Papir | 31.aug.2011
Skjold på kakemono
Jeg har en japansk "kakemono", som jeg fik i Japan for ca 20 år siden. Allerede dengang fik jeg at vide, at den var meget gammel. Den har desværre en stor skjold, specielt i den øverste del ("Hyousou"). Det er gået igennem både papiret bagpå og stoffet foran. Jeg ved desværre ikke hvad der har forårsaget skjolden. Er der noget man kan gøre for at fjerne den?
Man kan godt fjerne fugtskjolder fra kakemono’er. Resultatet er afhængigt af, hvor på kunstværket skjold og skjoldrand sidder i forhold til motiverne, samt hvad der har forårsaget selve misfarvningen – er det snavs, farve fra papir eller silke, gammelt lim, osv. Restaureringsprocessen kræver behandling med diverse konserveringsudstyr og væsker, der kun kan håndteres på et professionelt konserveringsværksted. Da der er tale om både silke og papir i samme kunstværk, må man gå forsigtigt frem og til tider forsøge sig med en liste af forskellige metoder. Resultatet kan blive meget fint, dog kan man i visse tilfælde kun dæmpe misfarvningen efter skjolden, så den ikke forstyrrer helhedsindtrykket.
- Af: Anja Scocozza
- 31.aug.2011



