Om konserveringen
Papirkonservatorerne på Statens Museum for Kunst er gået i gang med at konservere museets enestående og hidtil utilgængelige Gottorfer Codex – et 4-binds blomsterbogværk fra 1600-tallet, der oprindeligt tilhørte Gottorp Slot i Sydslesvig.
Kort beskrivelse af værket
Gottorfer Codex består af 4 bøger med malerier af blomster og nytteplanter. De er udført i gouache på pergament og måler 50,5 x 38,5 cm. Det samlede værk indeholder i alt 365 bemalede blade med mere end 1200 illustrerede planter, der spænder over alverdens sorter og varianter af pryd- og nytteplanter, så som: asparges, brændenælde, salvie, tulipaner, iris og figen.
En hemmelig skat åbnes
Bogbindene er meget slidte, men har beskyttet de bemalede pergamentsider mod lysafblegning og knubs. Blomstermalerierne har været lukket inde i bøgerne i over 300 år, så det er i dag som at åbne en gemt skat. Blomstermalerierne er fra 1649-1659, men fremstår med en friskhed i farverne, som var de malet i vor tid. Hvis værkerne havde været udstillet siden 1600-tallet, ville farverne være bleget og balancen mellem de forskellige farver være forrykket eller i værste fald være forsvundet.
Indbindingen
Bøgerne er betrukket med brunt skind, og på forside og bagside er Gottorfer Slots våbenskjold trykt med guld. Bøgerne har forgyldt ryg og forgyldninger på permerne.
Siderne er parvis limet på en foldet pergamentstrimmel, så de danner et læg. Læggene er hæftet på 8 ophøjede dobbeltsnore og alle bindene har håndstukne kapitælbånd. Kapitæler har en dobbelt funktion. De virker både som en forstærkning af top og bund af bogryggen, ligesom de har en pyntefunktion.
Den problematiske indbinding
Indbindingen har beskyttet siderne mod slitage og lys, men har samtidig skabt de skader, som konservatorerne nu vil udbedre. Siderne er bulede, foldede, groft beskårede, har pletter fra farvningen af snitkanten og et farvelag, der krakelerer. Det er derfor besluttet at tage alle siderne ud af, foreløbigt, de to første bind.
Blomsterværk – ikke bogkunst
At skille Gottorfer Codex (foreløbig bind 1 og 2) ad, har sat konservatorerne i et dilemma. Værket har eksisteret i bogform i mere end 300 år, men for at bevare blomstermalerierne har det været nødvendigt at tage siderne ud.
Når restaureringen er fuldendt, vil flere af siderne igen fremstå som enkeltværker, som ikke skal indbindes. Det betyder imidlertid ikke at bogbind, skåneblade, pergamentstrimler og hæftesnore bliver smidt ud. Alt materiale gemmes fordi der ligger mængder af information om bogbindsteknik og brug af materialer i slutningen af 1600-tallet.
Skåneblade
Mellem hver bemalet pergamentside er indsat et skåneblad af papir. Som navnet antyder, kan indsættelse af skåneblade være for at skåne farvelaget mod slitage, men det er nu nok primært af æstetiske årsager. Alle skånebladene bliver gemt sammen med det øvrige materiale der bliver ”til overs” efter adskillelsen af bogen.
Vanskelige at åbne
Bøgerne er vanskelige at åbne, fordi ryggen er limet med animalsk lim som giver bogbindet et meget stift opluk. For at kunne lime med animalsk lim er man nødt til at varme den op i vandbad (limpotte), og når limen tørrer op bliver den helt stiv og meget stærk. Indenfor bogbinderfaget blev animalsk lim brugt helt op til introduktionen af de syntetiske lime i midten af 1900-tallet, da der ikke var andre alternativer end klister som ikke er særligt stærk.
Bulede sider
Siderne er samlet i læg, to og to, med en strimmel af pergament. Limningen langs kanten bevirker, at pergamentet efter optørring er fastlåst i en bulet tilstand. Det er de buler, som konservatorerne nu vil rette ud. Før det kan ske, skal siderne løsnes fra pergamentstrimlen. Herefter aftages papirskånebladet, der sidder pålimet maleriets venstre kant.
Slibning af kanter
Efter at have undersøgt forskellige metoder til at fjerne den animalske lim, fandt konservatorerne ud af at den mest skånsomme metode var at fjerne limen ved hjælp af en lille slibemaskine og skalpel. Den animalske lim kan ikke opløses med væsker uden at pergamentet risikerer at blive ødelagt.
I drivhus
Når limen er fjernet kan man begynde at rette pergamentet ud. Det er særlig langs venstre kant at pergamentet skal rettes ud, og det gøres ved at placere et let fugtet stykke papir under venstre kant, og sætte et ”drivhus” over så fugten ikke fordamper for hurtigt. Når kanten er fugtet let op kan man begynde at trække forsigtigt i pergamentet ved hjælp af en klemme, der er påsat et velcrobånd og en blændramme, som velcroen kan fæstnes på.
©
Farvelaget krakelerer
Siderne buler og vrider sig, når man forsøger at vende dem. Den stramme indbinding og en dårlig vedhæftning mellem pergament og farvelag, betyder at bøgerne ikke kan benyttes uden risiko for, at farvelaget knækker og afskaller ved opslag i værket. Mange steder er farvelaget derfor krakeleret og en del steder faldet helt af. Disse steder skal sikres med et klæbestof (methylcellulose i ethanol) så farvelaget konsolideres på pergamentet.
Krakeleringer er ikke nødvendigvis et problem, hvis farvelaget stadig sidder fast på pergamentet. Kun hvis det er løst skal det konsolideres.
Slitage før indbinding
Flere af malerierne viser tegn på slitage, som ikke kan være kommet, mens bladene har været indbundet. Ifølge det gottorpske regnskabsarkiv, ser det også ud til at malerierne først er bundet ind væsentlig senere end tilblivningstidspunktet. En regning fra arkivet viser nemlig at Schlesvig-bogbinderen Paul Winter er betalt for at indbinde siderne i 1690. Det betyder sandsynligvis, at siderne har ligget løst ovenpå hinanden og derfor har kunnet lave slitage af farvelaget flere steder. I de fleste tilfælde har konservatorerne valgt at lade slitagen være en del af værket livshistorie.
Farvestænk
Bogbinderen har desuden påført flere skader på malerierne. Det ses i form af stænk fra farvningen af snitkanten på bogblokkene. Konservatorerne har overvejet at skrabe farvepletterne væk med skalpel og dernæst forsøge at blege pergamentet, men en blegning kan være risikabel, da farven er trukket ned pergamentet. Så her i denne omgang bliver pletterne ikke fjernet.
Grove beskæringer
Bogbinderen har beskåret siderne, så de har kunnet passe ind i det samme format. Derfor ser man flere sider, hvor motiverne mangler langs kanterne. Andre er blevet foldet, fordi motiver var for store til det format som bogbinderen valgte, og i folderne, hvor pergamentet har været bukket, er farvelaget stødt af.
Skimmelangreb
Hvorfor bogbinderen har valgt at beskære pergamentbladene så drastisk vides ikke, men nogle af bladene har været udsat for en vandskade og viser tegn typiske misfarvninger på grund af skimmelvækst. Det kan således have været nødvendigt at skære de skimmelangrebne områder af.
Skrøbelig tilstand
Pergamentsiderne er meget sensitive overfor svingninger i den relative fugtighed (RF) i opbevaringsomgivelserne. Det betyder, at konservatorerne er meget forsigtige med at påføre fugt til værkerne. Derfor må bladene opfugtes langsomt, så pergament og farvelag kan nå at reagere på fugten i samme tempo. Det er nemlig de hurtige ændringer som gør at farvelaget kan krakelere og ”sprænge af” pergamentet. Bevaringsværkstedet er derfor klimastyret og har en temperatur og relativ fugtighed på 22 grader og 50% RF. Det gælder så også at bøgerne skal opbevares i samme klima både når de skal udstilles, studeres på læsesal eller hvile i magasinerne.
Pergamentet reagerer forholdsvis hurtigt på ændringer i RF, hvorfor der altid vil være en sikkerhedsrisiko ved fremvisning af værket. Adgangen til Gottorfer Codex har derfor været stærkt begrænset de seneste 15-20 år. På grund af den sarte tilstand kan bøgerne i deres nuværende tilstand ikke benyttes, hverken i forbindelse med forskning eller udstillingsvirksomhed. Derfor er Statens Museum for Kunst nu gået i gang med en konservering af værket.
