Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Papir | 23.maj.2012

Mug i bøger

Hvordan bør man forholde sig, når fugtskadede bøger er ramt af sort mug? Er det farligt/sundhedsskadeligt og skal man tage nogle forholdsregler, hvis man selv vil prøve at skille papirerne fra hinanden?

Det er altid en god idé at være forsigtig når der er tale mikrobielle angreb på papir. Nogle svampe kan give luftvejsproblemer, specielt hos folk med allergi og astma, andre svampe er direkte allergene og kræftfremkaldende. Uanset om der er tale om et stort eller lille angreb, vil jeg anbefale at man går forsigtigt til værks - hellere være overforsigtig end overmodig.

Som generel regel er det altid en god idé at forsøge at tage forholdsregler, som fx handsker, maske/åndedrætsværn, sikkerhedsbriller, kittel/skåneærmer, undgå at indånde støv og mikroorganismer fra det angrebne papir, rense papiret et godt ventileret sted, fx udendørs eller i stinkskab samt at overholde en god håndhygiejne. Dvs. vaske hænder efter håndtering af mikrobielt skadet materiale.

Hvis papiret er tørret op kan man somme tider have held med at børste snavs, svampesporer af. Hvis papiret er meget nedbrudt kan man imidlertid påføre mekaniske skader under rensningen. Hvis mug/mikrobielt angreb sidder "nede i" papiret, er det sandsynligvis nødvendigt er at vådrense papiret, hvilket jeg vil anbefale, at man ikke forsøger selv. I stedet bør man opsøge en konservator.

Hvis der er tale værdifulde bøger/papirer eller man er usikker på, hvordan man griber det an, vil jeg igen anbefale at man tager kontakt til en papirkonservator.

Med venlig hilsen
Niels Borring
Papirkonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo