Highlights

Maja Lisa Engelhardt (1956-), Vej gennem landskab, 2000

© Maja Lisa Engelhardt (1956-), Vej gennem landskab, 2000.

Maja Lisa Engelhardt interesserer sig for naturen og for det landskabelige rum som et billede på tilstande og stemninger af en mental eller følelsesmæssig beskaffenhed. Hun arbejder med et lyrisk, farvemættet maleri, der tager udgangspunkt i naturoplevelsen.

Proces og forandring
Som det er tilfældet i dette maleri, vælger hun ofte situationer, hvor proces og forandring synes at være dominerende. Det drejer sig typisk om steder i landskabet, der markerer et skift. Det kan være en skov, der åbner sig i en lysning, eller som her en vej, der skærer sig ind i et ellers uvejsomt landskab. Hun foretrækker også vejrlig, der er karakteriseret af forestående ændring: fugt, der hvert øjeblik kan blive til egentlig regn, lys, der er ved at bryde gennem skyerne, blæsten, der trækker træernes grene og kroner i stadigt nye former.

Nordisk, romantisk og ekspressiv landskabstradition

Maja Lisa Engelhardts landskabsskildringer ligger i forlængelse af en nordisk, romantisk og ekspressiv landskabstradition, hvor den intenst sansede natur omsættes til udtryksfulde, maleriske gengivelser, og hvor troen på naturen som en kraft og et rum for fordybelse og selvrefleksion er bærende.

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo