Søg Ordbog Hjælp Kontakt Language (Skift sprog) Copyright
Udskriv siden
Klik her hvis du ikke kan se menuen
Forrige månedMarts 2010Næste måned
MaTiOnToFr
01020304050607
08091011121314
15161718192021
22232425262728
293031    



Werner van den Valckert

Pigen og narren

Lille Jane, min elskede, du må gøre mig en vennetjeneste.
Nej lille Hans, men med skam vil jeg se gennem mine fingre.
Werner van den Valckert (hollandsk? c.1580/85-1627/28).
Radering og kobberstik. 213 x 156 mm (beskåret)


Udenomsægteskabelige forhold og andre erotiske relationer var bestandigt et fikspunkt for 1500- og 1600-tallets grafikere. Som i denne radering, hvor Werner van den Valckert har fanget en nar med hånden dybt begravet i kjolebrystet på en yngre kvinde, som han med et lystent grin og en tvetydig vending anmoder om et samleje.

Pigen er uden tvivl til lidt af hvert. For i hendes overdrevne pyntelighed - perlekæden, den høje kniplingsbesatte kyse og dekorerede krave - finder vi den konventionelle mundering for de letlevende damer, som de omkring år 1600 blev fremstillet i grafikken. Hun afviser heller ikke narrens anmodning. Med sit underfundige svar og den sigende håndbevægelse lader hun os dog ane, at forehavendet er skammeligt. Men det er noget, hun vil se gennem fingrene med.

Folk der ser gennem fingre med anstødelige forhold var ikke noget særsyn i 1500- og 1600-tallets grafik. Her blev gestussen ofte, om end ikke altid, forbundet med narren, der i sig selv var en karikatur på det uforbederlige og udisciplinerede individ. Han var et vigtigt talerør for datidens kunstnere, fordi hans blotte tilstedeværelse gav publikum et vink om uhyrlige og tåbelige forhold. Og det, uden at han egentlig behøvede at tage aktivt del i en given scene. Som f.eks. i Cornelis Galles kobberstik, hvor narren fra sin position midt i horehusets salon tilkaster beskueren et medvidende blik gennem sine spredte fingre.

Også hanrejen var en nar, fordi han så gennem fingre med sin hustrus utroskab. Han var bestandigt genstand for latter og hån i periodens billedkunst, litteratur og farcer. Og han var en regulær syndebuk i de ritualiserede løjer under mange byfester. Som f.eks. i de årligt tilbagevendende fester med skinrettergange, de såkaldte charivari'er i Frankrig eller skimmingtons i England, hvor symbolske repræsentanter for hanrejerne blev domfældt ved narretribunaler og som hærdede forbrydere blev ført ud ad byerne siddende bagvendt på æsler.

Det forventedes af en mand, at han kunne sætte skik på sin hustrus viltre seksualitet. En fransk læge mente, at kvinden var dyrisk og hysterisk af natur og let at friste med udenomsægteskabelige fornøjelser. For ægtemanden gjaldt det om at stilne hendes lyst eller stække hendes skød, der ifølge en anden samtidig kilde var at sammenligne med et sultent rovdyr. Over for dette gav hanrejen tabt, og derfor var han en nar. Som sådan møder vi ham også i mange grafiske blade, hvor han er iført narrehuen eller den såkaldte blå kappe, der ligeledes var kendetegnet for manden, som lod sig overliste af sin kone.

Som beskuer grinte man med den skændige hustru ad den svegne ægtemand. Latteren fandt næring i bladenes omvending af den ideelle magtfordeling i hjemmet. I den kristne morallære og i periodens mange traktater om kvindens opdragelse blev der lagt stor vægt på hendes underkastelse og lydighed over for ægtemanden, ligesom hendes dyd til stadighed var et vigtigt anliggende.

Sådanne omvendinger af normer og hierarkier var fremherskende i 1500- og 1600-tallets folkelige satire. Vi finder dem navnlig inden for temakredsen den omvendte verden, hvor dyr regerede over mennesker, børn over voksne, dårer over vismænd og kvinder over mænd, ligesom de kødelige lyster bestandigt blev sat i fokus frem for mere åndfulde forteelser.


Litteratur

Hollstein, Dutch and Flemish Etchings, Engravings and Woodcuts, ca. 1450-1700, Vol. XXXII, Rosendaal 1988, p.24, nr.11.

Petty Bange m.fl., "Who can find a virtuous woman? Married and un-married woman at the beginning of modern time", i L. Dresen-Coenders (red.), Saints and she-devils: Images of Women in the fifteenth and sixteenth centuries, London 1987

Eddy de Jongh & Ger Luijten, Mirror of everyday life, Rijksmuseum, Amsterdam 1996, pp. 152-155

Renee Pigeaud, "Woman as Temptress: Urban Morality in the Fifteenth Century", i L. Dresen-Coenders (red.), Saints and she-devils: Images of Women in the fifteenth and sixteenth centuries, London 1987

Ilja M. Veldman, "Lessons for ladies: a selection of sixteenth and seventeenth-century Dutch prints", Simiolus 16/18 (1986/88), pp.113-127.

Nathalie Zemon Davis, "Women on top", i N.Z. Davis, Society and culture in early modern France, Stanford 1975
De fem sanser. Cornelis Galle

Om utroskab. Fra Sebastian Brant. "Narreskibet"

Den blå kappe. Udgivet af Franciscus van Hoeye


Utroskab. Crispin de Passe





























Folkelig satireGrafikkens historie


Tip en ven