Ordbog

På rammer; fremtrædende dekorationselement f.eks. i form af en tavle eller et skjold, omgivet af slyngede ornamenter, anbragt centreret foroven og/eller forneden på en ramme, ofte forsynet med våbenskjolde, inskriptioner mv. Opfundet i renæssancen og udbredt anvendt på officielle og portrætrammer siden hen.

Stilbegreb, der kan anvendes i forbindelse med perioder op gennem kunsthistorien, hvor kunstnerne har lagt vægt på klassiske idealer som ro og harmoni. Betegner dog ofte perioden omkring år 1800, hvor malerierne, skulpturerne og arkitekturen blev skabt med direkte inspiration fra den antikke kunst.

Konceptkunsten dukker op i 1960’erne. Fokus er sat på konceptet – ideen, begrebet – bag et værk, hvorimod selve den fysiske udformning kan være underordnet. Værket kan bl.a. bestå af skitser og sproglige udsagn. Konceptkunsten forholder sig ofte udfordrende over for selve kunstbegrebet. Grænserne imellem ikke-kunst og kunst undersøges.

I 1930 anvendes betegnelsen første gang i forbindelse med den hollandske de Stijl-gruppes kunst, som ikke gengav konkrete ting fra virkeligheden. Betegnelsen dukker op igen efter 2. verdenskrig, hvor en række kunstnere i Paris ville skabe et nyt maleri. Værkernes primære virkemidler er linien, farven og de geometriske former, som skaber rytme og balance, flade og rum.

Kopiering har gennem århundreder udgjort en vigtig del af en lærlings uddannelse, idet man gennem kopieringsøvelser tilegnede sig mesterens stil. Kopiering foregik både i form af tegnede og malede studier af enkeltdele samt i form af gennemarbejdede, færdige kompositioner. Kopier blev ikke lavet med forfalskning som mål, men blev solgt som malede reproduktioner af mesterens værker. Se også replik

En naturlig form for calciumcarbonat. Blandet med olie bliver kridt gennemsigtigt, og kan derfor anvendes som fyldstof i lasurer uden at gøre dem opake, dvs. uigennemsigtige. Kridt har været anvendt som billigt pigment og fyldstof f.eks. i blyhvidt, hvor opaciteten mindskes. I middelalderen blev kridt anvendt som grunderingsmateriale på nordeuropæiske tavlemalerier og polykrome skulpturer.

Kubismen blev udviklet i Frankrig i perioden 1908-14 af de to kunstnere Pablo Picasso og Georges Braque. Den malemåde, de anvendte, blev kaldt kubistisk efter de geometriske former, som malerne benyttede til at gøre værkerne todimensionelle i stedet for tredimensionale. Den perspektiviske dybdevirkning blev brudt, og i stedet blev fladen betonet.

En pyntebort der sidder øverst og nederst på bogblokken i ryggens bredde og på indersiden af bindet. Man skelner mellem indvendig og udvendig kapitæl. En udvendig er formet i skindet. En indvendig kan være syet i hånden med forskellig farvet silketråd og mønstre, eller være en moderne maskinfremstillet type. Kapitæler findes som regel på ”hardbacks” og har både en pyntefunktion og en forstærkende funktion på bogen i top og bund.