Hos konservatoren

Et serviettyndt træsnit hos konservatoren

Som konservator støder man ofte på spændende udfordringer i behandlingen af kunstværker på papir. Nogle værker er så delikate eller i så svær forfatning, at de kan tage skade ved blot at blive håndteret eller opbevaret. I disse tilfælde er det stærkt nødvendigt, at værket stabiliseres, så det for eftertiden kan bevares og gøres tilgængelige for et større publikum.

Træsnit på tyndt papir

Et eksempel på et kunstværk i meget dårlig og skrøbelig stand er et træsnit fra 1909 udført af den danske maler og grafiker Aksel Jørgensen. Værket er et træsnit på ekstremt tyndt japanpapir. Dets tykkelse, vægt og kvalitet kan bedst sammenlignes med en enkeltlags papirserviet. Da museet erhvervede værket i 2011, var det monteret med selvklæbende tape i alle fire hjørner på et stykke pap. Herefter var det indrammet bag glas.

Tapens klæbestof var blevet så nedbrudt med årene, hvilket havde fået træsnittet til punktvist at fæstne sig til rammeglasset. Så da træsnittet på et tidligere tidspunkt blev taget ud af rammen, var det ved den lejlighed umuligt at adskille trykkets hjørner og visse områder langs trykkets overkant fra glasset, hvilket havde medført materialetab. Små stykker papir blev simpelthen siddende på det underliggende pap, efter at resten af trykket var taget ud. De tabte stykker blev herefter adskilt fra pappet hver for sig og opbevaret sammen med resten af trykket i en forseglet, syrefri mappe.

Værket inden behandling: På Café, 1909, Aksel Jørgensen.

Øverste venstre hjørne sad stadig delvist fast på pappet

De små stykker papir, som sad tilbage på bagpappet efter at værket var udrammet (øverste højre hjørne) blev opbevaret sammen med værket

Tape fastgjort til værket

Overvejelser i forhold til værkets tilstand
Den væsentligste anledning til bekymring ved behandling af Jørgensens tryk var de store materialetab. Og risikoen for yderligere materialetab gjorde det næsten umuligt at håndtere værket. Tapen havde ligeledes gjort skade på det tynde, skrøbelige papir, så det blev besluttet, at tapen skulle fjernes, og det løse papirmateriale skulle frigøres fra pappet og sættes tilbage på trykket. Sluttelig skulle værket forstærkes med et ekstra stykke stabiliserende japanpapir på bagsiden.

Ved undersøgelserne af trykket gav teknikkens ustabilitet anledning til store udfordringer. Blækket var meget følsomt overfor vand, alkohol og alle polære opløsningsmidler. Raman-spektroskopi viste, at pigmentet i dette tryk ikke overraskende er kulstofbaseret. Pigmentet er meget kemisk stabilt og udgør ingen direkte trussel mod papiret. I dette tilfælde har blækkets store følsomhed overfor vand at gøre med det bindemiddel eller de tilsætningsstoffer, som er tilsat til blækket. Det var imidlertid vanskeligt at identificere bindemidlet ved FTIR-mikroskopi (analyse ved hjælp af Fourier Transform InfraRød spektroskopi). Derfor kunne man kun nå frem til delvise konklusioner på grundlag af disse analyser. FTIR-analysen viste, at bindemidlet sandsynligvis var en form for naturharpiks. FTIR-spektrometeret fandt også andre elementer, men det var vanskeligt at afgøre, om disse elementer stammede fra blækket eller fra selve papiret. Det er derfor nødvendigt at foretage yderligere analysearbejde for helt præcist at fastslå, hvilke organiske materialer, der findes i blækket.

Behandlingsforslag

Umiddelbart tydede alt på, at den mest hensigtsmæssige behandling for dette værk ville være en fuldopklæbning på et sekundært bærende materiale, der dækker hele værkets bagside. Dette vil give værket ekstra støtte og gøre det mere sikkert at håndtere. Til opklæbning af værker på papir benyttes typisk et vandbaseret klæbemiddel, men i dette tilfælde udgjorde det en for stor risiko for at skade det vandfølsomme blæk. Derfor viste den mulighed sig hurtigt at være udelukket. Der blev derfor foreslået alternative fremgangsmåder, der bygger på syntetiske klæbemidler eller på stabiliseringspapir, hvor klæbeeffekten aktiveres ved varmepåvirkning. Disse muligheder blev nøje undersøgt og grundigt overvejet, men til sidst blev de forkastet, fordi en eventuel tilbageføring af disse behandlinger ville være en umulighed med dette ultratynde og delikate kunstværk. Hvis opklæbninger af den type, som anbefales her, skal være reversibel (skulle kunne tilbageføres), kræver det, at man bruger vand eller varme, og også her var risikoen for at skade værket så høj, at den overskyggede fordelene ved at stabilisere værket med den metode.

Konserveringsforløbet

Til sidst blev der fremført og besluttet et kompromisforslag i form af en punktvis støtte af det tynde og sårbare træsnit. Det ville indebære en montering af et sekundært bærende støttepapir bag på værket ved hjælp af et klæbemiddel, der kun skulle påføres punktvist i et jævnt lag langs værkets yderste kanter – altså der, hvor der ikke er trykfarve. En sådan behandling vil forstærke papiret uden at det udsættes for risikoen for at trykfarven løber ud. Behandlingen skulle nødvendigt finde sted på et såkaldt lavtryksbord, som ofte anvendes ved konservering af værker på papir, især når værkerne er skrøbelige eller farvelaget ustabilt overfor vand og fugt. I opklæbningssituationer af denne slags, er der altid en risiko for, at der kan opstå folder i originalpapiret og/eller støttepapiret efter endt behandling, men den risiko mindskes ved at bruge et lavtryksbord, hvor der arbejdes med et kontrolleret sug fra undersiden.

Forud for behandlingen på lavtryksbordet blev de gamle taperester fjernet, og de løse papirstykker blev adskilt fra den tidligere bagkarton og derefter genmonteret i deres originale placering på træsnittet. De allermest skrøbelige områder af papiret blev stabiliseret på bagsiden ved hjælp af tyndt japanpapir og tyk metylcellulose. Områderne med materialetab blev fyldt ud ved at indsætte indfarvet japanpapir. Da træsnittet således var tilbageført til hel tilstand, fortsatte behandlingen på lavtryksbordet. Værket og det sekundære støttepapir blev kortvarigt opfugtet forinden, og træsnittet blev herefter placeret med forsiden opad oven på støttepapiret. De to stykker papir blev derefter anbragt oven på et stykke fugtigt trækpapir på lavtryksbordet, hvorefter den punktvise opklæbning kunne påbegyndes med let sug, der holdt de to ark på plads ovenpå hinanden. Forsigtigt blev der påført tyk metylcellulose i punkter langs alle fire kanter på træsnittet, som hurtigt tørrede op på grund af det kontrollerede sug fra lavtryksbordet.

Det viste sig at være langt nemmere end forventet at påføre klæbemidlet langs yderkanten af værkets bagside, fordi bordets tryk fik værket til at ligge stille og gjorde behandlingen nemmere at styre.

Behandling på lavtryksbordet

Klæbemidlet påføres langs de ”ubemalede” yderkanter af værkets bagside på lavtryksbord

Resultat
Behandlingen lykkedes: Taperesterne er fjernet. De små afrevne værkdele er kommet fint tilbage på deres oprindelige plads og er nu igen en del af værket, som har fået en nødvendig og solid bagstøtte, der kun er fæstnet langs kanterne og derfor giver originalpapiret rum til at arbejde. Både værket og støttepapiret er efter endt behandling fladt og jævnt og fremstår nu stabilt, intakt og klar til at blive eksponeret for publikum i mange år fremover.

Restaureringsforløbet af Aksel Jørgensens På Cafe er et godt eksempel på, hvordan det ofte kræver grundige analyser og en omfattende beslutningsproces at træffe det endelige og rigtige valg af behandling. Nogle gange er det ikke muligt at vælge den behandlingsform, der som udgangspunkt var at foretrække. Man må så nå frem til andre behandlingsmetoder – i tilfælde en kompromisløsning – der på bedste vis vil stabilisere værkets tilstand og sikre dets fremtid.


Skrevet af
Siv Jakobsen Gran
Konservator

Værket før behandling

Værket efter behandling med nyt støttepapir på bagsiden

Senest opdateret: 11.apr.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo