Hos konservatoren

Montering af værket på ny blændramme

I glas og ramme
Kunstværker med sart og let afsmittende farvelag som blandt andet pastel, kul, kridt eller blyant er bedst beskyttet bag glas i ramme. På den måde undgås den direkte kontakt med overfladen, hvilket er en af teknikkernes største fjender i forhold bevaring af farvelaget. For at kunne indramme værket, var det nødvendigt at føre det over på en blændramme, som er tilpasset den valgte ramme - i tilfældet med Dronning Juliane Marie portrættet ønskes den eksisterende ramme genbrugt.

...klik på pilene i billedkarrusellen herunder for at se illustrationer til den følgende forklaring af værkets behandlingsforløb.

 

1: Den eksisterende blændramme var gammel og nedbrudt, så snedkeren på SMK fabrikerede en ny. For at yde ekstra støtte til værket, blev en bufferkarton limet fast i rammens øverste kant. Kartonen vil udover støtte også optage fugt og eventuelle afgassende skadelige syrer fra træet og omgivelserne.

2: Arbejdsrammen med værket lægges ovenpå blændrammen med bufferkarton.

3-4: Tegnestifterne løsnes én for én og lærredsstrimlen føres ned og fæstnes på den underliggende blændramme.

5: Dette gentages for alle strimlerne, som herved genbruges til opspændingsmateriale på blændrammen.

Ingen brug af hammer
Da pastel er et meget sårbart materiale, der ikke tåler nogen form for stød, var vi nødt til at presse opspændingssømmene forsigtigt i rammen. Normalt opspændes værker på blændramme med søm, som hamres i, eller hæfteklammer, som skydes i. Disse metoder var ikke hensigtsmæssige i dette tilfælde, da det uundgåeligt ville bevirke unødige stød og vibrationer. I stedet benyttede vi en specialudviklet knibtang, som er rigtig god til netop dette formål, da man med den kan presse sømmene ind i rammen i stedet for at slå dem i.

6-7: Lærredsstrimlerne klippes til.

8: Maleriet er nu planeret og færdigmonteret på ny blændramme med støttekarton.

9: Monteringen bagfra med bufferet støttekarton og afklippede lærredsstrimler.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster