Hos konservatoren
Gottorfer Codex

Gottorfer Codex: Et overvældende blomsterflor åbenbarer sig

Side for side restaureres 365 smukke blomstermalerier fra en 1600-tals slotshave. Arbejdet foregår i bevaringsafdelingen på Statens Museum for Kunst over en 4-års periode


Fire store bøger fulde af blomster
Gottorfer Codex er et firebinds bogværk, hvor hver side er et maleri med blomster og nytteplanter som motiver. De fire bind består af i alt 365 sider der viser 1180 illustrationer af blomster, buske og frugter. Der optræder fra et til ti motiver på hver side. Alle malerierne er malet på kalvepergament med gouachefarve, hvis farvestyrke er enestående godt bevaret.


Maleren og Gottorp Slot
Navnet Gottorfer Codex henviser til maleriernes oprindelse. Hertug Frederik III af Schleswig-Holstein-Gottorf ansatte i 1649-1659 blomstermaleren Hans Simon Holtzbecker til at male de mange smukke blomster fra Gottorf Slots haver og bede. De fire blomsterbogværker er på Statens Museum for Kunst indregistreret som ”krigsbytte 1749”.


Fra magasin til udstillingsvæg og web
Den stramme indbinding af malerierne gør, at pergamentsiderne svært kan vendes uden at farvelaget beskadiges. Samtidigt kan kun én side betragtes ad gangen. Derfor gøres værkerne nu tilgængelige på to fronter. Først tages malerierne ud af bogbindene, de restaureres og monteres i hver sin passepartout. Dernæst fotograferes de digitalt, så de kan beundres på museets hjemmeside.


Få mere at vide om projektet
Via menuen til højre kan du se film og læse om konserveringen af værket, læse om forskningen og haven på Gottorp Slot samt løbende se de restaurerede blade. På Bevaringsafdelingens blog kan du desuden læse om vores øvrige projekter og give kommentarer. Læs blogindlæg om Gottorfer Codex.


Åbent værksted
I foråret 2009 foregik restaureringen af de delikate gouacher live i et åbent værksted i en af museets udstillingssale. Her kunne publikum følge de små, men synlige fremskridt dag for dag samt få indblik i konservatorernes minutiøse arbejde. Vi planlægger et åbent værksted igen senere i projektet, så følg med her på hjemmesiden.


Gottorfer Codex-ordbog
I forbindelse med restaureringen bliver der brugt en del fagtermer. Dem kan du få en forklaring på i vores Gottorfer Codex-ordbog. Hvis du har ord, du ønsker tilføjet, så send en mail til web@smk.dk.


Projektet støttes af: Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen Schloß Gottorf medfinancierer konserveringen og digitaliseringen af Gottorfer Codex. Du kan besøge Gottorp Slots hjemmeside her.



Senest opdateret: 25.apr.2012
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo