Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Maleri | 5.aug.2013

Hvordan kan man selv rense oliemaleri for snavs og nikotin?

Jeg læste dit svar ang. en hvid hinde der var kommet på et maleri, efter det var renset med kærnemælk. Jeg har købt fire ældre malerier (før 1940) og de har da godtnok hængt et sted hvor der blev røget store cigare! jeg har renset nogle af dem med kærnemælk, og jeg har ikke fået hvide hinder, men jeg har nok bare været heldig. Hvordan vil du råde til at man selv renser oliemalerier? Skal man behandle maleriet efter man har renset med kærnemælk?

 

Der findes mange husråd om rensning af malerier. Et af dem er rensning med kærnemælk.

Jeg kan ikke anbefale dig at rense malerier med kærnemælk af flere grunde. Dels er kærnemælk temmelig surt, og det vil derfor kunne forårsage uønskede kemiske processer i dit maleri. Flere pigmenter tåler ikke syrer og kan derfor ændre farve i sure miljøer.  Dels er der, som du nævner risiko for at få en blænding/hvid hinde. Desuden indeholder kærnemælk stoffer, som ikke er gode at have siddende på overfladen. Kulhydraterne i kærnemælken giver for eksempel øget risiko for vækst af mikroorganismer, som kan føre til misfarvning og nedbrydning af maleriets bestanddele.

Hvis du allerede har renset med kærnemælk bør dit maleri derfor renses efter med demineraliseret vand for at få fjernet disse stoffer fra overfladen. Desværre vil denne rensning vil også medføre en risiko for at de stoffer du har tilført overfladen trænger længere ind i maleriets struktur, når de opløses i vandet.

Eftersom snavs på malerier og fernisser kan bestå af utrolig mange forskellige stoffer, er det ikke muligt at anbefale en generel metode til rensning. Det er desuden meget forskelligt, hvad forskellige malerier kan tåle, alt efter hvad de er malet med -og på. Konservatorer har forskellige metoder til tør og våd rensning. Våd rensning foregår altid meget forsigtigt, så man hele tiden sikrer sig at farverne ikke smitter af. Desuden søger vi som hovedregel at rense med stoffer, der har en neutral pH værdi (altså ikke er sure eller basiske) og ikke efterlader affaldsstoffer på maleriets overflade, men lige meget hvilket middel man bruger, vil det kunne virke ødelæggende på bestemte typer malerier.

Jeg vil derfor råde dig til at lade en uddannet malerikonservator se på malerierne og vurdere, hvad der skal til. Det er som regel gratis at få en vurdering af, hvad der skal til for at behandle malerierne, samt en pris. Oplysninger om faguddannede konservatorer kan findes på Nordisk Konservatorforbunds hjemmeside www.nkf-dk.dk/links/konserveringsvrksteder.

Jeg håber at dette svar hjalp dig lidt på vej.

Med venlig hilsen

Cecil Krarup Andersen, malerikonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo