Historier

Bjørn Nørgaards bidrag til det offentlige rum

Af: Annette Rosenvold Hvidt  |  7 billeder

Nørgaard ser det som et ideal at kunsten bidrager aktivt i det offentlige rum. Han har selv udformet mange udsmykninger - her nævnes nogle eksempler: Panum instituttet (1985), Thors tårn i Høje Tåstrup (1986), Alterparti i Knebel Kirke (2001), boligbyggeriet Bispebjerg Bakke (2002), H.C. Andersen skulptur til Odense (2005) og plads ved Landbohøjskolen på Frederiksberg (2008).

Til sammenligning kan man for eksempel se på udsmykninger af Nørgaards kunstnerkollega fra Eks-Skole perioden: Poul Gernes, som også handlede aktivt på at få kunsten til at spille ind i de offentlige rum. Hvor Gernes arbejder serielt og minimalistisk med farver og former som miljø- og stemningsskabende faktorer, har Nørgaard som regel menneskefiguren og myterne i centrum i sine arbejder.

Bjørn Nørgaards mest kendte udsmykning er den serie af gobeliner (vævede billedtæpper) til Riddersalen på Christiansborg, som han på bestilling udførte som gave til Dronning Margrethe 2. i anledning af hendes 50 års fødselsdag i 1990. I serien visualiserer Nørgaard 1000 års Danmarkshistorie som en omfattende collage, der både bygger på den kollektive og på personlige historier og erfaringer. På Bjørn Nørgaards hjemmeside er der en oversigt over gobelinerne og deres placering i Riddersalen.

Også det kirkelige rum interesserer Nørgaard, der blandt andet har udført to alterpartier og glasmosaikker til to danske kirker. Som kunsthistorikeren Marie Vinther peger på i sin bog Bjørn Nørgaard. Troen er håbet – tvivlen vilkåret har Bjørn Nørgaard lige fra 1960’erne beskæftiget sig med kristne motiver ”Hans indgående kendskab til den kristne tænkning og billedverden – samt religioner og myter i det hele taget – er således tilvejebragt gennem mange års interesse for fortiden som forståelsesramme for nutiden og fremtiden og er i rigt mål udtrykt i hans værker”.

Nørgaard bliver ofte konfronteret med det tilsyneladende modsætningsfyldte forhold mellem hans tidlige ofte rituelle og eksperimenterende aktionsarbejde og de senere mere folkelige og let aflæselige offentlige udsmykninger.

For Nørgaard er det dog en del af det samme projekt: ”Der vil være mange mennesker, der kender mine udsmykninger, som ikke tror, jeg laver andet. Og der vil være andre, som kender til mine aktioner og materialeaktioner, som ikke vil drømme om, at jeg laver offentlige udsmykninger i stor målestok. Men sammenhængen er der – for mig. Sammenhængen er ikke af formel og stilistisk art, og den er heller ikke af.. strategisk karakter. Men sammenhængen er der i mig. Det er forskellige samtaler, jeg fører”.