Hos konservatoren

Digitalisering af et lydarkiv

I 1990 ansatte SMK kunstneren William Louis Sørensen til at indsamle væsentlige kunstværker, der bestod af eller var baseret på lyd. Hans job var således dels at indsamle lydkunst, men også optagelser, der indfangede enestående kunstneriske begivenheder, musik, performanceværker og happenings skabt af såvel danske som internationale kunstnere.  Hans arbejde og metodologi efterlod museet med en stor samling af unikke og inspirerende tidsbaserede medielydværker, der indtil for ganske nylig ikke har kunnet tilgås. Samlingen er nemlig opbevaret på en bred vifte af forskellige medier og formater, heriblandt spolebånd, kassettebånd med både 8 og 4 spor, VHS-bånd og vinylplader. De ældste genstande går tilbage til begyndelsen af 1960’erne. Det er denne samling, der nu er genstand for en intensiv digitaliseringsproces, hvor indholdet på de gamle, analoge båndformater overføres til digitale filer.

At bevare mediabaserede kunstværker
Tidsbaserede, mediebårne kunstværker byder på særlige udfordringer i forhold til bevaring. Overordnet set er værker af denne art flygtige og nedbrydes hurtigt. De første lydoptagelser på magnetisk optageudstyr dukkede op i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de blev skabt ved at magnetisere ståltråd, der passerede hen forbi et tonehoved. Ståltrådsoptagerne, der også kaldtes telegrafoner, blev gradvist udskiftet med maskiner, der bruger magnetbånd: et tyndt lag metaloxid – jern eller krom –lagt på et plasticbånd. Det er siden med metallaget, der indeholder den lagrede information.

Lydbånd er typisk fremstillet af polyester (PET), men ses også i celluloseacetat (CA) og polyvinylklorid (PVC). Polyester er mere stabilt end både acetat og PVC, der begge kræver blødgørere for at kunne bøjes. Blødgøreren påvirkes af fugt i omgivelserne, og nedbrydning kan opstå, fordi bindemidlet optager vand. Blødgøreren kan også bevæge sig op mod båndets overflade, hvilket fører til den nok bedst kendte form for nedbrydning af magnetbånd: SSS (”Sticky Shed Syndrome”), der på dansk også kaldes ”klæbrige-bånd-syndromet”. Båndene kan også tage skade, hvis luftfugtigheden er for lav, hvilket kan gøre materialet sprødt og skrøbeligt.

Forældede afspillingsmedier
Nedbrydningen af selve optagemediet er ikke den eneste udfordring i denne sammenhæng. Det udstyr, som medierne afspilles på, forældes også. De forskellige formater og maskiner, som er blevet brugt til at optage eller skabe værkerne, bliver hurtigt forældet. Det er derfor med jævne mellemrum nødvendigt at overføre værkerne til nye formater, således at de kan afspilles på nye, tidssvarende maskiner. Når indholdet på et analogt bånd, såsom et kassettebånd eller spolebånd, skal omskabes til en digital fil, indebærer det at indholdet skal konverteres til cifre, der kan behandles elektronisk på en computer. Dette medfører ændringer i mange af værkets oprindelige egenskaber, såsom dets farvetone, kornstøj, frame og lyd, og det betyder naturligvis også, at man skal bruge noget andet udstyr for at se og/eller høre værket. Digitaliseringsprocessen giver mulighed for at ændre, og potentielt forbedre, kvaliteten af den oprindelige optagelse. Men den åbner også for at man mister vigtig information fra det oprindelige materiale, både i form af billede og lyd. Processen tvinger os til at træffe afgørelser om, hvor strengt vi vil holde os til det originale materiales oprindelige fremtræden i både billede og lyd, og kræver i øvrigt meget højt specialiseret og professionel teknisk assistance.

Studentermedhjælper Cæcilie Vieth Vad i færd med at indscanne og dokumentere lydarkivet.

Nogle af båndene var så nedbrudte, at de ikke overlevede digitaliseringsprocessen. Her ses to bånd fra 1963, det ene fremstillet af PVC (nederst), det andet af CA (øverst).

Museet og kunsten i informationsalderen
Digitaliseringen af William Louis Sørensens samling af lydkunst er en løbende proces, der er en del af projektet Museet og kunsten i Informationsalderen: et tværfagligt projekt, der beskæftiger sig med forskellige problemstillinger angående flygtig og immateriel kunst i museumssammenhænge.

Projektet omfatter en række inspektører/kuratorer, formidlere og konservatorer fra Statens Museum for Kunst, Museet for Samtidskunst i Roskilde, Københavns Universitet og Aalborg Universitet. Det stræber efter at definere og omdefinere hvordan værker af flygtig karakter kan erhverves af museer, formidles til offentligheden og bevares til glæde for kommende generationer – og der er ikke et øjeblik at spilde!

Du kan læse mere om projektet her.

Hør et uddrag af et af de digitaliserede bånd herunder:

Dette projekt har kunnet gennemføres takket være gavmild støtte fra Velux Fonden.


Vil du vide mere? Så kontakt:
Louise Nicole Cone, MSc
Konservator, samtidskunst
SMK

Senest opdateret: 1.maj.2018
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo