Highlights

Hendrik Schoock (1630-1707), Blomster, erhvervet 1834

Hendrik Schoock (1630-1707), Blomster, erhvervet 1834. Olie på lærred. 104 x 84 cm. KMS250.
Download billedet i høj opløsning |Public Domain

I Hendrik Schoocks maleri er skovbunden scene for en tilsyneladende fredelig billedfortælling. Her vokser røde pæoner, hvide stokroser og blå iris blandt brombær og meget andet. Stokroserne læner sig op ad en kroget hyld, som er vært for en græskarplante, hvis tynde stængler rækker helt op i trækronen. Dens store blade overgår værtens i både størrelse og farvens friskhed. De store grønstribede græskar bliver dog støttet og båret af den gamle hyld.

Forgængelig skønhed
I tidens moralske symbolsprog blev den snyltende græskarplante symbol på flygtig lykke. Et mere tydeligt symbol på livets korthed ses i maleriets egentlige billedhandling. Et stillidsepar har forladt reden, og en mus har set sit snit til at mæske sig i æg. Frøen, der lige har gydt sine æg ud på bækkens vandspejl, er ikke forfulgt af samme hårde skæbne. Hos Schoock understreges vanitas-temaet også i egetræet, hvis løv er ved at iklæde sig efterårets gyldne farver.

Senest opdateret: 22.mar.2017
Sideansvarlig: Webmaster