Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Papir | 29.apr.2013

Skimmel på plakater

Jeg har fået fat i nogle flotte farvelagte plakat grafik af Baro, papir opklæbet på plade - men det ene har en del hvid skimmel -  jeg er nervøs for at bruge vand / dubbe med fugtig svamp da jeg ikke ved om plakatfarven er vandfast - men tænker i første omgang at bruge en tør pensel, først blød og senere forsigtigt med en hård pensel - jeg ved ikke hvornår det er fra, men farverne er bla. skrigende gul. Hvilke fremgangsmåde vil du foreslå og kan det være vandfast så jeg godt kan bruge fugtige svamp / klud, skimlen har ikke umiddelbart skadet farvelægningen - - Tørdamp som KEH indeklima benytter er det noget i har erfaring med?

Det er helt rigtigt tænkt, at der er grund til at være meget forsigtig med at bruge vand på opklæbede plakater. Dels, som du nævner, fordi farven måske ikke er vandfast, og dels fordi man kan risikere, at papiret løsner sig fra pladen.

Det er derfor en god ide at gå varsomt frem med en ultrablød pensel og se hvor meget der kan komme af. Penslen må ikke være for hård fordi den kan skrabe papirfibrene op og så er overfladen endnu mere blottet, hvis der skal bruges fugt. Dertil kommer, at det er meget svært at udbedre en ridseskade i papir, så det ikke er synligt bagefter, især hvis det er i et monokromt område.

Hvis du stadig synes værkerne er skæmmet af skimlen vil jeg råde dig til at gå til en konservator. Du kan finde en konservator, der kan hjælpe dig på Nordisk Konservatorforbunds hjemmeside www.nkf-dk.dk/links/konserveringsvrksteder Det kan være en risikabel affære selv at forsøge sig med vandige metoder og det skal gøres meget kontrolleret.

Jeg var inde og læse om tørdamp på en hjemmeside og metoden beskrives som "ren vanddamp under højt tryk". Som jeg læser det, bruges der altså vand og betegnelsen "tør" damp kan måske diskuteres. Under alle omstændigheder anvender vi ikke den form hos os, vi går noget varsommere til værks.

Held og lykke med plakaterne.

Venlig hilsen
Anja Scocozza
Papirkonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo