Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ Seneste indlæg da Statens Museum for Kunst - SMK blogger http://www.smk.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/ 18 16 Seneste indlæg TYPO3 - get.content.right http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss Thu, 31 Aug 2017 10:03:00 +0200 Medarbejder på SMK http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/medarbejder-paa-smk/ Jeg har altid elsket at gå på museum. For mig er det en helt anden verden, hvor man kan rejse... Jeg har ikke nogen faglig viden om kunst. Min mening om kunst er ofte styret af den umiddelbare følelse, som kunstværket giver mig. Det kom derfor som en overraskelse, at SMK ville ansætte en udlænding som mig, der går på sprogskole og ikke har kendskab til kunst på et dansk museum. Hvad kunne jeg bidrage med?

Vi var i alt seks personer, som blev ansat på projektet SMK Ansat. Den første dag modtog Julie, Vera og Annette fra formidlingsafdelingen os. Jeg syntes, det var ironisk, at vi skulle arbejde med formidling, når vi hverken kunne tale eller skrive på flydende dansk. Annette sagde “Vi låner jeres øjne.” Senere forstod jeg, at det hun mente var, at alle ser forskelligt på kunst afhængigt af deres baggrund.

Når man kommer fra et andet land og ikke arbejder med kunst til hverdag, ser og oplever man ofte kunsten på en anden måde end dem, som arbejder med den til dagligt. Måske ser man noget, som andre går glip af.



Samme dag blev vi introduceret til de andre afdelinger på museet og hilste på flere af vores nye kollegaer. Alle var søde og smilende. Jeg følte mig som en del af en stor familie. Alle tog sig tid til at fortælle om deres ansvarsområde og hvilken type opgaver de arbejdede med.

Efterfølgende blev vi introduceret til SMK Ansat, som vi skulle være en del af. Vi fik forskellige små opgaver. For eksempel skulle vi finde et kunstværk, som vi godt kunne lide, en detalje i et kunstværk eller et sted på museet og fortælle om det. Det var meget spændende. Hvem vil ikke gerne have et arbejde, som de nyder?

Efter nogle uger fik vi hovedopgaven: Vi skulle anbefale et kunstværk. Vi fik ansvar og tidsfrist. Nu var det ikke længere nok bare at kunne lide værket – vi skulle fordybe os, læse og forstå. Det var meget udfordrende, både fagligt og sprogligt. Men ved I hvad? Vi lærte en masse. For det er nemmere at lære, når man har en ægte opgave og et rigtigt job – når man kan øve og lære sprog i klassefri omgivelser.



Jeg arbejdede med maleriet To Damer fra 1922 af Harald Giersing. Det var kontrasten mellem en voldsom maleteknik og en ro i motivet, der fangede min opmærksomhed. Ved at arbejde med maleriet lærte jeg også om en periode i dansk kunsthistorie, nemlig modernismen. Det var spændende at lære om udviklingen af maleteknikkerne samt populære motiver i perioden. Jeg lærte også nye ord som for eksempel: regelbrud, penselstrøg, paletkniv, kendetegne, betragte, udvisket og præget af.

Vi var i alt seks personer med forskellige baggrunde og kulturer. Vi var ivrige efter at lære – både om kunsten, men også om hinanden og museet. Takket være SMK Ansat har jeg fået nye venner og udvidet mit netværk. Det var interessant at se, hvor forskellige vores fortolkninger af kunst var og hvor hurtigt vi udviklede vores danske sprog. Vi blev behandlet professionelt og venligt. Annette, Julie og Vera viste stor tålmodighed over for os. De var altid i godt humør og parate til at hjælpe og støtte os. De tog sig tid til at forklare nye ord – ofte ved hjælp af enklere ord, sjove tegninger og kropssprog. I modsætning til skoleundervisningen, hvor man er presset af tid og pensum, havde vi god tid til læring på SMK Ansat.



I den tid, jeg har været ansat på SMK, har jeg set museet fra en helt anden vinkel og fået en bedre forståelse for, hvor meget det kræver at styre så stor en institution. Jeg har først og fremmest lært, at museet ikke kun laver udstillinger med flotte, grimme eller tankevækkende kunstværker, men at det også har en bredere, udviklingsfokuseret rolle. For eksempel er der et kunstværksted for børn, som tilbyder undervisning, og så er der en masse sociale og kulturelle begivenheder, som for eksempel SMK Fridays og SMK KOM. Alt sammen arrangementer, som er med til at gøre museet til en del af vores hverdagsliv.

SMK spiller også en socialt ansvarlig rolle ved at integrere nydanskere som mig i Danmark. Ved at arbejde på SMK fik jeg mulighed for at lære den danske arbejdskultur bedre at kende, og som udlænding i et nyt land følte jeg mig velkommen i Danmark.

Spørger du mig, så er SMK det næstbedste sted at være efter hjemme.

]]>
Webmaster Thu, 31 Aug 2017 10:03:00 +0200
Hvad er museets rolle, når verden brænder? http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/hvad-er-museets-rolle-naar-verden-braender/ ”Hvad er museets rolle, når verden brænder?” blev bragt som kronik i Berlingske, 21. juni 2017. I... ”Hvad er museets rolle, når verden brænder?” blev bragt som kronik i Berlingske, 21. juni 2017.

I januar 2017, umiddelbart efter indførelsen af præsident Trumps kontroversielle Muslim Travel Ban, der dekreterede indrejseforbud for borgere fra en række mellemøstlige lande, udskiftede MoMA i New York en række værker af Matisse og Picasso med værker af kunstnere fra de lande, som indrejseforbuddet gjaldt.

Fra New York til Seattle fulgte flere museer trop. Med umisforståelig afstandtagen til en ny politisk dagsorden, som strider imod institutionernes etiske regelsæt og globale orientering, har museer sagt fra og taget stilling i en sag, der deler vandene, sandsynligvis også blandt de besøgende.

Eksemplet er blot et enkelt blandt mange. Holdningsprægede og værdibaserede formuleringer finder i dag oftere vej til museernes vægtekster, udstillinger får karakter af (selv-)kritiske undersøgelser, og museumsdirektører lægger sympatierklæringer, politiske synspunkter og debatindlæg ud på blogs og sociale medier og efterlader indtrykket af, at de står i spidsen for samfundsengagerede og diskussionslystne kulturarvsinstitutioner.

I løbet af det seneste års tid er det blevet tydeligt, at museers rolle undergår en forandring. Store museer, der førhen blev opfattet som kulturarvsbevarende og dermed som politisk og værdimæssigt neutrale, optræder nu i stigende grad som samfundsaktører med blik for aktuelle problemstillinger, der appellerer til de besøgendes refleksion og stillingstagen.

Spørgsmålet er, om disse museer går for vidt. Er de mere forhippede på at sikre sig legitimitet og opmærksomhed end på at bidrage til forståelsen af en kompleks historie, der ikke lader sig reducere til politiske statements? Er der tale om misbrug af det mandat og den platform, en offentligt støttet institution har fået stillet til rådighed af staten og borgeren?

Risikerer at svække troværdighed

Mange forbinder nok først og fremmest et museum med en samling af værker og genstande, som institutionen har til opgave at tage vare på. Museet sikrer mod glemsel og gør i princippet det fælles arvegods tilgængeligt for de mange og for eftertiden.

I det omfang ressourcerne rækker, forsker det også i sine samlinger. Der tilføres stadig ny viden om genstandenes tilblivelse, historie og betydning, ofte formidlet gennem udstillinger, omvisninger og arrangementer, der henvender sig til det interesserede publikum. Dette er museale hovedopgaver, som findes i bedste velgående, og som er i konstant udvikling, både i museernes fysiske rum og på diverse digitale platforme.

Men flere museer, også statslige, er begyndt at udvide forståelsen af, hvad det vil sige at være en samfundsinstitution med kulturarvsansvar. At være en del af den samfundsinstitution, som museumsvæsenet er, indebærer at bidrage til dannelsen og udviklingen af den demokratiske kultur og debat. Det gøres imidlertid ikke bare ved at formidle samlingen oplyst, sobert og interessant, men også ved at sætte en aktuel dagsorden, at fremkalde debat, fremsætte synspunkter, rejse vanskelige spørgsmål, og ved at udfordre udbredte fortolkninger og forståelser af genstandenes betydning og værdi, både dengang og nu. Museet som samfundsaktør er museet som diskussionspartner, undertiden ligefrem som aktivist. Men er det nu et ubetinget gode?

Et museum risikerer at svække sin troværdighed, hvis det afsender bombastiske og forenklede politiske udsagn. En tydelig og klar position kan let blive en fastlåst position. Dem mangler vi ikke i samfundsdebatten. Museet kan og skal noget, som andre samfundsaktører ikke har mulighed for at gøre på samme måde, og som derfor har så meget desto større rækkevidde.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor en museumsinstitution må vise civil courage og artikulere et politisk standpunkt, også selv om det kan udløse voldsom debat på sociale medier, eller politikere bliver vrede. Men i det store og hele vil det være med sammensætning, formidling og iscenesættelse af værker og genstande, at et museum kan tale, skabe meningsfulde sammenhænge, agere offensivt og sætte dagsordener.

I sig selv er det ikke nyt. Når museer indkøber kunst, beslutter, hvad der vises frem, og hvad der skal ligge på magasin, når de på vægge og i kataloger sætter ord på værkerne, og således giver deres genstande stemme, så sætter de en fortolkningsramme, som er afgørende for, hvad vi ser og hvordan vi forstår det, vi ser.

Museer er vidensinstitutioner

Som sådan har museer altid manipuleret og – ofte uden at anerkende det – ageret på et grundlag af holdninger og værdier. Museer har aldrig været apolitiske og værdineutrale institutioner. Tværtimod har de siden deres opkomst i 1700- og 1800-tallet villet opdrage og danne borgerne i bestemte retninger, fejre nationer og deres helte, vise landskaber fyldt med værdi, følelser og betydning, udpege mesterværker, genier og særligt betydningsfulde kunst- og kulturhistoriske epoker. Intet af dette er neutralt, skønt det måske er blevet præsenteret sådan af museumsautoriteterne.

I dag bliver disse mekanismer oftere stillet frem i lyset, og publikum kan opfordres til at tænke med. Når Tøjhusmuseet laver udstilling om Den fjerne krig i Afghanistan, når Det Kgl. Bibliotek viser udstillingen Blinde vinkler, og SMK i samme periode viser pendanten Ufortalte historier om Danmarks koloniale fortid i Caribien set gennem både skriftlige, billedlige og kunstneriske vidnesbyrd, så er der tale om forskningsformidling, men i lige så høj grad om kvalificerende indlæg og åbne spørgsmål i pågående debatter om emner, som kulturinstitutionerne kan bidrage til at synliggøre, fastholde og nuancere.

Museer egner sig sandsynligvis dårligt til at indtage en kommenterende rolle, hvad angår det dagsaktuelle. Deres rum har en anden hastighed. Det har deres genstande også – og dermed oplevelsen af dem.

Museer er vidensinstitutioner, der forsker i deres samlinger, og som gør nye oplevelser og erfaringer tilgængelige gennem udstillinger og anden formidling. Kunstmuseernes værker, både de historiske og de samtidige, er selv fyldt med betydning og fortælling, som museet kan perspektivere på nye måder. Værkerne giver ikke alt, hvad de har i sig, på én gang. Deres potentiale udfoldes over lang tid. Selv om der kan og skal udspille sig levende diskussioner omkring vores værker og genstande, og selv om museet for så vidt hverken er tempel eller mausoleum, men derimod en del af det offentlige rum, så er det et rum for en anden slags dialog, en anden refleksion end den, som andre medier inviterer til.

Værkerne, der for nogles vedkommende bærer på hundreder af års historie, kan ses som forbindelsesled mellem de særlige historiske omstændigheder, der har frembragt dem, og vores egen samtid. Altid forskudt fra os selv i tid og dog nærværende, reserverede og alligevel åbne for vores tilnærmelser og til stede foran os, her og nu.

Der er en blanding af langsomhed og direkthed, af forsinkelse og akut oplevelse, i museets rum, som tilskynder til refleksion og som lader sansemæssige og intellektuelle oplevelser mødes og udfordre hinanden. Der er også en åbenhed og en flerstemmighed i dette rum, hvor brugernes stemmer, værkernes og genstandenes historier, fortalt på egne præmisser, og forskningens forklaringer skal kunne høres på samme tid. Her kan være holdninger på spil, inklusive museets egen position og egne værdier, men ytringerne må ikke overdøve hinanden – samtalen skal kunne flyde frit og nysgerrigt.

Mange museer føler sig kaldet til at være aktivistiske og samfundsmæssigt engagerede. Og stadigt flere gør det, heldigvis. Men skal de agere udadvendt og have en markant tilstedeværelse i deres egen samtid uden at museets nødvendige langsomhed negligeres, og uden at værkernes og tingenes indirekte tale overhøres, må det gøres på en musisk og lydhør måde og med en forståelse for museets komplekse dobbeltrolle: På den ene side danner det den diskrete ramme om en uendelig samtale mellem et ukendt antal stemmer, og på den anden side kuraterer det, det vil sige det udvælger, udfordrer, stiller spørgsmål, fortæller historier, giver perspektiver og laver analyser. Balancen er svær. Begge dele kræver mod. Men der er ingen vej udenom for det tidssvarende, relevante og engagerende museum.

]]>
Webmaster Mon, 26 Jun 2017 19:18:00 +0200
Ufortalte historier om projektet 'Ufortalte historier' http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/ufortalte-historier-om-projektet-iufortalte-historieri/ Læs med, når museumsinspektør og seniorforsker Henrik Holm blogger om tankerne og processen bag... Vi må dække et maleri over med et tæppe, fordi de kunstnere, billedaktivister og debattører, vi har inviteret ind til at diskutere vores nye spot-udstilling, får det fysisk dårligt af at se på det. Hvordan kan vi overhovedet være så ufølsomme, når vi beskæftiger os med netop dette emne, kolonitiden og fremstillingen af sorte mennesker i vestlig kunst? Hvorfor skildrer de hvide slaveriet som en fest? På maleriet er personerne fremstillet som liderlige, upåklædte og primitive. Hvordan fester man egentlig, når man er blevet taget fra sit hjemland og sin familie for at blive ført bort til hårdt arbejde og daglige, unævnelige krænkelser af kroppen? Kunstværket selv er en krænkelse, synes vores gæster. Vi gentager krænkelsen ved ikke at vise hensyn og tænke nærmere over, hvad vi gør.

Vi havde ellers udvalgt værket af Dirk Valkenburg til at være selve hovedværket, som skulle introducere vores lille ophængning af kunstværker til Ufortalte historier. Det er et meget fint udført, velbevaret og meget sjældent maleri fra så tidligt som 1706-8, som viser slavegjorte, som fester i en plantage i Sydamerika.

Efter at maleriet har været dækket over, flytter vi det til en anden plads i ophængningen. Vi er ved at lære at lytte til andre stemmer og meninger end vores egne. Vi lærer på den direkte måde i dette projekt. Vores synspunkter og handlinger er med vilje sat under pres udefra, så vi ikke bare kan gøre, som vi plejer.

Ideen
Hele ideen bag projektet Ufortalte historier kommer udefra. Det er forskningsstipendiat i kunsthistorie ved Living Archives i Malmø, Temi Odumosu, som har opfordret SMK til at invitere en række personer ind til at diskutere værker fra vores store samling. Hun er i gang med et tilsvarende projekt sammen med Det Kgl. Bibliotek, til deres udstilling Blinde vinkler. Billeder af kolonien Dansk Vestindien, som åbner 19. maj 2017.

I anledning af 100-året for salget af kolonien Dansk Vestindien forsøger vi at få nye historier fra SMK’s samlinger frem i museet. Alle museets værker er produceret ud fra en vestlig synsvinkel på kolonitiden, på slaveriet og de fremmede. Museet som institution er et produkt af den tid, hvor statsmagter konsoliderede sig ved at kolonisere andre dele af verden. Samlingen afspejler, hvordan den danske statsmagt og kulturlivet til forskellige tider har defineret den nationale selvforståelse. Vi har med stor selvfølge skildret andre kulturer og mennesker med anden hudfarve ud fra et vestligt perspektiv og hængt dem op på museer. I museets rum bliver det hele nemt til noget om skønhed og sjældenhed, selv fremstillinger af slavegjorte, der danser. Her er stereotyper og idylliseringer skabt, som lever videre i dag. Nutiden har mange relationer til kolonitiden, og de findes også i et museum som SMK. Men det kræver en særlig indsats at kalde dem frem og få historierne fortalt.


Jens Juel, Niels Ryberg med sin søn Johan Christian og svigerdatter Engelke, f. Falbe, 1797

Det ufortalte
Historien om den mørke side af det skønne forbliver ufortalt, medmindre vi skaber plads til den og fortæller om den. Nogle gange er den åbenlys, som i tilfældet med scenen fra plantagen. Men den mørke side udgør undertiden en skjult baggrund, som fx i maleriet af Familien Ryberg på deres gods (1797). Ryberg arbejdede sig op fra stavnsbundet bondedreng til ”Storkøbmand” og fik råd til at blive malet af tidens bedste portrætmaler Jens Juel (i meget stort format). Ryberg tjente en del af pengene på slavehandel. Men det kan ikke ses i maleriet. Han levede i det, vi i Danmark kalder ”Den florissante tid”, fordi landets økonomi blomstrede på grund af den internationale trekantshandel. For de tusindvis af slavegjorte, der med tvang blev solgt og sejlet fra deres hjemland til vesten under horrible forhold, vil perioden næppe kunne beskrives som ”blomstrende”.

Dialog
Hovedproduktet i projektet er de workshops, som er blevet gennemført på SMK og på Det Kgl. Bibliotek, hvor mange stemmer og udsagn fra diskussionerne om værker fra de to samlinger er blevet brugt i de særlige lyduniverser, som Temi Odumosu har produceret til de to institutioner. Lyduniverser, audioguide, tekster, værkudvalg og præsentation på SMK er alt sammen produkter af den proces, som disse workshops har afstedkommet.

At have mange stemmer – og ikke-kunsthistoriske stemmer – der taler ud fra deres egen viden og erfaring, står i modsætning til institutioner, der ofte taler med én, autoritativ stemme. Stemmer kan være autoritære, men de kommer altid fra et individ. Stemmer kan også bære noget emotionelt med sig, og mundtlige udsagn kan ikke spille helt så neutrale, som en tekst på et stykke papir kan. I lyduniverset er det kun stemmerne, der høres. Vi kan ikke se, hvem der taler. Ingen er vist frem, og ingen er skjult. Men der er et særligt nærvær. Der tales ud fra vores samtid om de gamle kunstværker, så man kan forstå, at emnet ikke bare hører fortiden til. De nye refleksioner udfylder huller, vi har i vores fortællinger om kunstværkerne. Og de hjælper os til at opdage aspekter i værkerne, som vi ikke tidligere har haft for øje eller haft forudsætningerne og erfaringerne for at kunne se.

Lydcollagen på SMK er det lille modtræk til vanen og museets traditionelle – man kunne kalde den koloniale – trang til at se, ordne og forstå det hele.

Når stemmer løfter sig, bæres både det individuelle, det erkendelsesmæssige, det kropslige og det metafysiske ud i rummet, hvor stemmen skal møde et andet menneske. At få lov til at stemme, blive hørt i offentligheden, på et museum, eller i en samtale, er alt sammen handlinger, der skaber betydning og indgår i udvekslinger af magt. Som museum afgiver vi magt, når vi lytter til andre, hører efter og handler anderledes end før som resultat af denne proces. Vi anbefaler den hermed varmt til andre.

Læs mere om udstillingen Ufortalte historier

]]>
Henrik Holm Tue, 09 May 2017 09:34:00 +0200
Udstillingsovervejelser – materialitet og sanselighed som fortællegreb http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/udstillingsovervejelser-materialitet-og-sanselighed-som-fortaellegreb/ Af kunstformidler Mette Houlberg RungEn udstilling er et fortællemedie. Forskellige virkemidler,... Af kunstformidler Mette Houlberg Rung

En udstilling er et fortællemedie. Forskellige virkemidler, fortællegreb og dramaturgiske overvejelser bliver taget i brug, når vi arbejder med særudstillinger på SMK. I dette indlæg reflekterer jeg lidt over, hvad en udstilling er, hvordan udstillingen Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin blev til og hvilke valg, vi tog under udarbejdelsen af den.

Helt grundlæggende er en udstilling en fortælling i rum. Kunstværker, tekster, billeder, lyde osv. arrangeres mere eller mindre struktureret i et designet miljø, som vi som brugere så bevæger os igennem. Udstillingen adskiller sig på den måde fra fx filmen, hvor publikum sidder stille foran lærredet og får præsenteret billeder og lyd i fortløbende sekvenser. Den adskiller sig også fra teateret eller dansen, hvor kroppe i bevægelse traditionelt er på scenen, mens man selv holder sig i ro.

Udstillingen er altså en unik genre. Brugeren bevæger sig gennem den, stopper, fokuserer og lader sig rive med af specifikke dele. Det er en oplevelse, hvor både krop og hjerne er i spil, og hvor både følelser og intellekt stimuleres.

Forskning her på SMK har vist, at vores nysgerrighed og vores umiddelbare tiltrækning af ting leder os rundt i udstillingen. Den franske filosof Michel de Certeau beskriver i sin bog The Practice of Everyday Life (1984), hvordan grundplanen af en by er udtænkt af kommunale byplanlæggere og organiseret af regler osv. Dette er byen som helhed. Men fodgængeren ser aldrig denne by. I stedet bevæger hun sig rundt i sine egne kvarterer, skyder genveje og laver stier, som ingen havde planlagt. Hun skaber sin egen by.

Disse tanker passer godt på udstillingen. Man drives rundt af, hvad der tiltrækker en, finder sine yndlingssteder og bruger tid, der hvor det giver mening for en selv. Man klipper sin egen oplevelse sammen, som når man klipper en film ud fra et råmateriale. Ingen mennesker ser derfor den samme udstilling.

Forskningsbaserede udstillinger
På SMK har udstillingerne næsten altid rod i et kunsthistorisk forskningsprojekt. Gennem flere år har en forsker arbejdet med et projekt, og konklusionerne bruges som udgangspunkt for den historie, der fortælles i udstillingen. Hovedingrediensen er altid værkerne.

Udstillingen er en unik mulighed for at samle originale kunstværker – nogle gange bliver de fløjet ind fra hele verden og ses sammen for første og måske sidste gang. Værkerne fremhæver bestemte ting ved hinanden, og sammenstillingerne giver derfor nye oplevelser af værkerne. Værkernes organisering underbygges traditionelt med tekst og måske billeder, lyd og film. Der knyttes også typisk et katalog til udstilling, hvor man kan fordybe sig yderligere i forskningen.

Nye fortællegreb
Men der er også andre måder at fortælle på i en udstilling end med tekst, lyd eller film. Er det fx muligt at formidle gennem materialitet, sanselighed og rum?

På SMK har vi i flere år eksperimenteret med udstillingsarkitekturen som et kropsligt og sanseligt møde, hvor farver, former og materialer bidrager til oplevelsen. Men vi vil gerne undersøge dette dybere. Kan man engagere kroppen og kommunikere ved at bruge specifikke materialer, stemninger og arkitektur? Det var det benspænd, vi gav os selv, i forbindelse med udstillingen Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin.

Rodin og hans tegninger
Udstillingens hovedperson, billedhuggeren Auguste Rodin (1840-1917), er en af de helt store mestre i kunsthistorien. Og hvorfor er han så det? Rodin var en af de første billedhuggere, der moderniserede skulpturen. Indtil Rodin havde skulpturen mest været anvendt til klassiske og idealiserende portrætter og monumenter. Rodin begyndte at skildre erotik, følelser og bevægelse. Men udstillingen handler ikke om skulpturerne, heller ikke selvom der er seks styk med – den handler om hans tegninger.

Rodin tegnede gennem hele sin karriere, og der findes flere tusinde tegninger fra hans hånd. De er ikke skitser til skulpturerne, men værker i deres egen ret. Rodin forklarede selv i 1910, at tegningerne er nøglen til hans kunst, og at skulptur for ham var tegning i samtlige dimensioner. I tegningerne eksperimenterede Rodin med at indfange bevægelse, han legede med rummet og med materialerne. I tegningen var alt muligt, og erfaringerne han gjorde sig her, tog han med sig i arbejdet med leret.

Sanselighed og materialitet
Rodins tegninger er forskellige. Nogle er lag på lag af blæk, pen og gouache, andre har løse konturer og udflydende vandfarve. De fleste skildrer nøgne kvindefigurer. De virker flygtige, men er samtidig også gennemarbejdede og præcise – de har sarte farvesammensætninger, men er også kraftfulde og lidenskabelige.

For at pege på disse kvaliteter blev formidling og arkitektur tænkt helt tæt sammen. Til en vis grad har vi forsøgt at lade værkernes kvaliteter flyde ud og bliver en del af udstillingsarkitekturen. Dette ses fx i valg af væggens materialer, som med deres bejdsede overflader understøtter den laserende vandfarve eller betonvæggene, der taler med Rodins lag af blæk og gouache. Samtidig står værkerne alene på væggen. De traditionelle værkskilte er taget væk og informationen ligger i et ark, som man kan finde i hvert tema. Den øvrige tekst i udstillingen er placeret på lave borde, for at holde dem nedenfor værkniveau.


Auguste Rodin, Kentaur der kidnapper en ung mand, ca. 1880
Pen og brunt blæk, brun lavering, forhøjet med hvid dækfarve. SMK Foto


Foto fra udstillingen

Valgene om at bruge rene materialer og ikke bare male væggene i udstillingen har været nervepirrende for hele udstillingstemaet, fordi det er svært at forudsige, hvordan de store plader egentlig ser ud, når de er samlet og står som store vægge. Vil de tage magten fra værkerne? Hvordan ser det ud, når det bliver belyst? Hvordan ser pladernes samlinger ud?

Bevægelsen af kroppen
Udstillingens udformning tager også udgangspunkt i Rodins konsekvente arbejde med rum, retningsløshed og bevægelse: kig gennem sprækker, pauser, en skulptur, der trækker dig ind i et rum, et bord som grafikken lokker dig rundt om. Det er små greb som disse, der sætter kroppen i spil, og som er medskaber af den fortælling, som udstillingen lægger frem. Bænkene og podierne er med vilje designet brede og lave, så man skubbes ud mod værkerne og automatisk kommer helt tæt på.

Udstillingen som mødested for historier
Med udgangspunkt i værkerne har vi altså forsøgt at oversætte nøgleord fra den kunsthistoriske forskning til materialer og rum, og dermed fortæller vi på en lidt anden måde end vi plejer. Måske vil man opdage det, måske ikke, men en ting er sikkert: Udstillingen vil af publikum blive brugt på mange forskellige måder. De vil gøre udstillingen til deres egen, kaste historier ind i den, der blandes med dem, vi lægger frem men forhåbentlig mærke i kroppen, hvordan Rodin arbejder med materialitet, sanselighed og rum.

Udstillingsteamet bag Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin består af rumdesigner Pernille Jensen, museumsinspektør Thomas Lederballe og kunstformidler Mette Houlberg Rung.

]]>
Mette Houlberg Rung Tue, 20 Sep 2016 12:50:00 +0200
Flerstemmighed http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/flerstemmighed/ SMK har indgået et samarbejde med Images 16-festivalen, som præsenterer visuel samtidskunst fra... SMK har indgået et samarbejde med Images 16-festivalen, som præsenterer visuel samtidskunst fra lande i Mellemøsten, Asien og Afrika. Hermed søger vi som museum at afspejle og udvikle os i takt med det omgivende samfund.

Af Berit Anne Larsen, Formidlingschef på SMK


I SMK’s rammeaftale med Kulturministeriet står der blandt andet, at vi skal ”bidrage til at redefinere museet som institution i det 21. århundrede” og ”som samfundsaktør generelt”. Det er en af de mange gode grunde til vores samarbejde med Images 16. Partnerskabet giver mulighed for at præsentere udstillinger, der introducerer flere og mere utraditionelle stemmer i både udstillinger og aktiviteter: I migrationsudstillingerne ved at lade CAMP kuratere, i To verdener som én ved at lade den pakistanske kunstner Aisha Khalid reflektere mødet mellem to visuelle regimer, og i SMK Ansat ved at gå i dialog med mange nye stemmer i mødet mellem SMK-ansatte og nye medborgere i arbejdet med museets værker.

Vi er som organisation nysgerrige efter at undersøge dette felt af flerstemmighed. Netop fordi det i høj grad handler om at introducere flere narrativer, om identiteter og forhandlinger om betydning. Den franske kurator og kunstkritiker Nicolas Bourriaud sagde i et foredrag i København ved dette års Chart Art Fair-messe: “What is a subject if not narration? It is not being born here or there. What we are is our destination”.

Vi ser en mulighed for at bevæge os fra diskussionen om integration og inklusion, nye stemmer som additioner og frem mod debatter om hybrider i stedet for.

Vi ser med andre ord diversitet som et grundvilkår.

En ny virkelighed
Måske ligger kulturinstitutionernes berettigelse netop i at rumme mulighederne for at tænke imod de billeder og strukturer, vi kender? At være åben over for medborgernes bidrag til at ændre ordenen, præcis som kunstneren er kendt for at gøre det. Det karakteristiske ved denne opfattelse af et demokrati er, at den tegner en bevægelse væk fra det demokratiske samfund som en stat, en borger er medlem af, og hvor fokus primært er på pligter og rettigheder. En bevægelse frem mod et demokratisk samfund, hvor det centrale er fælles kulturelle oplevelser og konstruktioner af betydninger. Altså en bevægelse fra borgeren som et disciplineret subjekt til en kritisk, reflekteret medborger.

En central del af dannelsen udgår fra de billeder og fortællinger, vi bruger til at finde mening med de liv, vi lever, og med de fællesskaber, vi indgår i. Kunstens og kulturens åbne rum, hvor vi møder og konfronteres med det, som udfordrer, inspirerer og unddrager sig hverdagens pragmatik, giver mulighed for at forholde os til vor tid, samfund og historie på nye måder.

Ifølge filosof Zygmunt Bauman er et inkluderet individ et individ, der frit bevæger sig i det globale netværk, og som konstant søger efter nye personlige udfordringer i mødet med forskellige fællesskaber. Relationerne i fællesskaberne spiller en central rolle, da det er gennem relationerne, at moral og værdier bliver forhandlet.

I dag lader oplysningstanken, som museet som dannelsesinstitution er en del af, sig forny. Oplysning handler ikke blot om at lære en kulturel kanon, men i lige så høj grad om at skabe et fundament for, at alle borgere i samfundet kan stille spørgsmål, bruge deres sanser kritisk og komme i dialog med andre; dvs. agere inden for kunstfeltets rammer.

Med Images 16-samarbejdet søger museet at afspejle og udvikle sig i takt med det omgivende samfund. Som SMK-direktør Mikkel Bogh udtrykker det:

”Samarbejdet med Images 16 ligger i direkte forlængelse af vores strategiske satsning og løfte til omverdenen om kontinuerligt at udforske, hvad det vil sige at være et nationalgalleri. Som galleri for hele nationen er vi forpligtet til at forholde os undersøgende til vores praksis og samlinger. Både i forhold til de udstillinger vi skaber, de værker vi samler, og de sprog vi taler. Vi har forpligtet os på at have en særlig opmærksomhed på, at Danmark er mere sammensat end nogensinde før. Det er vores opgave at præsentere den del af kulturarven, vi tager vare på, på en levende og interessant måde for et bredt publikum. De aktiviteter, vi skaber sammen med Images, er symbolske og en vigtig markering af vores strategi.”

Som Danmarks nationalmuseum for kunst er SMK’s rolle fortrinsvis at samle og udstille europæisk kunst. Men hvad betyder det i en efterhånden ekstremt globaliseret kunstverden, der ser meget anderledes ud, end den gjorde for bare 20 år siden, som Mikkel Bogh også anfører. I samarbejdet med Images 16 stiller SMK spørgsmålene: Hvad vil det sige at være et nationalt kunstmuseum i dag? Og hvad er det for en nation, vi er nationalgalleri for? I mødet med Aisha Khalids værker, CAMP’s migrationspolitiske udstillinger og de udenlandske projektmedarbejdere kan vi forhåbentlig komme lidt tættere på svarene.

]]>
Berit Anne Larsen Tue, 13 Sep 2016 12:46:00 +0200
Er museerne langt ude på nettet? http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/er-museerne-langt-ude-paa-nettet/ Af Mikkel Bogh, SMK's direktør, og Merete Sanderhoff, museumsinspektør og seniorrådgiver på SMK.... Af Mikkel Bogh, SMK's direktør, og Merete Sanderhoff, museumsinspektør og seniorrådgiver på SMK.

Flere debattører har på det seneste, og med rette, påpeget, at kunst og kultur er fraværende i den politiske debat – ikke mindst op til folketingsvalg. Politikerne behandler ikke kunst og kultur som nødvendige brikker i det store samfundspuslespil, hvor emner som sundhed, integration og økonomisk vækst tydeligvis vejer tungere.

Ofte reduceres kunst og kultur til bløde værdier, der må komme i anden række, når midler skal fordeles. Men undersøgelser viser, at oplevelsen af og deltagelsen i kunst og kulturliv udgør et væsentligt grundlag for et velfungerende samfund med en engageret demokratisk debat og borgere med høj livskvalitet og ydeevne. Hvorfor udebliver dette perspektiv i den politiske debat? Hvordan kan vi indfange den reelle samfundsværdi, vi skaber som aktører i kunstlivet.

Øget fokus på museers samfundsmæssige værdi
En stribe internationale undersøgelser og rapporter har gennem de senere år sat fokus på de samfundsmæssige værdier, museer og kulturinstitutioner skaber. Museer markerer sig stærkt, både på ‘bløde’ værdier som social sammenhængskraft, demokratisk sindelag og almen dannelse, og de mere ‘hårde’ som bidrag til økonomisk vækst, urban udvikling og skabelse af nye jobmuligheder.

Museer medvirker til at skabe betingelserne for den høje livskvalitet, som danskerne er kendte for, og som Danmarks Statistik fra september vil begynde at måle, på samme måde som de måler BNP. Det er i tråd med, at lande som England og Holland i de senere år har målt på museernes samfundsopbyggende og livsforandrende egenskaber (fx Museums Change Lives og More than worth it. The social significance of museums).

Museum i en digital tidsalder
Men i en digital tidsalder er det ikke tilstrækkeligt at måle museers samfundsværdi på brugen af de fysiske genstande og bygninger alene.

Takket være internettet og sociale medier kan vi være i dialog med hele verden, på tværs af geografiske, sproglige og kulturelle grænser. Det har åbnet hidtil usete muligheder for, at vi som museer kan udvide vores samfundsmæssige rækkevidde og gennemslagskraft. Det kan vi gennem vores digitaliserede samlinger og den viden, der tilflyder nettets millioner af brugere. Ikke kun som det fysiske museums forlængede åbningstid og udstillingsvindue, men som en værktøjskasse af værdifulde redskaber i form af billeder, historisk viden og strukturerede data, som bliver til byggeklodser i hænderne på borgerne på deres daglige livslange dannelsesrejse  – en rejse, som i dag i høj grad næres af nettet.

Stigende efterspørgsel på digitalt indhold
Med et internet, der bugner af information, er noget af det helt særlige, vi på museerne kan tilbyde folk, indhold i høj kvalitet. Indhold fra kilder som folk ved, de kan stole på.

Ikke kun formelle uddannelsesinstitutioner som folkeskoler, gymnasier og videregående uddannelser efterspørger i stort omfang digitalt indhold fra troværdige kilder. Også uformelle læringsmiljøer som Maker Culture, Fab Labs og Wikipedia, der hastigt udvikler sig til knudepunkter for opøvelse og deling af viden og kompetencer på globalt plan, efterspørger i stigende grad åbent tilgængeligt digitalt indhold, der frit kan genanvendes i nye sammenhænge – ofte med overraskende og innovative resultater til følge.

Inspireret af pionerinstitutioner i blandt andet Holland, USA og England har SMK de seneste år arbejdet på at frigive vores digitaliserede samlinger til fri og ubegrænset brug. Dermed vil vi understøtte læring, kreativitet, dannelse og nytænkning  – ikke blot for de ca. 400.000 gæster, der strømmer igennem museet om året, men også for de hen ved 30.000.000 brugere verden over, der hvert år er i berøring med vores samlinger på nettet. Takket være støtte fra Nordeafonden skalerer vi nu vores indsats op med SMK Open, der i løbet af de næste fire år vil sikre, at alle frit kan bruge museets digitaliserede ressourcer.

Digitalisering skaber værdi for brugerne
Det er indlysende sværere at måle på de gavnlige effekter af museerne, når de bliver sluppet løs som bits og pixels på det vildtvoksende, verdensomspændende internet. Vi ved fra løbende dataindsamling og udvekslinger med brugere og communities, at en frit genanvendelig kulturarv skaber stor værdi. For skoleelever og lærere. For forskere og studerende. For frivillige, der bidrager med deres tid og viden til berigelse af kulturinstitutionernes datasamlinger. For kreative og entreprenører, der udvikler nye forretningsmodeller og services på basis af frit tilgængelige offentlige data og dermed bidrager til samfundets vækst.

Vi skal blive bedre til at omsætte disse observationer til håndgribelige indikatorer på museernes relevans for samfundets trivsel og udvikling. Det bliver stadigt vigtigere i et politisk klima, hvor kulturen beskæres, medmindre den i tal kan godtgøre, at den skaber mere værdi, end den forbruger.

Når vi taler digitaliseret kulturarv, bevæger vi os op i en helt anden skala for rækkevidde og gennemslagskraft. Og det skal med i måden, vi tænker og opregner værdien af museer for samfundet.

Kunsten og museerne er vigtige for samfundet
I et nyligt blogindlæg opfordrer Charlotte S H Jensen fra Nationalmuseet/Rigsarkivet til, at vi begynder at måle på, hvad adgangen til digital kulturarv betyder for folks dannelse og livskvalitet. Vi er vant til at måle på antallet af gæster, der passerer gennem døren, og på hvorvidt de føler sig imødekommet, oplyst, underholdt og udfordret af vores udstillinger og formidling. Som et afgørende supplement hertil skal vi indsamle data om, hvad effekten er af, at folk gennem brugen af digitaliseret kulturarv

  • udvikler deres egen kreativitet.
  • får nye værktøjer og færdigheder, der gør dem stærkere på jobmarkedet eller på det personlige plan.
  • øger deres sociale netværk via mødet med andre kulturinteresserede på nettet.
  • føler, at deres livsglæde og livskvalitet generelt stiger som en afledt effekt af at have adgang til frit og aktivt at deltage i og forme kulturen.

Vi opfordrer ikke til, at museerne omsætter dybest set umålelige og uforudsigelige oplevelseskvaliteter til regnearkets rigide system. Men vi er overbeviste om, at det vil være gavnligt med mere analyse og statistik, som kan kaste lys over den værdiskabelse, som museerne og deres digitale ressourcer i stigende grad bidrager til.

Kunsten og museerne er vigtige for samfundet. Vi vil gerne forsyne en kommende politisk diskussion af kulturområdet med den nødvendige dokumentation.


Læs mere om:
SMK’s frie samlinger
SMK Open
SMK’s samarbejde med Wikipedia

]]>
Webmaster Wed, 10 Aug 2016 09:45:00 +0200
Sprogskolekursister på museum http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/sprogskolekursister-paa-museum/ Læs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten. I dette... Læs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg fortæller Mikkel Bogh om, hvordan SMK nytænker museets opgaver gennem programmer for sprogskolekursister på SMK.

 

Kulturinstitutionernes samfundsmæssige rolle og opgaver er ofte til debat. Sådan skal det være, for det står langt fra hugget i sten, hvilke funktioner kunsten, kulturen og dens institutioner udfylder hos den enkelte og i samfundslivet.

I en tid hvor besparelser rammer den danske kultursektor med stor styrke og omfattende konsekvenser, melder spørgsmålet om fokus på kerneopgaver versus nye innovative knopskydninger på de statslige institutioner sig som centralt. Stadigt oftere hører jeg det synspunkt gentaget, som var det et mantra, at vi i sparetider må holde fast i kerneopgaverne og neddrosle ambitionerne om at indvinde nyt land og at afprøve vores institutioners grænser. Jeg kunne ikke være mere uenig. Vi må gentænke vores opgaver, udvikle os og eksperimentere – i sparetider såvel som i andre tider.

Nytænkning af museets kerneopgaver

Helt bortset fra at ’sparetider’ ikke længere kan betegnes som en forbigående krise og en undtagelse i kulturlivet, men derimod nu efter mere end femten års støt bevillingsnedgang fremstår som en blivende tilstand, så forekommer det mig at være mere nødvendigt end nogensinde at forholde sig åbent og spørgende til spørgsmålet om, hvad et museums kerneopgaver består i.

Rammen er nok sat i og med loven om museerne, men det er trods alt ganske åbent for fortolkning, hvad for eksempel ’formidling’ og ’forskning’ indebærer, hvilket museernes forandringer over de seneste årtier da også til overflod bekræfter.

Inden for lovens vide rammer har kunstmuseernes funktionsmåde ændret sig markant. At bevare sin relevans, sin sprødhed og sin attraktion som kulturinstitution kræver først og fremmest en vilje til at følge og lytte til sine brugere, og så kræver det et blik for den generelle samfundsudvikling. Holder man blot fast i en bedaget forestilling om ’kerneopgaver’, som er formet til en anden tid og til andre brugere end vores, så risikerer institutionen at gå i stå eller miste vejgreb.

Museet som læringsrum

På SMK er formidling en kerneopgave på linje med indsamling, registrering, bevaring og forskning. Men formidling dækker over en mangfoldighed af aktiviteter, som ekspanderer med meget stor hast i disse år. Museumsoplevelsen bliver i højere grad en lagdelt og involverende oplevelse, som også gør museet til et komplekst læringsrum. For tiden arbejder vi særlig intenst på at videreføre de allerede gode erfaringer, vi har med at lave sprogundervisning med udgangspunkt i samlingens værker.

Museet har helt fra begyndelsen af sin tid som offentlig tilgængelig samling haft en pædagogisk funktion. Det er den tradition, der nu har fået nyt liv i vores arbejde med danskundervisning af sprogskolekursister fra danske sprogskoler. Efter min opfattelse løfter museet i dette arbejde en værdifuld og central integrationsopgave samtidig med, at det hermed opdager et for de fleste museer relativt uprøvet terræn.

Sprogskolekursister ansat på SMK

Sprogskolekursisterne på SMK er ikke blot på sprogkursus – i et særligt program bliver de også ansat på museet. Betydningen af det sidste skal ikke undervurderes. Ansættelsen, som varer i seks uger, giver en følelse af – og for de fleste kursister også en første erfaring med – tilknytning til det danske arbejdsmarked. Nye borgere opnår her større fortrolighed med sproget gennem direkte omgang med dansksprogede kolleger i virkelige arbejdssituationer og ikke mindst i mødet med en billedkunstnerisk kulturarv, som sætter egne erfaringer med billeder og kultur i spil.

Kombinationen giver dokumenteret gode resultater for selve sprogindlæringen. Men lige så vigtigt er det, at kursisterne får lettere ved at komme i arbejde, når først de har været igennem et, om end nok kortvarigt, projektansættelsesforløb, som indebærer, at de løser forskellige formidlingsopgaver.

For museet og dets brugere ligger der en særlig værdi i dette, at personer, som for nylig er kommet til landet og skal til at orientere sig i en mere eller mindre fremmed kultur, kan bringe nye erfaringer ind i mødet med samlingen og dermed bidrage med nye perspektiver. Alle bliver rigere.

En aktiv medspiller i samfundet

Med programmerne for sprogskolekursisterne har SMK videreført et af sine oprindelige formål og for så vidt en ’kerneopgave’, nemlig den at være et sted for læring og udvikling af kreative og andre kompetencer. Samtidig har vi taget et skridt i retning af at gentænke museets rolle i en tid, hvor kulturinstitutionerne har fået en historisk mulighed for at bidrage til samfundet – ikke blot i kraft af sin enestående samling af kunstværker, men også som konceptudvikler, som igangsætter af debat og som kvalificeret samlingssted for en bred skare af brugere.

At blive aktive medspillere i samfundet indebærer, at vi som institutioner ikke står stille og bare kigger ind mod os selv efter ’kerneopgaver’, som blev defineret for årtier siden. Opmærksomheden må være rettet mod den omgivende verden og de oplevelser og den viden, som kan have værdi for mennesker i dag. Det er blandt andet gennem sådanne indsatser, at vi opnår fornyet relevans, både for det trofast tilbagevendende publikum og for de nye brugere, som vover sig ind på museet for første gang.

Museet vokser

Programmerne for sprogskolekursisterne fylder måske ikke meget i SMK’s budget, og de kræver ekstern støtte, hvis de skal vokse i volumen, sådan som vi drømmer om, at de vil. Til gengæld antager de stadigt større betydning som inspiration til og model for, hvordan man som museum kan bidrage til at løfte en samfundsmæssig opgave på enten lokalt eller nationalt plan. I en tid med knappe økonomiske ressourcer har vi som kunstmuseum ikke råd til at lade være med at udvide vores grænser. Sprogskolekursisterne får museet til at vokse.

]]>
Webmaster Thu, 02 Jun 2016 10:39:00 +0200
Et nyt perspektiv http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/et-nyt-perspektiv/ Lokal viden og omfattende vejledning har givet os værdifuld, ny dokumentation om en af... Af: Merete Sanderhoff
Museumsinspektør og seniorrådgiver i digital museumspraksis

For omtrent en måned siden havde jeg et møde med nogle kolleger fra Europeana på SMK. Hen imod slutningen af dagen tog jeg dem med på en tur gennem SMK’s faste udstillingerfor at skabe lidt afveksling fra mødelokalet og give dem chance for at opleve, hvad vi har her på Statens Museum for Kunst. I den allerførste sal stoppede en af gæsterne, den hollandske historiker Wim van Dongen, op foran et af mesterværkerne i vores samling af hollandsk kunst fra det 17. århundrede – Simon de Vliegers Skibe på Maasfloden ud for Rotterdam fra omkring 1652.

Wim genkendte motivet med det samme, og ifølge ham var det ikke en udsigt over Rotterdam, som titlen ellers indikerer, men over Dordrecht, der ligger 25 km sydøst for Rotterdam.

Hvordan vidste Wim det? Det gjorde han såmænd, fordi han kører forbi præcis den udsigt hver eneste dag på sin vej fra hjembyen Tilburg til arbejdet på Nationaal Archief i Den Haag. Derfor kunne han nemt få øje på, at den karakteristiske bygning på byens lave skyline er Grote Kerk – Dordrechts hovedkirke med sit høje, firkantede tårn.


Wim foran Simon de Vliegers maleri på SMK

Udsigten i dag
Efter sit besøg på SMK sendte Wim mig en lang e-mail, hvori han grundigt forklarede og dokumenterede, hvorfor han var overbevist om, at maleriet viser en udsigt over Dordrecht. Han vedhæftede endda et aktuelt billede af Dordrechts skyline, som den ser ud i dag, fotograferet fra togturen på vej til arbejde.

I dag blokerer en jernbanebro udsigten over floden til Dordrecht. Så for at give et mere nøjagtigt udsyn, supplerede han det med et link til Google Streetview fra Maas-flodens modsatte bred, hvor byen Zwijndrecht vender ud mod Dordrecht. Ifølge Wim må dette have været omtrent dét sted Simon de Vlieger stod, da han skitserede motivet i det 17. århundrede. Han vidste, at byen Dordrecht dengang var langt vigtigere end Rotterdam, hvilket underbygger dens appel som motiv til et stort landskabsmaleri. Wim sendte også et andet Google Streetview-link fra direkte foran Grote Kerk midt i Dordrechts gamle bymidte, hvor det karakteristiske kirketårn strækker sig mod himlen i al sin pragt.

Som toppen af kransekagen påpegede Wim også bygningen med det lille tårn, som er synlig i maleriets horisont, til venstre ved siden af skibene. Han argumentede for, at dette sandsynligvis er Hotel Bellevue, der blev bygget omkring 1607 bag en af byportene kaldet Groothoofdpoort i væggene omkring Dordrechts middelaldercentrum. Også dette dokumenterede han – blandt andet med et link til en internetkilde, der viser gamle, håndmalede fotografier af Groothoofdpoort, så vi kan sammenligne dem med bygningen i maleriet.



De mange møller
Som den historiker han er, fortsatte Wim med at fortælle om de mange møller, vi kan se i maleriets horisont, men som mangler i nutidige fotografier af bybilledet i dag.

I det 17. århundrede var der møller overalt i det hollandske landskab, men selvom landet stadigvæk er kendt for sine møller, er mange af dem forsvundet. Ikke desto mindre er der stadigvæk stor interesse for møllerne og deres historie, hvilket blandt andet kommer til udtryk på en Facebook-side dedikeret til de forsvundne Dordrecht-møller (på hollandsk ”verdwenen molens van Dordrecht”).

Lokal viden er et vigtigt input
Slutteligt sendte Wim et andet maleri fra samme periode, der viser en lignende udsigt til Dordrecht, nemlig dette maleri af Jan van Goyen, som var en af Simon de Vliegers samtidige (og som også er repræsenteret i SMK’s samling). Dette maleri blev vist på udstillingen Faces of Dordrecht i 2015 på Dordrecht museum (på hollandsk: ”Gezichten op Dordrecht”), hvilket endnu engang understreger Wims argument om, at SMK’s de Vlieger-maleri, der viser en lignende udsigt, rent faktisk er fra Dordrecht.

Wims lokale viden og grundige vejledning har givet os værdifuld, ny dokumentation om en af kunstperlerne i vores samling af hollandske mesterværker. Samlingens ansvarshavende kurator tilføjer de nye informationer til samlingens database, og det vil være et vigtigt input for hendes fremtidige forskning i og publikationer om Simon de Vliegers maleri.

]]>
Webmaster Wed, 04 May 2016 12:43:00 +0200
Jeg er @EuropeanaEu: find din helt(inde) i Europeana http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/jeg-er-europeanaeu-find-din-heltinde-i-europeana/ SMK er en del af Europeana, Europas digitale platform for kulturarv, som er fuld af kulturelle... Der er et væld af kendte historiske ansigter i Europeana – lige fra Asta Nielsen til Zoroaster. Nogle er gamle, nogle er unge, mange er fortrolige, andre begravede i glemsel. Men hvem inspirerer dig, og hvorfor?

Vi vil rigtig gerne vide, hvem dine kulturelle heltinder og helte i Europeana er, og hvorfor du netop har udvalgt dem. Ved at dele dine fund under slagordet ‘Jeg er @Europeanaeu’ (I am @Europeanaeu) og hashtagget #AllezCulture er du med til at styrke folks bevidsthed om Europeana og øge interessen blandt politikere og fonde, så vi kan sikre opbakning til Europeana – også i fremtiden.

Hjælp andre med at finde din helt eller heltinde
Når du har valgt din heltinde eller helt, kan du for eksempel illustrere det med et portræt, et af deres bedste værker, en video eller et lydklip. Er du i det kreative hjørne, kan du lave en GIF eller en collage og dele med dit netværk. Husk at linke til der, hvor du fandt materialet i Europeana, så andre også kan have glæde af det.

Det er nemt at deltage. Når du tweeter et link til en genstand fra Europeana Collections, bliver et såkaldt ‘Twitter card’ automatisk genereret. Det giver dine følgere en forhåndsvisning af den genstand, du har delt.



Eksempel på et tweet med et Twitter card


Find nemt delbare værker
I Europeana findes optagelser af copyrightbeskyttede værker. Vi vil bede dig om at respektere, at nogle genstande ikke må deles på sociale medier. Du sikrer dig, at de værker du vælger egner sig til at blive delt, ved at tjekke copyright-oplysningerne, som ejeren har forsynet sine optagelser med. Copyrightoplysningerne finder du i højre side under hver genstand (se nedenfor).*

Du kan gøre det nemt for dig selv ved at klikke på filteret ‘Yes with attribution’ under ‘Can I use it?’ ude til venstre på sider med søgeresultater. Dette filter sikrer, at du udelukkende får resultater, som er egnede til at downloade og dele på sociale medier.

Hvis du er på jagt efter genstande, som du kan downloade til at remixe og dele, er der en nyttig genvej her: Filteret ‘Only items with direct links to media’ sørger for, at du kun finder genstande, som du kan downloade direkte fra Europeana.


Vi håber, at du vil være med, og at du finder dine heltinder og helte i Europeana. #AllezCulture!

Start din opdagelsesrejse

* Vil du gerne vide mere om, hvad de forskellige rettighedserklæringer betyder, som du møder i Europeana, er de forklaret her.

Skrevet af Merete Sanderhoff
Museumsinspektør / Seniorrådgiver på SMK

]]>
Merete Sanderhoff Mon, 02 May 2016 10:27:00 +0200
TIDSREJSEN – Aagaard (gen)oplevet http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/artikel/tidsrejsen-aagaard-genoplevet/ I en ny udstilling på Trapholt har billedkunstner René Holm sammensmeltet fotografier fra... Når udstillingen TIDSREJSEN – Aagaard (gen)oplevet af billedkunstner René Holm åbner i morgen, 7. april, på Trapholt, er det en foreløbig kulmination på, hvad en 150 år gammel glaspladesamling kan føre til. Udstillingen er et moderne kunstnerisk mash-up, hvor der er leget og fabuleret gennem både det analoge og digitale medie på tværs af tid og rum.

En helt særlig samling i samlingen

Afsættet for udstillingen har været et unikt samarbejde mellem en kunstner, et arkiv og et kunstmuseum. Samarbejdet begyndte for lidt over et år siden, da Kolding Stadsarkiv i forbindelse med en magasinflytning opdagede, at der blandt vores store glaspladesamling befandt sig en helt særlig samling. Nemlig de over 150 år gamle kollodium-negativer efter Koldings første fotograf; Dines Christian Jochum Pontoppidan Aagaard.

Aagaard, der var født den 16. august 1807 i Kolding, ernærede sig som maler, indtil han i 1857 som den første oprettede et fotografisk atelier i Rendebanen i Kolding. De næste 23 år tog han mere end 2000 portrætfotos af forskellige folkelige lag fra Kolding og omegn. Borgmesteren, købmanden, proprietæren, håndværkeren, tjenestepigen, daglejeren, håndværkeren og konfirmanden blev foreviget for eftertiden og fremstår i dag som en helt unik visuel fortælling om den lokale befolkning fra anden halvdel af 1800-tallet.

Fotografiets helt særlige stemning

Negativsamlingen stammer således fra fotografiets tidligste periode, hvor det nye medie for alvor fik et folkeligt gennembrud.

I 1851 fandt man frem til en teknik, der gjorde det muligt at fremstille flere aftryk fra et negativ. Selve negativet var et stykke håndskåret glas, hvor der hældtes en kollodiumblanding over, og efterfølgende blev glasset sat i sølvnitratbad. Den stadig våde glasplade blev placeret i kameraet, og fotografiet blev taget. I perioden blev der anvendt forskellige fremkaldelsesvæsker og -processer, der resulterede i varierende farvetoninger lige fra en dyb mørkeblå til en lysgullig brunlig nuance, hvilket Aagaards billeder også illustrerer, og som samtidig bidrager til fotografiets helt særlige stemning.

En mand med bowlerhat, stok og ternede bukser

Som et led i arkivets åbne strategi fik offentligheden allerede kendskab til samlingen meget kort tid efter, fundet var konstateret. Der blev påbegyndt en scanning af samlingen og oprettet en blog: www.aagaardsbilleder.dk, hvor projektet kunne følges.

Det førte til en henvendelse fra billedkunstner René Holm, der gennem dagbladet Jyske Vestkysten var blevet fascineret af billedet af en mand, der stod med bowlerhat, frakke, ternede bukser, stok og en taske skråt over skulderen og stirrede direkte ind i øjnene på avislæseren. Nysgerrigheden blev pirret. Hvem var han? Hvilket liv havde han mon levet, og hvilken tid udsprang han af? 

Den nysgerrighed og fascination delte René Holm med mange andre mennesker, der af den ene eller anden grund er blevet draget af samlingen. Uanset om det var slægtsforskere, kulturhistorikere, fotografer, kunstnere, modeforskere eller retsmedicinere, så åbnede negativsamlingen op for en lang række spørgsmål, der gjorde det åbenlyst, at samlingen havde et kæmpe formidlingspotentiale. Ikke mindst hvis vi som arkiv ville give den fri som en del af vores fælles kulturarv. Det ville vi gerne på Kolding Stadsarkiv, og derfor er det muligt at downloade de knap 1700 billeder, som i dag er scannet og ligger frit tilgængeligt i høj opløsning for alle via bloggen (www.aagaardsbilleder.dk).

Guldaldermalerier fra SMK møder Aagaards portrætter

På bloggen kan man fascineres over de mange facetter, som dette spejl af datidens mennesker byder på. Ligesom man kan nyde det tidlige fotografis helt særlige visuelle udtryk. René Holms rejse ind i disse mennesker blev også en rejse tilbage i tiden – og en rejse tilbage i ti konkrete Guldaldermalerier, der hermed sammen med 16 udvalgte portrætfotos på ny er blevet fortolket ind i en ny virkelighed. Fire af disse Guldaldermalerier er en del af samlingen på SMK – Statens Museum for Kunst. De udgør også en del af de værker, som SMK har valgt at lægge i public domain.


René Holms kunstneriske hack ind i 1800-tallets fotografi blev på samme vis et hack ind i en række af 1800-tallets store malerier. Hermed smeltede både analoge og digitale former sammen til et nyt udtryk, der samtidig understreger, hvordan vores fælles kulturarv kan anvendes på nye og overraskende måder.

 

 

En ny måde at tænke og bruge samlingen på

Aagaard-projektet har åbnet op for en ny måde at tænke og bruge samlingen på. Det gælder både den måde, som almindelige mennesker over hele landet er blevet inddraget på, hvor de har været medskabende i en stor del af de oplysninger, der foreligger om de enkelte personer. Men det gælder også de mange måder, som samlingen allerede er blevet anvendt på. Lige fra undervisningsforløb, informationsvidenskab, kulturarvshack (hack.dk), slægtsforskning, spil, re-enactment aktiviteter og nu – en kunstudstilling.

Aagaard har på magisk vis åbnet op for nye møder mellem både mennesker, steder og institutioner – fra René Holm til ”manden med bowlerhatten” – fra Esbjerg til Kolding og København – fra Kolding Stadsarkiv til Trapholt og SMK. 

Slip samlinger – og kreativiteten – fri!


Udstillingen TIDSREJSEN – Aagaard (gen)oplevet kan opleves på Trapholt frem til 11. december 2016

Hør billedkunstner René Holm fortælle om sit møde og arbejde med portrætfotografierne i Kulturlørdag på DR P1

]]>
Webmaster Wed, 06 Apr 2016 08:30:00 +0200