Highlights

Mario Merz (1925-2003), Uden titel (Skildpadde og Fibonaccis række), 1979

© Mario Merz (1925-2003), Uden titel (Skildpadde og Fibonaccis række), 1979.

Merz sætter sin vision i billede gennem få og basale motiver: Igloo, urdyr, spiraltegn og den såkaldte fibonacci-talrække. Motiver, som er allestedsnærværende i Merz’ værker.

Fibonnaccis række

Fibonaccis række – 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21 og så videre – følger den organiske logik. Den beskriver den reproduktive ekspansion af forældrepar med påfølgende børn og skyldes den italienske middelaldermatematiker Leonardo da Pisa (ca. 1175-1250), kaldet Fibonacci.

Merz ser og beskriver vor tids verdensforståelse som ekspansiv; som den kan formelsættes gennem fibonacci-rækken, der konkretiserer tids og rums udvidelse mod uendeligt.

Talrige billeder i ét

Kobberstiksamlingens tegning forener talrige billeder i ét. I den svømmende/svævende skildpaddes figur overlejres urdyr med intellekt over igloens verdenstegn. Arkaisk tid interfererer med fremtid i en spiralformet bevægelse. Figuren skildpadde-iglo syner som ”arkitektur bygget af tid, arkitektur nedbrudt af tid”, biologisk-menneskelig. Den er noteret med kridt som transparent formelkompleks på en tavle.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo