Highlights

Wilhelm Bendz (1804-32), Familien Waagepetersen, 1830

Wilhelm Bendz (1804-32), Familien Waagepetersen, 1830. 99,5x88,5 cm. KMS7594
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

Den travle forretningsmand ser op fra sit arbejde i et kort øjeblik, da hans kone med to af parrets børn kommer ind til ham på kontoret, som er i hjemmet i Store Strandstræde i København.

Det danske borgerskab
Med den klare markering af husfaderens travlhed signalerer billedet, hvad der var grundlaget for det danske borgerskab omkring 1830: familien og arbejdet. Hjemmet er sparsomt møbleret uden unødig udsmykning, hvilket afspejler den nøjsomme levevis i Danmark i kriseårene efter Napoleonskrigene.

Christian Waagepetersen
Billedets hovedperson er vingrosserer Christian Waagepetersen, som var med til at afstikke, at det nu var borgerskabet, der var blevet den dominerende klasse i Danmark – efter adelens århundredlange dominans. Waagepetersen var stærkt interesseret i kunst og musik. Han holdt jævnligt musikarrangementer i sit hjem, hvor tidens førende danske komponister og musikere deltog sammen med nogle af billedkunstnerne.

Bendz og Marstrand som fortrukne malere
Waagepetersen bestilte også flere malerier, der ligesom dette billede tog udgangspunkt i hans eget liv og virke. I første omgang gik bestillingerne til Bendz, men efter hans tidlige død overtog Wilhelm Marstrand rollen som vingrossererens foretrukne maler.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster