Highlights

Albert Mertz (1920-90), Anamorphoser, 1979-84

© Albert Mertz (1920-90), Anamorphoser, 1979-84.

Gennem stort set hele sin kunstneriske karriere arbejdede Albert Mertz konsekvent med farverne rød og blå og med motiver, der begrænser sig til geometriske former i et utal af kombinationer. Med disse basisfarver og helt elementære former ønskede han at skabe nye forudsætninger for både det at skabe og at opleve et kunstværk.

Serie: 30 udklippede papfigurer
Anamorphoserne er en serie på 30 udklippede papfigurer, som Mertz udførte løbende i perioden 1979-84. Serien er et godt eksempel på hans bestræbelser på at skabe et maleri, der ikke blot fungerer som en balancering af form og farve, men derimod et maleri, der også får en objektkarakter. De udklippede bemalede former udgør en slags form-alfabet over hans eget værk. De enkelte figurer ændrer og forskyder sig perspektivisk, alt efter den vinkel man betragter den fra.

Værket afhænger af vores blik
Anamorfose er græsk-latin og betegner netop et billede, der er tegnet fordrejet, men som set fra den rigtige (ofte skrå) vinkel pludselig fremtræder korrekt. Hos Mertz er der dog ikke nogen ”korrekt” måde at betragte på, han er tværtimod optaget af selve det faktum, at billeder og objekter er konstant foranderlige og afhængige af vores blik.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo