Stemningslandskabet
En række kunstnere begynder fra midten af 1880’erne at lægge afstand til realismeidealet. Nu gjaldt det i stedet om at skabe en mere subjektiv stemningskunst.
Subjektiv stemningskunst En særlig evokativ stemning formidles i værkerne, man fornemmer en tilstedeværelse af noget ud over det synlige, en stemning, der kan være med til at vække betragterens fantasi. Ved at tilføre landskabet en mere følelsesbetonet dimension gav kunstnerne deres landskaber en mere personlig karakter, end det havde været muligt i de mere realistisk betonede værker. CITATER "Instinktivt søger stemningsmaleren en belysning, en naturstemning, en egn, som han kan indgive en ånd, der deler hans sjæls kvaler og glæder, hans lyse og mørke drømme. På denne måde skænker han naturen en ånd og giver hende en talende tunge, hvis sprog tolkes af hans kunst." Maleren Richard Bergh, 1896 "Stemningslandskabet kan som genre være vanskelig at adskille fra de tilgrænsende fænomener "I det fri" og "Indre landskaber". Grænserne er ofte hårfine, og hvorvidt et landskab placeres i den ene eller den anden gruppe vil ofte være afhængig af, om analysen prioriterer det indholdsmæssige eller det formalistiske. " Kunsthistoriker Peter Nørgaard Larsen, 2006 "Stemningslandskabet er virkelighedsnært i sit udgangspunkt, i sit valg af billedkunstnerisk strategi, men natur-ligheden er ikke målet. Det er derimod at udtrykke en stemning gennem et landskab, at fortætte og forskyde virkeligheden i overensstemmelse med de følelser, holdninger og anelser, kunstneren ønsker at formidle." Kunsthistoriker Peter Nørgaard Larsen, 2006 "I et evokativt landskab vil kunstneren typisk harmonisere eller stilisere motivet i en bevidst stræben efter at vække betragterens følelser." Kunsthistoriker Annika Waenerberg, 2006 Gå til Forsiden for "Verden som landskab" |