Hos konservatoren

Om værket

Død og genopstanden
Morgenen gryr og svøbt i sit ligklæde sidder Kristus på sin sarkofag. Bag ham er to støttende engle, der sammen med ham er brudt ud i sang. Stigmatiseringer på Kristi hænder og fødder viser, at han har været korsfæstet. Dog er han ikke død, men levende.

Bjerglandskabet bag Kristus er delt i to verdener. På den ene side stiger solen op, som et symbol på genopstandelse. På den anden ses Golgatha-bjerget hvor han blev korsfæstet. Liv og død er lige dele af den verden, han befinder sig i.

Detalje fra bjerglandskabet i venstre side af maleriet.

Detalje fra bjerglandskabet i venstre side af maleriet.

Kristus som den lidende frelsers forskellige elementer symboliserer flere ting på én gang. Sarkofagen, der er hans kiste, fremstår her mere som et alter eller en trone. Bevægelsen i hans udstrakte hånd giver associationer til nadveren; her tilbyder han sig selv til os, som middel til syndsforladelse og evigt liv. Kristus er både offer, frelser og konge.

Genopstanden er Kristus ikke alene symbolet på Guds eksistens, han symboliserer i værket også genfødslen af en svunden tid. Hans levende ansigt er fæstnet på en formfuldendt krop. Torsoen er afbildet som en antik marmorskulptur, hvid og fuldkommen i dens mejslede muskuløse form. Ligesådan refererer stenhuggeriet, i hulen under Golgatha, til antikkens skulpturer.

Litteratur:
Jacob Wamberg: Smertensmanden og idolet, Kunstmuseets Årsskrift 69 (1991).

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster