Historier

Den venetianske sanselighed

Af: Liza Burmeister Kaaring  |  2 billeder

Et sanselighedens maleri. Sådan beskrives det venetianske maleri i kunsthistorien. Ifølge traditionen bruger den venetianske kunstner lyset og de støvede farver til at skabe stemningsmættede og sanselige værker.

Freddie kredser i flere værker om det venetianske, først i 1933, siden i 1943 og sidst i 1960. De tre malerier, Den venetianske fugl, Venetiansk portræt og Venetiansk rock’n roll er vidt forskellige både stil- og motivmæssigt, men bindes sammen af det venetianske i titlen. I de tre værker henviser han henholdsvis til Venedig som by, til den venetianske maletradition og til den særlige venetianske sanselighed.

Den venetianske fugl

Af: Liza Burmeister Kaaring

Den venetianske fugl er et stærkt udsagn om Freddies kærlighed til byen Venedig, hvor scenen tydeligvis er sat.

En abstrakt fugleform folder sig ud sammen med andre mere eller mindre genkendelige figurer under en let diset blå himmel. Referencen til Venedig ligger her først og fremmest i gengivelsen af arkitekturen, men brugen af de dæmpede bløde farver refererer samtidig til den venetianske tradition for douce pastelfarver.

På denne måde bruger Freddie Venedig i både motiv og i udtryksformen.

Venetiansk portræt

Af: Liza Burmeister Kaaring

I Venetiansk portræt henviser Freddie til den venetianske portrættradition. Dette ses både i gengivelsen af kvinden, i hendes påklædning og opsætning af håret og i indramningen af motivet med det nederste brede brune panel også kaldet et predella.

Farvebrugen er anderledes dyster end i Den venetianske fugl, men måden hvorpå motivet er modelleret op ved brug af farver frem for ved brug af stregen, er en klar reference til den venetianske arbejdsmetode.

Læs mere om Venetiansk portræt.

Venetiansk rock’n roll

I Venetiansk rock’n roll udfolder der sig et ganske anderledes kødfuldt sceneri end i de to andre værker.

Udefinerbare og forvrængede kroppe udfolder sig i et svedigt orgie. De mærkelige formationer er på en gang skræmmende og sanseligt forførende. Ud af et vindue i billedets øverste venstre hjørne skimter vi Venedigs blå himmel.

Dette værk fører det sanselige i den venetianske tradition ud i sin yderste konsekvens. Sanserne regerer og det rationelle eksisterer kun som en underordnet ramme.

Læs mere om Venetiansk rock'n roll.

Forholdet til traditionen

Af: Liza Burmeister Kaaring

Freddies interesse for kunstens historie spænder bredt. I sit manuskript til radioforedraget ”Hvorfor maler jeg?” nævner Freddie flere af sine forbilleder, her i blandt Cezanne, Böcklin, Picasso og Duchamp. Hans ærinde i denne sammenhæng er at ridse op hvordan surrealismen opstod i naturlig forlængelse af den nyorientering, der startede med impressionisterne og, i Freddies version af fortællingen, kulminerede med surrealismen.

I hans værker fra 1940’erne, her i blandt Venetiansk portræt, ses desuden tydelige spor af Freddies interesse i de gamle mestre som Rembrandt , Dürer og Bellini samt inspiration fra den tyske romantik med P.O. Runge og C.D. Friedrich som de væsentligste.

Freddie var altså ikke kun fascineret af den sanselige venetianske tradition, men af flere væsentlige kapitler i den europæiske kunsts historie. Det ligner dog nærmest en selvfølgelighed, at Freddie, der hele sit liv var optaget af gengivelsen af begærets kræfter, skulle have en særlig kærlighed til en tradition, der først og fremmest er kendetegnet ved sin sanselighed.