Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Maleri | 29.jul.2014

Fernisering af malerier

Jeg er selv kunstner og maler altid med oliemaling. Mit spørgsmål er derfor, hvordan jeg opnår den bedst mulige holdbarhed og beskyttelse af mine billeder. Er der nogle ting, jeg skal være opmærksom på, når jeg vælger mærke inden for fernis? Hvor lang tid skal der gå mellem påføring af de forskellige lag fernis? og hvor mange lag bør jeg ideelt give hvert billede? Jeg ønsker også at vide, hvorvidt jeg kan bruge en blank fernis oven på et billede, som tidligere er blevet behandlet med en mat fernis?

Med hensyn til hvilket mærke fernis man skal vælge, må man afveje hvilke egenskaber i fernissen man lægger vægt på. Der kan være forskel på de forskellige typers glans, og det er jo individuelt hvor stor blankhed man foretrækker. Og glansen kan også variere efter hvor indsugende farvelaget er, og hvilken fortyndingsgrad man vælger når man påfører sin fernis. Men fernissers holdbarhed kan også variere. De klassiske fernisser er fremstillet på grundlag af naturharpiks, som kan gulne mere eller mindre med tiden (afhængig af hvilken type harpiks der er anvendt og hvor tykt den er påført). Denne ulempe er mindre udtalt for de moderne, syntetiske fernisser, som til gengæld kan blive mere sprøde med årene.

Hvor hurtigt man kan fernisere et billede har i første omgang selvfølgelig noget at gøre med farvelagets beskaffenhed, dvs. om det er tørret i tilstrækkelig grad. Og det er igen afhængigt af, om farven f.eks. er påført i tykke oliemættede lag eller tyndt og mat. I det sidste tilfælde vil man kunne fernisere noget hurtigere. Desuden kan der være forskelle på, hvor hurtigt de enkelte farver eller farveblandinger tørrer.

Antallet af fernislag er op til den enkelte, og er til dels også et spørgsmål om æstetik. Mange kunstnere ferniserer slet ikke deres malerier. Så man kan vanskeligt angive et bestemt antal lag som den ideelle løsning. Ved håndfernisering (dvs. med pensel) skal der generelt gå et stykke tid, før man kan komme anden gang, afhængigt af fernistypen og hvor tykt fernissen er påført. Det er heller ikke i alle tilfælde muligt at håndfernisere oven på et allerede eksisterende fernislag, visse fernisser er selv efter længere tids tørring så opløselige, at de går i opløsning når man ferniserer anden gang. I de tilfælde må man ty til sprøjtefernisering, hvis man vil påføre flere lag. Hvis man bruger sprøjte, kan man ofte fernisere anden gang allerede efter en dags tid. Man skal dog være opmærksom på, at der kan være en risiko ved at sprøjte for megen fernis på ad gangen og for hurtigt, idet fernissen kan danne en appelsinhuds-lignende overflade, hvis man er uheldig. Så det er generelt sikrere at sprøjte fine, tynde lag på, og sikre sig en god mellemtørring mellem lagene. Så kan man samtidig standse, når man har nået det glansniveau og ensartethed i overfladen, som man ønsker. Uanset om man ferniserer med pensel eller sprøjte, kan man med fordel lave nogle test-ferniseringer på et prøvebillede for at blive fortrolig med fernissen, dens fortyndingsgrad og den ferniseringsteknik man har valgt.

Der er i princippet ikke noget i vejen for at bruge en blank fernis oven på en eksisterende mat fernis. Men jeg vil kraftigt råde dig til først at lave en lille test ved kanten eller i et hjørne af maleriet for at få et indtryk af, om det er muligt i dit tilfælde, idet der som nævnt ovenfor kan være problemer med håndfernisering oven på den eksisterende fernis, hvis denne er let opløselig.


Troels Filtenborg
Førstekonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo