Hos konservatoren

Mestertegninger med selvdestruktivt blæk

Et af de store problemer af bevaringsmæssig karakter i Statens Museum for Kunsts samlinger er, at mange af de fineste udenlandske og danske tegninger er tegnet med en selvdestruktiv blæktype: jerngallusblæk.

Claes Jansz Visscher (1586-1652),

Tegninger af Enestående National Betydning forsvinder
Jerngallusblæk er både selvdestruktiv og nedbrydende for papiret. Den type blæk har været brugt fra ca. 1400 og helt frem til 1900, og giver det bevaringsmæssige problem, at blækket efter nogle hundrede år - afhængig af blækket og papirets kvalitet - først begynder at misfarve papiret, dernæst ætse papirfibrene under blækket, krakelere og falde ud.

Resultatet vil være, at selve tegningen vil forsvinde. Til sidst er der kun huller, hvor blækket har været.

En Rembrandt i vanskeligheder
Problematikken kan ses i tegningen af Rembrandt, Kain dræber Abel, ca. 1650. Der er tegnet på begge sider af papiret, og midt i motivet kan man se, at tegningen fra bagsiden er ved at "bløde" igennem til forsiden.

Rembrandt van Rijn, "Kain dræber Abel", ca. 1650. Detalje fra værket til venstre.

Skaden på Rembrandt-værket er endnu ikke så fremskredet, at blækket er ved at "falde ud".

Det kan man til gengæld se på Bertel Thorvaldsens lille tegning nedenfor af Apollo, hvor der allerede er områder af blækstregen, der er forsvundet ved pilekoggeret. Det samme ses i kvindehovedet af Paolo Farinato, hvor stregen omkring det ene øje og en del af munden nu mangler.

Til venstre: B. Thorvaldsen (1770-1844), Apollo ; i midten detalje fra værket. Til højre detalje fra: Paolo Farinati (1524-1606), Kneeling Woman.

På jagt efter den gode metode
Der har været anvendt mange forskellige metoder til at restaurere og konservere motiver med jerngallusblæk, bl.a.:

* Genlimning for at forsegle blækstregen
* Opklæbning på nyt papir
* Stabilisering med papirlapper fra bagsiden

Ingen af disse metoder har angrebet selve ondets rod, jengallusblækket selv.

Blækket skal ikke ødelægges
Forsøg på at neutralisere den syre som blækket producerer, har vist sig at være problematiske. En basisk væske med en pH-værdi over 8 til neutralisering af blæksyren vil ændre den kemiske struktur i blækket uigenkaldeligt, hvilket vil ødelægge blækket. Desuden har mange værker så fremskredet blæknedbrydning, at de ikke tåler vandig behandling overhovedet.

Konservatorer har også forsøgt at afsyre værker ved at lægge dem mellem papirer, som er præparerede med en basisk buffer. Men en opfugtning kan i nogle tilfælde få jern-ioner i blækket til at vandre ud i papiret, hvorfor skaden kan blive endnu større.

Om-montering er ikke nok
Det er heller ikke nogen løsning "bare" at om-montere værkerne, så de kommer i nye syrefri og evt. basisk bufrede passepartouter. Nedbrydningsprodukterne i jerngallusblækket er nemlig så kraftige, at de hurtigt nedbryder kartonen. Det ses tydeligt på kartonen bag Abildgaards tegning Liggende kvindefigur symboliserer den jødiske religion. I UV-lys fremstår den begyndende nedbrydning af kartonen som en "kopi" af tegningen. I dette område bliver den basiske buffer hurtigt opbrugt og yder derfor ikke længere den rette beskyttelse af tegningen.

Nicolai Abildgaard, "Liggende kvindefigur symboliserer den jødiske religion", 1743-1809

Den begyndende nedbrydning af kartonerne ses allerede efter ca. 10 år. Med tanke på at ældre papirformer, som f.eks. kludepapir lavet af hør eller bomuld, har vist sig fint at kunne holde i 500 år, så er 10 år kort tid i bevaringssammenhæng. Og her det er vigtigt at huske, at nedbrydningen ikke kun foregår i kartonen, men også i værket selv!

UV-optagelse af kartonen bag Nicolai Abildgaards tegning.

Er antioxidanter svaret?
Løsningen, der er i sigte i øjeblikket, indeholder behandling med antioxidanter i stil med, hvad der finder sted i fødevareindustrien, hvor de bl.a. anvendes til at forlænge fødevarernes holdbarhed.

Men da vi indenfor konservering ikke har erfaring med langtidseffekterne af behandling med antioxidanter, har Statens Museum for Kunst indgået et samarbejde med Det Kongelige Bibliotek og forskningscenteret Centre de Recherches sur la Conservation des Document Graphique i Paris for at undersøge, om der skulle være uønskede sideeffekter ved de konserveringsmetoder, som nu benyttes.

Selvom vi har et særligt ansvar for at bevare værker af Enestående National Betydning lige nu, har vi også et ansvar for at undersøge, om metoderne er forsvarlige, inden vi tager dem i brug i større målestok.

Niels Borring

Skrevet af
Niels Borring
Cand.scient.kons, kunst på papir
Bevaringsafdelingen
Læs mere om Niels Borring

Om ENB og bevaring
Et ENB-værk, er et kunstværk af enestående
national betydning. Restaureringen sker takket være Kulturministeriets særlige bevilling til bevaring af værker af Enestående National Betydning. Læs mere om ENB her.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster