Highlights

Nicolas Poussin (1594-1665), Eudamidas' testamente, 1644-1648

Nicolas Poussin (1594-1665), Eudamidas' testamente, 1644-48. 110,5x138,5 cm. kms3889
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

Poussin er 1600-tallets maler-filosof. Hans værker blev for størstedelens vedkommende til i Rom, hvor den sanse- og effektorienterede italienske barok ellers dominerede i samtidens maleri. Over for dette stiludtryk tegner hans klare og tydelige billedsprog sig i skarp kontur.

Interesse for antikkens stoicisme

Periodens interesse for tænkning og oplysning udmøntede sig blandt andet i interesse for antikkens stoicisme, en filosofisk retning med vægt på fornuftsvirksomhed og moralbegrundelse.

Hos oldtidsforfatteren Lukian ytrede stoicismen sig i anekdoten om Eudamidas’ eksemplariske venskab med to andre borgere i Korint, som efter hans død overtog ansvaret for hans mor og datter i overensstemmelse med hans testamente.

Eudamidas' venskab i maleriet

Poussins billede, hvor den døende Eudamidas dikterer testamentet til en skriver, fremholder dette venskab i sin forbilledlighed, og fremholdelsen finder sted i en billedtale, som er lige så klar som værdien af Eudamidas’ venskab er indlysende.

Topmålet af patos organiseret rationelt

Figurerne står tydeligt optegnede og er gengivet med lokalfarver, som afgrænser dem entydigt fra omgivelserne. Fra Eudamidas’ ansigt, fortrukket som det er i smerte, over lægens åndsfraværende udtryk, mens han lægger en hånd på sin patients krop, til datterens forgræmmede ansigt giver maleren os klare præmisser for fortolkningen af  begivenheden på billedet. Den er topmålet af patos, men gengivet med rationelt organiserede midler.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster