Highlights

Jacob Jordaens (1593-1678): Allegori på videnskaben. Minerva beskytter Videnskaben mod Dumhed og Misundelse, ca. 1617.

Allegori på videnskaben. Minerva beskytter Videnskaben mod Dumhed og Misundelse

Maleriets historie
Jacob Jordaens malede Allegori på Videnskaben, da han var omkring 24 år gammel. Umiddelbart skulle man tro, at maleriet forestiller en absurd og tilfældig sammenstilling af personer. Men der er tale om en allegori, dvs. en visualisering af et abstrakt begreb eller en idé. Vores tid kan have svært ved at fortolke en allegori fra 1600-tallet, fordi den ofte betjener sig af et indforstået kodesprog i form af personifikationer og antikke guder.

Motivet
I højre side af maleriet står gudinden Minerva, kunstens og videnskabens beskytter. Hun kendes på skjoldet og er altid iført panser og plade.

Gudinden Minerva, kunstens og videnskabens beskytter
Hun træder Dumheden under fode, en mand med æselører samtidig med, at hun holder Misundelsen stangen med sit skjold. Misundelsen angriber Minerva med en tændt fakkel, mens slangehåret vrider sig om hendes grimme ansigt.

I maleriets midtakse sidder en lærd ved et bord og udmåler en globus med en passer. Han personificerer Videnskaben, Astrologien eller måske Kartografien eller Geografien. Tre guder omgiver og beskytter ham: Fama, berømmelsens gudinde med laurbærkrans, Fortuna, Lykkens gudinde der kaster guld i grams, og Chronos, den bevingede Fader Tid med rigdomme fra havet (konkylie med perler og koraller) og jorden (krans af kornaks og frugter). Ved Videnskabens skulder står en kvinde klædt i Herkules løveskin, måske personificerer hun Styrken.

Fortolkningen
Betydningen af Jordaens' allegori skal måske samlet fortolkes som: Minerva beskytter Videnskaben og al den berømmelse og rigdom, der følger med den, imod Misundelsen og Dumheden.

Skrevet af Eva de la Fuente Pedersen.

Vil du opleve flere af museets Jordaens' værker? Klik dig frem til det værk, du gerne vil se:

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster