Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Maleri | 6.mar.2012

Fra skitse til maleri

Jeg underviser i tegning og maling og vil gerne lave kursusforløb, der kigger guldaldermalerne P.C. Skovgaard og Th. Lundbye over skuldrene. Kursustitlen kunne være Fra skitse til færdigt maleri - tilblivelse i guldaldermalernes fodspor . Med andre ord, efterlyser jeg svar og dokumentation på, hvordan P.C. Skovgaard og Th. Lundbyes arbejdsmetoder var? Hvad gjorde de, når de hjemme i atelieret skulle have de små skitser forstørret til maleriernes ofte mange gange større format?

Guldaldermalernes maleteknik er et meget bredt område som stadig indeholder mange uudforskede aspekter. Dog er der i de seneste år blevet forsket i flere hjørner af emnet.

Undertegninger
Vi ved efterhånden en del om guldaldermalernes undertegninger, dvs. skitsen som blev udført på lærredet inden farvelaget blev påført. Til undersøgelse af undertegninger bruger vi en særlig teknik: infrarød reflektografi som giver os mulighed for at se gennem farvelaget og synliggøre tegningerne. Du kan læse meget mere om undertegninger hos guldaldermalerne i artikler af Bevaringschef her på SMK Dr. Jørgen Wadum, Kunsthistoriker Kasper Monrad og Konservator Mikkel Scharff. Bl.a. denne artikel af ovennævnte forfattere kan findes på Konservatorskolens bibliotek KViC i Amaliegade: The multiple views of Italy by danish golden age artists: reality or manipulation? 2009. I: The quest for the original, s. 143-151.

Guldaldermalernes lærreder
Cecil Krarup Andersen (cecil.andersen@smk.dk) skriver netop nu PhD afhandling her på SMK om guldaldermalernes brug af lærreder og de nedbrydningsfænomener der er karakteristiske for netop denne gruppe maleres værker. Guldaldermalerne købte efter alt at dømme præ-grunderede lærreder og påførte måske et enkelt lag grundering selv, inden de begyndte at male.

Skriftlige kilder
Jeg vil anbefale dig at dykke mere ned i de skriftlige kilder fra guldaldermalernes tid. Her findes breve og dagbøger som beskriver mange forskellige aspekter af guldaldermalernes liv og maleteknik. Især Eckersberg’s dagbøger er interessante, og de er for nyligt udgivet af Villads Villadsen. I seneste nummer af tidsskriftet Danske Museer findes en artikel som omtaler brevudvekslinger mellem netop Skovgaard og andre samtidige kunstnere, politikere m.fl., heriblandt Lundbye.

Vi ved ikke så meget om netop Skovgaard’s og Lundbyes overførselsteknikker, men generelt for guldaldermalerne gælder det, at de var meget dygtige tegnere. I nogle af deres værker finder vi tegnede gitre i undertegningen, som var én af måderne at overføre et motiv på. Men det vil du kunne læse meget mere om i de herover omtalte artikler. Vi ved også, at malerne var mobile med deres udstyr og havde lærrederne med ud i naturen for at tegne direkte af fra virkeligheden.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 12.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo