Forskningsberetning 1998
Indhold
- Indledning
- Status over forskningsaktiviteter
- Forskningsprojekter i 1998
- Formidling af forskningen i 1998
- Museets udgivelser i 1998
Indledning
Statens Museum for Kunst er Danmarks nationalgalleri og hovedmuseum for billedkunst. Museet beskæftiger sig med at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle den danske billedkunst og udenlandsk billedkunst, fortrinsvis fra den vestlige kulturkreds efter år 1300. For den danske kunsts vedkommende skal Statens Museum for Kunst anlægge og opretholde repræsentative samlinger.
Museets samlinger danner grundlag for forskning og alment oplysende virksomhed. Samlingerne består af 8.546 malerier og skulpturer, ca. 300.000 kunstværker på papir samt 2.626 gipsafstøbninger af figurer fra antikken, middelalderen og renæssancen.
Arbejdet på museet i 1998 var i alle henseender præget af byggeri, indretning, indflytning og forberedelser til, at museet skulle åbne for publikum i november. Med alle kunstværker ude af huset opstod en enestående chance for at revurdere værkerne, gentænke samlingerne og præsentere dem på en helt ny måde i det nye museum.
Den 6. november 1998 åbnede det nye Statens Museum for Kunst for publikum under stor national og international bevågenhed.
Status over forskningsaktiviteter
Statens Museum for Kunst er i henhold til Lov om forskning ved arkiver, biblioteker, museer mv. (Lov nr. 224 af 27. marts 1996) en forskningsinstitution på billedkunstområdet. Museets forskning tager altid udgangspunkt i museets samlinger og virksomhed eller er relevant for disse.
Travlheden op til genåbningen af museet resulterede i en nedprioritering af museets forskningsindsats særligt på området for maleri og skulptur. Som aktuelt indsatsområde skal forskningen efter museets åbning igen have høj prioritet.
Den øgede og målrettede forskningsindsats i museets samling af kunst på papir har derimod kunnet fortsætte i hele perioden. Proveniensforskningen er en vigtig del heraf og en forudsætning for at udarbejde de ræsonnerede kataloger, som er undervejs, ligesom den bidrager til at gøre museets samlinger mere brugbare for eksterne forskere.
Med henblik på kommende udstillingssamarbejder har museet taget initiativ til og deltaget i flere forskningsprojekter med udenlandske forskningsinstitutioner. Resultaterne af denne forskning publiceres i dansk- og engelsksprogede udstillingskataloger.
Udover de større på forhånd målrettede og definerede forskningsopgaver udfører museet mindre forskningsopgaver i forbindelse med artikler til tidsskrifter mv. og som følge af henvendelser fra forskere og kunstinteresserede i Danmark og udlandet. Museet følger i definitionen af sin forskningsvirksomhed OECD’s definition af forskning, som den anvendes på Kulturministeriets område i henhold til Kulturministeriets rådgivende forskningsudvalgs bestemmelse.
Tabel 1. Driftsregnskab vedrørende forskning
| (1.000 kr. i årets priser) | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | 1999 | |
| Indtægter | 3.621 | 3.838 | 4.602 | 4.366 | 4.160 | |
| Statstilskud | 3.131 | 3.482 | 3.508 | 3.500 | 3.700 | |
| Driftsindtægter | - | - | - | 2 | 64 | |
| Tilskud fra fonde mm. | 490 | 356 | 1.094 | 864 | 396 | |
| Udgifter | 3.515 | 3.716 | 4.478 | 3.651 | 5.940 | |
| Lønninger | 2.065 | 2.279 | 3.102 | 2.630 | 2.704 | |
| Øvrige udgifter | 1.450 | 1.437 | 1.376 | 1.021 | 3.236 | |
| Årets overskud | 106 | 122 | 124 | 715 | -1.779 | |
| Andel af samlede driftsudgifter (i %) | 7 | 6 | 9 | 5 | 7 | |
Resultatkontrakten forudsætter en styrkelse af museets forskningsindsats. I 1998 har forskningsaktiviteten været nedprioriteret under hensyn til arbejdet med forberedelse og gennemførelse af museets genindflytning. Årets resultat viser et mindreforbrug, som hovedsageligt tilskrives tilskud til forskningsprojekter, som er udbetalt i 1998, men strækker sig ind i 1999, samt medfinansiering af sådanne projekter. Resten af mindreforbruget modsvares af merforbrug på andre hovedformål.
I lyset af de ekstraordinære omstændigheder er museet tilfreds med forskningsniveauet i 1998. Forskerevalueringen finder sted i kontraktperiodens anden halvdel. Forskningsaktiviteten på Statens Museum for Kunst er i de seneste år blevet mere konkret defineret og mere målrettet. Forskningsarbejdet bliver intensiveret i de kommende år.
I 1998 havde museet 22 særlige, igangværende forskningsprojekter. Af disse er 4 afsluttet i løbet af året og 18 er fortsat igangværende. Resultatkontrakten er opfyldt med hensyn til færdige forskningsprojekter. For så vidt angår resultatkontraktens øvrige mål arbejder museet på at opfylde dem de kommende år. I afsnittet "Forskningsprojekter i 1998" er der en oversigt over de forskningsprojekter, som var igangværende i 1998.
Tabel 2. Forskningsprojekter
| 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | |
| Afsluttede projekter | 5 | 5 | 8 | 4 |
| Igangværende projekter | 11 | 17 | 17 | 18 |
I resultatkontrakten er forudsat et forskningsprojekt, der fastsætter normer og arbejdsmetoder for registrering og konservering af samtidskunsten. Forarbejderne til projektet blev sat i gang i 1998, men selve projektet er endnu ikke defineret. Så snart det defineres, vil det fremgå af den samlede liste over museets forskningsprojekter.
Størstedelen af museumsinspektørernes (forskernes) arbejde i 1998 gik med at forberede og gennemføre genindflytningen i det ombyggede museum, hvilket kun levnede ringe tid til forskningsarbejdet.
Når forskningsprojekter opregnes, betragtes såvel projekter af få måneders varighed som store flerårige projekter som 1 projekt i statistikken. Der er derfor ikke nødvendigvis nogen ligefrem sammenhæng mellem antallet af projekter og museets samlede forskningsaktivitet. Museet forventer en stabilisering i både antallet af igangværende og afsluttede forskningsprojekter.
Tabel 3. Ph.d.-studerende ved Statens Museum for Kunst
| 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | |
| Antal Ph.d.-studerende | 1 | 2 | 4 | 4 |
| Antal afsluttede studier | 0 | 0 | 0 | 0 |
Museet har som mål at uddanne i gennemsnit én ph.d.-studerende årligt. I 1998 havde museet 4 ph.d.-studerende. Den første ph.d.-afhandling afleveres ultimo januar 1999. Én af museets videnskabelige medarbejdere erhvervede i 1998 en dansk ph.d.-grad.
I 1998 beskæftigede Statens Museum for Kunst 4 ph.d.-studerende, hvis forskningsprojekter afspejler bredden i museets øvrige forskning. Se afsnittet "Forskningsprojekter i 1998".
Ifølge museets resultatkontrakt skal der uddannes gennemsnitligt 1 ph.d.’er årligt. I 1998 har ingen af museets studerende færdiggjort deres projekt, men et forsinket projekt er afleveret med udgangen af januar 1999. Med til det komplette billede hører dog, at en af museets inspektører efter orlov i 1997 erhvervede en ph.d.-grad i 1998.
Det er museets hensigt at fastholde niveauet for antallet af ph.d.-studerende de kommende år og sikre, at gennemsnittet for afsluttede ph.d.-projekter holdes.
Forskningsprojekter i 1998
Afsluttede projekter
1. Kunstinstitutionen og værket.
Arbejdet med genophængning af museets samlinger har medført overvejelser og reflektioner over, hvilke betydninger og tolkninger de forskellige samlingsområder skulle indskrives i. Dette arbejde har primært været ledet og styret af forskerne i Maleri- og Skulpturafdelingen. Projektet har dannet grundlag for udarbejdelse af skriftligt materiale og foredrag i forbindelse med museets genåbning – bl.a. i Museologisk Netværk. Det overordnede emne - Kunstinstitutionen og værket - forskes der stadig i.
2. a) Europæisk grafikhistorie.
Projektets resultater blev publiceret i "Øjenlyst II" udgivet af museet i forbindelse med genåbningen. Desuden blev en udstilling af samme navn i vist ved åbningen i 1998. Gennemført af Ernst Jonas Bencard, Claes K. Christensen, Chris Fischer, Jan Würtz Frandsen, Jan Garff, Jennie Gunnarsen, Arkady Ippolitov, Vibeke Vibolt Knudsen, Liza W. Kaaring, Joachim Meyer, Iben Overgaard, Susanne Petersen, Mikael Bøgh Rasmussen og Lisbeth Stadshill.
b) Kobberstiksamlingens historie.
Publiceret i "Øjenlyst II". Gennemført af Chris Fischer og Mikael Bøgh Rasmussen.
3. Matisse-samlere i Danmark og Rusland.
Projektet om Matisse-samlere blev videreført med indsamling af oplysninger om værkerne i samlingerne og om Henri Matisse. Resultatet af projektet offentliggøres som en ræsonneret værkfortegnelse samt videnskabelige artikler om hver af de fire samlere i forbindelse med udstillingskataloget til Matisse-udstillingen i 1999. Der er endvidere udarbejdet en kortere introduktionsbog til et bredere publikum. Gennemført af museumsinspektør Kasper Monrad i samarbejde med museumsinspektør Albert Kostenevich, Hermitage-Museet, Skt. Petersborg, som behandlede de russiske samlere. Projektperiodens længde: oktober 1996 – oktober 1999. Statens Museum for Kunst har finansieret sin del af forskningen svarende til 0,9 årsværk. Hermitage-Museet har finansieret sin egen del.
4. Hammershøis landskabsmaleri.
Forskningsresultaterne blev offentliggjort i kataloget til udstillingen om symbolismens nordiske landskabsmaleri på Wallraf-Richarts-Museum i Köln, foråret 1998. Gennemført af museumsinspektør Kasper Monrad. Projektperiodens længde: 1 måned svarende til 0,03 årsværk finansieret af Statens Museum for Kunst.
Artikler i Statens Museum for Kunst Journal
i. Studier i Alessandro Gherardinis tegneriske oeuvre.
Publiceret under titlen "Gherardini drawings in Copenhagen" i Statens Museum for Kunst Journal 1998, pp. 47-65. Gennemført af Chris Fischer.
ii. Studier i Rembrandts grafik.
Publiceret under titlen "Mr. Lievens, I presume" i Statens Museum for Kunst Journal 1998, pp. 67-85. Gennemført af Jan Garff.
iii. Studier i Richard Mortensens oeuvre.
Publiceret under titlen "Paths to "the Universal Image" – Self-Portrait as Sign in the Oeuvre of Richard Mortensen" i Statens Museum for Kunst Journal 1998, pp. 137-159. Gennemført af Jan Würtz Frandsen.
iv. Studier i Ludvig Abelin Schous oeuvre.
Publiceret under titlen "Ludvig Abelin Schou - From the Periphery of Modern Life" i Statens Museum for Kunst Journal 1998, pp. 102-135. Gennemført af Peter Nørgaard Larsen.
Igangværende projekter
Ph.d.-projekter
5. En undersøgelse af den napolitanske tegnings funktion og æstetik på baggrund af Solimenas samling i Den Kgl. Kobberstiksamling.
Projektet er et ph.d.-forskningsprojekt. Projektet resulterer i udgivelsen af et ræsonneret katalog og i en udstilling evt. i 2002. Gennemføres af Joachim Meyer.
6. Det 17. århundredes hollandske malerkunsts betydning for dansk kunst ca. 1800-1860.
Projektet er et ph.d.-forskningsprojekt. Projektet resulterer i udgivelsen af artikler i museets årskrift og i andre relevante tidsskrifter og afsluttes med en ph.d.-afhandling. Gennemføres af Lene Bøgh Rønberg.
7. Dansk-franske kunstforbindelsers betydning for den internationale udvikling af konkret kunst i årene efter anden verdenskrig.
Projektet er et ph.d.-forskningsprojekt og resulterer i udgivelsen af artikler i museets årskrift og i andre relevante tidsskrifter og afsluttes med en ph.d.-afhandling. Gennemføres af Mette Højsgaard.
8. En undersøgelse af den tyske renæssancetenings æstetik og funktion set i forhold til samtidens tyske åndsliv og kunstteori.
Projektet er et ph.d.-forskningsprojekt og resulterer i udgivelsen af artikler i museets årskrift og i andre relevante tidsskrifter og afsluttes med en ph.d.-afhandling i 2000. Gennemføres af Mikael Bøgh Rasmussen.
Øvrige forskningsprojekter
9. Kunstinstitutionen og værket.
I forbindelse med et eksternt lektorat på Institut for Litteraturvidenskab, hvor der undervises i museologi, er emnet Kunstinstitutionen og værket under stadig udvikling. Forskningsdelen, som kommer til syne gennem undervisning og forfatning af artikler, ligger for den største del af tiden uden for normal arbejdstidsfordeling. Gennemføres af Vibeke Petersen.
10. Kunstformidling for børn og unge.
Forskningen skal skabe teoretisk videnskabeligt grundlag for "Børnenes Kunstmuseum" og det videre arbejde med formidling af kunst til børn og unge. I 1997 har forskningen resulteret i "Strategi- og handlingsplan for Børnenes Kunstmuseum" samt i en række foredrag afholdt i forskellige sammenhæng i den efterfølgende periode. Projektet forventes afsluttet i 2000. Gennemføres af Elisabeth Cederstrøm.
11. Goyas realisme.
Forskningsprojektet resulterede i en artikel i Statens Museum for Kunst Journal 1997. Projektet fortsætter og vil danne grundlag for en udstilling om emnet med tilhørende katalogudgivelser i 2000. Gennemføres af Vibeke Knudsen.
12. Ræsonneret katalog over tegninger af Rembrandts elever i Den Kongelige Kobberstiksamling.
Projektet vil munde ud i et ræsonneret katalog og en udstilling i 2003. Gennemføres af Jan Garff.
13. Filippino Lippi: Joakim og Annas gensyn uden for Jerusalems gyldne port.
Projektet omfatter restaurering og maleriteknologisk undersøgelse af Filippino Lippis maleri "Joakim og Annas gensyn uden for Jerusalems gyldne port ". Resultaterne af projektet vil bl.a. blive præsenteret ved en fokusudstilling om restaureringsarbejdet på Statens Museum for Kunst i 1999. Gennemføres af Troels Filtenborg.
14. Ræsonneret katalog over centralitalienske tegninger i Den Kongelige Kobberstiksamling.
Projektet indbefatter reflekteret dataindsamling og videnskabelig bearbejdelse af Kobberstiksamlingens bestand af centralitaliensk tegnekunst, og vil resultere i udgivelse af et ræsonneret katalog over denne del af samlingen. I 1997 blev projektet yderligere styrket gennem forskerfrikøb. En artikel om en gruppe florentinske tegninger blev publiceret i Statens Museum for Kunst Journal 1998, og materialet blev præsenteret på et seminar på Det Danske Akademi i Rom i 1998. Gennemføres af Chris Fischer.
15. Ræsonneret katalog over de franske tegninger fra det 19. og 20. århundrede i Den Kongelige Kobberstiksamling.
Projektet indbefatter reflekteret dataindsamling og videnskabelig bearbejdelse af Kobberstiksamlingens bestand af nyere fransk tegnekunst og vil resultere i udgivelse af et ræsonneret katalog over denne del af samlingen. Projektet blev styrket gennem forskerfrikøb i 1997. Gennemføres af Jan Würtz Frandsen.
16. Amerikansk kunst.
Forskningen vil munde ud i en større udstilling på Statens Museum for Kunst i år 2001. Gennemføres af Vibeke Petersen og Marianne Torp Øckenholt.
17. Realisering og etablering af arkivet vedrørende Richard Mortensen.
Etablering af et dækkende arkiv til belysning af maleren Richard Mortensen. Arkivet skal danne grundlag for fremtidig forskning i Richard Mortensen. Gennemføres af Jan Würtz Frandsen.
18. Dansk og europæisk symbolisme 1870-1910.
Fortsatte undersøgelser vedrørende dansk og europæisk symbolisme, herunder relationerne mellem dansk og finsk symbolisme, danske kunstneres samtidighed med tysk-schweiziske kunstnere samt overvejelser i relation til begrebet Symbolisme med henblik på at diskutere begrebets anvendelighed. Projektet vil resultere i en udstilling med tilhørende katalog i 2000. Gennemføres af Peter Nørgaard Larsen.
19. Malede Illusioner: Cornelius Gijsbrechts og hans tid.
Studier i Cornelius Norbertus Gijsbrechts’ og Franciscus Gijsbrechts’ arbejder samt trompe l’oeil stillebenmaleriet fra det 17. århundrede. Arbejdet vil i 1999 resultere i en udstilling på museet og et tilhørende katalog indeholdende videnskabelige artikler og et ræsonneret katalog, bl.a. et komplet katalog over værker af Cornelius Norbertus Gijsbrechts og Franciscus Gijsbrechts i offentligt dansk eje. Arbejdet vil herudover i 2000 resultere i en udstilling på National Gallery i London med tilhørende publikation. Gennemføres af Olaf Koester.
20. J.C. Spengler og hans tegningssamling.
Identificering af de tegninger, der er indgået i Den Kongelige Kobberstiksamling fra J.C. Spenglers tegningssamling, og en undersøgelse af samlingens smagshistoriske aspekter. Projektet vil resultere i en artikel i Statens Museum for Kunst Journal 2000. Gennemføres af Jens Heinet Knudsen.
21. Portaludsmykningerne på katedralen i Strasbourg.
Forskning med udgangspunkt i Den Kongelige Afstøbningssamlings middelaldersamling koncentreret om de to allegoriske kvindefigurer Ecclesia og Synagoga i sydportalen på katedralen i Strasbourg. Projektet vil resultere i en artikel i Statens Museum for Kunst Journal 1999. Gennemføres af Inge Dybbro.
22. Kortlægning af Visscher-familiens grafiske udgivervirksomhed 1612 – 1709.
Tilskudsfinansieret forskningsprojekt, som finder sted i samarbejde med hollandske forskere. Projektet skal kortlægge Visscher-familiens grafiske udgivelser over en næsten 100-år lang periode. Projektet tager sit udgangspunkt i 15-20.000 for nyligt genfundne værker fra disse udgivere i museets samlinger. Gennemføres af Claes Christensen, Susanne Petersen, Birgitte Teilman de Roepstorff og Jan Garff, med sidstnævnte som projektleder.
Formidling af forskningen i 1998
Skriftlig formidling
I tabel 4 er opgjort antallet af museets udgivelser i årene 1995-98 fordelt på 7 kategorier. I afsnittet "Museets udgivelser i 1998" er der en liste over udgivelserne med titel, sidetal og udgivelsessprog.
Antallet af udgivelser har i 1998 været på et minimum. De fleste ressourcer blev lagt i arbejdet med at gøre museet klar til genåbningen, hvorfor udgivelserne blev nedprioriteret. Desuden er der en nær sammenhæng mellem udstillingsaktiviteten og museets udgivelser. Et krav i resultatkontrakten er, at der til alle udstillinger udgives et katalog, dette krav opfylder museet ikke i 1998. Udstillingen Øjenlyst II var en ophængning, som først og fremmest sigtede på at præsentere særligt gode værker i museets samling. Til udstillinger i Børnenes Kunstmuseum udgives aldrig kataloger, men derimod bladet "indblik". Et andet resultatkrav er udgivelsen af to bredt anlagte kunstbøger. Den første af disse er bogen Øjenlyst II, som spiller sammen med udstillingen af samme navn, men ikke fungerer som katalog. Det engelsksprogede årsskrift, som også er et af museets resultatmål, blev forsinket og udkom først lige før årsskiftet. Dette er ikke tilfredsstillende i lyset af museets ønske om en kontinuerlig formidling af opnåede forskningsresultater.
Tabel 4. Publikationer udgivet af Statens Museum for Kunst
| 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | |
| Kataloger til udstillinger på museet | 4 | 6 | 0 | 0 |
| Lommebøger til udstillinger i egne lokaler | 3 | 1 | 0 | 0 |
| Bøger* ved afsluttede forskningsopgaver | 1 | 2 | 0 | 0 |
| Årsskrift | 0 | 0 | 1 | 1 |
| Bestandskataloger | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Kunstbøger | 0 | 1 | 1 | 1 |
| Blade og magasiner | 3 | 2 | 1 | 1 |
| Kataloger til udstillinger udenfor museet | 0 | 18 | 0 | 0 |
| I alt | 11 | 30 | 3 | 3 |
En publikation, som udgives på flere sprog, tælles kun som én.
* Herunder ræsonnerede kataloger.
Resultatkontraktens mål om at udgive bestandskataloger for samtlige museets malerier og skulpturer ventes stadig at kunne nås. I 1998 er forarbejdet til det første katalog nået langt og i 1999 vil det første bestandskatalog om ældre dansk maleri blive udgivet.
Museet har endvidere som resultatmål at udgive et ræsonneret katalog om året. I 1998 blev udgivelsen kataloget om flamsk kunst forsinket af oversættelsesarbejde – kataloget udgives på engelsk for at opfylde målet om at gøre forskningsresultaterne lettere tilgængelige for udenlandske forskere – og af forfatterens meget omfattende arbejdsopgaver i forbindelse med genophængningen af den permanente ældre udenlandske samling til museets genåbning i november 1998. Udgivelsen ventes at finde sted i 1999.
Andre formidlingsaktiviteter
I de seneste år har museet afholdt en lang række arrangementer, der alle har til hensigt at formidle museets samlinger eller dele heraf. I tabel 5 er givet en oversigt over disse arrangementer.
Tabel 5. Arrangementer og foredrag
| Arrangementer | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 |
| Sponsorarrangementer mv. | 31 | 21 | 0 | 2 |
| Filmpremierer | 2 | 0 | 0 | 0 |
| Koncerter | 7 | 7 | 2 | 4 |
| Lærerkurser | 16 | 10 | 0 | 3 |
| Andre rekvirerede arrangementer | 0 | 38 | 8 | 22 |
| Foredrag* | ||||
| Eksterne foredragsholdere på museet | 23 | 59** | 0 | 0 |
| Foredrag ved museets medarbejdere | ||||
| Danske | 41 | 42 | 25 | |
| Udenlandske | 5 | 3 | 1 | |
| Forelæsninger ved museets medarbejdere | ||||
| Danske | 13 | 5 | 7 | |
| Udenlandske | 5 | 8 | 2 | |
* Først fra 1996 er museet begyndt at opgøre antallet af foredrag og forelæsninger.
** På museet har været afholdt foredragsrække "52 søndage - på sporet af det moderne", som løb over 52 søndage i 1996.
Statens Museum for Kunst ser det som et væsentligt led i sit formidlingsarbejde at åbne museet for mange typer arrangementer. Museet lægger dog vægt på, at arrangementerne altid har en relation til museets hovedaktiviteter.
Resultatkontraktens mål om at lette publikums adgang til at bestille arrangementer er søgt opfyldt med hensyn til telefonbestilling, mens bestilling via internet ikke blev indført i 1998. Interessen for at afholde arrangementer på Statens Museum for Kunst viste sig samtidig meget stor i 1998 og forventes at ville fortsætte i 1999.
Museets udgivelser i 1998
Kataloger til udstillinger på museet:
Ingen udgivelser
Lommebøger til udstillinger i egne lokaler:
Ingen udgivelser
Bøger ved afsluttede forskningsopgaver:
Ingen udgivelser
Årsskrift:
Statens Museum for Kunst Journal 1998 (160 sider), engelsk.
Bestandskataloger:
Ingen udgivelser
Kunstbøger:
Øjenlyst II (207 sider), dansk og engelsk.
Blade og magasiner:
"indblik" nr. 9: "Jeg samler på…." (4 sider), dansk.
"indblik" henvender sig specielt til børn og unge samt deres lærere.
Kataloger til udstillinger udenfor museet:
Ingen udgivelser
