Hos konservatoren

Værket ses rullet op før fotografering

Dürer under kniven! – Konservering af Maximilian 1. æresport.

Konserveringen af Maximilian 1. æresport af den tyske kunstner Albrecht Dürer har været er en opgave, som har krævet både danske og internationale konserveringskræfter. Konserveringen er en del af et forskningsprojekt, der fokuserede på at undersøge Kobberstiksamlingens to eksemplarer af værket.

Æresporten blev klæbet op på lærred midt i 1800-tallet, og har på grund af værkets skrøbelige tilstand ikke været udstillet i årtier. Den har ligget i SMK’s magasiner de seneste mange år rullet op på en stor rulle.

Dokumentation af værkets tilstand

Udrulning og fotografering af værket viser at værket har store deformationer, dels fordi det har været rullet på en lille rundstok og desuden på et tidspunkt har været taget af blindrammen og foldet på midten, hvorfor papir og trykfarve er revnet og knækket mange steder.

Øverste blad ses i sidelys

Blad fra midten af værker viser revner og knæk pga. sammenfoldning af værker

UV-fotografiet viser, hvor klæbestoffet er trængt igennem papiret til forsiden

Klæbestoffet der er benyttet til opklæbningen er også trængt igennem til forsiden flere steder. Det ses mest tydeligt i UV-lys. Bladenes farve viser desuden mange forskellige nuancer af creme til brun, hvilket tyder dels på at værket kan være samlet af flere eksemplarer, som har forskellige nedbrydningsgrader, dels at det har været udstillet i lang tid i et højt lysniveau.

Overfaldesnavs bliver fjernet

Den første del af konserveringen var helt traditionel. Skaderne er blevet registreret og dokumenteret, overfladen er renset for løst snavs og skaderne er sikret fra forsiden, så værket ikke ville gå mere i stykker under håndteringen.

Tørrensning af forsiden for at fjerne overfladesnavs

Kemiker Anna Vila fra CATS tager prøve til analyse af klæbestoffer

Forundersøgelser

En forundersøgelse viste at det godt kunne lade sig gøre at fjerne lærred, og at mellemlagspapiret kunne fugtes op og skrabes væk med skalpel. Men det viste sig at være problematisk at skille bladene ad vha. fugt alene. Det var derfor nødvendigt at forsøge at overveje at benytte enzymer til at opløse klæbestoffet mellem bladene. Forud for konserveringen var det derfor nødvendigt at undersøge, hvilket klæbestof der var benyttet til at klæbe både lærred og mellemlagspapiret op med. Analyserne viser, at det primært er en stivelsesklister, der er benyttet, og det derfor er muligt at benytte et amylase-enzym, der kan opløse klister.


Tværsnit af papiret i UV viser, at der ikke er klister eller animalsk lim i papirkerne. De lyseblå områder i bunden af papiret viser, at her er der klæbestof.

Fjernelse af opklæbningspapir vha. enzymbehandling af klæbestoffet

Restaurering af revner i bladene

Bladene bliver monteret på en stabil plade

Værket skilles ad

Efter at lærredet er fjernet mekanisk er bladene separeret, og der er derfor benyttet både fugt og en gel med enzymer til at løsne bladene fra hinanden.

At skille originalbladene fra opklæbningspapiret viser sig ikke at kunne lade sig gøre med fugt eller i en vandig behandling. Der er var for meget mekanisk bearbejdning af overfladen af papiret og nogle af bladene var i så dårlig stand, at papirets struktur blev for blød til at det var sikkert at arbejde med. En analyse af papiret viser at der ikke er stivelse i papiret, og at det derfor er muligt at benytte amylase enzymerne også til adskillelse af blade og opklæbningspapir.

Ved at udvikle en enzymbehandlingsmetode, hvor fugt med enzymer trænger igennem opklæbningspapiret og opløser klisteren, var det muligt at fjerne hele opklæbningspapiret i et stykke, hvorefter bladene kunne vådbehandles. Dels for at fjerne snavs, vandskjolder og selvfølgelig også fjerne enzymerne igen.

Restaurering

De grafiske blade kunne efter tørring endelig restaureres, så revner blev forstærket med japanpapir og områder uden papir udfyldes med papir. Efter restaureringen er bladene planeret ved at fugte dem let op og komme dem i let pres.

Montering

Endelig til sidst er der fremstillet en plade som værket i fremtiden skal vises på. I stedet for at klæbe bladene op som det blev gjort i midten af 1800-tallet, er bladene i stedet monteret på pladen med hængsler af japanpapir. Udenom værket er der klæbet et papir i den samme farve som papiret grundfarve, sådan at værket kommer til at fremstå som en helhed.

Det færdige værk efter restaurering

Det færdige værk efter restaurering

Det færdige værk efter restaurering

Senest opdateret: 22.mar.2017
Sideansvarlig: Webmaster