Highlights

Jacob Jordaens (1593-1678), Lige børn leger bedst, 1640/45

Jacob Jordaens (1593-1678), Lige børn leger bedst (Gelyck By Gelyck), 1640/45. 139x218 mm. kksgb7077
Download billedet i høj opløsning | CC BY

Siden 1400-tallets slutning havde nederlandske kunstnere som Hieronymus Bosch (ca. 1450-1516) og Pieter Bruegel den Ældre (ca. 1527-1569) været med til at skabe den langt ind i 1600-tallet endnu levende tradition med at illustrere ordsprog og anden folkelig visdom. Jordaens var en af genrens sidste store dyrkere.

Anskueliggørelse af ordsproget
For at ingen skal lades den mindste smule i tvivl om billedets indhold, har kunstneren her anskueliggjort ordsproget om, at lige børn leger bedst, ved hjælp af fire menneskepar, der hver for sig og sammen på en nærmest demonstrativ pædagogisk måde personificerer udsagnets enkle budskab.

De er alle anbragt omkring et bord, for tydelighedens skyld med front mod beskueren, ligesom på en scene. På gulvet en dreng med en hund (eller omvendt) og en pige med en dukke, siddende til højre et yngre, ømt omfavnende kærestepar, midtfor et par gamle, syngende ægtefæller og til venstre en munk og en nonne, et noget umage par, og dog.

Et andet motiv - et andet ordsprog
Måske indeholder fremstillingen ved nærmere eftersyn som sidemotiv endnu et af Jordaens yndet og ofte benyttet ordsprog, nemlig: ”Som de gamle synger, sådan piber de unge”, idet den lille dreng og pige trutmundet fløjtende synes at gentage de gamles sang. I andre af hans billeder er det skildret helt bogstaveligt: pigen spiller på fløjte, mens drengen ryger pibe!

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo