Hos konservatoren

Detaljerne om [detaljen]

Hvad sker der i de særlige øjeblikke, vi ser på en detalje? Hvad gør vi, når vi betragter ”tæt på”, og hvilken ”uforudset” belønning er vi på jagt efter?” … spørger vi frit oversat efter Daniel Arasse.

I konservatorens værksted går vi altid tæt på, og i forbindelse med klargøring af værker til museets [detalje]udstilling, blev vi ikke kun belønnet med de fine detaljer i kunstværkerne men også fra deres indramninger.

Théodore Rousseau, Det indre af en skov, 1865

Théodore Rousseau, Det indre af en skov, 1865

Rousseaus fikserede natur
Théodore Rousseau gik i midten af 1800-tallet tæt på skovens detaljer og illustrerede sine betragtninger i værket Det indre af en skov. Værket er udført med kul på grunderet lærred opspændt på blændramme. Farvelaget er påført i et tyndt lag og er meget lidt afsmittende. Analyser (FTIR) viste efterfølgende at værket sandsynligvis er blevet fikseret med gelatine, som er strøget på med blød pensel. Strøgene kan anes i horisontale striber over værket. Derudover fremstår værket stabilt i sin træramme, som derimod er meget beskadiget og trænger til en kærlig hånd, inden den kan komme med på udstilling.

Detaljerne omkring [detalje]værket
Rousseaus skov blev i 1868 (ifølge mærkat på bagsiden) indrammet i en sortlakeret prydramme af træ. Som forsidebeskyttelse i rammen blev der isat et fint og mundblæst stykke glas, som dog var en anelse mindre end rammens falsmål. Det blev afhjulpet af nogle lange kartonstrimler, som i den ene side fungerede som udfyldning for det for lille glas, og i den anden side blev benyttet som afstandsliste mellem værket og indersiden af glasset.

For at fæstne glasset til rammen, var der påklæbet stykker af fransk avispapir mellem fals og glas, som yderligere blev holdt på plads af små søm. Blændrammen med værket blev ligeledes kun holdt på plads af søm og gammelt, nedbrudt papirtape som overlap i kanterne. Værket havde ingen beskyttende bagplade, og var derfor særlig udsat for skadelige påvirkninger, berøring og snavs fra bagsiden. Prydrammens front var præget af meget iøjnefaldende skrab og manglende partier, som umiddelbart tog meget af opmærksomheden fra kunstværket.

Værket blev oprindeligt kun holdt på plads i rammen med søm og nedbrudt papirtape

Genbrug af en original detalje
Under udramningen af værket blev det synligt, både i hvor høj grad værket trængte til genmontering i rene og mere beskyttende omgivelser, og hvor fint og velbevaret det originale, mundblæste glas var. Det blev derfor vigtigt at forsøge at genbruge det på trods af dets lidt for lille format.

For at få blændrammen ud af rammen blev samtlige søm hevet ud og den gamle forseglingstape afrenset. Herefter blev de gamle afstandslister af pap fjernet, og de løse dele af avispapiret i falsen samt på glasset blev vasket af. Herefter tog museets snedker over, mens konservatoren tog sig kærligt af tegningen på lærredet.

I snedkerens værksted gennemgik rammen en større operation. Det viste sig, at intet på den var lige, og rammens ene side blev forsøgt rettet op med en metalplade i den ene langside. Glasset blev pudset og lagt i rammen med små punktvise korkstykker som støtte og udfyldning i alle kanter. Dertil blev det fæstnet med en strimmel aluminiumstape, der både holder glasset på plads og hindrer uønsket indtrængning af støv. Der blev herefter ilagt en afstandsliste af indfarvet balsatræ med et ekstra lag af beskyttende sort filt i alle kanter. For at øge falsens dybde, så den både kan rumme glasset, værket på blændramme samt de nye afstandslister, blev der påsat en ekstra træliste bag på rammen. Afslutningsvis blev diverse skrammer og skrab på rammens forside retoucheret og de manglende partier bygget op, så helhedsudtrykket igen blev ensartet uden forstyrrende skader.

Værkets bagside samt blændrammen blev i mellemtiden hos konservatoren støvet af og kanterne renset for gammelt papirtape. Forsiden af værket blev undersøgt for skader og forsigtigt renset med luftpumpe. Undersøgelserne viste, at værket er forholdsvist stabilt med kun enkelte skrab i farvelaget langs kanterne, hvilket er en meget hyppig konsekvens af permanent indramning i ramme.

'Det indre af en skov' genmonteret i sin ramme

Genforening af værk og ramme
Efter endt behandling af både værk og ramme, kan de nu forenes igen. Værket blev lagt i rammen og fæstnet med metalspænder beklædt med beskyttende filt samt små stykker kork langs kanterne for ekstra støtte. Derpå lukkes rammen med kanalplade og forseglende aluminiumstape, som udover at beskytte mod indtrængende snavs også hjælper til at holde et stabilt klima i rammen.

I tæt samarbejde med museets snedker lykkedes det at restaurere Det indre af en skov og efterfølgende få det genmonteret i sine originale ”vante rammer”. Tilpasning af rammen har betydet, at værket nu sidder godt beskyttet i gode, rene materialer, der sikrer værket bedst mulig bevaring for fremtiden.

Glasset er et meget fint, mundblæst stykke glas med de originale uregelmæssigheder, som den glastype uundgåeligt har. Det blev trods sit lille format valgt at bevares, da det netop har en ekstra historie og gemmer på fine detaljer, som ville være ærgerlige at kassere.

Værket i sin nye, gamle ramme kan opleves i museets aktuelle udstilling [detaljer] fra 12/10 2012 - 17/3 2013.

Skrevet af
Karen Esser
Konservator, kunst på papir
Bevaringsafdelingen

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo