt tilegnet kulturarv kan vi få skærpet og nuanceret fortællingerne om, hvem vi er og hvad vi kan. Vi på SMK betragter dette som et bidrag til at opfylde dén vision, internettet oprindeligt voksede ud af – et read/write web, hvor enhver har mulighed for at raffinere og uddybe det til enhver tid eksisterende grundmateriale. Verdens største og mest anvendte encyklopædi, Wikipedia, er et levende eksempel på, at det virker og har værdi.

Vi er i gang med at gentænke det dannelsesideal, vores kulturarvsinstitutioner hviler på. Dette ideal er fortsat aktuelt, men nu i en udvidet forstand. Vi kan, med vores digitaliserede samlinger, understøtte folks dannelse til at blive reflekterede og skabende mennesker. Men forudsætningen er, at kulturarven er hvermandseje, og at vi hver især kan bruge den til lige præcis dét, vi drømmer om og har behov for.

Som museum har vi ikke patent på, hvordan kulturarven kan fortolkes og anvendes. Vores rolle er i stadig højere grad at facilitere offentlighedens brug af kulturarven til læring, kreativitet og innovation. Museet som dannelsesinstitution bygger i dag på vekselvirkning. Vi er alle en del af nettet. Vi danner hinanden.

Indlægget blev bragt på altinget.dk

]]>
Webmaster Wed, 10 Sep 2014 17:19:00 +0200
Mikkel Bogh blogger: Robert Smithsons 'Uden titel' (1965) http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-blogger-robert-smithsons-uden-titel-1965/ Kommer man gående op ad gangen fra bygningens vestlige ende, og har man netop dvælet ved Edvard... Mikkel Bogh

Kommer man gående op ad gangen fra bygningens vestlige ende, og har man netop dvælet ved Edvard Weie eller Emil Nolde, kan mødet med Robert Smithsons og Lawrence Wieners værker, samlet i en mindre sal på højre hånd, godt forekomme som en frysende og udtryksløs affære. Eller positivt formuleret: Som et forfriskende bad i en kølig bjergbæk efter en vandretur i subtropisk lavland. Væk er modernisternes delikate farvenuancer, væk er det følsomt dirrende penselstrøg, væk er kompositionen, der udfylder lærredet og sikrer at vi trækkes ind i en imaginær verden. Nå ja, og væk er for øvrigt maleriet. Nogle ville måske endda sige at skulpturen også er ophørt. Med Robert Smithsons lille blå objekt ’Uden titel’ har  vi definitivt forladt den moderne kunst og bevæget os ind i samtidskunsten – ’contemporary art’ – som man begyndte at sige i USA, før vi her i Danmark havde besluttet os for hvad vi ville kalde det, der var helt nyt. Men sagen er, at samtidskunst ikke blot refererer til det, der er nyt. Smithsons værk er fra 1965, hvor jeg selv ikke var mere end godt et år gammel. Så værket er jo, om ikke gammelt, så i hvert fald modent. Samtidskunst skal måske, snarere end bare at henvise til det nye, ses som den kunst, der tager udgangspunkt i og forholder sig til sin omverden, til mødet med beskueren og til de kulturelle, sproglige og institutionelle rammer som værket optræder i og ses igennem. Samtidskunsten forholder sig til sin samtid. Hvilket selvfølgelig kan foregå på et utal af måder og sjældent blot 1:1. Hvad gør Robert Smithsons værk til samtidskunst?

Blåt objekt. En metalkasse i en stålramme. Den ligner lidt en futuristisk tidsskriftholder, et designobjekt. Fyldt med spejle. Grønne spejle. Er det en funden genstand, der har haft en anden funktion inden den blev til værk? Har Smithson lavet en modificeret ready-made? Vi befinder os trods alt i den store Marcel Duchamp-revivals tid, hvor en lille håndfuld nytænkende kunstnere, musikere og forfattere i USA – jeg tænker på folk som Jo Bear, Andy Warhol, Don Judd (som SMK også har et fornemt værk af – se i hjørnerummet på den anden side af gangen, ud mod Østre Anlæg), Carl Andre, Susan Sontag, John Cage og Meredith Monk – begyndte at kigge sig om efter udtryk, der udnyttede tidens industrielle materialer, klanglige muligheder og en billedteknologi som også medierne anvendte. Ambitionen var at være på omgangshøjde med tiden frem for at bruge for længst udtjente materialer, teknikker og værktøjer, som kunsten indtil da havde hold i hævd, mens det øvrige samfund buldrede derudaf. Det var den tid, hvor en generation af amerikanske kunstnere fandt inspiration i forstædernes endeløse husrækker, boligblokkenes monotoni, byggepladsernes direkte materialehåndtering og de masseproducerede varer i de nye supermarkeder. Men selvfølgelig uden bare at gøre det samme. Man ville være samtidig og usamtidig – på samme tid.

Robert Smithson, 'Uden titel', 1965

Noget af alt dette generationstypiske ser jeg i Robert Smithsons blå objekt: Materialernes kølighed, der giver mindelser om industriens arkitektur, formen, som har et skær af funktionalitet over sig, men uden at den nogensinde løfter sløret for sit praktiske formål (netop fordi der intet er), placeringen direkte på gulvet, ligesom et møbel eller en maskine samt det slående fravær af skulpturens traditionelle piedestal. Mens jeg bevæger mig rundt og rundt om objektet, som forsøgte jeg at fravriste det en dybere mening, en identitet, jeg endnu ikke har erkendt, bliver jeg klar over, at det hele er overflade. Jeg kan ikke trænge ind i det. Nok se ned, nok se igennem, nok se fra forskellige vinkler. Men ikke se ind bag. Objektet har ingen dybde. Ingen kerne. Mit blik bliver kastet tilbage på sig selv. Olafur Eliasson ville her sige, at vi ’ser os selv se’. Han står også i gæld til Robert Smithson.

Hos Smithson ophæves grænsen mellem indre og ydre. Den aflange stålramme, som kassen med de skrå vægge og spejlene hænger i, antyder et inde og et ude. Det samme gør kassen. Men ser vi ned i den, ser vi overflader, der spejler overflader i en uendelighed. Vi kommer aldrig ind. Eller rettere: Vi bevæger os mellem den klart definerede metalstruktur og spejlingernes grønne fortabelse, mellem de ydre overfladers grænser og de indre overfladers grænseløshed. Her er der – i hvert fald efter 1965-standard – tale om en ny form for ’dybde’, en ny form for uendelighed. En slags neo-romantik. For tag ikke fejl. Trods sin postmoderne, industrielle coolness, trods sine værkers krystallinske og serielle karakter, er Robert Smithson inspireret af romantikken. Og barokken. Kombineret med nordamerikanske indianeres mytiske verdenssyn. Det svimlende perspektiv, afgrunden, de ørkesløse og uforanderlige landstrækninger med den ensomme vandrer, ishavet, ørkenlandskabets og skyskrabernes tidløshed… Alt dette som modvægt til den moderne fremskridtstanke, til ideen om civilisationens lineære udvikling mod stadigt nye tinder.

Deroppe på tredje niveau af SMK, i et ydmygt hjørne, står det suveræne blå objekt i diskret spotlys, uden at gøre meget væsen af sig. Jeg tænker, at nogle gæster vil gå lidt tættere på og måske undre sig, sige ’hmmm’, og så gå videre til Robert Smithsons mere spektakulær rækker af spejle og saltkrystaller, men at de, der bliver stående et ekstra øjeblik og som tillader sig selv at forsvinde i spejlenes overfladiske dyb, kan komme på en både romantisk og postmoderne vinterrejse hinsides de tid- og rumkoordinater vi orienterer vores dagligdag efter. Men jeg kan tage fejl og er nysgerrig efter hvad andre får ud af at kigge ned i kassen.

]]>
Webmaster Wed, 03 Sep 2014 17:25:00 +0200
Mikkel Bogh blogger: Erik Hoppes 'Mor' (1932) http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/mikkel-bogh-erik-hoppes-mor-1932/ Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er... Mikkel Bogh

Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er tungt som firs onde år, en mur bygget op af lag på lag af farvemasse og med en tæthed så stor og uigennemtrængelig at vi næsten må opgive at kigge ind i maleriet – 'Mor' noget vi kigger på.

Den sammenkrummede skikkelse har maleren drænet for enhver charme. Også rummet hun sidder i, der knapt er et rum, men snarere fungerer som en indfatning, er uden atmosfære: Atmosfære kræver som minimum luft mellem tingene, måske også et lysindfald, og ingen af delene er til stede her.

Det er næppe en person vi ser, knapt et kommunikerende individ, men derimod en gammel krop, der befinder sig på kanten af det sociale liv: Tilbagetrukket, indadvendt, tæt på jorden og støvet. Men ikke nødvendigvis dødsmærket. Den interaktion, der foregår mellem det formløse ansigt, hænderne og det lyse parti nederst i lærredet – er det korsstingsbroderi hun sidder bøjet over? En kaffekop? – er besværet, indædt, men levende.

Motiv og manér hænger sammen her. De er en og samme ting. Det, der males, og måden hvorpå, stemmer overens. Et motiv er ikke bare det illustrative, det forestillende, tegneserien, i maleriet, hvor malemåden og farven så skulle være indpakningen: Motivet er både billedet og det stof, der bærer billedet frem, både fortællingen og stregen.

Hoppe ved dette og insisterer på det. Se blot hvor svært det er at skelne konens tøj fra omgivelserne, figur og grund. Det er som om hele maleriet, med hud og hår, med farve og penselstrøg, med baggrund og forgrund, præsenterer sig i ét hug, muret op som et hus, der ganske vist har etager, enkelte vinduer, tag og indgangsparti, som først og fremmest er denne bygningskrop i sin helhed.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er et psykologisk portræt. Der er måske lidt Oskar Kokoschka over det. Ikke over Hoppe i øvrigt, men lige her. Hoppes kolorisme er dog af en anden art end den østrigske ekspressionists. Paletten begrænser sig til få mørke jordfarver, som med fuldt overlæg spiller maleren et mindre udtryksregister i hænde; men frem for alt er ansigtet svært at kommunikere med, næsten umuligt at aflæse.

Psykologi eller ej, personskildring eller ej: Maleriet fremmaner en tilstand – som vel også kan kaldes en sindstilstand – af tyngde, ophobet tid, historie der lukker sig om sig selv, massivitet og ubevægelighed. Måske også en tilstand af afmagt og sprogløshed. Maleriet fortæller os, at det selv har svært ved at give denne erfaring malerisk form. Det nærmer sig grænsen for hvad det magter at formulere. På den anden side har det jo netop givet denne erfaring – erfaringen af afmagt, erfaringen af en stemme der trækker sig væk, erfaringen af en overgang fra levet tid til a-historisk tid – et nærmest monumentalt udtryk!

Hoppes maleri vil vise os noget, som kun kan vises i maleriet.

]]>
Webmaster Thu, 21 Aug 2014 12:35:00 +0200
Velkommen til direktørens blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/velkommen-til-direktoerens-blog/ SMKs direktør, Mikkel Bogh, blogger om det det hele handler om: Kunsten. Her er første del. Som nytiltrådt direktør for SMK har jeg brugt de første måneder på at komme tættere på mennesker, opgaver og arbejdsgange i den store organisation som SMK er.

Midt i dette arbejde, som byder på mange daglige møder både inden for og uden for huset, har jeg bemærket hvor let det er at glemme samlingen, skønt den hænger på etagen lige over det sted hvor mange af mine møder holdes.

Samlingen af malerier, skulpturer, videoer, installationer og kunst på papir hænger – om end kun for en brøkdels vedkommende, idet resten er på magasin – deroppe i salene, hvor publikum har sin gang.

For mig er det ved værkerne at det hele begynder og slutter, ikke i mødelokalet, ikke på kontoret; det er i det konkrete, både sanselige og intellektuelle, møde med og dialogen foran billederne og mellem billederne at arbejdet med museet for alvor får mening for mig.

Mennesker i samlingen

Jeg har derfor pålagt mig selv nogle timers ugentlig mødefrihed for at gå på opdagelse i samlingen, i første omgang den del, der kan ses i salene.

Mange af værkerne kender jeg selvfølgelig godt i forvejen, dels fordi jeg som kunsthistoriestuderende havde min jævnlige gang i salene, i nogle år også som studentermedhjælper på museet, dels fordi jeg igennem mit arbejde som kunsthistoriker og kritiker har været på SMK i forbindelse med hovedparten af de særudstillinger, der har været vist her siden midten af 1980'erne og ofte i den forbindelse har lagt vejen ind forbi samlingen.

Og dog er der masser at indhente. En herlig mængde af især malerier som jeg skal gense, måske for 117. gang, omend hele tiden med lidt andre øjne, eller værker jeg skal se for måske første gang. (Jeg vil på dette sted afstå fra at diskutere forskellen på at 'se' og at 'se efter')

Denne vej igennem samlingen vil jeg gerne dele med andre, og hvem ved, en dag får jeg måske også mulighed for at lave min egen audio-guide igennem salene. I første omgang vil jeg dog lægge nogle notater ud her på bloggen, bare nogle enkelte nedslag og iagttagelser jeg gør mig undervejs, i stedet for at lukke dem inde i notesbogen.

Det kan være såkaldte hovedværker eller 'highlights', men det kan også være små og mere undseelige værker, som man måske har tendens til at gå hurtigt forbi: Ganske enkelt dét billede eller objekt, der på det tidspunkt, jeg går forbi, tiltrækker sig min opmærksomhed og nysgerrighed. Kommentarer er selvfølgelig velkomne.

MorLæs Mikkel Boghs første nedslag om mørkemaleren Erik Hoppes værk Mor fra 1932).

]]>
Webmaster Wed, 20 Aug 2014 14:40:00 +0200
Syv film, syv sprog og syv kunstværker. Premiere på film om ord og kunst http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/syv-film-syv-sprog-og-syv-kunstvaerker-premiere-paa-film-om-ord-og-kunst/ ”Et stærkt eksempel på, at billedkunst og sprog er tæt forbundet og beriger hinanden”. Sådan sagde... ”Et stærkt eksempel på, at billedkunst og sprog er tæt forbundet og beriger hinanden”. Sådan sagde direktøren for SMK, Mikkel Bogh, efter visningen af syv formidlingsfilm, som kursister fra Københavns Sprogcenter har lavet. Filmvisningen og den festlige premiere foregik på SMKs scene onsdag den 11. juni 2014. Syv film, syv sprog, syv kunstværker og rigtig mange gæster; sprogkursister, sproglærere, museumskolleger, venner og familie.

De syv film, der blev vist til premieren, er lavet af kursister, som har været ansat på SMK og Thorvaldsens Museum denne vinter som en del af projektet OrdVærkSted. Formidlingsfilmene om ord og kunst er det konkrete resultat af deres ansættelse. Men effekten er meget større end som så. Det udtrykte Vahid Abbasi, som har været ansat på SMK, i den tale, han holdt, på premiereaftenen. Han sagde bl.a.: ”Første gang jeg talte dansk uden for skolen, var her på dette museum. Det var stedet, hvor jeg følte mig sikker, og troede på mig selv, jeg havde ikke sagt et ord inden jeg kom hertil. I sin simpelhed troede jeg ikke folk ville forstå mig, men da jeg indså at folk kunne forstå mig her på SMK, sagde jeg til mig selv, når folk forstår mig her, må andre også kunne forstå mig, og jeg behøver derfor ikke at være flov eller bange, for at udtrykke mig.” Vahid, der er født i Iran og uddannet tandlæge, rundede sin tale af med en god nyhed: ”Jeg har fået job som tandlæge i Hobro!”.



Vahid Abbasi på SMKs scene. Han er en af de syv sprogkursister, der har været ansat på SMK, og som har lavet en formidlingsfilm om et kunstværk i museets samling. Han holdt en tale på premiereaftenen og fortalte publikum, hvad hans ansættelse på SMK har betydet for ham. Foto: Frida Gregersen


Kamilla Louise Hansen, der er ansat på Thorvaldsens Museum og har arbejdet tæt sammen med sprogkursisterne, indledte filmpremieren med en kort tale. Hun takkede kursisterne for deres store engagement i projektet og sagde også: ”Dette projekt har styrket min tro på at samarbejdet mellem sprogskoler og museer er en rigtig god idé!” Foto: Frida Gregersen


Filmpremieren blev holdt på SMK's scene. Her blev de syv film vist og fejret. Foto: Frida Gregersen


Rigtig mange gæster kom for at se og fejre de syv sprogkursisters film; både nuværende og tidligere sprogkursister, sproglærere, museumskollegaer, venner og familie. Foto: Frida Gregersen


”Mødet med kunsten åbner et sprog”

Efter visningen af filmene talte direktør på SMK, Mikkel Bogh. ”Vi ved alle sammen, hvor vanskeligt det er at lære et nyt sprog. Jeg er imponeret over de syv kursister, som efter et ret kort ophold i Danmark nu kan fortælle levende og inspirerende om kunstværker, de selv har valgt. I filmene kan man jo se, at de er eksistentielt og følelsesmæssigt optaget af kunsten, og at mødet med kunsten åbner et sprog”.

Mikkel Bogh nævnte også, at projektet udfordrer en traditionel tænkning: ”I vores kultur har vi jo traditionelt hyldet, at kunst og sprog er to forskellige ting, men her er det tydeligt, at de beriger hinanden og skaber interessante forbindelser. Billedverdenen låser os ikke fast, men åbner til en verden af dialog og diskussion og skaber en kobling til den enkeltes erfaring, sprog og liv. Jeg synes, der er et stort pædagogisk potentiale i projektet – og at det både beriger museer og mennesker”.


Direktør Mikkel Bogh talte også ved filmpremieren. Han sagde bl.a.: ”Jeg er imponeret over de syv kursister, som efter et ret kort ophold i Danmark nu kan fortælle levende og inspirerende om kunstværker, de selv har valgt.” Foto: Frida Gregersen


Syv forskellige film

Alle filmene formidler et kunstværk, men det er blevet syv meget forskellige film: Vahid citerer et iransk digt og har valgt en skulptur, der gengiver to kæmpende mænd. Han fremhæver, at tænderne er anatomisk korrekt gengivet. Jiang er på jagt efter ligheder: Loftet på Thorvaldsens Museum ligner et loft, hun kender fra Kina, og figurerne i det værk, hun har valgt, ser asiatiske ud. Francesca vælger et maleri, der viser danske kunstnere, der fejrer jul i Rom på en restaurant, som hun selv har besøgt med sin familie. Tariq bruger en skulptur som udgangspunkt for en fiktiv fortælling om en bondes kærlighed til en slave. Kay fortæller historien om Ganymedes og ørnen med både ord og krop, Maija sætter nationen på dagsordenen, stiller spørgsmål til beskuerne og slutter med opfordringen: ”Hold aldrig op med at stille kritiske spørgsmål”. Lezel har valgt en skulptur fra 1960 og kobler den til eget liv og sin baggrund som sygeplejerske.


I sin film om Thorvaldsens skulptur, Ganymedes med Jupiters ørn fra 1817, fortæller Kay Taylor – med både ord og krop – om kærligheden mellem ørn og dreng og guder og mennesker. Foto: Frida Gregersen


Lezel Indal har bl.a. valgt i sin film at præsentere kunstnerduoen Elmgren og Dragsets installation Please Keep Quiet! fra 2003. Fordi hun selv er uddannet sygeplejerske i Filippinerne, virker værket hjemmevant. Foto: Frida Gregersen


Tariq Al-Saies, der har været ansat på Thorvaldsens Museum, fortæller historien om en bondes kærlighed til en slave – med udgangspunkt i skulpturen En jæger fra 1821-22 (del af Johannes Døberens prædiken). Foto: Frida Gregersen


Wen Xia Jiang fortæller bl.a. om skulpturen Gratierne med Amors pil og Amor med lyren fra 1842. Til receptionen efter filmvisningen sagde hun: ”I Kina arbejdede jeg på en tv-station. Jobbet på Thorvaldsens Museum er mit første i Danmark, og jeg føler mig heldig. Jeg er glad for at se filmen, men jeg kan høre, at jeg skal arbejde mere med min udtale”. Jiangs mand tilføjede: ”De har jo alle sammen sat sig meget ind i kunstværkerne og er interesseret i at udtrykke sig på dansk. Det kan man mærke, når man ser filmene.”


Maija Ivanova har valgt SMKs samling af guldalderkunst som udgangspunkt for at tale om ”nation” og ”nationalitet” og om kunstens funktion i fht. begreberne. I sin film spørger hun bl.a.: ”Har kunst konsekvenser?” Foto: Frida Gregersen


Vahid Abbasi, der var ansat på SMK, valgte at præsentere en skulptur fra 1600-tallet i sin film, fordi skulpturen minder ham om sportsgrenen brydning. Han er selv brydedommer og valgte i filmen at tage sin brydedommeruniform på. Foto: Frida Gregersen


Francesca Cantarella fortæller til filmpremieren, at hun godt kunne lide arbejdet med filmen. ”Det var sjovt at vælge et værk. Det er første gang, jeg har arbejdet på dansk!”. Hendes svigerfar nikker og tilføjer: ”Det gode er jo, at kursisterne i filmene skal tale om noget, som er væsentligt. Pludselig handler det om noget og er ikke bare skolesnak.”


Hvor skal filmene vises fremover?

De syv film skal fremover vises på de to museers hjemmesider og bruges i forbindelse med sprogundervisning på museet – som inspiration og som forberedelse og efterbearbejdning af museumsbesøget. Forsker Sophia Labadi fra University of Kent, som er i gang med at undersøge projektet, har foreslået, at filmene også vises i det fysiske museumsrum – gerne i forbindelse med de værker, som de formidler. Hun understreger, at synligheden er et vigtigt signal og viser, at museerne anerkende de nye borgeres stemme. (se tidligere blogindlæg om Labadis forskning).

”De skal da vises i TV!”

Da sproglærer Birte Okholm Skaun har set de syv film, udbryder hun spontant: ”De skal vises da i TV!”. Hun kender flere af deltagerne. ”Jeg blev berørt af at se filmene. Og fik tårer i øjnene flere gange. Kursisterne har været i Danmark i under to år, og de har meget hurtigt lært at udtrykke sig på dansk. De har jo etableret sig lynhurtigt. Og så er jeg imponeret over, hvor varierede filmene er. De har valgt enormt spændende værker.”

Bobler og snak

Efter filmvisningen blev der budt på bobler og snak i museets undervisningslokale. Filmene blev diskuteret og erfaringer med vores fælles sprogskoleprojekt blev vendt. En ægtefælle til en af kursisterne sagde bl.a.: ”Det er jo meget hårdt at skulle lære et nyt sprog og ikke føle, at man hører til. Derfor er projektet her så vigtigt. Det giver et kæmpe boost og betyder virkelig meget for min kæreste at være en del af projektet. Hun føler meget mere, at hun er en del af Danmark nu”.


Efter filmvisningen blev der budt på bobler og snak i museets undervisningslokale. (Foto: Frida Gregersen)


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Foto: Frida Gregersen


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Tue, 17 Jun 2014 12:44:00 +0200
Forskerens første konklusioner om sprogskoler på museer http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/forskerens-foerste-konklusioner-om-sprogskoler-paa-museer/ ”En livsforandrende oplevelse”. ”Øget troværdighed på arbejdsmarkedet”. ”Styrket selvtillid”. Og... ”En livsforandrende oplevelse”. ”Øget troværdighed på arbejdsmarkedet”. ”Styrket selvtillid”. Og ”en unik mulighed for at reflektere over sit liv og sin identitet”. Sådan lyder nogle af forsker Sophia Labadis første konklusioner om, hvad projektet SprogVærkSted har betydet for de tre sprogskolekursister, som var ansat på SMK denne vinter.

Vi har interviewet Sophia, som er tilknyttet University of Kent, og som nu har afsluttet to måneders research her på SMK. Hun er tilbage i England og i gang med at bearbejde det materiale, hun har indsamlet gennem observationer og interviews med ansatte, sprogskolekursister, sprogskolelærere og Kulturstyrelsen, som har støttet projektet.

Før hun tog afsted, spurgte vi hende:

Hvad er dine væsentligste foreløbige konklusioner?

Hun siger bl.a.: “Jeg har netop afsluttet min dataindsamling hos SMK og kan indtil videre kun frembyde meget delvise og foreløbige konklusioner. Ud fra disse foreløbige resultater ser det ud til, at det at få et job på museet har været en skelsættende, endog livsforandrende oplevelse for Lezel, Maija og Vahid (se tidligere blogindlæg om ansættelsen af tre sprogkursister fra Københavns Sprogcenter). Det at få job hos SMK har hjulpet disse sprogkursister med at opbygge deres muligheder for brobygning og med at udvikle et netværk af mennesker udenfor deres sædvanlige kreds. For disse tre studerende var jobbet rent faktisk deres første mulighed for at interagere med danskere, ikke blot med andre udlændinge ligesom dem selv.”

“Det at få et rigtigt job i Denmark – og oven i købet ved en så prestigefyldt institution som SMK – har også hjulpet Lezel, Maija og Vahid med at opbygge større gensidig tillid i forhold til deres nye værtsland. For en eventuel fremtidig arbejdsgiver vil være mere tilbøjelig til at fæste lid til nogen, der allerede har arbejdet i Danmark, end til nogen, der ikke har nogen arbejdserfaring i landet. Og det siger næsten sig selv at det at gøre sig disse arbejdserfaringer – og få løn for dem – har øget deres selvtillid.”

“De manuskripter og film, som de tre studerende udarbejdede på grundlag af den ene genstand, de hver især valgte fra den faste samling, viste sig også at være en øvelse, der på det personlige plan hjalp dem med at reflektere over deres egne liv og identiteter. Denne øvelse hjalp dem med at opbygge deres ontologiske grundfæstethed i og med at det skabte en form for bindeled mellem kursisternes hidtidige liv i deres oprindelsesland og deres nye liv i deres nye værtsland, Danmark.“

“Bakhtins begreb om flerstemmighed stod som noget helt centralt for denne øvelse udi filmskabelsens kunst: hver enkelt studerende gav udtryk for deres egen opfattelse af det valgte kunstværk. Hvis disse film blev vist i museets udstillingsrum ville det være en fremragende måde at vise, hvordan ethvert kunstværk kan læses på mange måder – og en fin anerkendelse af de fortællinger, som Lezel, Maijia og Vahid er kommet frem til.“

Vi har også spurgt Sophia Labadi, hvordan projektet passer ind i hendes forskningsfelt.

Hvad er dit primære interessefelt i forhold til dette projekt – hvorfor interesserer du dig for samarbejdet mellem sprogskoler og SMK?

“Min forskning analyserer hvordan museer fremmer de socioøkonomiske menneskerettigheder – specifikt retten til uddannelse og/eller retten til ordentligt arbejde – blandt nye migranter. Tidligere forskning på området har primært fokuseret på migranternes kulturelle rettigheder og på cases fra den angelsaksiske verden.”

“I denne nye forskning er jeg interesseret i at analysere programmer, som sjældent er blevet taget med i betragtning – i særdeleshed dem, der sigter efter at fremme retten til uddannelse og retten til arbejde blandt nye migranter. Jeg havde læst om SMKs arbejde med sprogkursister og så, at det kunne være en glimrende case for mit arbejde.”

En del af et større forskningsprojekt

Udover studiet her på SMK undersøger Sophia også programmer på Manchester Museum og Cité Nationale de l’Histoire de l’Immigration i Paris. I efteråret 2014 publicerer hun en artikel om de tre forskellige casestudier. Før Sophia tog af sted, spurgte vi hende, hvad de tre projekter har tilfælles.

Din forskning og hele dit projekt omfatter ikke blot SMK, men også studier i Paris og Manchester. Hvad har disse projekter til fælles? Og hvordan adskiller de sig fra hinanden?

“Case studierne på SMK og Manchester Museum er nøje udvalgt. De to museer tilbyder begge arbejds- og sprogundervisningsprogrammer. Samtidig er de to cases ganske forskelligartede. Arbejdsprogrammet på Manchester Museum er for frivillige, men det omfatter også et undervisningsforløb, hvor de faste samlinger bruges til at udvikle deltagernes færdigheder inden for kommunikation, teamwork, kundeservice og omgang med andre mennesker i det hele taget. Manchester udbyder også regelmæssigt sprogkurser. Som modsætning hertil omfatter arbejdsprogrammet på SMK et betalt job, og indtil videre har museets sprog-workshops været enkeltstående begivenheder. Gennem dybdegående interviews med deltagerne i disse programmer sigter jeg efter at opnå en forståelse for disse programmers virkning og af hvorfor et givent program måtte være til større nytte og glæde for dets målgruppe end andre.”

“Casestudierne hos SMK og Manchester Museum fokuserer i høj grad på programmer, der er udviklet til migranter. Mit seneste studie fokuserer på handlinger og initiativer, som migranter selv har taget i forhold til museumsrummet. Det analyserer den fire måneder lange periode (fra oktober 2010 til januar 2011), hvor et antal illegale arbejdere i Paris besatte byens nationalmuseum for indvandringens historie (Cité Nationale de l’Histoire de l’Immigration). Hele femhundrede arbejdere besatte museet for at opnå de samme rettigheder som andre arbejdere, og for at opnå den juridiske ret til at opholde sig på fransk grund. Hvor nyttigt var museumsrummet for dem i den sammenhæng; hvordan hjalp det dem med at fremføre deres krav på en effektfuld måde? Hvordan forholdt disse migranter sig til museumsrummet og dets samlinger? Det er sådanne spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare – også her gennem dybdegående interviews med såvel museumspersonalet som med nogle af de mennesker, der besatte det franske museum.”

Sophia Labadi arbejder nu videre med sit indsamlede materiale og sine tre cases. Og vi arbejder videre med projektet her på SMK – med testforløb, evalueringer og filmpremiere.

Testforløb, evalueringer og filmpremiere

I kommende blogindlæg vil vi fortælle om de testforløb, vi har haft hele foråret med sprogkursister fra forskellige niveauer og forskellige sprogskoler, om lærerevalueringer og om premieren på de syv formidlingsfilm, som sprogkursisterne fra SMK og Thorvaldsens Museum har lavet. Alle er velkomne til premieren den 11. juni kl. 17 på SMK.


Skrevet af Annette Skov, Julie Maria Johnsen og Nana Bernhardt.

]]>
Webmaster Wed, 21 May 2014 10:32:00 +0200