Mit spor gennem kunsthistorier

  • Hansen Jacobsen og de øvrige symbolister behandlede eksistensens store spørgsmål, ofte set gennem melankolske briller

    Eksistensens alvor

    Hansen Jacobsen og de øvrige symbolister behandlede eksistensens store spørgsmål, ofte set gennem melankolske briller

    Kort om Eksistensens alvor

    Niels Hansen Jacobsen, <em>Friheden i århundredets slutning</em>, 1896-97, bronze, 115 x 193 x 61 cm, <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>.

    Niels Hansen Jacobsen, Friheden i århundredets slutning, 1896-97, bronze, 115 x 193 x 61 cm, Vejen Kunstmuseum.

    Forstør

    Eksistensens alvor

    • Symbolismen er ofte blevet betegnet som det sjælelige gennembrud i kunsten. Kunstens motiver blev fu... Læs mere

    Niels Hansen Jacobsen, <em>Døden og moderen</em>, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.

    Niels Hansen Jacobsen, Døden og moderen, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.

    Forstør

    Den underkuede nat

    • Niels Hansen Jacobsen kredser i flere af sine værker om døden. Første gang er med Døden og moderen f... Læs mere

    Niels Hansen Jacobsen, <em>Natten</em>, 1895, bronze, 75 x 367 x 144 cm, <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>.
 

    © Niels Hansen Jacobsen, Natten, 1895, bronze, 75 x 367 x 144 cm, Vejen Kunstmuseum

    Forstør
    Niels Hansen Jacobsen,<em> Skyggen</em>, 1897-98, bronze, støbt 1924, 76,5  x 275 x 85,5 cm, KMS5806, SMK.

    Niels Hansen Jacobsen, Skyggen, 1897-98, bronze, støbt 1924, 76,5 x 275 x 85,5 cm, KMS5806, SMK.

    Forstør

    Friheden som døden nær

    • I Friheden i århundredets slutning fra 1896-97 beskæftiger Hansen Jacobsen sig med endnu en umulig k... Læs mere

    Niels Hansen Jacobsen, <em>Friheden i århundredets slutning</em>, 1896-97, bronze, 115 x 193 x 61 cm, <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>.

    Niels Hansen Jacobsen, Friheden i århundredets slutning, 1896-97, bronze, 115 x 193 x 61 cm, Vejen Kunstmuseum.

    Forstør

    Tiden og mennesket

    • Senere i sin produktion kredser Niels Hansen Jacobsen om tiden som et andet af livets uomgængelige g... Læs mere

    Niels Hansen Jacobsen,<em> Tiden og mennesket</em>, 1910, gips, 290 x 255 x 245 cm, Vejen Kunstmuseum. Fotograf Pernille Klemp.

    © Niels Hansen Jacobsen, Tiden og mennesket, 1910, gips, 290 x 255 x 245 cm, Vejen Kunstmuseum. Fotograf Pernille Klemp.

    Forstør
    Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum med Hansen Jacobsens egen opstilling af skulpturerne. Fotografiet har tilhørt Hansen Jacobsen, og er stillet til rådighed af <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>.

    Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum med Hansen Jacobsens egen opstilling af skulpturerne. Fotografiet har tilhørt Hansen Jacobsen, og er stillet til rådighed af Vejen Kunstmuseum.

    Forstør
    Niels Hansen Jacobsen, <em>Vor tids ansigt</em>, 1921, gips, 74 x 89 x 60 cm, Vejen Kunstmuseum. Fotografiet har tilhørt Hansen Jacobsen, og er stillet til rådighed af <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>.

    Niels Hansen Jacobsen, Vor tids ansigt, 1921, gips, 74 x 89 x 60 cm, Vejen Kunstmuseum. Fotografiet har tilhørt Hansen Jacobsen, og er stillet til rådighed af Vejen Kunstmuseum.

    Forstør

    Hungertog til musik

    • I en alder af 70 år skabte Hansen Jacobsen sin sidste store skulpturgruppe, Livets spil fra 1932-34.... Læs mere

    Niels Hansen Jacobsen, <em>Livets spil</em>, 1932-34, gips, 202 x 505 x 192 cm, Vejen Kunstmuseum. Fotografiet har tilhørt Hansen Jacobsen, og er stillet til rådighed af <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link>.

    Niels Hansen Jacobsen, Livets spil, 1932-34, gips, 202 x 505 x 192 cm, Vejen Kunstmuseum. Fotografiet har tilhørt Hansen Jacobsen, og er stillet til rådighed af Vejen Kunstmuseum.

    Forstør
    Træk i billedbåndet
    Hansen Jacobsen og de øvrige symbolister behandlede eksistensens store spørgsmål, ofte set gennem melankolske briller

    Kort om Eksistensens alvor

    1 billede

    • Hvordan takler man store eksistentialistiske spørgsmål om døden, tiden, friheden og kærligheden når man er overladt til sig selv, og ikke har nogen Gud? Disse spørgsmål berører Niels Hansen Jacobsen i sine skulpturer livet igennem.
    • Tabet af Gud og den nye tro på det store menneske, som Nietzsche kaldte det, gav grobund for en ny kunstneropfattelse og ikke mindst nye motiver.
    • De symbolistiske kunstnerne opfattede sig selv som særligt udvalgte med tæt kontakt til deres sanser og indre syner, og motiverne blev indadskuende og var ofte præget af en melankolsk tone.

    Eksistensens alvor

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    Symbolismen er ofte blevet betegnet som det sjælelige gennembrud i kunsten. Kunstens motiver blev fundet i det enkelte menneskes inderste sjæl. Uden Gud, som Nietzsche for nylig havde erklæret for død (Also sprach Zarathustra,1883-85), opstod behovet for et nyt eksistentielt sikkerhedsnet, en ny sandhed og svarene skulle findes i det enkelte menneske eller i naturen.

    Denne nye gyngende grund satte gang i en særlig interesse for at undersøge eksistensens grundvilkår og især de dramatiske og mørke sider af den. Således også hos den ikke-religiøse Niels Hansen Jacobsen, der livet igennem tog fat på livets grundlæggende vilkår som motiv i sine skulpturer.

    Den underkuede nat

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

    Niels Hansen Jacobsen kredser i flere af sine værker om døden. Første gang er med Døden og moderen fra 1892, hvor døden fremstilles som den grumme og ubarmhjertige knokkelmand, der med et kontant greb griber skæbnesvangert ind i vores liv. Selvom mennesket, her personificeret ved moderen, kæmper en brav kamp, er der intet at stille op. Døden kommer pludseligt, og som en iskold vind tager den uden forklaring dig selv eller dine kære med sig.

    Herefter følger i 1895 Natten der af kunsthistorikeren Teresa Nielsen beskrives som ”en djævlelignende skikkelse med spidse flagermuseører og flagermusevinger i stedet for arme. Figuren smyger sig hen over jorden med den ene udfoldede vinge rakt frem. Som mørket falder på, glider den hen over jordens overflade.” Der kendes ikke noget litterært forlæg for skulpturen, men Jacobsen tilføjede i dette tilfælde selv to forskellige poetisk klingende tekster til skulpturen. Den første blev trykt i kataloget for Charlottenborgs forårsudstilling i 1896:

    Natten
    Med blødende Saar
    Milliarder af Aar
    Han mod Dagen har stridt,
    Ydmygelse lidt.
    End skærmer han Øjet
    Og venter Stunden,
    Da Dagen for Evig
    Er overvunden.

    Den anden tekst blev trykt i kataloget fra 1914 til udstillingen i Skibelund krat:

    Natten der rejser sig
    I Aartusinder har han fjælet sig mod Lysets vældige Magt, nedværdiget og underkuet; dog lurer han bestandig på sin Fjendes Afmagt for at blive Enehersker.

    Som det fremgår af de to tekster, tænker Hansen Jacobsen Natten som en underkuet figur, der bestandig lurer på en åbning for at kunne overtage magten over lyset. Parallellen til livets skyggesider, menneskesindets mørke sider, der især hos det melankolske menneske kan true med at tage over, er åbenbar. Ligesom de djævlelignende træk placerer figuren som et nært familiemedlem til Døden.

    I Skyggen fra 1897-98 er temaet endnu en gang døden, her fremstillet som den truende skygge, der konstant puster os i nakken og klæber til vores hæle, for pludselig i et uagtet øjeblik at tage vores liv.

    Friheden som døden nær

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    I Friheden i århundredets slutning fra 1896-97 beskæftiger Hansen Jacobsen sig med endnu en umulig kamp mod tiden, traditionen, overmagten og alt det som i øvrigt kan begrænse den enkeltes (udtryks)frihed. Denne gang delvist med et socialt incitament, hvilket kunstnerens ledsagetekst giver et indtryk af:

    ”I Aartusinder har han fjælet [skjult] sig mod Lysets vældige Magt, nedværdiget og underkuet; dog lurer han bestandig på sin Fjendes Afmagt for at blive Enehersker.”

    I et brev skrevet i 1901 til brygger Carl Jacobsen giver Hansen Jacobsen selv skulpturen en anden fortolkning:

    ”Den gamle Mand svarer vel ikke ganske til den Benævnelse (»Friheden i Slutningen af Aarhundredet«), som den har faaet. Det var min Mening med ham at ville udtrykke det, som er hændet saa mange værdifulde Mennesker, der har gavnet Verden langt frem i Tiden, at de, uden at have haft nogen Støtte eller Forstaaelse, er bukket under i Kampen. Ved den ejendommelige Form vilde jeg give det stødende og tragiske, som ofte er Geniets Særkjende. Jeg burde maaske hellere have kaldt denne Figur: »Et Genis Undergang«. Jeg synes han er den smukkeste i Kompositionen og i Behandlingen af - om jeg saa maa sige - et nyt Stof med det menneskelige Legeme som Forbillede.”

    Tiden og mennesket

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  3 billeder

    Senere i sin produktion kredser Niels Hansen Jacobsen om tiden som et andet af livets uomgængelige grundvilkår, og her er der heller ikke den store optimisme at spore.

    I den store skulpturgruppe Tiden og mennesket fra 1910 skildrer kunstneren hvordan mennesket bogstaveligt talt er underlagt tidens gang. Ud af skulpturens fod vokser en tungsindig familie på fire. Ovenover haster den bevingede personifikation af tiden uanfægtet af sted. Det eneste han har øje for er det, der ligger forude, og der er ingen tid til dvælen. Fremstillingen er letforståelig i både form og symbolik, hvilket har fået Niels Th. Mortensen til at kalde skulpturen for dilettantisk. Niels Hansen Jacobsen derimod var glad for skulpturen og gav den en fremtrædende plads i skulptursalen i sit nyindvidede museum.

    I Vor tids ansigt fra 1921 beskæftiger Hansen Jacobsen sig igen med tiden, og denne gang er tiden ikke blot ubarmhjertig, men direkte grum. Teresa Nielsen beskriver figuren:

    ”Det er et uhyggeligt mandsansigt, fortrukket i vrede, en truende knyttet hånd løfter sig, og det ser ud som en frygtelig storm blæser. Den rusker i Tidens lange hår, og omkring ham bølger et slynget ornament, der kan minde om uvejrsskyer eller oprørte bølger. Skulpturen har et dekorativt præg med det slyngede art nouveau-agtige ornament, der minder om figurerne fra 1890'erne.”

    Skulpturen kan både tolkes som et billede på samtiden, og dermed som et billede på 1. verdenskrig og efterdønningerne efter denne, og den kan ses som et billede på tiden som generelt begreb. I begge tilfælde er der grund til bekymring. Det moderne menneske har erkendt, at der ikke findes absolutte værdier, og griber i stedet muligheden for selv at give mening til sit liv. Således giver Hansen Jacobsen os ikke en fiks og færdig pakke med svar på, hvordan vi skal takle tidens problemer. Han nøjes med at gengive dem, sådan som han, "den klartskuende kunstner", ser og oplever dem.

    Hungertog til musik

    Af: Liza Burmeister Kaaring  |  1 billede

    I en alder af 70 år skabte Hansen Jacobsen sin sidste store skulpturgruppe, Livets spil fra 1932-34. Værket bygger på en ambitiøs ide om at skildre livets veje og afveje og hviler med Teresa Nielsens ord, ”mellem iagttagelse af de nære omgivelser, hvor han fandt sine modeller, og en almengørelse af disse.” I skulpturgruppen ophøjer han ”de afbildede mennesker til symboler på livets mangeartede tilskikkelser - moderskab, sorg, forkrøbling.”

    Skulpturen fik en lunken modtagelse. Københavnerne døbte den straks ”Hungertog til musik” og Politikens anmelder beskrev skulpturen som ”et Stykke romantisk Filosofi i Gips, der strømmer over af Følelse og lader haant om al kunstnerisk Begrænsning.” Spiren til værket blev ifølge Hansen Jacobsen lagt, da han engang i Paris hørte Beethovens niende symfoni:

    ”der dannede sig for hans indre Blik en vandrende Menneskeskare i stærk Bevægelse, men længe var det saaledes for ham, at hver Gang han nærmede sig den for at give den Liv i Leret, svandt den bort som en Taage. Hvad, der især voldte ham Vanskeligheder, var at forbinde Gruppen med Musik, først da han nogle Aar senere hørte og saa Violinvirtuosen Eugène Ysaye, forstod han med ét, at der i Spidsen for Menneskeskaren skulde gaa en Spillemand, der med sin Violin Symboliserer de Livets dybe, hemmelige Kræfter, der tvinger os fremad, saa længe vi endnu blot kan flytte en Fod, hvor tunge end Livets Byrder maatte være, og hvor forskellig end hver enkelts Skæbne former sig.”

    Egentlig var det Hansen Jacobsens mening at Livets spil, i lighed med Beethovens symfoni, skulle være en hyldest til livets storhed og mangfoldighed. Men det er som om, han ikke har kunnet gøre sig fri af den melankolske tone, der har præget så store dele af hans værk, for i stedet for en hyldest er værket snarere endt som en tragisk sørgemarch.

    Litteratur

    Teresa Nielsen, Tekster om Niels Hansen Jacobsens værker, www.vejenkunstmuseum.dk

    Peter Nørgaard Larsen (red.), Sjælebilleder, Statens Museum for Kunst 2001.

    Niels Th. Mortensen, Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, Odense 1945.

    Senest opdateret: 22.Jul.2014