Mit spor gennem kunsthistorier

  • Willumsen og hans venner, Carl Nielsen og Sophus Claussen, var bjergtagede af naturens enorme kræfter

    Bjergtaget

    Willumsen og hans venner, Carl Nielsen og Sophus Claussen, var bjergtagede af naturens enorme kræfter

    Dobbelt natursyn

    • 'Himmelstormeren i dansk kunst'. Sådan beskrives Willumsen ofte, takket være hans radikalt ekspressi... Læs mere

    J.F. Willumsen, <em>Sol over Sydens bjerge</em>, 1902, olie på lærred, 207 x 207 cm, <link http://www.thielska-galleriet.se/>Thielska Galleriet, Stockholm ©</link> J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, Sol over Sydens bjerge, 1902, olie på lærred, 207 x 207 cm, Thielska Galleriet, Stockholm © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør
    J.F. Willumsen, <em>En Bjergbestigerske</em>, 1912, olie på lærred, 210 x 170,5 cm, KMS3413, SMK © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, En Bjergbestigerske, 1912, olie på lærred, 210 x 170,5 cm, KMS3413, SMK © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør
    J.F. Willumsen, <em>Badende børn på Skagens strand</em> (generalprøve til <em>Sol og ungdom</em>), 1909, olie på lærred, 26 x 425 cm, deponeret af Skagens Museum på <link http://www.jfwillumsensmuseum.dk/>J.F. Willumsens Museum, Frederikssund</link> © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, Badende børn på Skagens strand (generalprøve til Sol og ungdom), 1909, olie på lærred, 26 x 425 cm, deponeret af Skagens Museum på J.F. Willumsens Museum, Frederikssund © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør

    Naturskræk

    • For mig at se kan Willumsen dog ikke sådan uden videre rubriceres som en vitalistisk kunstner, der f... Læs mere

    J.F. Willumsen, <em>Jotunheim</em>, 1893, olie på lærred, mahogni, bemalet zink og emalje på kobber, 150 x 270 cm, <link http://www.jfwillumsensmuseum.dk/>J.F. Willumsens Museum, Frederikssund</link> © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, Jotunheim, 1893, olie på lærred, mahogni, bemalet zink og emalje på kobber, 150 x 270 cm, J.F. Willumsens Museum, Frederikssund © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør
    J.F. Willumsen, <em>Efter stormen</em>, 1905, olie på lærred, 155,5 x 150 cm, <link http://www.nasjonalmuseet.no/>Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo</link> © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, Efter stormen, 1905, olie på lærred, 155,5 x 150 cm, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør
    J.F. Willumsen, <em>Efter stormen nr. 2. Naturskræk</em>, 1916, olie og tempera på lærred, 194 x 169 cm, <link http://www.jfwillumsensmuseum.dk/>J.F. Willumsens Museum, Frederikssund</link> © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, Efter stormen nr. 2. Naturskræk, 1916, olie og tempera på lærred, 194 x 169 cm, J.F. Willumsens Museum, Frederikssund © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør

    Det uudslukkelige

    • Willumsen beskrives ofte som en ener indenfor dansk malerkunst med sin særegne, vilde farveholdning ... Læs mere

    Carl Nielsen, <em>Symfoni nr. 4</em>, 'Det Uudslukkelige', titelblad, 1914-16, <link http://museum.odense.dk/museer/carl-nielsen-museet.aspx>Carl Nielsen Museet/Odense Bys Museer</link>

    © Carl Nielsen, Symfoni nr. 4, 'Det Uudslukkelige', titelblad, 1914-16, Carl Nielsen Museet/Odense Bys Museer

    Forstør
    J.F. Willumsen, <em>Familien Carl Nielsen</em>, 1896, fotografi, 16,6 x 22,6 cm, <link http://www.kb.dk/da/index.html>Det Kongelige Bibliotek, København</link> © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    J.F. Willumsen, Familien Carl Nielsen, 1896, fotografi, 16,6 x 22,6 cm, Det Kongelige Bibliotek, København © J.F. Willumsen/billedkunst.dk

    Forstør

    Længslen mod destruktionen

    • Selv når talen falder på oversvømmelser, vulkaner og andre naturkatastrofer, er der ingen naturskræk... Læs mere

    Uddrag fra Sophus Claussens digt <em>Imperia</em>, 1912. <link http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?p_udg_id=332&p_sidenr=99&hist=J&nnoc=adl_pub>Hele digtet kan læses her</link>

    Uddrag fra Sophus Claussens digt Imperia, 1912. Hele digtet kan læses her

    Forstør

    Naturkræfter fra digterens mund

    • Willumsen blev så inspireret af Claussens digt, at han i 1915 malede billedet Sophus Claussen læser ... Læs mere

    J.F. Willumsen, <em>Sophus Claussen læser sit digt 'Imperia' for Helge Rode og J. F. Willumsen</em>, 1915, olie på lærred, 147 x 187 cm, <link http://www.aros.dk/>ARoS Aarhus Kunstmuseum</link>, © J.F. Willumsen/billedkunst.dk og fotograf Ole Hein Pedersen

    J.F. Willumsen, Sophus Claussen læser sit digt 'Imperia' for Helge Rode og J. F. Willumsen, 1915, olie på lærred, 147 x 187 cm, ARoS Aarhus Kunstmuseum, © J.F. Willumsen/billedkunst.dk og fotograf Ole Hein Pedersen

    Forstør

    Naturen og ’det moderne’

    • Skabende eller ødelæggende. Vital eller fatal. Forskellene til trods i deres natursyn så var Willums... Læs mere

    Per Højholt, 'Hver anden', originalt udkast til digtet (trykt i <em>PRAKSIS, 1: Revolver</em>, Det Schønbergske Forlag 1977), <link http://www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/HA/hoejholt/index.html>Det Kongelige Bibliotek, København </link>

    Per Højholt, 'Hver anden', originalt udkast til digtet (trykt i PRAKSIS, 1: Revolver, Det Schønbergske Forlag 1977), Det Kongelige Bibliotek, København

    Forstør

    Vidste du at

    • Willumsen er ikke altid blevet opfattet som 'vitalist', og for bare 10 år siden havde det været utæn... Læs mere

    Ukendt fotograf, <em>J.F. Willumsen maler på Skagens Strand</em>, 1906 eller 1909, <link http://www.jfwillumsensmuseum.dk/>J.F. Willumsens Museum, Frederikssund</link>

    Ukendt fotograf, J.F. Willumsen maler på Skagens Strand, 1906 eller 1909, J.F. Willumsens Museum, Frederikssund

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Willumsen og hans venner, Carl Nielsen og Sophus Claussen, var bjergtagede af naturens enorme kræfter

    Kort om Bjergtaget

    • Willumsen var bjergtaget af naturens vitale energi, men oplevede undertiden også en overvældende angst i mødet med dens voldsomme kræfter
    • Denne dobbelthed kommer til udtryk i talrige billeder, der behandler forholdet mellem menneske og natur
    • Willumsens gode venner, komponisten Carl Nielsen og digteren Sophus Claussen, gav det samme tema musikalsk og litterær form
    • Deres dyrkelse af en vild, utæmmet natur kan ses som udtryk for en generel trang til frigørelse i de første årtier af 1900-tallet

    Dobbelt natursyn

    Af: Merete Sanderhoff  |  3 billeder

    'Himmelstormeren i dansk kunst'. Sådan beskrives Willumsen ofte, takket være hans radikalt ekspressive farver og lys, og de storladne, dramatiske motiver han tit tager under behandling. 'Bjergtaget' er et andet ord, som kunsthistorikeren Troels Branth Pedersen meget rammende har brugt i forhold til Willumsen. Dette ord rammer virkelig plet i mine øjne, for Willumsen var bjergtaget af naturens storhed og kraft, og han tog selv livtag med naturkræfterne – bjergene, solen, havet, det kvindelige og det mandlige – i sin kunst.

    I Willumsens kunst vælder naturen frem som et vilkår, der på en gang er voldsomt og vitalt. Solen, der vælter liv og næring ud over verden, menneskekroppen, der boltrer sig frit og spændstigt i havets livgivende element, bjergene, der majestætisk presser sig op mod himlen og inspirerer mennesket med deres skønhed og storhed.

    Men naturkræfterne giver ikke kun liv – de tager også liv, skrupelløst og som det naturligste i verden. Den dobbelte forståelse af naturen er en fundamental drivkraft for Willumsen livet igennem. Allerede i 1890’erne med maleriet Jotunheim og forarbejderne til Det store relief er han i gang med at udforske dette grundtema. På den anden side af 1900 rendyrker han det i værker som Sol over Sydens bjerge, En Bjergbestigerske, Badende børn på Skagens strand og Efter stormen og Naturskræk.

    Det er værker, der har givet Willumsen en central plads indenfor vitalismen – en strømning eller livsindstilling, der ”omfatter en intens dyrkelse af alt liv og af en livskraft, der gennemstrømmer alt” - kort formuleret af kunsthistorikerne Gertrud Oelsner og Gertrud Hvidberg-Hansen.

    Naturskræk

    Af: Merete Sanderhoff  |  3 billeder

    For mig at se kan Willumsen dog ikke sådan uden videre rubriceres som en vitalistisk kunstner, der fuld af optimisme dyrker idéen om en enkel, ren og fundamentalt sund naturkraft i og omkring mennesket. Hans fascination af naturen er iblandet en dyb angst og afmagt, der giver den et dystert psykologisk twist, som er vitalismen helt fremmed og snarere leder tankerne i retning af romantikkens grundbegreb 'det sublime'. Flere gange har Willumsen beskrevet, hvordan han pludselig har følt sig overvældet og bange i mødet med naturen, bl.a. på en rejse i Norge i 1892, hvor han lavede forstudier til maleriet Jotunheim:

    ”… pludselig forandrede Vejret sig. Store mørke Taagebanker slog sammen om mig fra alle Sider, eller for forbi. De var som onde Aander, og det føltes som en iskold Rædsel inde i mig. Jeg blev grebet af Skræk for den vældige Natur. Klippestykkerne blev levende og stræbte mig efter Livet, og slaaet med Panik pakkede jeg mine Grejer sammen og styrtede i Løb, der blev vildere og vildere, ned gennem den stejle Slugt (…) Det var ”Panskræk”, der havde grebet mig. Jeg har senere været ude for Fænomenet i store Skove, eller hvor Bølgerne vælter voldsomt mod Strandbredden.”

    Den 'panskræk' eller naturskræk han erfarede i Norges fjelde, genoplevede han en smuk solskinsdag ved stranden i Sydfrankrig i 1916:

    ”Havets ubrudte Flade laa rolig under Solens Brand, og Intet Liv rørte sig, da jeg pludselig følte mig skræmt som I Jotunheimens Fjeldverden, hvor Stilheden pressede sig ind i Ørerne. Jeg blev angst for Naturens Storhed. Jeg syntes, jeg maatte flygte for noget ukendt, jeg maatte befri mig, skrige min Skræk ud i Farver.”

    Jeg har altid syntes, at Willumsens billede Naturskræk er dét værk, hvor han mest direkte har omsat denne erfaring til maleri. En kvinde forsøger at skærme sig og flygte fra elementerne, der eksploderer omkring hende i et orgie af sanseindtryk og truer med at opsluge hende. Billedet er Willumsens egen 'toer' til det mere fortællende Efter stormen, hvor man får en rationel forklaring på kvindefigurens desperation i form af et skibsvrag ude i brændingen. Men i toeren lader Willumsen naturskrækken fremstå i ren form, sådan som han selv erfarede den – som en ubegrundet angst, der pludselig slår ned i mødet med naturens storhed.

    Kunsthistorikeren Anne Gregersen sammenfatter meget fint, hvordan fascination og afmagt vekselvirker i Willumsens naturopfattelse:

    ”Samhørigheden mellem den storslåede kvinde og den storslåede natur [i En Bjergbestigerske] finder sit modstykke i de to malerier Efter stormen fra 1905 og Naturskræk. Efter stormen II fra 1916. Denne gang er det ikke menneskets beherskelse af naturen, der fremvises, men derimod naturens voldsomme og destruktive kræfter som knuser mennesket. Her er mennesket igen forgængeligt og naturen den herskende.”

    Det uudslukkelige

    Af: Merete Sanderhoff  |  2 billeder

    Willumsen beskrives ofte som en ener indenfor dansk malerkunst med sin særegne, vilde farveholdning og ubeherskede ekspressive kraft. Men han stod bestemt ikke alene med sin fascination og udforskning af naturens altomfattende kræfter. Hans gode venner, digteren Sophus Claussen og komponisten Carl Nielsen, tog livtag med det samme tema i digterisk og musikalsk form.

    Willumsens kunst og Carl Nielsens musik bliver ofte kædet sammen – fx pryder malerier af Willumsen tit cd’er med Nielsens symfonier – og det med god grund. Man finder noget af den samme rå energi og uindskrænkede udtrykskraft i centrale dele af deres arbejde. Carl Nielsens natursyn var dog mere entydigt optimistisk end Willumsens, og måske også mere rendyrket vitalistisk. Under overskriften 'Musik er Liv' udgav han i 1916 sin 4. symfoni, der bærer titlen 'Det Uudslukkelige'. Lytter man bare et par minutter ind i denne symfoni, er det tydeligt at Nielsen slipper store urkræfter løs. Du kan høre uddrag fra symfonien her.

    I den medfølgende programtekst redegør han for, hvordan musik og liv for ham hænger sammen:

    ”Saasnart blot en eneste Tone klinger i Luften eller gennem Rummet, er det Følgen af Liv og Bevægelse; derfor er Musikken (og Dansen) det mest umiddelbare Udtryk for Livsvilje (…) Thi den er Liv, hvor de andre Kunstarter kun forestiller og omskriver Liv. – Livet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres i Dag som i Gaar, i Morgen som i Dag, og Alting vender tilbage. Endnu engang: Musik er Liv, som dette uudslukkeligt.”

    Hvor der er lyd, er der liv. Og livet er ukueligt, det gror altid frem på ny. Selvom det enkelte liv ender, så ophører bevægelsen i livets og naturens cyklus aldrig. Det er den cykliske kraft, Nielsen omsætter til musik i sin 4. symfoni og kondenserer sprogligt i udtrykket ’det uudslukkelige’. Som Anders Ehlers Dam skriver om Nielsens musikfilosofi:

    ”For Nielsen er musik og liv den samme strømmende kraft, og musik er derfor ikke en mimetisk (efterlignende) kunstart. Den skal ikke formidle hverken en fortælling eller følelser i et subjekt, men blot være – og derved være et eksempel på liv.”

    Ligesom hos Willumsen er naturen i Nielsens øjne både amoralsk og uden retfærdighed. Den er i os og omkring os og indvirker på vores liv, hvad enten vi vil det eller ej. Men modsat Willumsen så Nielsen med uforfærdet optimisme på naturens kræfter. Han ville skabe musik, der kunne sammenlignes med bevægelsen eller 'naturrytmen' i en bølgende kornmark eller en skovs trækroner i stormvejr – en ubændig kraft, der ophæver det enkelte strås og træs betydning og får dem til at danse og bevæge sig som en helhed, gennemstrømmet af den samme uimodståelige puls. Når han skulle beskrive de voldsomme kræfter, der er på spil i naturens evige vekslen mellem spiren og visnen, opståen og forfald, liv og død, valgte han også at fokusere på den opbyggelige frem for den ødelæggende side af sagen. I et brev fra 1920 uddyber han, hvad han mener med ’det uudslukkelige’:

    ”… ifald hele Verden blev ødelagt gennem Brand, Vandflod, Vulkaner o.s.v. og alle levende Ting var ødelagte og døde, saa vilde dog Naturen atter begynde at avle nyt Liv, begynde at trænge paa med de stærke og fine Kræfter der findes i selve Stoffet. Snart vilde Planterne begynde at formere sig, Fuglenes Parren og Skrigen høres og ses, Menneskenes Higen og Ønsker mærkes. Disse Kræfter der er ’uudslukkelige’ har jeg søgt at skildre.”

    Længslen mod destruktionen

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Selv når talen falder på oversvømmelser, vulkaner og andre naturkatastrofer, er der ingen naturskræk at spore hos Nielsen. Det er der heller ikke i Sophus Claussens berømte digt Imperia fra 1912, og her er naturen endda langtfra frugtbar og livgivende. Tværtimod. I hvad jeg vil kalde henført ekstase besynger Claussen naturen som den viser sig fra sit allermest barske og ubarmhjertige hjørne. Som vennerne Willumsen og Nielsen er Claussen dybt betaget af de kræfter der regerer i naturen, selv når de er alt andet end venligt stemte.

    Imperia, jordmassens dronning, er et heftigt bekendtskab, og her er det klart naturens destruktive sider der er i fokus: Jorden, der destruerer sig frem gennem jordskælv, vulkanudbrud og andre evolutionære processer, og ganske samvittighedsløst river tilfældige sagesløse liv med sig på sin vej. Som når Willumsen lader farverne vælte ud over lærredets kanter, eller Nielsen vækker naturens dybe dunkende rytme til live i orkestret, synes Claussen drevet til at fremmane en kunstnerisk form, der matcher naturens vildskab – her blot i ord.

    ”Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning, / urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød, / mørk og ubøjelig — ofte jeg drømmer mig død. // Pragt er min Higen. Jeg kender ej Mildhed. / Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde, / som giver Stene for Brød, og som nægter at føde. // Ingen kan vække mig uden min Elsker, / Ilden, min Herre, til hver jeg er givet i Vold, / saa at jeg røres til Afgrundens dybeste Fold (…)”

    Her er den erotiske naturmetaforik, som er mere diskret til stede i Willumsens malerier og Nielsens musikfilosofi, drevet til det yderste. Naturens inderste væsen og drivkraft er at reproducere og forny sig, og moder jord tager ingen smålige hensyn til at enkeltindivider går til grunde, når det rykker i kontinentalpladerne for at presse en ny bjergkæde op.

    Naturkræfter fra digterens mund

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Willumsen blev så inspireret af Claussens digt, at han i 1915 malede billedet Sophus Claussen læser sit digt Imperia for Helge Rode og J.F. Willumsen. En anden samtidig digter, Helge Rode, sidder med siden til og lytter intenst og fuldstændig opslugt, nærmest som om han er oplyst indefra. Willumsen selv sidder i baggrunden og iagttager scenen med et uudgrundeligt udtryk. Det er som om naturens kræfter strømmer ud af digterens mund og bemægtiger sig rummet og personerne i det. Som kunsthistorikeren Hanne Honnens de Lichtenberg skriver i sin analyse af maleriet:

    ”Det tragtformede tomrum mellem personerne antyder (...) en rotation, men mellem disse tre stillesiddende mænd omsættes det til indtrykket af en usynlig kraft, der hvirvles op mellem dem. Jordmassens dronning, 'Imperia', den magtfulde og destruktive personifikation på jordens indre kræfter, synes at materialisere sig i rummet mellem de tre kunstnere.”

    Naturen og ’det moderne’

    Af: Merete Sanderhoff  |  1 billede

    Skabende eller ødelæggende. Vital eller fatal. Forskellene til trods i deres natursyn så var Willumsen, Nielsen og Claussen fælles om at ville omsætte naturens uhæmmede kræfter så direkte og uindskrænket som overhovedet muligt til kunstnerisk form. På det punkt var de moderne. Det var den moderne kunsts projekt at skabe suveræne, selvstændige former frem for at illustrere og efterligne det eksisterende. Som Anders Ehlers Dam skriver om Carl Nielsen, stræbte han mod at lave 'eksempler på liv' i stedet for at stå på afstand af livet og studere det. Typisk for starten af det 20. århundrede er de tre dog stadig fælles om at forholde sig til naturen derude – havet, stranden, landskabet, jordgrunden og de levende væsner – og derfra drage paralleller til menneskets indre natur, instinkter og drifter (fx den instinktive angst og overlevelsesdrift som får kvinden i Willumsens Naturskræk til at skærme sig mod elementernes rasen).

    I begyndelsen af det 20. århundrede handlede ’det moderne’ i høj grad om frigørelse. Oplyst af revolutionerende nye erkendelser og filosofier (Nietzsches dødsdom over Gud, Freuds psykoanalyse), naturvidenskabelige opdagelser (Darwins evolutionsteori, Einsteins relativitetsteori, Niels Bohrs kvantefysik) og teknologiske landvindinger (bilen, flyvemaskinen), løsrev kunstnerne sig fra ’den gamle verdens’ kunstneriske og kulturelle normer og udfordrede grænserne for skønhed og moral – ofte til stor forargelse og opstandelse – i et oprigtigt forsøg på at sætte sig selv og andre mennesker fri. Når kunstnerne i starten af det 20. århundrede dyrkede den vilde, uhæmmede natur, var det blandt andet udtryk for et ønske om at erkende og acceptere naturens kræfter udenfor og ikke mindst indeni mennesket selv, frem for at forsøge at lægge låg på dem, og i stedet udnytte dem som en positiv skabende impuls.

    Cirka midtvejs i det 20. århundrede var der imidlertid mange af de tidlige moderne illusioner, der var bristet. Det havde vist sig, at det ikke var så ligetil at kaste alle hæmninger bort, og leve og skabe frit og grænseløst kun vejledt af de naturlige drifter. I takt med at samfundet blev stadigt mere moderne, kom naturen faktisk bare mere og mere på afstand. Pludselig var virkeligheden fuld af biler, lufthavne, tv-apparater, køleskabe, klinisk renlighed og højglanspoleret effektivitet. Og så kan naturen inden i os mennesker pludselig blive helt fremmed. Det tilføjer en ny dimension til udtrykket ’naturskræk’, som digteren Per Højholt udfolder i digtet Hver anden fra 1977:

    ”Bedst som man bløder kan man blive godt bange / for sit eget blod, at det skal slippe ud, så man / må frem og stå i den kolde træk ved sårranden / og råbe og kalde, – samme skræk ved at være natur: / at jeg stod nøgen mellem blanke hårde hvidevarer / i det oplyste el-køkken: det tempererede indre blev / tropisk: lyserøde flamingoer soppede i mit blod / og jeg jamrede: hvem i helvede har overtaget min / private ejendomsret? – jeg er en disk ml indre / og ydre varer, jeg kan ville vaske mine hænder i / badeværelset og pludselig stå med min hånd i / hånden, goddag! og så må jeg brydes med hin anden / om hvem der skal komme ud ad døren til de andre / og efterlade den anden derinde, sukkende i spejlet …”

    Vidste du at

    1 billede

    Willumsen er ikke altid blevet opfattet som 'vitalist', og for bare 10 år siden havde det været utænkeligt med en udstilling under overskriften 'Vitale Willumsen', som Willumsen Museet i Frederikssund afholdt i 2008. Vitalismen var en vital strømning indenfor samfunds- og kulturliv fra omkring 1900 til 1930’erne, men efter Anden Verdenskrig blev den bevidst forsøgt gemt, glemt og visket ud af historiebøgerne. Vitalismen er en meget bred betegnelse, der anvendes om så forskellige ting som billedkunst og gymnastikprogrammer. Men vitalismens omgang med begreber som 'livsvilje' og 'det store menneske' fik en usmagelig klang i lyset af nazismens totalitære og vulgære tolkninger af vitalismen, og derfor blev den over en kam skåret ud af historien.

    Nu da Anden Verdenskrigs rædsler er kommet på større afstand, er der ikke længere den samme berøringsangst overfor begrebet. I de senere år har forskere indenfor mange discipliner taget fat på at genopdage de vitalistiske strømninger, der udfoldede sig på tværs af kunst, kultur, sport, politik, naturvidenskab etc. i begyndelsen af 1900-tallet. Du kan læse meget mere om vitalismens mangfoldige nuancer og udtryksformer i antologien Livslyst, der udkom i forbindelse med en stor udstilling af samme navn på Fuglsang og Fyns Kunstmuseum 2008.

    Litteratur

    J.F. Willumsen, Mine erindringer, fortalt til Ernst Mentze, Berlingske Forlag 1953

    Per Højholt, Revolver. Praksis-serien, bind 1, Gyldendal 1977

    Hanne Honnens de Lichtenberg, ”J.F. Willumsen: Kvinden og naturens urkræfter” i Kvinden og naturen. Motiver i J.F. Willumsens og Harald Slott-Møllers symbolistiske kunst ca. 1890-1920, Nordjyllands Kunstmuseum 1998

    Sophus Claussen, Danske vers (1912) i Samlede digte, bind 2, Gyldendal 2001

    Troels Branth Pedersen, Bjergtaget. J.F. Willumsen i Norge 1892, Klim 2006

    Anne Gregersen, ”Vitale Willumsen” i Gertrud Hvidberg-Hansen & Gertrud Oelsner (red.), Livslyst. Sundhed – Skønhed – Styrke i dansk kunst 1890-1940, Fuglsang Kunstmuseum & Fyns Kunstmuseum 2008

    Anders Ehlers Dam, ”'Musik er liv'. Carl Nielsens vitalistiske musikfilosofi” i i Gertrud Hvidberg-Hansen & Gertrud Oelsner (red.), Livslyst. Sundhed – Skønhed – Styrke i dansk kunst 1890-1940, Fuglsang Kunstmuseum & Fyns Kunstmuseum 2008

    Ingen titel

    Senest opdateret: 24.Apr.2014