Spørg konservatoren

Jeg har læst, at en blyantstegning ikke tåler direkte / for meget sollys. Gælder det også et oliemaleri? Vi har lige købt et nyt, malet i år 2011.

Blyantstegninger og kunst på papir er særligt følsomme overfor lys, og nedbrudes generelt hurtigere end malerier. Men oliemalerier er også lysfølsomme og jeg vil anbefale, at du undgå indfald af direkte sollys på maleriets overflade. Sollyset vil over tid kunne blege farverne og kan desuden resultere i opskalning af farven og i værste fald tab af farvepartier som følge af den gentagne lokale og pludselige opvarmning som direkte sollys kan forårsage.

Da jeg skal have udstilling i udlandet med mine Soft pastelarbejder har jeg fikseret dem nogle gange med fixativ til pastel. Derefter lagt dem i plastiklommer så de kan ligge i kufferten. På udstillingsstedet ligger der rammer med glas parat så de kan hænges op når jeg kommer. Men jeg er bange for at det måske ikke er holdbart nok under transporten. Har I nogle gode råd eller ideer, som jeg kan bruge?

Pastelkridt er et meget sårbart medie, som kræver særlig nøjsom behandling både under håndtering og montering. Et farvelag af pastel er sædvanligvis meget løstsiddende og alt direkte kontakt bør derfor undgås, mens rystelser skal forsøges at holdes på et minimalt niveau. Normalt vil jeg råde til, at farvelaget aldrig kommer i direkte kontakt med et sekundært materiale, men i dit tilfælde, hvor du har fikseret farvelaget, kan du nok selv bedst vurdere, hvor afsmittende (ødelæggende?) den direkte kontakt med plastiklommerne er. Alternativt er montering i syrefri passe partout med dybt forsidevindue et meget velegnet og beskyttende tiltag, som både skåner mod direkte kontakt med farvelaget og giver værket ekstra baggrundsstøtte.

I forhold til emballering under transport vil jeg anbefale at montere værkerne i passe partout og lægge dem i en solid kasse, som er tilpasset passe partoutens format og derved ikke tillader bevægelse i kassen (hverken horisontal eller vertikal). Værket skal rejse liggende, og kassen skal være af et ufleksibelt og hårdført materiale, som beskytter værket mod slag og knæk – fx træ. Dertil er ekstra skumforring en fordel for at nedsætte niveauet af de rystelser en transport uundgåeligt afstedkommer.

Under udstilling bør værkerne indrammes med afstandsliste til rammeglasset, da det ellers kan afstedkomme pigmentafsmitning (igen undgå direkte kontakt). Dette gælder også fikserede pasteller, da fixativen jo er et klæbestof, som ved tæt kontakt kan binde til glasset. Det er dertil vigtigt at værket under indramningen ikke roteres, så farvelaget ligger nedad, da det vil lade løstliggende pastelpigmenter falde af. Forsiden skal holdes opad hele tiden! Dertil er det vigtigt at udstillingsrummets klimatiske forhold (temperatur og luftfugtighed) er forholdsvis stabile, da papir er meget modtageligt overfor svingninger i klima og arbejder ved dimensionsændringer, der svarer til rystelser, som kan bevirke farvetab.

Jeg har tidligere beskrevet et restaureringsforløb af et (ufikseret) pastelportræt på pergament – måske kan du blive inspireret af nok særlig monteringsdelen: http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/hos-konservatoren/bevaringshistorier/udretning-af-dronning-juliane-marie/

Med venlig hilsen
Karen Esser
Konservator / Cand Scient Cons, Kunst på papir

Jeg har en meget velbevaret inkunabel i et pergamentbind, hvis ryg og kanter dog har behov for en let reparation. Hvor kan jeg mon henvende mig for at få det udført med vished for et professionelt og ikke for indgribende resultat? Og kan jeg tegne en forsikring mod uheld og bortkomst, når jeg afleverer bogen?

Med en inkunabel, som du beskriver, vil vi anbefale dig at kontakte en professionel konservator med ekspertise indenfor bogkonservering. De vil også kunne råde og vejlede i forhold til forsikringsprocedurer.

Jeg har en større samling af dansk grafik. På flere af de ældre er signaturen (blyant) ved at forsvinde. Der er stadig fordybninger i papiret, der gør det muligt at skelne signaturen. Jeg ville gerne vide, om der findes metoder til at genskabe signaturen m.v. og om det er noget, man "må" eller skal gøre?

Hvis grunden til at blyantssignaturen forsvinder skyldes lysets nedbrydende effekt, så er der ikke meget at gøre. Blyantstregen kan også fremstå lysere og svagere, hvis papirets base bliver mørkere, mere gul eller mere lys brun.

Mht. det etiske i at tegne konturerne op igen, så er det ikke noget jeg vil anbefale. Nyt grafit (som der er i blyant) vil se anderledes ud, og det vil kunne give anledning til at tro at signaturen er ”fake”. Så at friske signaturen op kan give den helt modsatte effekt: nemlig at hele værket kan blive betragtet som en forfalskning eller reproduktion.

Jeg vil derimod anbefale at få signaturerne fotograferet i sidelys, så konturerne fremtræder tydeligt, og bevare fotografierne som dokumentation sammen med værkerne.

Mvh
1. konservator Niels Borring
Konservering af Kunst på papir

Jeg underviser i tegning og maling og vil gerne lave kursusforløb, der kigger guldaldermalerne P C Skovgaard og Th Lundbye over skuldrene. Kursustitlen kunne være -Fra skitse til færdigt maleri - tilblivelse i guldaldermalernes fodspor. Med andre ord, efterlyser jeg svar og dokumentation på, hvordan P.C. Skovgaard og Th Lundbyes arbejdsmetoder var? Hvad gjorde de, når de hjemme i atelieret skulle have de små skitser forstørret til maleriernes ofte mange gange større format?

Guldaldermalernes maleteknik er et meget bredt område som stadig indeholder mange uudforskede aspekter. Dog er der i de seneste år blevet forsket i flere hjørner af emnet.

Undertegninger
Vi ved efterhånden en del om guldaldermalernes undertegninger, dvs. skitsen som blev udført på lærredet inden farvelaget blev påført. Til undersøgelse af undertegninger bruger vi en særlig teknik: infrarød reflektografi som giver os mulighed for at se gennem farvelaget og synliggøre tegningerne. Du kan læse meget mere om undertegninger hos guldaldermalerne i artikler af Bevaringschef her på SMK Dr. Jørgen Wadum, Kunsthistoriker Kasper Monrad og Konservator Mikkel Scharff. Bl.a. denne artikel af ovennævnte forfattere kan findes på Konservatorskolens bibliotek KViC i Amaliegade: The multiple views of Italy by danish golden age artists: reality or manipulation? 2009. I: The quest for the original, s. 143-151.

Guldaldermalernes lærreder
Cecil Krarup Andersen (cecil.andersen@smk.dk) skriver netop nu PhD afhandling her på SMK om guldaldermalernes brug af lærreder og de nedbrydningsfænomener der er karakteristiske for netop denne gruppe maleres værker. Guldaldermalerne købte efter alt at dømme præ-grunderede lærreder og påførte måske et enkelt lag grundering selv, inden de begyndte at male.

Skriftlige kilder
Jeg vil anbefale dig at dykke mere ned i de skriftlige kilder fra guldaldermalernes tid. Her findes breve og dagbøger som beskriver mange forskellige aspekter af guldaldermalernes liv og maleteknik. Især Eckersberg’s dagbøger er interessante, og de er for nyligt udgivet af Villads Villadsen. I seneste nummer af tidsskriftet Danske Museer findes en artikel som omtaler brevudvekslinger mellem netop Skovgaard og andre samtidige kunstnere, politikere m.fl., heriblandt Lundbye.

Vi ved ikke så meget om netop Skovgaard’s og Lundbyes overførselsteknikker, men generelt for guldaldermalerne gælder det, at de var meget dygtige tegnere. I nogle af deres værker finder vi tegnede gitre i undertegningen, som var én af måderne at overføre et motiv på. Men det vil du kunne læse meget mere om i de herover omtalte artikler. Vi ved også, at malerne var mobile med deres udstyr og havde lærrederne med ud i naturen for at tegne direkte af fra virkeligheden.

Jeg vil gerne starte på omforgyldning af gamle guldrammer, til brug for mine portrætmalerier. Har I materiale om dette emne, eller ved I hvor man får fat i fagbøger om dette område?

Jeg vil anbefale dig at søge på emnet på KViC (Det Konserveringsfaglige Videnscenter), som er Konservatorskolens bibliotek. Søgebasen hedder Konk og den finder du her: https://ext.kb.dk/F/-?func=file&file_name=find-b&local_base=kon01_konk

Biblioteket ligger i Amaliegade nr. 38 og er det største konserveringsfaglige bibliotek i Norden. Her vil du helt sikkert kunne finde litteratur om forgyldning af rammer. Du kan altid rette henvendelse til bibliotekarerne og aftale en tid på biblioteket http://www.kons.dk/dk/site.aspx?p=75. De er altid meget behjælpelige med at finde den rette litteratur.

Jeg har noget papir der er fugtskadet, altså det klistrer sammen. Hvordan får jeg det skilt ad uden og rive det fra hinanden? Det er et diagram over en gammel tv skærm. Man kan ikke få det mere.

Fugtskadet og sammenklistret papir kan være overordentligt vanskeligt at skille ad uden at papiret og trykfarven/farvelaget på overfladen tager skade. Især, hvis der er tale om glittet papir. Hvis det er værdifulde dokumenter er det derfor altid en god idé at lade en konservator stå for adskillelsen. Hvis man alligevel selv ønsker at foretage adskillelsen er der flere ting man skal være opmærksom på. Man kan prøve at adskille bladene tørt med en tynd skalpel. Man kan ikke vide på forhånd om det kan lade sig gøre. Man er nødt til at prøve forsigtigt. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man overveje at adskille bladene vha. fugt. Men i den forbindelse er man nødt til at teste om diagrammets trykfarve kan tåle vand, fordi der er en risiko for at farven flyder ud. Hvis trykfarven er vandfast kan man forsøge at lægge det i vandbad. Der er dog den risiko er at det hele klæber endnu mere sammen, at det alligevel ikke lykkes at skille bladene ad og at optørringen er problematisk. Optørringen kan foregå ved at lægge papir der kan suge fugten, men disse skal skiftes løbende og tages ud før de klæber sammen med diagrammet. Det er absolut ikke uproblematisk.

Men som sagt er mit bedste bud for et godt resultat, er at få en papirkonservator til at adskille diagrammet.

Mvh
Niels Borring
Papirkonservator / Kunst på papir

Jeg har gennem flere år arbejdet på egen hånd med restaurering af ældre bøger og tryk på kludepapir (før ca. 1850) og har da også fået udviklet nogle metoder, både af tør og våd art, til dels rengøring samt blegning af gulnet papir med udmærkede resultater til følge. Ved vådbehandling af papir benytter jeg primært god gammeldags klorin, men af flere årsager er jeg selvsagt ikke så begejstret for produktet, og har længe forsøgt at finde alternativer med samme virkning. Bl.a. har jeg benyttet brintoverilte (hydrogenperoxid), men dette har ikke haft den ønskede effekt. Hvilke kemikalier/midler benytter konservatorerne ved ønsket blegning af ældre kludepapir og hvor kan disse evt. skaffes?

Blegning af papir er en meget skrap behandling, og som udgangspunkt bleger vi ikke museets kunstværker på papir. I nogle tilfælde kan små partielle pletblegninger være nødvendig for et godt resultat, og i de tilfælde benytter vi en tynd opløsning af kaliumborhydrid (KBH₄) under meget kontrollerede forhold i stinkskab. Jeg kan dog ikke anbefale selv at forsøge sig med dette, da det er et særdeles giftigt, ætsende og eksplosivt kemikalie. Det er derfor heller ikke muligt at købe i håndkøb.

Generelt kan jeg ikke anbefale at fuldblege papirværker med blegemidler, da de som oftest (hvis de skal have den ønskede effekt) er så skrappe, at produktet ødelægger papirfibrene og derved nedbryder papiret og reducerer dets styrke samt levetid.

Alternativt ”nøjes” vi med at rense museets papirkunst i rent demineraliseret vand (hvis farvelaget er stabilt), og så lever vi med, at gamle tryk og tegninger har patina og fremstår naturligt gulnet som en typisk og uundgåelig konsekvens af tidens tand.

Med venlig hilsen

Karen Esser
Cand Scient Cons, Kunst på papir

Med stor interesse har jeg læst siden om rensningen af Belvedere Torsoen i gips: "Hvordan renser man en gipsskulptur". Det gøres med magnesiumoxid (MgO). Men hvor i alverden kan man købe magnesiumoxid? I dag har jeg forsøgt mig i Matas, hos farvehandleren og på apoteket - uden resultat. Måske kunne I skrive en forhandlerhenvisning på siden?

Vi køber ofte produkter hos Kremer Pigmente. Til rensning af Belvedere Torso er anvendt følgende produkt:

Magnesium oxide - Light, burnt, powder. Chemical Formula: MgO (64132).

Jeg har arvet en kultegning, som aldrig har været indrammet men henligget sammenrullet siden 1937, hvor den blev tegnet. Jeg vil meget gerne have den sat i glas og ramme for at hænge den op, men er nervøs for at den vil gå til. Kan jeg gøre noget inden indramning for at sikre tegningen for eftertiden?

Kul er som tegneredskab et meget sårbart medie, da det i sig selv ikke indeholder et bindemiddel, og farven derved blot ligger tørt og ubundet på det bærende underlag – oftest papir. Det gør teknikken særlig sårbar overfor især berøring og stødpåvirkning, som vil bevirke udgnidning og farvetab. For at undgå dette, valgte nogle kunstnere / tegnere at fiksere farvelaget med en form for fiksativ, som bandt farvelaget men samtidig i mange tilfælde accelererede papirets nedbrydning, hvilket efter tid er synligt i form af gulning, misfarvning og svækkelse af papiret styrke.

Du skriver ikke, om din kultegning er fikseret eller ej, hvilket kan have stor betydning for tilstanden af farvelaget, særlig fordi, den har været rullet sammen siden 1937. Hvis farvelaget ikke er fikseret, vil det sandsynligvis være afsmittet de flader, det har berørt i oprulningen. Dertil er papirets tilstand også en afgørende faktor i forhold til succesfuld udretning af tegningen, både papirets kvalitet og tidligere opbevaringsforhold har afgørende betydning for tilstanden af papiret. Hvis papiret er meget nedbrudt og sprødt, kan det ved udretning fra rulle knække, så det er derfor vigtigt, at denne proces foretages med yderst forsigtighed og hensyn til papiret. Samtidig bør al direkte kontakt med farvelaget undgås, da teknikken er meget delikat og følsom overfor enhver berøring og rystelse.

På grund af teknikkens ekstreme sårbarhed beskyttes værket bedst bag glas i permanent ramme - det alene vil sikre tegningen bedst muligt for eftertiden. Det kan ikke anbefales at fiksere farvelaget inden, da det kan have for store konsekvenser for papiret. I indramningen er det vigtigt, at tegningens overflade ikke kommer i kontakt med indersiden af glasset, hvilket kan afhjælpes med enten afstandslister i rammen eller (afhængig af tegningens format) montering af værket i Passe Partout af syrefrit karton med tilpas dybt ”vindue”. Tegningen bør altid under håndtering ligge plant med forsiden opad, og indramningen bør derfor foretages liggende eller alternativt i skrå lodret position, så farvelaget ikke tynges af tyngdekraften. Det anbefales ligeledes aldrig at benytte plexiglas ved indramning af værker med løstliggende farvelag, da det kan skabe statisk elektricitet og dermed tiltrække farven til indersiden af glasset. Optimalt kan der benyttes brudsikkert sikkerhedsglas i rammen.

Udretning og indramning af din kultegning vil sandsynligvis være en avanceret og omstændig proces, da både teknikken og tegningens nuværende opbevaringsform vanskeliggør behandlingen. Jeg vil derfor anbefale, at du kontakter en professionel papirkonservator, for at sikre forsvarlig behandling.

Efter indramning bør aftørring af rammeglasset så vidt muligt undgås, da gnidningseffekten vil kunne bevirke tiltrækning af det løstliggende farvelag. Støv og fingreaftryk bør hellere forebygges ved afdækning og brug af handsker ved håndtering. Som med kunst generelt bør din kultegning ligeledes skånes for direkte sollys samt kraftige udsving i temperatur og luftfugtighed.

Med venlig hilsen

Karen Esser
Cand Scient Cons, Kunst på papir

Hello! I had a brief visit to your museum whilst in Copenhagen and I fell in love with a painting called "First Breath Upon the Waters" by Gustav Fjaastad (spelling??) Can you please help me to find more information about this painter? Do you have postcards or prints available of that painting?

Dear Dana Lynne Andersen
Thank you for your request to Statens Museum for Kunst regarding Gustaf Fjæstad. This link will show you the details we have on that particular painting and painter: http://search.smk.dk/Vark.asp?Type=Udvidet&ObjectId=10869

As you can see we don’t have that much information on him in our database. I will recommend you to contact Stockholm National Museum info@nationalmuseum.se for more information. He is a Swedish painter and the museum have works by him. You can also see some litterature references on Wikipedias homepage. Unfortunately our museum shop does not have any prints or postcards of the painting.I hope this is some help to you.

Best regards
Josephine Julie Fity
Studentermedarbejder/Curatorial Assistant

Kommentar vedrørende internationalt symposium om fremtidens museumsklima på Statens Museum for Kunst

Tak til SMK og ODM for et interessant symposium om museums klima og globale klimaændringer.

Symposiet fik sat fokus på, hvor mange veje der er til at arbejde med bæredygtighed på museer. Fra fokus på mobilisering af samlinger til energieffektivisering og til et helt nyt designparadigme som Cradle2Cradle – vækst uden affald. Det var spændende at høre, at museerne har flere valg end et ensartet og meget energikrævende indeklima på museerne. Det kan lade sig gøre at have et indeklima, som ikke har en fast temperatur og fugtighed. I stedet kan de værker som virkelig kræver et unikt klima, udstilles i klimasikre montrer. Dermed kan museerne fokusere på at skabe et besøger-venligt klima – og primært opvarme de områder, de besøgende færdes i og ikke hele bygningen.

Det var også meget inspirerende at høre, at et kunstmuseum har arbejdet så meget med energieffektivisering, der er en tendens til, at det på globalt plan primært har været science-, børne- og natur-relaterede museer, som har haft fokus på bæredygtighed.

Som Martin Fluri, EPEA nævnte i sit oplæg, så er alt dét, der strømmer igennem en bygning mere kritisk end selve bygningen! Alle udstillingerne, cafemiljøer m.m. er lig med produkter og materialer som strømmer igennem et museum og alt det bidrager mere til CO2-forbruget, affaldsstationerne, miljøforurening osv. end selve museumsbygningen.

Derfor er der god grund til også at fokusere på at udvikle og designe bæredygtige udstillinger, museumsbutikker og cafeer. Hvis regeringen ender med at indføre Cradle to Cradle (C2C), som det er nævnt i det foreløbige udkast, ”Regeringens Affaldsstrategi 2009-12”, så vil affaldsreducering og udvikling af nye materialestrømme blive presserende på linje med energieffektivisering.

Det er således både muligt og nødvendigt at museerne arbejder helhedsorienteret med bæredygtighed og der er masser af muligheder – men også behov for fælles strategier og retningslinjer.

Gertrud Clausen
Cand.merc. design- og kommunikationsledelse
Ved at iværksætte et PhD.-projekt om ”Det bæredygtige museum”

Se optagelserne af symposiet om fremtidens museumsklima...

Jeg har fået lavet et selvportræt i blyant - hvordan bevarer jeg bedst mit billede? Lige nu er det bare indsat i en ramme med glas i. Men skal det lakeres eller lign. for ikke at forsvinde med tiden?

Blyant (grafit) er et forholdsvist stabilt materiale, som overordnet kan holde sin streg og farveintensitet i mange år. Man skal dog være opmærksom på, at farvelaget på især nylavede tegninger kan være delvist løstliggende og derfor meget sårbart overfor berøring og rystelser. Den mest optimale og bedst bevarende løsning til den type værker er at montere dem i Passe Partout af syrefrit karton med dyb udskæring og ramme med almindeligt glas (ikke plexiglas, som kan skabe statisk elektricitet) eller alene med afstandsliste i rammen, så farvelaget ikke kommer i direkte kontakt med indersiden af glasset. Fiksering af farvelaget med fikseringsmiddel er ikke en hensigtsmæssig løsning, da det er et permanent indgreb, som kan afstedkomme en vis farvetoneændring og med tiden nedbryde og udvikle deciderede misfarvninger af papir og farvelag. Min anbefaling er derfor ikke at stabilisere farvelaget direkte men derimod omgivelserne (monteringen) omkring tegningen. Derudover er det som altid vigtigt, at værket ikke udsættes for kraftige temperaturudsving samt direkte / for meget sollys, som fremmer udblegning og misfarvning af farvelag og papir.

Med venlig hilsen
Karen Esser
Papirkonservator

Jeg har nogle gamle kobberstik som er meget gulnede, hvordan bleger man dem uden at ødelægge trykket?

Vi kan ikke anbefale, at man selv går i gang med at blege sine kobberstik af følgende grunde:
Når kobberstik er gulnede kan det skyldes to ting: at papiret de er trykt på er af dårlig kvalitet og/eller at den karton kobberstikkene er monteret på i en indramning er af dårlig kvalitet, som "smitter af" på kunstværket. Med dårlig kvalitet menes, at der findes skadelige ingredienser i karton- eller papirmassen, der med naturlig ældning og ydre påvirkninger (lys og fugt) udvikler syreholdige kemiforbindelser.

Den brune misfarvning ligger derfor "bundet" i papirets fibre og der skal til tider skrappe midler til, hvis de skadelige kemiske stoffer skal opløses. Dette foregår i kemiske bade. Dette gør konservatorerne efterhånden sjældent, fordi de midler der bruges altid vil have en mindre eller større indvirkning på trykfarven. Også papiret kan svækkes afhængigt af hvilke midler der bruges.

Når en behandling kommer på tale skal papir og trykfarve først testes for at se hvor meget kobberstikket kan tåle. Under blegebehandlingen følges processen tæt for at kunne stoppe, hvis farve eller papir viser tegn på at blive opløst. Kobberstikkene kan altså godt behandles og blive pænere, men vi vil anbefale, at et konserveringsfagligt øje ser på tingene.

Venlig hilsen
Anja Scocozza
Papirkonservator

Hvordan overførte konservatorerne Joakim Skovgaards fresko ’Den store nadver’ fra væg til lærred tilbage i 1913?

Joakim Skovgaards (1856-1933) store freskomaleri ’Den store nadver’ blev malet i 1901 i Viborg Domkirke og måler 910 x 689 cm. Der gik ikke lang tid efter udførelsen før maleriet begyndte at danne mug og skjolder på overfladen pga. fugten i kirken. Det stod hurtigt klart både for kirken og for Joakim Skovgaard, at hvis maleriet skulle bevares, var man nødt til at flytte det. Det endte med at Statens Museum for Kunst bekostede overførslen af maleriet fra væg til lærred, eller aftræk som teknikken også kaldes, og at maleriet derefter blev en del af museets samling.

En medhjælper til Skovgaard, maleren Viggo Madsen, havde hørt om italienernes ekspertise inden for denne teknik og man fik kontakt til en Hr. Franco Steffanoni fra Bergamo, specialist i aftræk af freskomalerier. Steffanoni havde i 1906 stået for aftræk af Giandomenico Tiepolos fresker i Zianigo. Hr. Steffanoni tilbragte 3 måneder i Danmark fra marts 1913 sammen med en italiensk håndværker for at udføre flytningen af Skovgaards freskomaleri.

I Kunstmuseets Aarsskrift fra 1914 findes en detaljeret beskrivelse af Steffanonis fremgangsmåde. Først blev hele fresken mættet med snedkerlim og dækket med stykker af tyndt porøst lærred opvredet i kogende lim og efterfølgende med noget ’sværere’ stof efter samme metode. Efter nogle dage var limen tør, og Steffanoni kunne sammen med sin hjælper rulle fresken af væggen i løbet af en time. Rullen med maleriet blev transporteret til Statens Museum for Kunst, rullet ud og fæstnet til gulvet med bagsiden opad. Bagsiden blev jævnet ved fjernelse af mørtelrester og efterfølgende beklædt med gazestrimler opvredet i en ’bindende Blanding, der ikke kan opløses af Fugtighed’. Om denne proces står der i Kunstmuseets Aarsskrift ’I de Dage duftede Museet som et Mejeri. Store Mængder af reven Ost og sød ukogt Mælk blev anvendt til Hr. Steffanonis Kalk-Kaseinblanding. Efter den første Paaklæbning af Gazen fulgte en Paaklæbning af grovere lærred ved Hjælp af det samme Bindemiddel’.

Maleriet blev atter vendt og med forsiden opad stod alle lag under vand i 24 timer for at opløse den vandopløselige lim anvendt på maleriets forside under nedtagningen i kirken. Det yderste lærred blev forsigtigt trukket af, hvorefter den opblødte lim blev trukket ud gennem det tynde porøse lærred med en stor blød svamp, inden dette lærred også blev fjernet. Efter optørring blev farverne ’opfrisket’ med en tynd opløsning af gummiarabicum. Maleriet hang i en årrække på Statens Museum for Kunst, men blev i 1963 uddeponeret til Christianskirken i Klaksvik hvor det hænger i dag.

Aftræk af kalkmalerier og freskomalerier udføres i visse situationer stadig i dag når forstærkning og fastlægning af farvelaget ikke er tilstrækkeligt, eller når de klimatiske forhold er så ringe at en fortsat nedbrydning af materialerne vil finde sted. Det kan også være nødvendigt at lave aftræk af kalk- og freskomalerier i situationer hvor en kirke eller en bygning skal nedrives. Man bruger stort set samme fremgangsmåde i dag som Steffanoni anvendte for hundrede år siden, med en vandig lim på maleriets forside og et ikke vandopløseligt bindemiddel på bagsiden. Konservatorerne bruger dog ikke kasein som bindemiddel i dag, men anvender i stedet mere stabile og syntetiske materialer som f.eks. Paraloid.

Kilde: Kunstmuseets Aarsskrift 1914, Bind I, s.155-158.