Highlights

Lucas Cranach den Ældre (Ca. 1472-1553), Venus og Cupido som honningtyv, 1530

Lucas Cranach den Ældre (ca. 1472-1553), Venus og Cupido som honningtyv, 1530. 58x38 cm. kmssp719
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

Motivets litterære kilde er digtet Honningtyven af den antikke græske digter Theokrit.

Historien bag maleriet

Det handler om, at Cupido (Amor) beklager sig til sin mor, Venus (kærlighedens gudinde) over, at bierne stikker ham, fordi han har stjålet deres bo. Han undrer sig over, at så små væsner kan påføre ham så megen smerte. Venus ler og forklarer ham, at virkningen kan sammenlignes med de sår, som han selv påfører alle dem, som rammes af hans pile. Forelskelsens korte glædesrus kan hurtigt afløses af ravage og hjertekvaler.

På et skilt i maleriets øverste venstre hjørne er der en henvisning til Theokrits digt. Ordlyden gengiver ikke Theokrits græske tekst, men derimod et latinsk epigram baseret på digtet.

Værkets forbindelse til Philipp Melanchton

Set i lyset af, at Cranach udførte illustrationer til Luthers bibeloversættelse og i det hele taget var tæt knyttet til reformatorernes inderkreds, er det interessant, at digtet blev udgivet i Philipp Melanchtons navn. Melanchton formulerede sin egen version af Martin Luthers lære og grundlagde filippismen, som fik stor betydning i Danmark.

Maleriet blev i 1759 sammen med andre malerier overflyttet fra Gottorp Slot til de kongelige samlinger, hvorfor museet kan præsentere den største samling Cranach-malerier uden for tysktalende lande.

Senest opdateret: 11.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo