Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Papir | 20.maj.2014

Vellum vs. papir

Jeg påtænker at tegne og male (akvarel) på ægte pimpstenspræpareret manuskriptsvellum af kalveskind. Hvor lysægte er ægte kvalitetsvellum? Jeg ved, at der findes et stort udvalg af syrefrit kvalitetspapir, som ikke gulner, og jeg kunne forestille mig, at vellum, som jo er et meget organisk materiale med dets limbehandling, ikke er særligt lysægte. Det siges ellers, at vellum er bedre end selv de bedste håndlavede papirkvaliteter, da det er stærkere, smukkere og mere translucent i overfladen. Men skal jeg droppe min drøm om at arbejde på vellum og så i stedet benytte ensartet syrefrit akvarelpapir? Jeg ved, at der er mange engelske nulevende botaniske malere, der foretrækker vellum for at opnå meget høj detaljeringsgrad, hvilket netop også er mit eget mål.

Pergament har en fantastisk overfladeegenskab i forhold til bemaling, så jeg forstår godt, at du vil bruge det til at male på. Pergament er generelt meget lysægte, men det kommer an på pergamentets kvalitet som udgangspunkt. Det er i virkeligheden oftere forhøjet luftfugtighed eller høj tørhed i luften, der er pergamentets fjende end selve lyset. Det er snarere det malede motiv, der forsvinder, når kunstværket hænger lyst.

Der fremstilles stadig pergament af kalveskind – og andre dyreskind – i dag – der afholdes endda kurser i det. Så vidt jeg er orienteret, fremstilles der også papir, der skal ligne pergament i struktur og farve, men jeg har ikke erfaring med det. Dog kan jeg forestille mig, at det er langt fra at have så smuk en overfladetekstur som pergament og at farven flyder anderledes på mediet.

Hvis det har interesse, kan du læse om vores store restaureringsprojekt af 365 blomstergouacher på pergament. Det er nu på udstilling i Tyskland, men alle gouachemalerierne og vores arbejde er beskrevet her


Venlig hilsen
Anja Scocozza
B. Sc. Papirkonservering

  • Af: Anja Scocozza
  • 20.maj.2014
arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo