Mit spor gennem kunsthistorier

  • Læs konservatorens historie om gipsskulpturens særlige udfordringer og æstetik

    Døden og moderen - en historie om gips

    Læs konservatorens historie om gipsskulpturens særlige udfordringer og æstetik

    Kort om Døden og moderen - en historie om gips

    Detalje af Niels Hansen Jacobsen, <em>Døden og moderen</em>, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.

    © Detalje af Niels Hansen Jacobsen, Døden og moderen, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.

    Forstør

    Originalmodel. Vidnesbyrd og original

    • Originalmodellen i gips er en vigtig kilde til forståelse af kunstnerens arbejdsproces, der typisk s... Læs mere

    Niels Hansen Jacobsen, <em>Døden og moderen</em>, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.

    © Niels Hansen Jacobsen, Døden og moderen, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.

    Forstør
    Værkstøjsspor fra den oprindelige lerskulptur kan ses tydeligt på hele gipsskulpturens overfladen.

    © Værkstøjsspor fra den oprindelige lerskulptur kan ses tydeligt på hele gipsskulpturens overfladen.

    Forstør
    Her har kunstneren skrevet sin signatur i leret inden afstøbningen.

    © Her har kunstneren skrevet sin signatur i leret inden afstøbningen.

    Forstør

    Fra ler til gips på flere måder

    • Hvordan støbte man en gipsskulptur fra en lerskulptur i slutningen af 1800-tallet? På dette tidspunk... Læs mere

    Skulpturen er i to dele. Døden og babyen på den ene, og moderen på den anden.

    © Skulpturen er i to dele. Døden og babyen på den ene, og moderen på den anden.

    Forstør

    Værket i dag

    • Originalmodellen til Døden og moderen har nu over 100 år på bagen. Gips er et holdbart men skrøbelig... Læs mere

    Detalje af Dødens ryg.

    © Detalje af Dødens ryg.

    Forstør
    Buen fungerer som en støtte til leen. Støtten er i sig selv et af skulpturens svage punkter og er gået i stykker i flere omgange. Her ses både brud på gipsen og nyere, hvid gips brugt til reparation.

    © Buen fungerer som en støtte til leen. Støtten er i sig selv et af skulpturens svage punkter og er gået i stykker i flere omgange. Her ses både brud på gipsen og nyere, hvid gips brugt til reparation.

    Forstør
    Dyvel i metal på Dødens venstre arm holder armen sammen. Ses især i store gipsskulpturer som er støbt i flere dele. Skraveringerne omkring dyvlen angiver en ny reparation. Konservatoren har valgt at markere forskellen mellem den oprindelige gips og den nye opmodellering.

    © Dyvel i metal på Dødens venstre arm holder armen sammen. Ses især i store gipsskulpturer som er støbt i flere dele. Skraveringerne omkring dyvlen angiver en ny reparation. Konservatoren har valgt at markere forskellen mellem den oprindelige gips og den nye opmodellering.

    Forstør

    Patina, rensning og støbehud

    • En gipsskulptur som har stået uden beskyttelse i mange år, antager sære farver. Gipsens overflade er... Læs mere

    Den snavs, der har aflejret sig i skulpturens fordybninger, fremhæver skulpturens form.

    © Den snavs, der har aflejret sig i skulpturens fordybninger, fremhæver skulpturens form.

    Forstør
    Den snavs, der sætter sig i skulpturens fordybninger, kaldes også for patina. Man kan diskutere, om der er tale om det ene eller det andet.

    © Den snavs, der sætter sig i skulpturens fordybninger, kaldes også for patina. Man kan diskutere, om der er tale om det ene eller det andet.

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Læs konservatorens historie om gipsskulpturens særlige udfordringer og æstetik

    Kort om Døden og moderen - en historie om gips

    1 billede

    • Originalmodellen af Døden og moderen blev skænket til museet af kunstneren i 1899.
    • Gipsmodellen er et vigtigt trin i kunstnerens arbejde med skulpturen fra ler til bronze.
    • Gipsmodellen fungerer som en sikkerhedskopi i forhold til fremtidige afstøbninger.
    • Gipsfiguren har sin helt egen æstetik og ældes med en særegen patina.
    • Skulpturen er støbt i bronze i to eksemplarer, hvoraf den ene står foran Sankt Petri Kirke i København (1902), og den anden (en nyere kopi) foran Vejen Kunstmuseum.
    • I historien kan du følge skulptur konservator Louise Cones bevaringstekniske overvejelser over skulpturens nuværende tilstand, få viden om afstøbningsteknik og læse om hvordan konservatorerne behandler et sart materiale som gips.

    Originalmodel. Vidnesbyrd og original

    Af: Louise Cone  |  3 billeder

    Originalmodellen i gips er en vigtig kilde til forståelse af kunstnerens arbejdsproces, der typisk starter med udarbejdelsen af figuren i ler og ender med en færdig skulptur i bronze.

    I den lange proces fra ler til bronze er en gipsskulptur et vigtigt trin. Her kan man se lerets form og struktur overført til et noget mere solidt og støbeklart materiale, og her man kan se bearbejdelsen af værkets overflade inden den endelige afstøbning til bronze går i gang. Kunstnerens fingeraftryk er synlige flere steder, ligesom der er synlige spor af hans skraveringer og graveringer fra hans modellering af leret.

    Ved at donere gipsudgaven af skulpturen til Statens Museum for Kunst, markerer Niels Hansen Jacobsen, at han ser den som et værk i sig selv, udført i et holdbart og smukt materiale, som fortjener at blive bevaret så længe som muligt.

    Originalmodellen er særdeles vigtig at bevare:

    • Som et dokument og en fortælling over arbejdsprocessen
    • Som en sikkerhedskopi til fremtidige afstøbninger
    • Som et selvstændigt kunstværk med egne kvaliteter og egen patina

    Fra ler til gips på flere måder

    Af: Louise Cone  |  1 billede

    Hvordan støbte man en gipsskulptur fra en lerskulptur i slutningen af 1800-tallet? På dette tidspunkt var der flere metoder til at lave en form med henblik på at støbe i gips:

    • Man kunne enten lave en ægte eller en uægte gips-form.
    • Man kunne bruge en limform som består af en blanding af benlim og glycerin.
    • Eller man kunne bruge voks.

    En ægte form kan bruges flere gange, og kaldes også en kileform fordi den består af flere kileformede gips-dele. Denne metode efterlader karakteriske dellinjer, som får skulpturen til at se sammensat ud. Man vil derfor næsten altid kunne genkende en ægte støbning på disse dellinjer. Dog kan linjerne være bearbejdet og linjerne kan være helt eller delvist udviskede i et forsøg på at opnå en homogen og glat overflade.

    Under støbningen dækkes den ægte forms kildeformede dele med en gipskappe, som er et tykt lag gips eller ’kappe’, som lægges over disse stykker for at stabilisere formen og holde den sammen under processen. Denne type afstøbning anvendes mest på hårde materialer som marmor eller gips, eller når man gerne vil bevare den originale modelfigur.

    En uægte form består typisk af store stykker gips som deles over på midten, hvor leret graves ud og formen derefter samles igen. Ved denne metode ødelægges den originale skulptur, som typisk er udført i ler, voks, eller plasticine. Formen kan kun benyttes en enkelt gang, fordi formstykkerne i en uægte form skal slås itu når gipsafstøbningen skal ud.

    Nutidens foretrukne materiale til afstøbning er silikone. Et fleksibelt og holdbart materiale som er relativ nemt at arbejde med.

    Niels Hansen Jacobsens Døden og moderen er udført i to dele, døden og barnet på den ene halvdel og moderen på den anden. Dele af skulpturen, såsom dødens le og arm er støbt separat. Skulpturen er formentlige lavet ved brug af en uægte gipsform, efter en våd lermodel.

    Værket i dag

    Af: Louise Cone  |  3 billeder

    Originalmodellen til Døden og moderen har nu over 100 år på bagen. Gips er et holdbart men skrøbeligt materiale, og skulpturen er da også blevet repareret mange gange i løbet af årene. Reparationerne skaber farvevariation på skulpturen, fordi gammel beskidt gips er erstattet af ny hvid gips på forskellige tidspunkter.

    Der eksisterer ingen informationer om dette værks fortid i Statens Museum for Kunsts arkiver. Men på skulpturen kan man se tegn på adskillige reparationer, især på dødens arm og le. Derudover bærer værkets overflade, der er skiftevis rå og glat, ren og beskidt, præg af at være forsøgt renset. Den ujævne overflade kan også skyldes, at gipsen på et tidspunkt er blevet brugt til at lave en ny form til støbning i bronze, men dette vides ikke med sikkerhed.

    Værket fremstår med et ujævn patina og har flere steder et gulligt eller et brunligt skær. Dette skyldes formentlig utræk af jern fra værkets indre jern stativ, men misfarvningen kan også stamme fra gipsens svovlindhold, som kan vandre til overfladen, hvis gipsen kommer i kontakt med vand.

    Hvis denne skulptur en dag skal renses for snavs, må man gå meget forsigtigt frem, fordi overfladen er stærkt præget af fortidens hårdhændede behandlinger. Resultatet kunne gøre skulpturens allerede ujævne overflade endnu mere udpræget. De steder hvor snavset sidder godt fast, vil det blive siddende, mens resten vil kunne renses renere – og mere hvidt i udseende.

    Kun hvis man er sikker på at kunne opnå en mere homogen overflade, vil der være en fordel i at rense skulpturen. Dette kræver at man først foretager rensningsprøver forskellige steder på skulpturen, for derudfra at kunne danne sig et overblik over, om det er muligt at fjerne den fastsiddende snavs på en skånsom måde.

    Patina, rensning og støbehud

    Af: Louise Cone  |  2 billeder

    En gipsskulptur som har stået uden beskyttelse i mange år, antager sære farver. Gipsens overflade er porøs, og snavs fanget i porerne medvirker til at ændre overfladens farve og den måde lyset brydes på. Mange mener, at denne gråsorte misfarvning er ønskelig i gipsskulpturer, fordi den absorber mere lys som understreger formen. Gipsen får en såkaldt "patina".

    En særlig effekt er den ’omvendte skygge-effekt’, der opstår når snavset sætter sig på de områder med den mest tilgængelige overflade, for eksempel på overfladen af en fold- og ikke inde i folden, hvor man vil normalt forventer en skygge.

    Hvis man vil rense gips for snavs, skal man gå varsomt til værks. Gips er hygroskopisk, det vil sige, at materialet nemt optager vand i porestrukturen. Hvis dette sker, bliver snavset transporteret endnu længere ind i gipsens overflade.

    En anden grund til at være varsom med rensning er for at beskytte gipsens naturlige støbehud, som dannes under støbeprocessen, når gipsen udvider sig ind i formen og presser sig mod indersiden. Dette tryk skaber en lidt anderledes krystalstruktur på gipsens yderste overflade, der kaldes for støbehuden og som er med til at beskytte gipsens overflade som et hårdt ydre lag. Bevarelsen af denne kompakte overflade er en vigtig faktor at tage i betragtning når man renser gips.

    Senest opdateret: 2.Aug.2014