Highlights

Cornelius Norbertus Gijsbrechts (virksom fra 1657-efter 1683),Trompe l'oeil med en brevvæg med Frederik III's proklamation

Cornelius Norbertus Gijsbrechts (virksom fra 1657-efter 1683), Trompe l'oeil med en brevvæg med Frederik III's proklamation, 1672. Olie på lærred. 145.5 x 183 cm. KMS1901.
Download billedet i høj opløsningPublic Domain

I 1600-tallet havde man endnu ikke konvolutter. Man indfoldede brevet om sig selv og forseglede med rød voks fra en signetstav. På opslagstavlen (dengang kaldet en brevvæg) ses mange breve, åbnede som lukkede, og signetstave med sod efter den seneste opvarmning over stearinlyset. Man finder også en toilettaske (dengang kaldet et kamfoder), en stor pung, kamme, skrivetøj, nodeblade, saks og meget mere.

Et særligt minde
Midt på opslagstavlen hænger et stort dokument, en proklamation med overskriften: ”….Tertius Dei Gratia ….”, altså den sædvanlige latinske indledning skrevet med en kunstfærdig skrift (fraktur) på proklamationer fra Frederik III’s tid. Da Frederik III var død to år inden maleriets tilblivelse, kommer proklamationen til at fungere som et slags minde over den afdøde konge. Det var netop Frederik III, der engagerede den flamske maler, Cornelius Norbertus Gijsbrechts, som hofmaler i 1668.

Senest opdateret: 14.nov.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo