FAQ

Hvor lang tid kan papir være opbevaret i et for fugtigt miljø før, at der udvikler sig mug og skimmelsvamp? Hvordan kan man selv rense et maleri for snavs? Og hvor meget sollys kan oliemalerier egentlig tåle? Find alle svarene her.

Hos konservatoren

Maleri | 3.feb.2016

Opbevaring af malerier

Hvordan opbevarer man malerier bedst? Og hvordan udretter man et bulet maleri? Er det skadeligt for maleriet, hvis man bare lader det forblive deformeret?

Når malerier ikke er oppe at hænge på væggen, har de bedst af at blive opbevaret et sted med nogenlunde stabil temperatur og luftfugtighed, dvs. som minimum et opvarmet lokale. Også gerne mørkt, da sollys både kan blege farven og accelerere andre nedbrydningsprocesser. Større udsving i klimaet omkring maleriet kan få materialerne, der er lavet af, til at arbejde, med afskalninger af malingen eller andre skader til følge.

For yderligere beskyttelse kan det under opbevaring desuden være en god idé at pakke maleriet ind - f.eks. i bobleplast eller et andet materiale med glat overflade. Men her skal man være sikker på, at farvelaget er helt tørt, så man ikke risikerer, at det klæber sig fast til billedet. Vær også opmærksom på, om der er ujævnheder i overfladen eller ornamenter på rammen, f.eks., som man kan risikere at beskadige ved at pakke det ind. Har man flere malerier, der skal stables, er det en god idé at adskille dem med en kraftig papplade eller andet, så de mindre billeder ikke laver buler i de større ved at læne sig op ad dem.

I forhold til allerede eksisterende buler behøver det ikke nødvendigvis at være skadeligt. Mange malerier er malet på lærred, og det 'slapper af' i fugtigt vejr og trækker sig sammen i tørt vejr. Er man inde i en periode med meget fugt i luften, kan ens maleri derfor i perioder bule, men det i andre perioder retter sig op af sig selv. Mindre buler kan derfor være acceptable. Generelt er det bedst at undgå disse udsving, da det kan give afskalninger af malingen - men i private hjem er det umuligt at undgå helt. Omvendt kan bulerne 'sætte sig' og i længden skabe revnedannelser i farvelaget. Dette er ofte tilfældet, hvis bulerne skyldes slag eller stød.

Er der tale om større, permanente buler, og er der tale om en kileramme, kan man forsøge sig med forsigtigt at banke på kilerne hele vejen rundt på bagsiden med en stifthammer (uden at ramme lærredet!). Kommer de nogle millimeter længere ind i slidserne, udvider de rammen, lærredet sidder på, og lærredet strammes op. Dette gøres bedst ved at lægge det med forsiden nedad på en plan flade - gerne på et tæppe eller andet, der kan beskytte forsiden imens (forudsat, at maleriets overflade er plan og kan tåle det, uden at der brækker noget af). Man skal være lidt varsom med at kile, da lærredet kan tage skade, hvis det er for stramt, når det bliver tørt i vejret igen.

Hvis dette ikke hjælper, vil jeg anbefale at kontakte et konserveringsværksted og høre, hvad de kan gøre for at afhjælpe bulerne. Nordisk Konservator Forbund har en liste her


Med venlig hilsen
Pil Rasmussen
Leder af Konserveringsenheden, konservator, M.Sc.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 22.mar.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo