Highlights

Edvard Weie (1879-1943), Romantisk fantasi, ca. 1922

Edvard Weie (1879-1943), Romantisk fantasi, ca. 1922.

Blandt de forskellige motivtyper, Edvard Weie dyrkede, var det de såkaldte ”kompositioner”, der optog ham mest. Motiverne er oftest hentet fra litterære eller mytologiske kilder, og ikke sjældent fandt Weie inspiration hos kunsthistoriens store mestre.

Maleriets motiv

Forlægget for dette billede er formentlig den italienske renæssancemaler Correggios Jupiter og Antiope fra 1523-25. Correggios billede skildrer nymfen Antiope liggende nøgen i nederste højre del af billedet, mens Zeus i skikkelse af en Faun, dukker frem bag et træ. Hos Weie genkendes den liggende kvindeskikkelse med de kurvede former og den lysende hvide hud, mens faunen i både form- og farvemæssig henseende glider i ét med naturens vildnis. Landskabelige fragmenter væves sammen med stoflige strøg i Weies billede. Mødet mellem kønnene, tiltrækningen og den mulige forførelse, der er kernen i motivet, er omsat til et dynamisk drama af farver, former og stoflighed.

En ny romantisk billedkunst
Ambitionen bag Weies kompositioner var intet mindre end at skabe en ny romantisk billedkunst, der med storslået monumentalitet kunne skildre tilværelsens vældige drama. Under vejledning af romantisk musik skulle denne ny kunst formes af klange, og dermed frigøre sig fra den gamle naturalismes jordbundethed for i stedet at bevæge sig mod det overnaturlige. Målet var at genvinde en følelsesbåret, åndelig dimension, ”Poesiens Atterkomst” i maleriet.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo