Highlights

Douglas Gordon (1966-), Monster Reborn, 2002

© Douglas Gordon (1966-), Monster Reborn, 2002.

Douglas Gordon er en af de mest fremtrædende kunstnere, der brød igennem i 1990’erne, et skelsættende og omdiskuteret årti i britisk kunst. Identitet og selvfremstilling er et centralt tema i hans produktion.

Det selvbiografiske

Fra tid til anden lader han selvbiografiske informationer sive ud til offentligheden, men altid på en sådan måde, at man geråder i tvivl om deres pålidelighed. Han dyrker tvetydigheden – således har han på overarmen en tatovering med ordene Trust me, hvilket både spiller på kunstnerens integritet og udsagnets indbyggede suspekte karakter.

Dobbeltportræt
I Monster Reborn sidder han ved siden af sig selv i et dobbeltportræt: det ene som en almindelig ung mand, det andet som et forvrænget spejlbillede af sig selv med klisterbånd på kryds og tværs i ansigtet.

En fremstilling af en spaltet personlighed, hvor kunstneren med reference til blandt andet dr. Jekyll og mr. Hyde har skabt et billede af sit eget indre monster. Men samtidig får billedet et ironisk skær i kraft af al klisterbåndet, der er stærkt medvirkende til at undergrave udsagnets seriøsitet. Alligevel forbliver der en rest tilbage af forestillingen om det onde.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo