Highlights

Christen Købke (1810-48), Udsigt fra et vindue på Toldbodvej til Kastellet, ca. 1833

Christen Købke (1810-48), Udsigt fra et vindue på Toldbodvej til Kastellet, ca. 1833. 15x27,5 cm. KMS3156
Download billedet i høj opløsning | CC BY

Købke tilbragte størstedelen af sin barndom i Kastellet i København, hvor hans far var bagermester. I 1832 lejede han et atelier på Toldbodvej (nu Esplanaden), og herfra havde han mulighed for at se sit barndomshjem fra en uvant synsvinkel.

Beskrivelse af maleriets motiv
Fra ateliervinduet kunne han kaste blikket over genbohuset til Kastellet. Det var dog ikke hjemmet som sådan, der optog maleren, kun den billedmæssige virkning, han kunne opnå. Over trætoppene kunne han se Kastellets mølle, tagrytteren på Kastelskirken, de røde tage på de militære bygninger og langt ude i det fjerne Øresundskysten. For at skabe dybde i det lille billede har han i forgrunden indføjet kanten af genbohusets tag og en skorsten. Især det sidste er ikke så lidt af en genistreg og vidner om dristighed.

Skorstenens begrundelse
Næppe nogen anden dansk maler ville på denne tid have ladet noget så ubetydeligt som en skorsten indtage en så central placering i et billede. Men for Købke har begrundelsen været klar nok. Uden skorstenen i forgrunden ville resten af billedet ikke give mening. Af mindst lige så stor betydning som udsigten til Kastellet er imidlertid himlen, der hvælver sig ovenover. Købke har været stærkt optaget af skyformationerne med de mange, uendeligt varierede farvenuancer.

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster